Kommentar
Læsetid: 4 min.

Vage terræner

Dem vil vi gerne have flere af, jo vagere jo bedre og koste hvad det vil
Kultur
10. november 2007

Her ude i de yderste forstæder, hvor ræve og grævlinger hærger med deres graven, grynten og gnasken, herude hvor kragerne ikke vender, men simpelthen bor, herude har vi været vant til at bo i et område, hvor hverken byen eller bondelandet endegyldigt har kunnet sætte deres respektivt klamme og hinanden inderligt modsatte civilisatoriske præg på hverdagens triumf af en trummerum, men hvor noget i retning af natur har hersket. Der er vores haver, selvfølgelig, og skænderierne om dem. Nogle vil det ene, og andre ligesom det andet. Men vil man lade stå til, lade evolutionen skøtte sig selv uden mere menneskelig indblanding end højst nødvendigt, når der skal skovles sne eller sparkes en vej gennem to meter høje dynger af nedfaldne blade, hvor buskene stritter af bær i alle mulige og et par umulige farver, vil man lade gærdesmutten mutere derhen, hvor dens små pippende gener vil til, vil man i det hele taget bare være den del af naturen, man er, når man ikke griber ind i dens allerinderst spontane mekanismer, dens komplet uforudsigelige netværk af ikke helt tilfældige, men uforudsigelige overraskelser, så kan man til nød gøre det, da, så længe man holder sig i sin egen have, som man har købt for penge, men så snart der bliver tale om de områder, der ligger imellem parcellerne, mellem byen og landet, bag ved fabrikkerne eller på andre steder, der ikke entydigt er det ene eller det andet, stiller sagen sig anderledes.

For pænt, for kedeligt

Den slags arealer forestiller at være fælles. De skal nu i stigende grad, for sådan vil vi åbenbart som fælleshed, renses op. Orden skal der til, der skal anlægges brede gangstier hen over dem, så folk ikke tramper rundt hvor som helst med deres hunde, men går pænt og ordentligt med dem og hinanden, i stram snor.

Det er sikkert ikke, fordi nogen egentlig vil det eller ønsker det. Ingen selv nok så klassisk dannet bankrådgiver eller litteraturmagister eller advokat- eller professor- eller lægefrue gider i virkeligheden den slags. Det er for kedeligt. Der er for lidt til sanserne. Der er alt for lidt lort og alt for kort græs. Det er ligesom alle de kunstige bakker og søer, der breder sig over alt, og som egentlig burde bebos af lige så kunstige væsener, androider eller robotter, og ikke et ondt ord om androider eller robotter, men denne løssluppent bureaukratiske designerisme, denne idealitetens landskabs-arkitektonisme, tandbørstning af naturen går hurtigt, og hvor det drejer sig om natur i frit løb, kan man hurtigt hegne så meget ind og skovle så store dynger jord op, at en tilbagevenden til før bliver nærmest umulig, som da man rettede alle åerne ud og drænede moser og kjær, så storken måtte søge til Sydslesvig, hvor de ikke er nær så vilde med at få alting cementeret og korn plantet helt ud til der, hvor motorvejen begynder.

Plus lige at så snart, og nu snakker vi business, en eller anden lille selvfed grundejerdværg vejrer flere skillinger på kistebunden, flere elektriske hegn og flere brutale boremaskiner lige ud af Bauhaus, men langt færre træer, der jo forstyrrer alting med deres rødder og deres ragen op, hvor almindelige mennesker (nemlig mig!) skal kunne stå og se solen stå op fra tagterrassen, nå ja, så er det ikke svært af finde tilslutning i kommunerne. Der leder man jo med lys og lygte efter nye, unge og store skatteydere, der sikkert hellere end gerne vil bo i sådanne parklandskaber.

Pause

Okay, Nielsen. Jeg har ikke glemt dig. Men derinde, hvor de kommer fra, de nye, unge og store, derinde, hvor man som vagabond engang kunne overnatte i trappeopgange og mæske sig om morgenen med den mælk og de rundstykker, som mejeriet og bageren stillede derind, der er alting nu aflåst, så selv posten dårligt kan komme ind, hvis han i det hele taget gider bevæge sig derhen.

Og i baggården, lukket med en solid port, også den, sidder om lørdagen en designerkok, for også maden er i dag underlagt det nye designdiktatur, og anretter ædelse til de trætte legesvende, piger

og drenge, for her er ingen mere lige end andre, når de i den tidlige aftenstund vender hjem fra reklamebureauet på deres små designercykler med deres buldrende mavefornemmelser. Og der står en kasse designerøl på designerhavebordet og venter på dem.

Det ville ikke have været noget for Nis Petersen, Hans Hartvig Seedorf, Siegfred Pedersen eller William Waagner, men op i designerrøven med dem. De er fra det vage land, som ingen længere husker. Billedhuggeren Willy Ørskov, der huggede sine billeder de særeste steder, holdt meget af den slags områder. Altså dem mellem det ene og det andet. Dem, hvor ingen kontrollerer, ikke rigtigt ved, hvad de smider ud, og hvor det lander, hvordan i hvilken position. Ørskov beskrev, hvordan et skur, ikke et af de nye designerskure fra Bilka, men et af de gamle, flikket sammen i bricolage af forhåndenværende materialer, i sine forskellige grader af spontan uundgåelighed kunne være stabling, sammenfald, rum, skal, overdækning, gennembrydning og så meget mere.

"Mange formelementer, tidsmæssigt heterogene, er sammenstillet spontant funktionelt, d.v.s. uden arkitektonisk idealisme," sagde billedhuggeren. I dag tager man bare en gummiged og så væk med lortet, men herfra foreslås nu, at man vender gummigeden om. Vi vil ikke have renere gangstier til renere hunde. Vi vil ikke have alt det designerjunk. Vælt det lige så hurtigt, som det vokser op. Lad junglen myldre ud af murbrokkerne. Lad byen, som situationisterne foreslog det, jage gennem junglen med sine idrætsparker og opiumshuler.

Lad dens vestlige udkanter hele tiden blive opslugt af kaos, og lad den så stable sit design op imod øst. Lad junglen løbe.

Bent Vinns forfatterkollega Peter Laugesen vikarierer i denne uge for Bent Vinn Nielsen, der fortsat har brækket en arm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her