Læsetid: 8 min.

Den vigtigste historie at fortælle

I mere end to år har den danskfødte journalist Louise Roug Bokkenheuser været udstationeret i Bagdad for Los Angeles Times. Her fortæller hun om sin tid i byen, hvor livet er styret af frygt, og hvor ingen er, hvem de udgiver sig for at være
I mere end to år har den danskfødte journalist Louise Roug Bokkenheuser været udstationeret i Bagdad for Los Angeles Times. Her fortæller hun om sin tid i byen, hvor livet er styret af frygt, og hvor ingen er, hvem de udgiver sig for at være
29. november 2007

Det er de færreste, der ved det, men i knap to et halvt år har en dansker været fast udstationeret som journalist i Bagdad. Fra en hemmelig redaktion midt i byen - uden for den grønne zone - har Louise Roug Bokkenheuser, 34, fra november 2004 til marts 2007 dagligt holdt Los Angeles Times' læsere orienteret om hverdagen i den irakiske hovedstad. En hverdag, som siden den amerikanske invasion i 2003 er blevet stadig mere vanskelig, usikker og fyldt med frygt:

"Da jeg kom til Bagdad i 2004, gik jeg på gaden hver dag for at få en fornemmelse af byen og de folk, der bor i den - om det så bare var for at købe salat eller blomster. Men da jeg tog af sted igen i marts i år, var det slet ikke muligt længere, for nu er hele byen blevet farlig at være i."

Det seneste år er Bagdad i stigende grad blevet opdelt i religiøse sektorer med rene shia-områder og rene sunni-områder, og den øgede segregering betyder, at man for at komme rundt i Bagdad nu skal passere en lang række checkpoints, hvor luften er så tyk af nervøsitet, at man kan skære i den med en kniv, fortæller hun:

"De farligste steder i Bagdad er uden tvivl de mange checkpoints, for man ved aldrig, om det er en rigtig politibetjent, man står over for, eller om det bare er en, som har klædt sig ud. Det er i det hele taget det store problem i Bagdad - at du ikke har nogen anelse om, hvem folk er," siger Louise Roug Bokkenheuser og uddyber:

"Alle giver sig ud for at være nogen andre, end de er. Selv civile har forskellige former for legitimation på sig, så de både kan lade som om, de er sunnier og shiaer. Det er én stor maskerade. Når man kører rundt på gaden, er der folk på pickup-trucks med masker og AK-47 rifler, som du ikke aner, hvor er fra. De kan være fra politiet, fra indenrigsministeriets styrker, eller de kan være militser. Det er ikke til at se, for bilerne har ikke nogen skilte på," siger hun.

Kidnapninger og overfald

Ifølge tal fra Komiteen til Beskyttelse af Journalister (CPJ) er flere end 120 journalister blevet dræbt og 50 kidnappet i Irak siden invasionen i 2003. Også Louise Roug Bokkenheuser mener, det er tydeligt, at journalister i stigende grad er blevet et mål:

"Jeg har måttet se flere af mine kolleger blive kidnappet, herunder en af mine rigtig gode venner, Jill Carroll fra The Christian Science Monitor. Hun blev holdt fanget i 82 dage, inden hun heldigvis blev frigivet. Men det var en hård prøvelse, for udover at være bange for, hvad der skulle ske med hende, var det jo også en evig påmindelse om, at man selv er et mål," forklarer hun.

Trods faren for kidnapninger og voldelige overfald har Louise Roug Bokkenheuser aldrig været i nærheden af at fortryde, at hun i 2004 sagde ja til at bytte det stjernebelagte fortov i Hollywood ud med Bagdads støvede gader. Tværtimod har hun svært ved at forstå, at man som journalist kan have andre prioriteter end Irak, når det nu er dér, den vigtigste historie er:

"Irak overskygger alle andre historier, der er at fortælle lige nu, så jeg synes kun, det er naturligt at tage derned for at se, hvad der sker. For mig er det et journalistisk instinkt, at jeg vil se tingene med mine egne øjne."

Der skulle dog gå knap halvandet år fra den amerikanske invasion i 2003, til Louise Roug Bokkenheuser selv fik budet om at komme af sted. Ifølge hendes eget udsagn fordi redaktørerne "lige skulle igennem alle drengene først":

"Jeg vil ikke sige, at de var betænkelige, men det var ret tydeligt, at de alligevel var en anelse bekymrede for at sende en pige af sted".

Verdens værste pas

Ikke desto mindre har det vist sig at være en stor fordel at være kvinde, når man færdes i Bagdads gader, fortæller hun:

"Jeg har haft nemmere ved at bevæge mig rundt i byen og tale med folk på gaden, fordi jeg har kunnet skjule mig bag mit tørklæde. Hvis folk kom tæt nok på, kunne de selvfølgelig godt se, at jeg havde blå øjne, men generelt gled jeg mere ind i bybilledet. Endelig var det en fordel, at mændene generelt ikke føler sig nær så truet af en kvinde som af en mand, hvilket fik alle til at slappe mere af i de tilspidsede situationer omkring checkpoints."

I begyndelsen var det også en fordel, at Louise Roug Bokkenheuser kunne fremvise et dansk pas i stedet for et amerikansk, når hun rejste rundt. Men alt det ændrede sig dramatisk efter Muhammed-krisen:

"Pludselig gik jeg fra at have det bedste pas i verden til at have det værste pas i verden. Det jokede jeg lidt med min redaktør om, men jeg var også nervøs, for jeg vidste, at jeg ville være færdig, hvis jeg blev kidnappet. Heldigvis skete der aldrig noget alvorligt, men der var mange løftede øjenbryn og skeptiske kommentarer".

Blokken som skjold

I løbet af sit næsten to et halvt år lange ophold i Bagdad har Louise Roug Bokkenheuser oplevet mere end de fleste andre 34-årige journalister. Hun har set døden, hun har skrevet om døden - og hun har sågar også snydt døden, da hun ved et lykkeligt tilfælde valgte at forlade et checkpoint, blot fem minutter før en selvmordsterrorist dukkede op sprængte sig selv og 80 andre mennesker i luften. Louise Roug Bokkenheuser slap med skrækken, men hun slap ikke for i timerne, der fulgte, at beskrive, hvordan resterne af de sprængte menneskekroppe bogstavelig talt blev skrabet ned fra husmurene i et forsøg på at stykke de adskilte legemer sammen igen - sådan som muslimsk skik foreskriver det. Den slags oplevelser kan ikke undgå at sætte sig fast, forklarer hun, og alligevel er det nødvendigt at kunne bevare en vis distance til dem, hvis man samtidig skal kunne fungere som journalist:

"Jeg tror, at min blok er mit skjold, på samme måde som kameraet er et skjold for fotograferne. Så længe du er i gang med at samle stof til en historie, er du på en eller anden måde samtidig beskyttet mod at opleve øjeblikket fuldt ud," siger hun.

Og så er det værste ikke engang den åbenlyse vold eller blodet fra de molesterede kroppe. Det værste er den konstante stress, der kommer af usikkerheden og frygten for at blive afsløret som den, man er - en journalist fra et amerikansk dagblad. Da Louise Roug Bokkenheusers tid i Bagdad var ved at lakke mod enden, begyndte det samme mareridt at dukke op 10 nætter i træk:

"I drømmen går jeg ned ad en gade midt i Bagdad, og pludselig opdager jeg, at jeg ikke har mit tørklæde på, så alle folk kan se, at jeg er blond. Jeg tror egentlig, det er en ret klassisk reaktion - en slags variation over at opdage, at man er taget i skole uden tøj på. Man har afsløret sig selv".

Kladde til historien

Det er kun få medier, heraf langt de fleste amerikanske, der stadig har råd til at have deres egne journalister udstationeret i Bagdad. Foruden de almindelige udgifter til journalister og redaktionelle medarbejdere skal der nemlig betales uhyrlige summer til private vagtværn, irakiske oversættere, chauffører, fixere og andre medhjælpere.

Los Angeles Times har således i alt 25-30 mennesker på lønningslisten på deres redaktion i Bagdad. Ikke desto mindre er det al ære værd, at visse medier stædigt fastholder deres tilstedeværelse i Irak på trods af de generelle økonomiske nedgangstider i branchen, mener Louise Roug Bokkenheuser. For pressen gør en forskel, insisterer hun:

"Det kan godt være, at der ikke er særlig mange, der egentlig læser, hvad vi skriver. Men som journalister er vi jo samtidig med til at udarbejde kladden til historie-bøgerne. Vi skriver historie med lille h. Og som historisk vidnesbyrd er journalistikken fra Bagdad utrolig vigtig," siger Bokkenheuser, der i øvrigt mener, at de amerikanske mediers indsats i Irak er langt bedre end det rygte, de har fået - ikke mindst i Europa:

"Jeg har brugt to år af mit liv på at være i fare, og jeg har oplevet flere af mine kolleger blive enten såret eller kidnappet. Og så er det altså absurd at skulle høre på en kritik af, at vi bare sidder i den grønne zone og er embedded og i lommen på det amerikanske militær. For det er simpelthen ikke sandt," siger hun.

En af de kritikere, der netop har langet ud efter det amerikanske pressekorps og dets formidling af krigen i Irak, er den britiske stjernereporter Robert Fisk fra The Independent. Men ifølge Louise Roug Bokkenheuser er hans kritik i bedste fald grundløs og i værste fald løgnagtig:

"Robert Fisk bor på de samme hoteller, som vi gør. Han ser os tage ud hver dag - og alligevel skriver han, at vi bor i den grønne zone. Jeg forstår det ikke. Eller det vil sige, jeg forstår det godt, for hans karriere er baseret på historien om, at han er the truth teller, og at alle andre lyver. Men i virkeligheden er det omvendt. Det er ham, der lyver, og det ved alle journalisterne i pressekorpset," siger hun og uddyber:

"Jeg har ikke noget imod, at han er følelsesmæssigt engageret, men hans metode er sjusket - eller rettere den er mere end sjusket, den er fingeret, for han opfinder også ting. Paradoksalt nok er hans langt mere oversete kollega fra the Independent, Patrick Cockburn, en fantastisk dygtig reporter. Han har både en stor viden om konflikten og et enormt mod, når han er ude og interviewe," lyder dommen.

Tilbage til Bagdad

Louise Roug Bokkenheuser forlod Bagdad i marts i år og har i mellemtiden været udstationeret i Beirut som mellemøstkorrespondent for Los Angeles Times. Nu er hun tilbage i USA for at dække det amerikanske primærvalg, hvor de indirekte konsekvenser af hendes reportager og artikler fra Irak synes at træde tydeligt frem:

"Der er en vis kontinuitet i det, jeg laver, i og med at jeg nu dækker det amerikanske valg, hvor Irakkrigen er det altoverskyggende emne. Det ville det ikke have været, hvis pressen ikke havde været til stede i Irak og tilbudt en anden version af begivenhederne end den, de amerikanske generaler gerne vil fortælle."

Louise Roug Bokkenheuser har dog stadig svært ved helt at give slip på Irak:

"Det er ligesom at lægge en spændende bog fra sig. Man vil jo gerne lige se, hvordan den ender," siger hun.

- Tror du, du vender tilbage?

"Havde du spurgt mig for et halvt år siden, ville jeg nok have svaret nej. Men nu synes jeg, det hele er kommet så meget på afstand, at jeg er ved at være klar igen, så det vil jeg absolut ikke udelukke. Det er jo stadig den vigtigste historie, der er at fortælle. Alt andet blegner ved sammenligning."

Læs også 'Forfattere i krig', Bøger side 6-9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu