50 år efter, at den første Trabant kørte af samlebåndet den 7. november 1957, er bilen i dag blevet samlerobjekt, og der findes i Tyskland og andre lande ikke mindre end 130 fanklubber for bilen. På 50-års-dagen ventes tusindvis af mennesker at samles i Zwickau i delstaten Sachsen, hvor Trabanten blev fremstillet. Trabanten blev gradvist samlerobjekt efter Tysklands genforening i 1990. Bilen var det kommunistiske DDR’s svar på en Folkevogn, Volkswagen, men den var dog langt fra lige så god. Bilen havde en tophastighed på 100 km i timen. Alligevel var østtyskerne nødt til at vente i omkring 10 år på at købe en af bilerne. Der blev fremstillet 2,2 millioner af den mest almindelige model, Trabant 601, i årene fra 1964 til midten af 1980’erne. De tidlige modeller koster i dag op til 70.000 euro, når de er sat i tiptop stand, mens en model 601 stadig kan købes for omkring 1.000 euro.
En fan af bilen, Bianca Mönch, siger, at hun købte sin tredje Trabant i 2001 for en D-mark af et ældre østtysk ægtepar, som ønskede, at deres gamle bil skulle blive ved med at være i gode hænder. »Jeg købte den, fordi den var billig, men jeg blev vild med den. Det er en smilende bil. Den ler,« siger hun med henvisning til bilens karakteristiske køler. Antallet af Trabanter er dog markant faldende i Tyskland i dag. Der var omkring 52.000 registrerede biler den 1. januar – 10 pct. færre end året før. ’Trabierne’ er blevet mere sjældne i gadebilledet og vækker så meget desto mere opsigt. »Hvis vi i dag placerer min Trabant på Alexanderplatz ved siden af en Porsche, så ville alle overse Porschen,« fremhæver Michel Päch, der ejer en Trabant fra 1984. »Man kan se en Porsche hver dag, men ikke en Trabant.« ritzau
Note
Læsetid: 1 min.
Trabant fylder 50 år

Kultur
6. november 2007
Følg disse emner på mail
Kommentarer (0)
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »