Læsetid: 4 min.

Den uheldige konsulent-helt

Nogle har nervesystem til sådanne situationer, andre ikke. Som da Jørgen Leth lavede sit vovestykke af en cykelfilm, 'En forårsdag i helvede'
Grænsen flyttet. Med sin film om det legendariske endagsløb Paris-Roubaix udvidede Jørgen Leth grænserne for, hvad man hidtil havde kunnet filme af et cykkelløb - og for hvordan man brugte et spillefilmsbudget.

Grænsen flyttet. Med sin film om det legendariske endagsløb Paris-Roubaix udvidede Jørgen Leth grænserne for, hvad man hidtil havde kunnet filme af et cykkelløb - og for hvordan man brugte et spillefilmsbudget.

Heine Petersen

Kultur
23. november 2007

Det blev en af de bedste dage i den toårige periode, jeg var filmkonsulent på Det Danske Filminstitut. Dengang jeg kunne sætte en spillefilm i gang i en håndevending, hvis den havde en troværdig producent. Det var i midten af 1970'erne.

Når dagen blev god, skyldtes det Jørgen Leth. Vi stod på god fod, efter at jeg havde overrasket ham ved at skrive rosende om hans højst specielle Danmarksfilm, Livet i Danmark. Så gjorde det ikke noget, at jeg havde rystet på hovedet af hans eksperimenter med filmiske fliphoveder som Per Kirkeby og Allan de Waal i avantgarde-gruppen ABCinema.

Jørgen ville filmatisere Tom Kristensens Hærværk, han ville tage livtag med en mere traditionel form for fiktion. Men når han havde inviteret mig hjem til sin villa på Frederiksberg, havde det to hovedformål: Han ville forklare mig, hvorfor han var gået i stå med Hærværk, som han havde option på, og samtidig ville han forelægge tre nye spillefilmsprojekter og bede mig vælge, hvilket jeg helst ville støtte.

Kvinders erotik

Med sin særlige blanding af jysk sindighed og æstetisk selvbevidsthed oprullede Jørgen de tre projekter. Ingen af dem lignede tilnærmelsesvist de filmplaner, jeg dagligt blev konfronteret med og som oftest afviste.

Det første projekt skulle handle om kvinders erotik. Løst sammenkædede episoder om erotisk friløb og uhæmmet sensualisme. Spændende, men vagt.

Det andet projekt var en slags filmmaskine, en perpetuum mobile, centreret om den dengang relativt ukendte Dan Turell, der i Leths kælder over en længere periode skulle have en non stop-kommentar gående om livet og døden og verden, ind imellem suppleret med gæster. Vagt, men knap så spændende.

Den tredje plan var en film, der for første gang nogensinde fulgte et cykelløb fra start til slut i alle dramatiske detaljer. En hærskare af fotografer skulle udkommanderes for at filme løbet, ikke en ordinær endages-klassiker, men den legendariske, lange og udmarvende Paris-Roubaix, hvor rytterne skulle forcere strækninger med toppede brosten og udsættes for ganske særlige fysiske prøvelser.

Da jeg havde set Jørgen Leths første store cykelfilm, Stjernerne og vandbærerne, og oplevet, hvad han rent filmisk kunne få ud af sporten, var jeg ikke et sekund i tvivl: Paris-Roubaix-projektet var det, jeg foretrak. Og der ville jo heller ikke blive tale om en gentagelse, fordi både emnet og det æstetiske optageprincip var anderledes: Stjernerne og vandbærerne handlede om et etapeløb (Giro d'Italia) filmet af et lille mobilt hold, Paris-Roubaix om et endagesløb filmet af et kæmpehold.

Herefter var alt egentlig meget enkelt: Den dynamiske Steen Herdel var vild med at producere, og den senere filmkonsulent Christian Clausen blev tilknyttet projektet og var med sit flydende fransk en stor hjælp ved forhandlingerne om filmrettighederne.

Suk og støn

Jeg ankom til Frankrig dagen før optagelserne på et tidspunkt, hvor de fleste forberedelser til produktionen var færdige. Hele filmen skulle jo optages denne ene forårsdag, så det var altafgørende at være velforberedt. Et stort spillefilmsbudget satset på en enkelt dag! Jørgen syntes at nyde presset. Det samme kan ikke siges om mig. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en så søvnløs nat som den inden løbet. Det var ikke langt fra at være en forårsnat i helvede.

I et tilstødende værelse havde en kvinde en meget hed og uendelig langstrakt affære kørende, fuld af suk og støn. For dog at beskæftige mig med noget, prøvede jeg at gætte på, om det var franske eller danske suk og støn, men fik det aldrig opklaret. I hvert fald ville hun måske nok have været en oplagt kandidat til medvirken i den film om kvinders erotik, som Jørgen ikke fik optaget i denne omgang, men som han først nu, over 30 år efter, heldigvis er kommet i gang med.

Passende omtumlet prøvede jeg næste morgen at komme op i en af de biler, der skulle følge løbet. Det lykkedes ikke, før jeg fik hjælp af en gammel ven og kollega, den anderledes handlekraftige Henrik Jul Hansen, der skulle dække begivenheden for filmtidsskriftet Levende Billeder. Henrik og jeg havde gået i skole sammen i 1950'erne, nær ved Forum, hvor man i vintermorgenerne på vej til skole kunne se uldtøjsindpakkede seksdagesryttere trille sindigt rundt på den publikumsforladte bane. Selvfølgelig gik vi også sammen ind til selve løbet, først om eftermiddagen, siden om aftenen.

Så der var en smuk logik (som Jørgen måske ville have sagt) i, at vi genfandt hinanden på dette krisetidspunkt, hvor det gjaldt om at handle netop så hurtigt, som Henrik magtede.

Støvindhyllede billeder

Henrik og jeg fik en plads i første parket. Nogle har nervesystem til den slags situationer, andre ikke. Så jeg husker ikke meget fra selve begivenheden, andet end at cykelrytterne fløj omkring bilen, og at motorcyklisterne drønede foran os i det nordfranske landskab og gennem de halvtriste småbyer. Især var det ikke ligefrem beroligende, da en gruppe fabriksarbejdere demonstrerede og truede med at standse både løb og film.

Jeg husker heller ikke meget fra aftenens fest i Roubaix. Jørgen omfavnede mig med et rungende: "Tak!"

Det var næsten alt for meget. En af hans højest værdsatte fotografer, den dristige Dan Holmberg, der havde filmet løbet fra en motorcykel helt i fronten af feltet, udtalte lidt skeptisk, at løbet ikke havde været så dramatisk som de håbede, og at de mange støvskyer ødelagde en del af udsynet. Og jeg så i ånden en ludkedelig film fuld af støvbilleder, med cykelryttere, man kun lige akkurat kunne skimte.

Så galt gik det som bekendt ikke. En forårsdag i helvede fik en god kritikermodtagelse, men kun et fåtalligt publikum. Den var nok med til at bane vej for Jørgens faste ansættelse som cykelkommentator på TV2. Super-æsteten blev folkeeje - kun et af de mange paradokser i en forbløffende og på mange måder eksemplarisk filmkarriere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her