Læsetid: 5 min.

Videokunst og vovemod i Vejle

Vejle er blevet hjemsted for Danmarks første biennale for videokunst og digital kultur. Hermed forenes lokale interesser med høje kunstfaglige ambitioner. Første udgave af Machine-RAUM præsenterede kunst, kunstnere og kunstformidling i internationalt format - men uden ret meget publikum
Vejle er blevet hjemsted for Danmarks første biennale for videokunst og digital kultur. Hermed forenes lokale interesser med høje kunstfaglige ambitioner. Første udgave af Machine-RAUM præsenterede kunst, kunstnere og kunstformidling i internationalt format
19. november 2007

Der er noget i gærde i Vejle. I begyndelsen af juni blev gågaden oversået med grønt græs som et led i kunstneren Marianne Jørgensens byrumsudsmykning Grønvestergade. November måned er til gengæld viet til videoværker, urban game og en kunstig måne oplyst ved sit cyklende publikums muskelkraft. Med kunstprojekter som disse ønsker man i Ny Vejle Kommune at bygge bro mellem kultur og erhverv og skabe integration mellem de forskellige befolkningsgrupper, der er blevet hinandens medborgere efter dette års kommunesammenlægning. Dertil kommer et ønske om at skabe nye rammer for kunstnerisk udfoldelse og oplevelse. Disse forskelligartede interesser er samlet i projektet Quasar, der ambitiøst er navngivet efter et lysende himmellegeme, og hvis politiske særegenhed består i, at kunstnere og kreative iværksættere sættes ind som styrende led fremfor blot at være bidragydere.

Under denne paraply er Machine-RAUM blevet til. Danmarks første biennale for videokunst og digital kultur er født af billedkunstneren Lene Noer, der er ophavskvinde til og daglig leder af KelleR - Center for Eksperimenterende Kunst. At en sådan kulturinstitution i første omgang er spiret frem på Vejle-kanten beror på en række tilfældigheder, ligesom det også er en heldig kombination af økonomisk råderum, iværksættende kræfter og ikke mindst en unik lokation i form af Vejles nedlagte spinderihaller, der har muliggjort Machine-RAUM.

Fra maskinrum til byrum

Spinderihallerne i Vejles bymidte var for 100 år siden centrum for byens arbejderkvarter. Hallerne huser i dag udviklingsmiljøet BIZ-ArT, som Quasar-projektet udspringer af, og er også arbejds- og udstillingssted for blandt andre yngre designere. Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen står i øjeblikket for en gennemgribende renovering af stedet. Rammerne for årets Machine-RAUM var derfor kun foreløbige, og var man som publikum ikke til rå og uopvarmede industribygninger, kunne man glæde sig over, at Machine-RAUM også indtog byrummet, ikke mindst med afviklingen af Danmarks første urban game.

Can you see me now? er en kombination af kunstværk og virtuelt spil, kreeret af den engelske kunstnergruppe Blast Theory. Konceptet er en slags udvidet fangeleg, hvor online-spillere gemmer sig i en virtuel model af et konkret byrum, mens Blast Theorys medlemmer selv navigerer rundt i det egentlige byrum i forsøget på at komme inden for fem meters afstand af de virtuelle figurers GPS-koordinater. Spillere i og udenfor Vejle havde derfor mulighed for at interagere med kunstnere i en sindrig sammenblanding af fiktion og virkelighed. Og ikke mindst var det enhver vejlenser forundt at støde på forpustede og teknologisk veludrustede spillere undervejs i weekendens shoppetur.

Politik og parodi

Dertil kommer den del af biennalen, der endnu kan opleves på Vejle Kunstmuseum. I sale, på gange og i hjørner præsenterer kuratorerne og videokunstnerne Hanne Nielsen og Birgit Johnsen videoværker fra hele kloden. Genrerne spænder fra det dokumentariske til det satiriske og i overvejende grad politiske: En ledende italiensk nynazist kommer til orde i nøgterne interview hos libanesisk-fødte Khaled Ramadan. Og en familiefar fra Belarus slår sig på flasken efter at have trykket hånd med sit lands præsident i Navinki Home Videos ætsende parodi på det tyske filmhit Goodbye, Lenin!. Hos flere af de udstillende kunstnere er det politiske imidlertid nedtonet til fordel for et spor, som snarere er at betegne som psyko-sociologisk.

Tyske Andrea Zapp har med sit interaktive værk Human Avatars held med at forvandle almindelige museumsgængere til henholdsvis bizart overdimensionerede vindueskiggere og belurede udstillingsgenstande. Hendes bidrag til Machine-RAUM består af en lille og en stor bjælkehytteidyl. Den ene inviterer sine gæster til at stikke enden i vejret for et foroverbøjet kig ind i en miniatureverden med videoprojiceret gæst. Den anden er åben for besøg, og der er mulighed for at sætte sig til rette med en bog - alt imens man intetanende filmes og udstilles i den lille hytte, hvis betragtere til gengæld filmes og projiceres op i en overskaleret version på vinduerne i den store hytte. Hvem lurer, og hvem bliver beluret her? Og er selve den voyeuristiske handling i virkeligheden mere interessant end objektet for den?

Objekt og etnicitet

Objektgørelse er også et tema i Julika Rudelius' videoinstallation Tagged. Her fortæller unge mænd af mellemøstlig herkomst om deres forhold til eget udseende og tøjforbrug, og udtalelser som "jeg elsker at se mig i spejlet" flankeres af tilsyneladende endeløse omklædningsseancer, der er filmet fra tre forskellige vinkler og med homoerotiske undertoner. På den måde bliver de unge mænds ekstreme dyrkelse af et tilstræbt maskuliniseret udseende vendt på hovedet, og der stilles spørgsmålstegn ved, hvad maskulinitet i det hele taget er. Krop og kropsdyrkelse bliver et emne, hvor risikoen for at kamme over i det groteske hele tiden lurer, uden at en ekstrem kropsmanipulator som Orlán eller Stellarc behøver at skære det ud i pap.

Endelig er dansk-filipinske Lilibeth Cuenca Rasmussen på banen med en kommentar til etniske hierarkier og vestlig dyrkelse af det eksotiske. Iført bastskørt og med pompom'er i hænderne danser og rapper hun sig med vanlig selvironi igennem værket Absolute Exotic. Det foregår i en naivistisk palmeø-kulisse og med et par anæmiske mandlige korsangere, der iført håndklæder ekkoer strofer a'la "Min ex har fundet sig en negerheks, han skred fordi han fik for lidt sex" og "Det er ikke længere in at være asiat".

Med humoren som sit stærkeste våben formår Cuenca Rasmussen hermed at sætte utvetydige ord på de ridser, der måtte være i den typiske vesterlændings politiske korrekthed - eksempelvis i form af tendenser til at tillægge folk af afrikansk herkomst en højere grad af eksotisk interessanthed end folk med eskimoisk eller muslimsk baggrund.

Kunstnernes fest?

Det var med værker som disse, at Machine-RAUM trådte i karakter som andet og langt mere end en indespist fejring af en genre, som hidtil ikke har fået meget opmærksomhed herhjemme. Derfor var det med både undren og ærgelse, at denne anmelder kunne konstatere en påfaldende høj frekvens af Machine-RAUM-logoer hos de besøgende på såvel på kunstmuseet som i Spinderihallerne. Taget i betragtning at Machine-RAUM bredte sig ud over flere dele af byen, og i øvrigt blev fulgt op af et omfattende og originalt formidlingstiltag, skal årsagen til det udeblevne publikum næppe findes i arrangørernes indsats. Tværtimod tegner Machine-RAUM sig som et modigt og nytænkende initiativ, der rækker ud over letkøbt oplevelsesøkonomisk spekulation - og som har potentiale til at få Vejle til at vokse i mere end en forstand.

Machine-RAUM fandt sted på forskellige lokationer i Vejle den 8.-11. november. Biennalens udstillingsdel kan opleves på Vejle Kunstmuseum til den 2. december. Optagelser fra biennalen, værkuddrag, interview med de udstillende kunstnere etc. kunne desuden ses på Vejle omegns lokale biblioteker, Skive Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Herning Kunstmuseum, Århus Kunstbygning, Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Kunsthallen Nikolaj som et led i formidlingsprojektet 'Outplaced'

www.vejlekunstmuseum.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De kunstner der holder til i spinderihallerne burde Danmark give en enkelt billet til New York, og så kunne de være vi andre kunne få lov til bruge hallerne til noget mere samfundsnyttig, som et kooperativ vandre hjem eller cykel værksted.

For man bliver sku så selv optaget af være kunstner og har ikke overskud til omverden og danne sig en forståelse af det område man er i, og de mennesker der bor der.

Mvh

Jyllands-Posten og Århus Stiftstidende om Thorsten Sadowsky og Århus Kunstbygning:

Jyllands-Posten:

"Stort underskud i kunstbygning

Af TOM HERMANSEN

Offentliggjort 17.03.08 kl. 17:31

Århus Kunstbygning kom ud af 2007 med et underskud på knap en halv million kroner, viser et netop offentliggjort regnskab.

Lederen for Århus Kunstbygning, Thorsten Sadowsky, forlader i disse dage Århus for at blive direktør for nyt kunstmuseum på øen Föhr. Han efterlader ikke kun et fagligt tomrum, men også et økonomisk, viser det sig nu. Det netop offentliggjorte regnskab afslører et underskud på 415.000 kr. for året 2007."

http://jp.dk/indland/aar/kultur/article1298061.ece

Århus Stiftstidende:

http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080320/AAS/943449900