Læsetid: 10 min.

Den tyrkiske mislyd i den europæiske symfoni

Harmoni. Hvad er det for et 'vi', der er inkluderet i det vidt besungne begreb om 'verdenssamfundet', og hvad er det for falske toner, der forstyrrer selvspejlingen i Europas hymne til broderskab mellem mennesker? Mislyden findes også i Beethovens hymne til glæden, som EU har gjort til sin egen
Harmoni. Hvad er det for et 'vi', der er inkluderet i det vidt besungne begreb om 'verdenssamfundet', og hvad er det for falske toner, der forstyrrer selvspejlingen i Europas hymne til broderskab mellem mennesker? Mislyden findes også i Beethovens hymne til glæden, som EU har gjort til sin egen
24. november 2007

I september advarede Frankrigs udenrigsminister, Bernard Kouchner, verdenssamfundet om, at vi på grund af Irans atomprogram må berede os på krig: "Vi må forberede os på det værste, og det værste er krig".

Hans udtalelse vakte forudsigelig bestyrtelse. Kritikken gik navnlig på, hvad Sir John Holmes, FN's nødhjælpskoordinator, har kaldt 'skandalen fra Irak': "Efter skandalen om de irakiske masseødelæggelsesvåben som forfalsket alibi for invasionen i 2003 har nye påberåbelser af en lignende trussel mistet al troværdighed. Hvorfor skulle vi dog tro på USA og dets allierede nu, når de én gang har ført os bag lyset?

Men Kouchners advarsel har en mere foruroligende dimension. Da den nyvalgte præsident Sarkozy udnævnte Kouchner, denne store humanitære skikkelse med de nære bånd til det franske socialistparti, til at stå i spidsen for Quai d'Orsay (det franske udenrigsministeriums adresse, red.), hyldede endog nogle af Sarkozys kritikere det som en glædelig overraskelse. Nu står meningen med hans udnævnelse klar: at genindsætte ideologien om 'den militaristiske humanisme' eller endog 'militaristiske pacifisme' i sin fulde magt.

Slås for fred

Problemet med denne etikette er ikke, at den minder os om, at 'fred er krig' og lignende nysprogsparoler fra Orwells 1984: Den naivt pacifistiske position, at 'flere bomber og ofrede menneskeliv aldrig kan være vejen til fred' er blændværk, for freden er man ofte nødt til at slås for. Problemet er heller ikke, at krigsmålet - som tilfældet var med Irak - igen ikke udvælges ud fra en rent moralsk betragtning, men i en sammenblanding med geopolitiske og økonomisk-strategiske interesser, der ikke åbent indrømmes.

Nej, problemet med 'militaristisk humanisme' ligger ikke i den 'militaristiske' komponent, men i den 'humanistiske' - nemlig i den måde, hvorpå militær intervention fremstilles som en humanitær hjælp, der finder sin direkte retfærdiggørelse i de afpolitiserede universelle menneskerettigheder. Dermed kommer enhver, der måtte være imod, ikke blot til at tage fjendens parti i den væbnede konflikt, men træffer også et kriminelt valg, som ekskluderer ham fra det internationale samfund af civiliserede nationer.

Dette er grunden til, at vi i den nye globale orden ikke længere har krige i gammeldags forstand, dvs. regulerede konflikter imellem suveræne stater, hvori bestemte regler gælder - om behandling af krigsfanger, forbud mod visse våbentyper etc. Hvad der bliver tilbage, er 'etnisk-religiøse konflikter', som krænker de universelle menneskerettigheder. De tæller ikke som rigtige krige og kalder på de vestlige magters 'humanitært-pacifistiske' interventioner - hvilket gælder desto mere i tilfælde af direkte angreb imod USA eller andre repræsentanter for den globale orden, hvor vi igen ikke har med rigtige krigere at gøre, men udelukkende 'ulovlige kombattanter', der på forbryderisk vis modsætter sig den universelle ordens kræfter. I sådanne opgør ville det være helt utænkeligt at se en neutral humanitær organisation som Røde Kors mægle imellem de stridende parter, organisere fangeudvekslinger etc.: For den ene side i konflikten (den amerikansk dominerede globale magt) har allerede selv påtaget sig Røde Kors' rolle. Den globale magt opfatter ikke sig selv som en af de stridende parter, men som et formidlende instrument for fred og global orden, der knuser de partikulære opstande og samtidig yder humanitær bistand til 'lokalbefolkninger'.

Alle diktatorers yndlingsstykke

Det afgørende spørgsmål bliver følgelig: Hvem er dette 'vi' og på hvis vegne taler Kouchner? Hvem er inkluderet i det og hvem er ekskluderet fra det?

Er dette 'vi' virkelig 'verdenssamfundet', de civiliserede folkeslags apolitiske fællesskab, der agerer på menneskerettighedernes vegne? Vi fik et uventet svar (eller rettere en uventet komplikation), da Tyrkiets parlament i sidste måned trodsede et massivt amerikansk pres og med stort flertal gav regeringen tilladelse til om fornødent at iværksætte militæroperationer inde i Irak til forfølgelse af kurdiske oprørere. Den syriske præsident Bashar Assad, som var på besøg i Tyrkiet, gav denne beslutning et sidste raffineret tvist, da han erklærede, at han støtter Tyrkiets ret til at slå til imod "terrorisme og andre terroraktiviteter".

Det er i dette tilfælde, som om en indtrænger (og tilmed en indtrænger uden de retmæssige menneskerettighedsakkreditiver, jfv. benægtelsen af folkemordet på armenierne) er brudt ind i vi'ets lukkede kreds og ind til det 'vi', som de facto har monopol på militær humanisme. Vores ubehag og ængstelse er af samme art, som når en partycrasher pludselig kommer til den fest, vi er vært for, som om han var en af os, skønt han slet ikke har de rette manerer. Det, som gør situationen så ubehagelig, er ikke Tyrkiets 'andethed', men at det gør krav på 'sammehed', på at være identisk med os. Hvad denne situation afslører, er det sæt af uskrevne regler, stiltiende forbud og eksklusioner, som kendetegner og udmærker den oplyste menneskeheds 'vi'.

Situationen bliver overrumplende ironisk af, at udsigten til en tyrkisk indmarch i Irak allerede kan siges at have et fortilfælde i Den Europæiske Unions uofficielle hymne, Ode til glæden fra sidste sats af Beethovens 9. symfoni. Dette musikstykke er i sandhed en 'tom signifiant' (et tomt udtrykselement, red.), der kan stå for, hvad det skal være. I Frankrig ophøjede forfatteren Romain Rolland det til en humanistisk ode til broderskabet imellem alle mennesker ('menneskehedens Marseillaise'); i 1938 blev det opført som kulminationen på de nazistiske Reichsmusiktage og senere også på Hitlers fødselsdag; i Kina under Kulturrevolutionen, hvor den fremherskende atmosfære tilsagde at forkaste europæiske klassikere, blev den forløst som et stykke progressivt klassekamp, mens det i vore dages Japan har opnået kultstatus med et påstået budskab om at finde 'den sande glæde igennem lidelser'. Frem til 1970, dvs. i den tid, hvor Vest- og Østtyskland skulle stille med samlet olympiadehold, blev Ode til glæden spillet ved tildeling af tyske guldmedaljer, og i samme periode udnævnte det hvide overhøjhedsregime i Ian Smiths Rhodesia, der sidst i 1960'erne erklærede sig uafhængigt for at opretholde sit apartheidsystem, den samme ode for sin nationalsang. Endog Abimael Guzman, den nu fængslede leder af den maoistiske guerillabevægelse i Peru, Den Lysende Sti, har påberåbt sig "fjerde sats af Beethovens niende" som sin yndlingsmusik. Det ville derfor ikke være nogen sag at forestille sig en fiktiv opførelse, hvori alskens svorne fjender - fra Hitler til Stalin, fra Bush til Saddam - for en stund glemte alle modsætningsforhold og tog del i det samme magiske øjeblik af ekstatisk forbrødring.

Tilbagevenden til urtilstanden

Der er imidlertid en ejendommelig ubalance i dette stykke musik. Midt i satsen, efter at vi har hørt hovedtemaet ('glædens tema') i tre orkestrale og tre vokale variationer sker der efter dette første klimaks noget ganske uventet, som har voldt musikkritikere mange bryderier i de mindst 180 år, der er gået siden førsteopførelsen: Efter 331. takt ændrer stillejet fuldkommen karakter og i stedet for den højtidelige hymniske progression gentages det samme 'glæde'-tema nu som marcia turca (tyrkisk march) - musikhistorisk set et lån fra de militære blæser- og slagtøjsinstrumenter, som 1700-tallets europæiske hære overtog fra de osmanniske janitsharer. Temperamentet er nu et karnevalesk folkeoptogs, et gøglerisk og vrængende drilleri. Nogle kritikere har sågar sammenlignet 'den absurde grynten' fra basunerne og bastrommen, der ledsager begyndelsen af marcia turca-afsnittet med pruttelyde. Efter dette går alting galt, og den højtidelige værdighed, der fylder satsens første del, bliver aldrig siden genoprettet.

Men hvad nu hvis der i virkeligheden ikke går noget som helst galt ved 331. takt og marcia turca's begyndelse? Hvad nu hvis alting tværtimod er gået galt fra selve begyndelse. Hvad nu hvis der klæber en klang af intetsigende falskhed over selve Ode til Glæden, således, at det kaos, der indtræder efter taktstreg 331 bliver til en art 'det fortrængtes tilbagevenden'. Vi bør anlægge et helt andet perspektiv og erkende marcia-afsnittet som en tilbagevenden til den normale dagligdag, der bryder gennem den selvhøjtidelige pompøsitet og dermed bringer os tilbage til virkeligheden, som for at sige: "Så I vil tiljuble broderskab mellem mennesker? Okay, men se så her: Her har I den virkelige menneskehed."

Gælder det samme ikke for Europa i dag? Efter opfordringen til millioner om at forenes, ender anden strofe af det Schiller-digt, som Ode til Glæden sætter i musik, med følgende ildevarslende linje: Und wer's nie gekonnt, der stehle weinend sich aus dem Bund. ('Og må den altid uformående stjæle sig med gråd fra denne kreds). Det væsentligste tegn på vore dages krise i Den Europæiske Union er jo netop Tyrkiet: Ifølge de fleste meningsmålinger var den afgørende grund til de flertal, der stemte nej ved forfatningsafstemningerne i Frankrig og Holland, modstanden imod et tyrkisk medlemskab. Dette 'nej' kan gives en højrepopulistisk udlægning (nej til den tyrkiske trussel imod vores kultur, nej til billig, tyrkisk arbejdskraft), eller en progressiv, multikulturalistisk (Tyrkiet bør ikke lades ind på grund af dets behandling af kurderne og dets manglende respekt for menneskerettigheder). Det modsatte synspunktet - 'ja'et' - ville derimod klinge så falsk som denne sidste cadenza hos Beethoven.

Europa som Beethovens fjerde sats

Spørgsmålet er om vore dages Tyrkiet er afgørende for en rigtig forståelse af den kapitalistiske globalisering. Landets politiske eksponent for globaliseringen er premierminister Erdogans regerende og 'moderate' islamistparti. Heroverfor står de glødende nationalistiske sekulære kemalister, der klynger sig til princippet om den fuldt suveræne nationalstat, som modstår den fulde integration i det globale rum og bekymres ved udsigten til, at Tyrkiet bliver EU-medlem. Islamisterne ser ud til at finde det let at kombinere deres religiøst-kulturelle identitet med den økonomiske globalisering: Den virkelige forhindring er kemalisternes transkulturelle hævdelse af nationalstatens universalisme.

Bør Tyrkiet da lukkes ind, eller må det 'stjæle sig grædende fra unionen'? Kan Europa overleve den tyrkiske march? Og hvad nu hvis, som i finalen af fjerde sats af Beethovens niende, det virkelige problem ikke er Tyrkiet, men det melodiske grundskema, dvs. sangen om europæisk enhed, som den spilles for os af Bruxelles' postpolitiske, teknokratiske elite? Det, vi behøver, er en fuldkommen anderledes melodi, en ny definition på selve Europa. Problemet med Tyrkiet og Den Europæiske Unions forvirring over, hvad den skal stille op med Tyrkiet, handler ikke om Tyrkiet som sådan. Det udspringer af en vildrede over, hvad Europa skal stille op med sig selv. Den blindgyde, som Den Europæiske Forfatning er endt i, er et tegn på, at det europæiske projekt må søge sig en ny identitet.

I sine Notes Towards a Definition of Culture, bemærkede den konservative poet T.S. Eliot, at der gives øjeblikke, hvor det eneste valg står mellem sekterisme og ikke-tro. Øjeblikke hvor den eneste måde, en religion kan holdes i live, er ved at foretage et sekterisk udbrud fra dens centrallegeme. Dette er vores eneste chance i dag: Kun ved 'et sekterisk udbrud' fra den europæiske arvs centrallegeme, kan vi holde en fornyet europæisk arv levende. Opgaven er vanskelig, den tvinger til at løbe den store risiko at begive os ud i det ubekendte. Ikke desto mindre er dette det eneste alternativ til langsomt forfald og den gradvise omdannelse af Europa til, hvad Grækenland var for det modne romerske imperium, en destination for nostalgisk kulturturisme, men blottet for virkelig relevans.

Polens tilbageslag

Striden om Europa fremstilles almindeligvis som en strid mellem eurocentriske, kristne høge og progressive multikulturalister, hvor sidstnævnte ønsker at åbne dørene til Den Europæiske Union på vid gab for Tyrkiet og andre lande. Men hvad nu, hvis vores forståelse af denne strid er forfejlet?

Vore dages Polen er kendetegnet ved at være det første vestlige land, hvor et antimodernistisk tilbageslag har sat sig effektivt igennem og etableret sig som en hegemonisk kraft. Krav om totalforbud imod abort, den antikommunistiske 'vinduesudsmidning', udelukkelse af darwinisme fra grund- og mellemskoleuddannelse og helt frem til den bizarre idé om at afskaffe posten som polsk præsident og proklamere Jesus Kristus for evig konge af Polen etc. - alt dette løber sammen i en altomfattende drift efter et klart brud og en grundlæggelse af en ny polsk republik, der utvetydigt skal basere sig på antimodernistiske, kristne værdier. Læren er da klar: Den fundamentalistiske populisme udfylder det tomrum, der er efterladt i fraværet af en venstreorienteret drøm. Donald Rumsfelds famøse udtalelse om det gamle og det nye Europa får på denne måde en ny og uventet aktualitet som de frembrydende konturer af det nye Europa med dets majoritet af postkommunistiske lande (Polen, Baltikum, Rumænien, Ungarn osv.) og disses populistisk-kristne fundamentalisme, forsinkede antikommunisme, fremmedhad og homofobi etc.

Hvad nu hvis tilfælde som Polens gjorde det magtpåliggende for os at indsnævre tilhørsforholdet, så vi omdefinerede Europa på en måde, at det kom til at udelukke en kristen fundamentalisme som den polske? Måske er det på tide, at vi gør de samme kriterier gældende over for Polen, som vi holder op over for Tyrkiet.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt nok er jeg ikke Filosof, men sikke en langt artikel.Jeg vil fatte mig i korthed.En ting ligger fast;Tyrkiet som EU medlem er både en udfordring og opfordring.Vi kan skabe en Demokratisk udvikling sammen.Men det kræver gensidig tillid og bestræbelse.
Den nuværende AK Parti Regering i Tyrkiet med sine ustabile og uforsonlige fremfærd overfor den nye Parti DTP skaber nemlig splittelse i Reform procesen.DTP -en gruppe uafhængige parlamenteriker - med sine 22 mandatter er nemlig et lyspunkt.Første gang i Mellemøstens historie ,har en modig gruppe menesker tager kampen mod Despoterne.
Nogen tilsvarende Folkebevægelse, hele bundet ,blev nemlig fængslet 12 år siden.Samme fejl vil man selvfølgelig ikke begå.Derfor vi i Danmark kan bane vejen for Dialog og Forsoning i Tyrkiet.I hvert fald kan vi rådgive og vejlede ,når der er efterspørgsel på det.