»Jeg er en pessimistisk optimist,« siger instruktør og skuespiller Robert Redford. Lions for Lambs er en opfordring til folk om at tænke selv og kommunikere bedre.«
Lions for Lambs, der har verdenspremiere den 9. november, er med til at markere en ny bølge af samfundskritiske film fra Hollywood. Titlen henviser til en kommentar fra en tysk officer under Første Verdenskrig om engelske generalers ofring af unge, modige soldaters liv. Åbenbart er det en parallel til Bush-administrationens brug af unge, uskyldige mænds liv i kampen mod terror.
I filmen udspilles tre parallelle historier som afspejler den pessimistiske stemning i USA, krydsklippet med amerikanske soldater som kæmper mod Taleban-styrker i Afghanistan.
»Filmen handler om noget dybere end krigen mod terror,« siger Robert Redford. »Den handler om konsekvenserne for USA gennem de seneste år, og hvordan de viser sig inden for medier, uddannelse og politik.«
Appel til de unge
Selv udtrykker den 71-årige håb om, at filmen specielt bliver set af de unge mennesker. Selv var han engang som den unge student i filmen med manglende tro på USA’s idealer.
»Da jeg var ung, interesserede jeg mig ikke for politik. Først da jeg kom til Europa for at studere kunst som 18-19-årig, fik jeg øjnene op. Studenter på min egen alder spurgte mig, hvad jeg syntes om politik. De sagde: ’Hvordan kan man ikke interessere sig for politik? Det er dit land og din fremtid! I længden blev det lidt flovt, og jeg begyndte at betragte mit land, men nu fra mit udgangspunkt i Europa, og jeg købte ikke den pakke, som mine myndigheder gav mig. Da jeg kom tilbage til USA, vidste jeg meget om politik. Det kom næsten helt tilfældigt.«
I kølvandet på Nixon-perioden og Watergate-skandalen i 1972 kom der også en kritisk bølge fra Hollywood. Tre døgn for Condor (1975), Alle præsidentens mænd (1976) og Coming Home (1978) blev vel modtaget af både anmeldere og publikum. Robert Redford, som var blandt 70’ernes mest profilerede skuespillere, havde selv hovedrollen i to af dem og bidrog i høj grad til, at de blev så populære, som de gjorde.
Det er ikke tilfældigt, at de politiske film fra Hollywood kommer nu.
Bush-regeringen begynder at miste grebet om befolkningen, de fleste amerikanere udtrykker modvilje mod Irak-krigen, og det gør det lettere for Hollywood at rette det kritiske søgelys mod Washington.
»Vi amerikanere fik et chok den 11. september. Så da myndighederne bad os om at lægge rettigheder og ytringsfrihed til side i en periode og støtte dem, så vi kunne få genoprettet sikkerheden, var vi villige til at gøre det, og det gjaldt også medierne. Tiden var ikke til at stille kritiske spørgsmål til regeringen. Vi måtte stå sammen. Det er vigtigt at huske på, at det republikanske parti, der havde magten den 11. september, havde også kontrollen med både Kongressen og Højesteret. Det havde vi ikke oplevet tidligere.«
»Nu ser vi omsider sandheden om, hvor og hvorfor vi fører de krige, vi gør, og hvad omkostningerne er. Mediernes job har været at udfordre, men de har enten været for bange eller udvist for meget respekt for myndighederne. I andre tilfælde har kontrollen med visse mediekanaler ligget i hænderne på visse selskaber, som igen har været ejet af folk med politiske stillinger. Det har gjort tingene kompliceret.«
Få kritiske Hollywoodrøster
Langt de fleste i Hollywood har traditionelt været – og er fremdeles – vigtige støtter for Demokraterne. Hollywood har magt, men kun få har været villige til at bruge denne politiske magt de seneste år. Der har naturligvis været undtagelser som George Clooney, Matt Damon og Angelina Jolie. Og instruktører som Steven Spielberg, Steven Soderbergh, Paul Greengrass og Robert De Niro har lavet og medfinansieret film med et politisk indhold. Og så er der naturligvis independent-filmmagere som Michael Moore, men han opererer trods alt uden for Hollywood-systemet.
I 2003 blev George Clooney i et blad stemplet som ’forræder’, fordi han påpegede, at man måske burde stille nogle flere spørgsmål, inden man sendte soldater til Irak. Som en følge af anklagerne skrev og instruerede Clooney Good night and good luck (2005) om ytringsfrihedens vanskelige vilkår under McCarthyismen med klare paralleller til nutiden. Syriana (2005), instrueret af Stephen Gaghan, handlede om kompleksiteten i olieindustrien i Mellemøsten. The Good Shepherd (2006), instrueret af Robert De Niro og med Matt Damon i hovedrollen, handler om en dedikeret mands pligtfølelser over for CIA i efterretningsorganisationens første år.
Flere film om Irak
En række andre samfundskritiske film kommer til en biograf nær dig i løbet af 2008. Afsløringen, som også blev vist på filmfestivalen i Rom, er historien om en egyptisk født mand, gift med en gravid amerikansk kvinde (Reese Witherspoon), som bliver forhørt under mistanke om medvirken til terror, har netop haft dansk premiere.
Der kommer også film med konkret handling fra Irak-krigen. Mens de kritiske film om Vietnam-krigen først kom flere år efter dens afslutning, kommer de første Irak-film allerede, mens krigen foregår.
In the Valley of Elah af Paul Haggis behandler det aktuelle tabu-tema om soldater, der kæmper med posttraumatisk-syndromet efter Irak. Grace is Gone handler om en sørgende ægtemand (John Cusack), som må fortælle sine døtre, at deres mor er død i Irak.
Lavbudgetfilmen Redacted, signeret af en af Hollywoods førende filmmagere Brian de Palma, er den mest eksplicitte i sin kritik. Han modtog Sølvløven for bedste instruktion ved filmfestivalen i Venedig i september. Hovedsageligt fortalt gennem videoblogs tager den udgangspunkt i en faktisk hændelse i marts 2006, hvor en gruppe amerikanske soldater voldtog en 14-årig irakisk skolepige og dræbte hendes familie. De Palma fortalte mig i forbindelse med festivalen, at han forventede hård kritik af filmen i USA.
Og den kom allerede dagen efter, fra talk show-værten Bill O’Reilly.
»Tænk jer unge muslimer, som allerede er fulde af had, se denne film, hvor en ung muslimsk kvinde bliver voldtaget! Hvis blot én af dem går med i krigen og dræber en amerikaner, er det Brian de Palmas skyld!« tordnede den kendte tv-personlighed på sit show, The O’Reilly Factor.
Vil ikke have propaganda
På pressemødet i Rom advarede Redford mod det, han opfatter som propaganda.
»Amerikanerne vil ikke have propaganda! Man bør forsøge at vise kompleksiteten i situationen. Derfor prøver min film ikke at give noget svar. Den tager spørgsmål op i håbet om, at folk vil tænke mere over tingene. Vi har mistet så meget de seneste år, liv, økonomisk troværdighed og vores tidligere respekterede position på verdensarenaen. Fremtiden tilhører unge mænd som filmens Andrew. Bliver de politisk aktive, eller er de desillusionerede? Hvis det sidstnævnte sker, kommer vi måske til at se en fortsættelse af det, vi har oplevet de seneste år.«
»Jeg har en fornemmelse af, at tingene har udviklet sig så meget i én retning, at pendulet nu er ved at svinge tilbage. Jeg håber og tror unge mennesker vil sige til sig selv, at ’der er noget jeg kan gøre for at forandre situationen, og jeg bør gøre det’. På den måde ser jeg optimistisk på fremtiden.«
paradoks@information.dk
Oversat af Ebbe Rossander
