Læsetid: 4 min.

Et vidnesbyrd fra Guantanamo

Det første år måtte de hverken få papir eller blyant, så i stedet ridsede de indsatte i Guantanamo-lejren tekster ind i deres engangskrus. Nu har forsvarsadvokat Marc Falkoff udgivet 22 digte skrevet af 17 terrormistænkte. Oversat og censureret af Pentagon
Påmindelse. Digtsamlingens vigtigste budskab er at minde om, at lejren i Guantanamo stadig eksisterer.

Påmindelse. Digtsamlingens vigtigste budskab er at minde om, at lejren i Guantanamo stadig eksisterer.

Brennan Linsle

16. november 2007

I begyndelsen brugte de småsten, skeer og hvad der ellers kunne bruges til at ridse bogstaver ind i bløde engangskrus. Nogle brugte tandpasta som blæk, og når vagterne så den anden vej, sendte de krusene fra celle til celle. Det var den eneste form for kommunikation, de terrormistænkte indsatte i fangelejren i Guantanamo-Bay i Cuba havde med hinanden. En kommunikation, der hverken handlede om flugt- eller terrorplaner.

"Hvilken slags forår er dette/ hvor der ikke findes nogle blomster og/ hvor luften er fyldt af ussel stank," lyder et af digtene skrevet på et kaffekrus af den afghanskfødte forfatter Abdurraheem Muslim Dost, som nu bor i Pakistan. I tre år sad han spærret inde i en celle i fængslet på den caribiske paradisø uden at være dømt for noget. Ligesom de fleste andre af de hidtil 395 løsladte fanger, mange af dem har siddet i isolation og er blevet udsat for tortur. Kun to er blevet sagsøgt, og kun otte procent er blevet beskyldt for at tilhøre al-Qaeda.

"Selv om jeg sad i et bur, var jeg i virkeligheden fri," har Dost sagt om de i alt 25.000 linjer poesi, han forfattede, mens han var fængslet. De fleste af dem eksisterer dog ikke længere: "Jeg ridsede nogle få linjer ind i en kop med en ske, hvis du holdt den op mod lyset, kunne du læse det. Men når vagterne samlede skraldet sammen, smed de krusene ud," siger han om blandt andet Cup Poem 1, som de rekonstruerede linjer hedder, originalen havnede som sagt i en skraldespand.

Sammen med 22 andre digte optræder de nu i digtsamlingen Poems From Guantanamo: The Detainees Speak, som er skrevet af 17 Guantanamo-fanger og udgivet af den amerikanske forsvarsadvokat Marc Falkoff. En bog, der fik sin begyndelse, da advokaten besøgte lejren første gang i 2004 og var chokeret over det, han så.

I dag repræsenterer han 17 Guantanamo-fanger fra Yemen. En dag i 2005 fik han et brev med et digt af en af sine klienter, Abduslsalam Ali Abdulraham al-Hela. Nogle uger senere sendte en anden af hans klienter, Adnan Farhan Abdul Latif digtet The Shout of Death. Marc Falkoff spurgte de andre advokater, om deres klienter skrev poesi. Det gjorde de. Og sådan fik Guantanamo-fangerne en stemme.

Pentagon taler

Eller gjorde de virkelig det? I virkeligheden burde undertitlen måske ikke lyde 'Fangerne taler', men snarere 'Fangerne taler ikke', 'Fangerne må ikke tale' eller allerbedst: 'Pentagon taler', ironiserer New York Time's anmelder Dan Chiasson.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, var selvfølgelig ikke begejstret for bogen, og derfor er det ansatte i Pentagon, der har udvalgt de 22 digte og oversat dem fra arabisk til engelsk. De måtte ikke udgives på originalsprog, der kunne jo være hemmelige koder og skjulte budskaber. Og måske er det netop fordi Pentagon har censureret samlingen, at et digt som "America sucks, America chills, / While d' blood of d' Muslims is forever getting spilled," er blevet valgt af de flere hundrede valgmuligheder, de havde fået stillet til rådighed af Marc Falkoff, lyder Dan Chiassons overvejelser. Rimet er en slags 'gangsta-rap', der absolut ikke tilfører nogen litterær kvalitet til noget som helst, men snarere overbeviser læseren om de indsattes had til USA.

"På hvilken måde kan man sige, at disse digte, strengt udvalgt af officielle censorer, oversat af secret-service 'lingvister' uden litterær uddannelse, udgivet af Pentagon, kan tale?" spørger Dan Chiasson, der konkluderer, at man ikke læser denne bog for fornøjelsens skyld. Snarere for vidnesbyrdets. Eller måske ikke engang for det. Idet Pentagon har censureret, pillet ud og lagt til, kan man næsten gå ud fra, at de grelleste tekster er taget ud af samlingen. Hvilket måske også er forklaringen på, at bogen er ganske tynd.

12 selvmordsforsøg

I hvert fald skal man ikke kritisere bogen på et almindeligt grundlag, mener han. De fleste af de 17 bidragsydere har ikke skrevet før, de havnede i Guantanamos celler, kvaliteten er derefter.

Men "det er svært at forestille sig en læser så hjerteløs, at han vil vurdere den ud fra et æstetisk synspunkt", mener Dan Chiasson. Selv om det ikke lyder anderledes end en teenager, der skriver sonetter, når Sami Al Haj skriver at "varme tårer dækkede mit ansigt". I hans biografi står der, at han blev tortureret først i Bagram Air Base og siden i Kandahar, inden han kom til Guantanamo, men han lyder ikke som et menneske, der har været udsat for næsten utænkelige fysiske kvaler. Digtet kunne beskrive hvad som helst på et hvilket som helst tidspunkt.

"Derfor bliver effekten af bogen snarere, at vi oplever den mishandling, der fandt sted på Guantanamo, på et abstrakt litterært niveau snarere end på et virkeligt, levende plan. Det er synd," skriver New York Times.

Men hvad skal man så bruge digtene til, når de hverken er den store litterære oplevelse eller leverer et troværdigt billede af de indsatte og det, de er blevet udsat for i Guantanamo?

Måske at de indsatte er helt almindelige mennesker, der beskriver smerten af at være adskilt fra familien, håbet om at Gud findes og at de en dag bliver løsladt. Et eksempel er Dødsdigtet, skrevet af den 33-årige Jumah al-Dosseri fra Bahrain, som ifølge sin biografi, der står ved siden af, prøvede at begå selvmord 12 gange, mens han sad i fangenskab.

Tag mit blod

Tag mit ligklæde og

Resterne af min krop

Tag billeder af mit lig ved graven, alene

Send dem verden rundt

Til dommerne og

Til de mennesker, som har en samvittighed

Send dem til dem med principper og de

venligt stemte

Og lad de skyldige bære byrden

Af denne uskyldige sjæl

Lad dem bære byrden foran deres børn

og historien

Af denne spildte, skyldløse sjæl

Denne sjæl, som har lidt ved de hænder, der

tilhører 'frihedens beskyttere'

For måske er digtsamlingens vigtigste budskab, at vi husker, at Guantanamo-lejren stadig eksisterer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu