Læsetid: 4 min.

Touperet drengehår og feminin boldbehandling

Så er det atter novembermørke i Danmark og hverdag af den slags, der lægger grunden for nye generationer. Et sted omkring en dansk provinsforstads pigefyldte indefodboldbane og et publikum af sejt touperede unge mænd gik tankerne på vandring omkring den lille forskel
Pigerne er på banen, drengene har sat hår, og hvad bliver der så af seksualiteten, hvis man troede den hang i de gamle roller? Tja, den er der stadig i den grad. Model

Pigerne er på banen, drengene har sat hår, og hvad bliver der så af seksualiteten, hvis man troede den hang i de gamle roller? Tja, den er der stadig i den grad. Model

Tine Harden

Kultur
23. november 2007

Jeg ved godt, det ikke længere hedder touperet, det der hår, der nu kunstfærdigt stritter op fra drengenes hoveder. "Touperet" hed det i 60'erne, hvor jeg forbavset så min hotteste kusine bære lårkort til sit bryllup og en frisure, man nu kun kan sammenligne med Amy Winehouse's. Hun, altså kusinen, var indbegrebet af det feminine, med heroisk brug af papillotter, vat mellem tæerne, mens neglelakken tørrede, og kunstige øjenvipper. Det var øjeblikket før alle smed bh'erne med de stivere, der holdt de kusinemisundelsværdige attributter højt hævet over brudebukettens liljekonvaller.

Min lillesøster var hamrende ligeglad med alle disse bryllupsfristelser. Hun hinker på alle bryllupsbillederne op og ned ad kirketrappen i Århus i en af min mors ganske vist hjemmesyede, men Cardin-inspirerede androgynkjoler.

Det er hendes børn, jeg nu sidder og mosteragtigt følger med i, i en neonoplyst sportshal. 10-årige Ida får fat i bolden og kaster et taktisk blik op over banen. Modstanderne er på vej ned. Hun roterer rutineret bolden på støvlespidsen og sætter af sted. Afleverer og bruger den kyndigt til at få mere fart på. Får bolden igen, griber lynhurtigt chancen og hamrer med kanonstyrke og skarpt øje bolden snævert ind over hovederne på dem alle sammen. 20 meter. Mindst. Lige på stolpen. Shit. Men drengene bagved jubler. Og jeg vender mig om og ser deres touperede hår.

I et flash på tværs af tid ser jeg kønsrollerne vendt på hovedet.

Bramdrupdam Hallen som arena

Nå nej, det hedder ikke touperet, men formet kunstværdigt er det, sandsynligvis med tonsvis af kemi. Det kan hedde 'morgenhår' måske, deres maskulinitet sat skrøbeligt og smukt op i kunstfærdige totter over hele hovedet. En slags 'hvor ser han skøn ud, selv når han mister kontrollen' - bortset fra, at det, naturligvis, er lige så tjekket som min kusines 'jeg har bare helt vildt lange øjenvipper-rød mund-lange ben-struttende bryster'.

Sådan set kunne jeg samme weekend have været til et stort opsat seminar i den franske provinsby Mans, hvor alt det med kønsforskellen og behovet for dens opretholdelse eller kravet om dens udslettelse blev gennemtænkt af store filosoffer. Skal vi gå ind i en 'DifferAnce-tænkning', eller skal vi kaste os ud i det, at alle er lige, et sted bag kønnets maskerade i dyrkelse af universalisme?

Jeg læner mig tilbage i plastiksæderne i Bramdrupdam Hallen. Der er noget, der udspiller sig lige for øjnene og i ryggen på mig, som jeg finder ekstremt betryggende. Som siger mere end mange teorier og måske bliver tydeligt, når man tager tilbage til hjemstavnen og kan sammenligne med spillene ... dengang.

For det første kan man konstatere kønssignalernes bevægelighed. Pigerne spiller fodbold, og drengene har touperet hår til lejligheden. Pigefodbold er naturligvis ikke det samme som fodbold (det hedder selvfølgelig ikke drengefodbold). Det får i sine øjeblikke en helt anden balletagtig karakter. Træneren hvisker: "De siger undskyld, mens de tackler, og ikke bagefter". Men samtidig er der noget ved spillets tekniske side, der får lov til at stå renere. Elegant boldbehandling på målstregen, uden at nogen skubber.

Ingen udligning

I kønsspillet tager brikkerne sig i al fald anderledes ud nu. Pigerne på banen er aktører, opslugt af spillet, og når de scorer er der halvobskøne gestus og "you're simply the best". Drengene er blevet 'objekter', og ser ud til at have taget det på sig med både fornøjelse og omhu. Man kunne kalde det en feminisering, men det ville være at gå glip af interessante pointer.

Det interessante i den neonoplyste sportshal er at konstatere, i hvor høj grad der i al fald ikke er sket en 'naturaliseret' udligning af kønsforskellen. Alt er i spil, både rollerne og fremtoningen. I den forstand er det i al fald ikke de 'gamle' og så udskældte rødstrømpers eller bare 68'ernes androgyne utopi, der er ført ud i livet.

De fodboldspillende piger er netop ikke i gang med at tage et 'mandespil' på sig. De har tydeligvis gjort spillet til deres eget, og på ingen måde som et feministisk statement.

Og så er det hele så alligevel rykket. Kønsrollerne, som det hed, er sat i nye og mere åbne spil. Pigerne er på banen, drengene har sat hår, og hvad bliver der så af seksualiteten, hvis man troede, den hang i de gamle roller?

Tja, den er der stadig i den grad. For ganske vist har drengene tydeligvis brugt timevis på udseendet. Alligevel sidder de der bag mig i den gruppe, der hedder 'drenge' og har noget i gang med pigerne nede på banen. Det som er så beroligende i neonlyset og larmen er, at der stadig helt uden tvivl er gang i den lille forskel. Pigerne kan godt være in action og drengene spille på udseendet. Der kan vendes helt om på signalerne, men de forbliver signaler. Det gør ikke mystikken omkring den lille forskel mindre. Nærmest tværtimod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her