Læsetid: 6 min.

The Lost Generation

En svag landstræners manglende evne til at tage opgøret med nogle af holdets største profiler kostede England kvalifikationen til EM
De internationale mestertrænere Fabio Capello og José Mourinho har offentligt erklæret, at de er interesseret i jobbet som engelsk landstræner. Begge ejer den snert af hensynsløshed, som vil være påkrævet af den manager, der får til opgave at rydde op og ommøblere i den stjernebesatte engelske trup. Den hensynsløshed ejede McClaren ikke. Han var bare en flink fyr under en paraply.

De internationale mestertrænere Fabio Capello og José Mourinho har offentligt erklæret, at de er interesseret i jobbet som engelsk landstræner. Begge ejer den snert af hensynsløshed, som vil være påkrævet af den manager, der får til opgave at rydde op og ommøblere i den stjernebesatte engelske trup. Den hensynsløshed ejede McClaren ikke. Han var bare en flink fyr under en paraply.

Tom Hevezi

1. december 2007

"Dette hold topper først om to år."

Sådan sagde den daværende svenske landstræner, Sven Göran Eriksson, da England havde tabt kvartfinalen til Portugal ved EM i 2004. Han fik ganske vist ikke ret - også ved VM i 2006 røg England ud i kvartfinalen - men hans ord illustrerede alligevel de forventninger, hele England i de seneste år har næret til holdets nuværende stamme af landsholdsspillere; forventninger om at England endelig rådede over et hold, der kunne bringe en sejr i en af de store internationale turneringer hjem til fodboldens moderland.

Og på papiret har englænderne da også haft noget at have deres håb i. Med navne som Steven Gerrard, Frank Lampard, Michael Owen, David Beckham, Ashley Cole, Wayne Rooney, Rio Ferdinand, Joe Cole og John Terry har England været i stand til at mønstre et potentielt set skræmmende stærkt mandskab med superstjerner i hver eneste kæde; et hold bestående af spillere, der befandt sig i deres bedste foldboldalder og som udfyldte bærende funktioner på nogle af Europas førende klubhold. I den britiske presse har de længe gået under betegnelsen The Golden Generation, og det har bare været anset som et spørgsmål om tid, før de leverede deres mesterstykke. Altså lige indtil i onsdags i sidste uge, hvor de på en dyngvåd plæne på Wembley tabte til Kroatien og kurede lige ud af EM-kvalifikationen og forvandlede sig til The Lost Generation. Holdet med det historiske potentiale endte med at blive det første engelske nationalmandskab i 12 år, der ikke klarede kvalifikationen til et EM eller VM.

En af hovedårsagerne til miséren befandt sig ude på sidelinien i skikkelse af en rødmosset mand i træningsjakke og slips, der gemt fra regnen og tilskuernes vrede under en af det engelske fodboldforbunds overdimensionerede paraplyer overværende sit holds exit fra EM: Landstræner Steve McClaren. Morgenen efter nederlaget til kroaterne blev han afskediget, efter at have brugt sine 18 måneder på posten på at oparbejde den resultatmæssigt værste statistik, en engelsk landstræner nogensinde har leveret.

MaClares fiasko skyldes først og fremmest hans begrænsede taktiske indsigt og mangel på evne til at løse de helt grundlæggende spillemæssige problemer, som holdet var præget af, men hans autoritet havde dog også fået et grundskud, allerede inden han tiltrådte. Således blev han først ansat, da forboldforbundets førstevalg, Portugals landstræner Scolari, offentligt havde bekendtgjort, at han ikke var interesseret i jobbet, og det var derfor klart for alle, at McClaren udelukkende blev bragt i anvendelse som forbundets fall-back option.

Kronisk balancegang på midtbanen

Det behøver dog ikke nødvendigvis at være en garanti for fiasko; mange fine trænere er kommet med på et afbud - herunder vores egen Richard Møller Nielsen - men McClaren kan ikke anbringes i den kategori. Second choice Steve, som han blev kaldt i den engelske presse, dumpes - eller dumper sig selv, om man vil - på sin manglende evne til at håndtere den udfordring, der har hæmmet England i årevis, og som også martrede hans forgænger, Sven Gören Eriksson, nemlig det engelske landsholds kroniske balanceproblem på midtbanen.

Det kan virke paradoksalt, at netop England skulle have spillemæssige problemer på midtfeltet, når man betænker, at landet råder over spillere som Beckham, Lampard og Gerrard, men sagen er, at netop kombinationen Lampard og Gerrard ikke virker - og i øvrigt aldrig har gjort det. Som spilletyper er de alt for ens: to box-to-box dynamoer, der har brug for defensivt orienterede kolleger til at støtte sig, når de tager på raids frem ad banen. Den støtte får de på deres klubhold men ikke på landsholdet, hvor de har haft til opgave at skærme af for hinanden. Det har de ikke kunnet finde ud af, og resultatet har været, at to af Europas bedste centrale midtbanespillere nærmest har nulstillet hinanden, når de har spillet side om side i Englands trøjer.

Opgøret med dette strukturproblem - der i realiteten kun kan løses ved at fjerne Lampard og erstatte ham med en mere defensivt orienteret midtbanemand - har McClaren veget tilbage fra at tage, og han har dermed trukket den svaghed, der prægede holdet under Sven Göran Eriksson, med ind i sin egen epoke. Samtidig har han også svigtet ved at undlade at konfrontere det helt åbenlyse problem, som er opstået på den offensive front; et problem der gøres ekstra giftigt af, at det omhandler Wayne Rooney, som mange englændere betragter som landets bedste spiller.

Rooney har i de senere år været fanget i, hvad der kun kan betegnes som en permanent formkrise på landsholdet; han føler sig tydeligvis ikke tilpas i den 4-4-2 opstilling, som England praktiserer, og samspillet med den offensive makker, Michael Owen, glider ikke. Tværtimod.

Rooney har i flere kampe trukket Owen med sig ned i niveau, eftersom al erfaring viser, at Owen notorisk spiller bedre, når han har en typisk targetman som Heskey eller Peter Crouch ved sin side, end når han skal få samspillet med den lille og vævre Wayne Rooney til at fungere.

Alligevel har McClaren gennem hele sin epoke totalfredet stjernen fra Manchester United, og det har været med til at tegne billedet af en konfliktsky landstræner, der på baggrund af en vingeskudt autoritet har undladt at tage opgøret med to af engelsk fodbolds største stjerner, Rooney og Lampard, og som i stedet har fortsat med at stille det på papiret stærkeste hold, uagtet at det gang på gang underpræsterede i praksis.

Resultatet så man sidste onsdag aften på Wembley (hvor både Owen og Rooney i øvrigt var fraværende på grund af skader): I silende regnvejr - i denne kolde og nådesløse regn, som hjemsøger de britiske øer i november - brugte de engelske tropper 90 minutter plus tillægstiden på at hælde høje bolde op i hovedet på giraffen fra Liverpool, Peter Crouch, der formålsløst headede kuglen ned i et pløret ingenmandsland, hvor ingen holdkammerater var stødt med frem for at samle den op, mens en handlingslammet træner under en alt for stor paraply så til fra sidelinien. Sådan døde den gyldne generation altså; i en tilbagevenden til halvfjerdsernes mest udsigtsløse kick-and-rush stedte det mest talentfulde kuld af engelske fodboldspillere i mands minde sig selv til hvile.

En flink fyr under en paraply

Allerede samme aften som nederlaget til Kroatien var en realitet, gik diskussionen i gang om, hvem der skal samle stumperne op, og ligesom ved tidligere ansættelser har journalisterne og fodboldkommentatorerne delt sig i to skoler: Den ene kan vi kalde Lad-os-hyre-en-kapabel-udlænding-skolen, mens den anden hedder England-skal-fandengalemig-trænes-af-en-brite-skolen. Da Sven Göran Eriksson blev ansat, vandt førstnævnte tankesæt, mens det sidste sejrede, da fodboldforbundet hyrede McClaren. Og til trods for McClarens fiasko har det indtil for nylig set ud til, at tilhængerne af en britisk træner stod med de bedste muligheder for at få deres ønske opfyldt, eftersom de fleste englændere faktisk mener, at landsholdstræneren bør komme fra de britiske øer.

På det seneste er chancerne for, at en brite overtager trænersædet, imidlertid blevet kraftigt forringet, da de tre mest oplagte kandidater mere eller mindre frivilligt er blevet sat ud af spillet: Engelske Sam Allerdyce er ved at gå ned i flammer med Newcastle; nordirske Martin O'Neill har offentligt tilkendegivet, at han ønsker at blive i Aston Villa, og onsdag eftermiddag blev engelske Harry Redknapp - der nyder stor succes som træner i Portsmouth - arresteret af politiet og afhørt om sin mulige indblanding i en sag om penge under bordet i forbindelse med spillerindkøb.

Redknapp bedyrer naturligvis sin uskyld, men da historien om hans arrestation blev offentligt kendt, hævede de britiske bookmakere straks hans odds for at blive den nye træner fra 9/2 til 10/1, og i realiteten er han ude af spillet, som nu har to oplagte favoritter: De internationale mestertrænere Fabio Capello og José Mourinho. Begge har offentligt erklæret, at de er interesseret i jobbet, og begge ejer den snert af hensynsløshed, som vil være påkrævet af den manager, der får til opgave at rydde op og ommøblere i den stjernebesatte engelske trup. Den hensynsløshed ejede McClaren ikke. Han var bare en flink fyr under en paraply. Derfor vil han for altid være husket som manden, der kastede skam over sig selv og den gyldne generation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu