Læsetid: 10 min.

Virkelighedens fortællere

De rapporterer fra en virkelighed, der ofte overgår fiktionen, og hvor sproget ikke altid slår til. Fire nuværende og tidligere krigskorrespondenter fortæller her om livet i verdens brændpunkter - og om hvorfor de opsøger dem
De rapporterer fra en virkelighed, der ofte overgår fiktionen, og hvor sproget ikke altid slår til. Fire nuværende og tidligere krigskorrespondenter fortæller her om livet i verdens brændpunkter - og om hvorfor de opsøger dem
29. november 2007

Af og til kan ting, der er forsvundet, dukke op igen. En sok, man troede var væk, kan komme til syne i vasketøjskurven. Et minde, man troede var glemt, kan hvirvle op i hukommelsen. Det er mere sjældent, at en mand, man troede var død, pludselig dukker op i live. Ikke desto mindre er det netop sådan en begivenhed, den portugisiske journalist og forfatter Pedro Rosa Mendes er på vej ud for at dække, da Information fanger ham på en skrattende telefonlinje fra Øst-Timor:

"Jeg er egentlig taget af sted for at skrive om den skrøbelige politiske situation her i landet, men jeg følger samtidig en surrealistisk historie om en krigshelt fra befrielsesbevægelsen FRETILIN, som døde og blev begravet i 1979. Nu hævder en gruppe veteraner, at han stadig er i live, og at de vil præsentere ham for folk i morgen," siger Pedro Rosa Mendes og afgiver et løfte til Informations læsere:

"Jeg skal nok ringe tilbage og fortælle, hvordan det gik."

Siden sin første reportagebog, Tigerbugten, der er oversat til 13 sprog, har Pedro Rosa Mendes opnået international anerkendelse som reporter og skrevet fra både Balkan, Afghanistan, Afrika og nu også Øst-Timor. Han har det med hele tiden at forsvinde og dukke op i det ene katastrofeområde efter det andet. Ifølge eget udsagn, fordi det er i brændpunkterne, at den menneskelige natur træder klarest frem - og det er den, han vil beskrive:

"Det, der driver mig, er at skrive om basale menneskelige mekanismer som frygt, mod, had osv. Jeg har ikke et romantisk forhold til fare og adrenalin, men i scenarier af krig og nød handler mennesker mere nøgent. Alle er mere ærlige - på godt og ondt," siger han.

For Pedro Rosa Mendes er reportagen den foretrukne udtryksform, fordi den giver mulighed for at behandle spørgsmål, som ligger uden for rækkevidde af den aktualitetsbårne journalistik. Spørgsmål der kræver et andet sprog og en anden tidshorisont:

"Aftennyhederne i tv mangler en refleksion over, hvad de billeder, vi ser rulle over skærmen, betyder. Derfor har vi brug for reportager og reportagebøger, der med et sprog, som ikke er bundet til den daglige nyhedsmølle, giver sig tid og plads til at gå i dybden med konflikterne og tilbyder læserne en refleksion over dem," siger han.

Pedro Rosa Mendes går kun sjældent efter at beskrive den blodige rædsel og åbenlyse vold. I stedet forsøger han at zoome ind på dagligdagen i konflikten, som den leves og opleves af de mennesker, der står midt i den. Han forklarer forskellen med eksempel fra sin egen dækning af NATO-bombardementerne i det tidligere Jugoslavien:

"Da jeg i foråret 1999 blev sendt til Beograd, lagde jeg ret hurtigt mærke til, at bombningerne ikke bare ødelagde byen og slog mennesker ihjel, men at de også ændrede folks måde at opføre sig på. Det beskrev jeg i en lang feature baseret på psykoterapeuter i Beograd, som fortalte hvordan par, der tidligere havde sovet i sengen ved siden af hinanden som to parallelle linjer, nu sov tæt sammen i fosterstilling. I mine øjne giver en sådan beskrivelse en dybere forståelse af konfliktens gru, end udpenslende voldsscenarier nogensinde ville kunne," siger Pedro Rosa Mendes.

Når ord ikke slår til

I en anden og mere rolig telefonlinje fra London stemmer den danske journalist og krigsreporter Lasse Ellegaard i. Siden sin første opgave i det nordspanske Baskerland i 1971 har Lasse Ellegaard rejst rundt til de fleste dele af verden og dækket både regulære krige og lokale konflikter. Han er enig i, at de bedste reportager ofte er de mindst blodige:

"Jeg bryder mig ikke om at udpensle de helt store krigsdramaer. Nogle gange kan rædslerne jo også være så ubeskrivelige, at det ikke kan undgå at blive andet end en løgn, hvis man forsøger at beskrive dem," siger han og illustrerer med et eksempel hentet fra sin gamle ven og kollega, den nu afdøde krigsreporter Jan Stage:

"I en af Jans klassiske reportager fra Balkan beskriver han en død kvinde, som ligger midt ude i krydsilden under en kamphandling. Men i stedet for at gå i detaljer med hvordan hun ser ud, beskriver han udelukkende hendes laksefarvede underkjole. Og dermed siger han også, at hvis man går tættere på, så har det ikke længere noget sprog."

Den erfaring, at sproget ikke altid slår til, når virkeligheden skal beskrives, har den danskfødte journalist og reporter Louise Roug Bokkenheuser også gjort sig. I over to år har hun været udstationeret på Los Angeles Times' Bagdad-redaktion, hvorfra hun har holdt sine amerikanske læsere orienteret om hverdagen i den irakiske hovedstad. Nu er hun tilbage i USA for at dække det amerikanske primærvalg fra delstaten Iowa, men oplevelserne fra Irak har hun ikke sluppet. Ligesom de heller ikke har sluppet hende. Hun fortæller om en episode, hvor hun var ombord på en konvoj, som skulle transportere sårede og døde irakere til et nærliggende hospital:

"Der var fire civile irakiske mænd ombord, som alle var blevet skudt af amerikanske soldater. To af dem døde, inden vi nåede frem. Jeg sad og holdt den ene af dem i hånden. Han var skudt i hovedet og i brystet og blødte ud over det hele. I dont know -" siger hun og holder vejret et kort øjeblik, som om hun leder efter de rette ord. Så fortsætter hun:

"Som journalister bliver vi altid beskyldt for at være kynikere og at være ligeglade med menneskeskæbner. Men jeg tror ikke, man kan fungere som krigsreporter, hvis ikke man formår at involvere og distancere sig på samme tid."

Angsten for døden

Selv om flere blodige billeder i tidens løb har brændt sig fast på Lasse Ellegaards nethinde, er de episoder, som står klarest i hans erindring, dog dem, hvor han selv har været bange. Han husker navnlig en episode fra 1996, da han var i Afghanistan for at dække Talebanernes overtagelse af Kabul og pludselig befandt sig i frontlinjen nord for byen:

"Vi havde sådan set fået tilladelse til at være der, men på et tidspunkt springer en fyr alligevel ud af sin pickup truck, tager ladegreb og peger lige på vommen af mig. Jeg glemmer aldrig det dér klik, som lød, da han afsikrede sin kalashnikov," fortæller Lasse Ellegaard, der dog slap med skrækken, da hans tyrkiske kameramand kunne fremvise et pas med en halvmåne på forsiden, der beroligede de oprørte militsfolk.

Hans kollega Lasse Jensen, der i dag bestyrer P1-programmet Mennesker & Medier, husker også tydeligt de gange, han har været bange i sine godt 20 år som krigskorrespondent. Siden han som nyuddannet journalist i en alder af bare 22 år blev sendt til Biafra i Nigeria i 1969 har han dækket krige og konflikter fra så forskellige lande som Sydsudan, Vietnam, Bangladesh og ikke mindst Chile, hvor han i 1976 sammen med Jan Stage blev anholdt for at tage billeder foran en brødkø i et slumkvarter i Santiago. Navnlig den oplevelse ville han gerne have været foruden, fortæller han:

"Vi blev arresteret og overført til det hemmelige politis hovedkvarter, hvor vi fik frataget slips og bælter og blev sat ind i en iskold celle. De truede os med alt mellem himmel og jord, og vi fik lov at stå temmelig længe uden tøj på i koldt vejr. Der skete aldrig noget med os, men jeg nåede at tænke mange tanker, for i de dage forsvandt der en del journalister i Chile," siger Lasse Jensen.

Spørger man Pedro Rosa Mendes om han er rede til at sætte sit liv på spil for en god historie, svarer han nej af respekt for sine to døtre hjemme i Lissabon. Alligevel mener han, jobbet kræver en vis portion risikovillighed:

"Det er et arbejdsvilkår at turde vove pelsen. Hvis jeg vil have en historie i Le Monde eller Spiegel, skal jeg jo konkurrere med en masse andre reportere. Derfor prøver jeg hele tiden at tage derhen, hvor ingen andre tager hen," siger han.

Ifølge Louise Roug Bokkenheuser er ideen om den heroiske og frygtløse krigskorrespondent dog en myte:

"Jeg skal ikke udelukke, at der blandt mine mandlige kolleger stadig findes rester af en macho-mentalitet. Men når man når det punkt, hvor man ikke længere kan bevæge sig rundt i Bagdad uden et privat vagtværn, så har man efterhånden fået siet de fleste cowboyjournalister fra."

Ifølge Lasse Jensen er den frembrusende røvere-og-soldater-mentalitet da heller ikke en værdi, man kan bruge til noget, når man er ude i marken.

"Jeg har altid ment, at hvis ikke man er en lille smule bange, kan man heller ikke skrive om det, man ser. Jeg har mødt journalister, som var nået til det punkt som professionelle krigsreportere, at de sådan set ikke længere havde angsten i sig. De var enten blevet fandenivoldske, kyniske, stærkt alkoholiserede eller en kombination af det hele. Og så har det, man skriver, ikke længere den indlevelse, som er nødvendig for at lave gode reportager," siger Lasse Jensen.

Mange krigsreportere frygter hverdagen, kedsomheden og den daglige trummerum mere end døden, dramaet og den usikre tilværelse, fortæller Louise Roug Bokkenheuser:

"Det er ikke lige nemt for alle at omstille sig. Jeg kender flere, der har haft problemer med at vænne sig til, at hverdagen også betyder noget. At ting ikke kun behøver at have betydning, hvis de er livsfarlige," siger hun.

Afhængig af adrenalin

Det er en typisk reaktion, man skal tage sig i agt for, mener Lasse Jensen, der selv har set flere kolleger blive afhængige af adrenalinens virkning:

"Jeg kender faktisk ingen krigskorrespondenter, som ikke er blevet en anelse rastløse eller har nemt ved at kede sig. Jeg lavede på et tidspunkt et interview med en vietnamveteran, som formulerede det sådan: 'Det er sjovere at køre en tank, end det er at køre en mælkevogn'. Det siger lidt om det adrenalin-rush, man oplever i ekstreme situationer, og som meget vel kan gå hen og blive vanedannende".

Pedro Rosa Mendes lægger heller ikke skjul på, at det kan være svært for ham at omstille sig fra rollen som reporter i en krigszone til rollen som hjemmegående far og mand:

"Det, jeg prøver at gøre, er at tillade mig selv en vis rum tid mellem hver opgave, så jeg kan falde ind i normaliteten igen. Det går ikke bare at vende hjem, vaske sit tøj og tage af sted på en ny opgave. Man har brug for at sætte sig selv i karantæne i en periode," forklarer han.

Derimod afholder han sig så vidt muligt fra at tale med sin familie om de ting, han har oplevet:

"De vil alligevel ikke kunne forstå, hvordan det er at være i 'zonen'. Det er ligesom to verdener, der ikke kan forenes," siger Pedro Rosa Mendes.

Også Louise Roug Bokkenheuser har erfaret, at det er svært at forene et normalt liv med livet som krigsreporter:

"Hvis der er en ting, der er generel for pressekorpset i Bagdad, så er det, at langt de fleste ikke er gift. Det har nogle omkostninger at være krigskorrespondent, ikke bare fordi det er svært at have et langdistanceforhold, men også fordi man bliver nødt til at være lidt tilbagetrukket emotionelt for at kunne klare jobbet," siger hun.

Selv om alle fire reportere er enige om, at deres opgave altid er at fortælle virkeligheden, taler de nødigt om sandheden - ikke i absolut forstand i hvert fald:

"Sandheden er den man søger, hvis man er ude på at lave verden om. Virkeligheden er den, man søger, hvis man er ude på at informere folk om, hvad der foregår," som Lasse Ellegaard formulerer det.

Alligevel må reportagegenren ofte lide den tort at blive udfordret på sin troværdighed. En af dem, der historisk har været med til at holde diskussionen om genrens troværdighed i kog, er Jan Stage, der med sine krigsreportager fra grænselandet mellem fiktion og virkelighed ofte har delt vandene i de etiske debatter. Da Lasse Ellegaard som redaktør på Information i begyndelsen af 90'erne sendte Jan Stage til Balkan for at dække krigen, imødekom han kritikken af Stages metoder ved at udarbejde et særligt logo til hans artikelserie 'En forfatter i krig'.

"Det gjorde jeg i erkendelse af, at Jan skrev på en helt bestemt måde. Han havde måske ikke altid fakta og kronologi helt i orden, men som Herbert Pundik engang har sagt, så fik Jan ofte et mere sandt billede ud af sine reportager, end mange andre gjorde," siger Lasse Ellegaard.

Pedro Rosa Mendes har i en årrække siddet i juryen for Lettre Internationales Ulysseus Award for 'The Art of Litterary Reportage', hvor han hvert år har været med til at diskutere, hvor grænsen mellem journalistik og litteratur går og bør gå. Selv mener han, som Lasse Ellegaard, at alt er tilladt, hvis man blot udstyrer sine tekster med den rette varebetegnelse:

"Hvis man ikke kan respektere kravet om at forpligte sig på virkeligheden skal man ikke kalde det journalistik. Men så kan man kalde det noget andet. Man kan kalde det litterær reportage. Noget af det bedste, jeg nogensinde har læst, går under betegnelsen litterær reportage".

Det bliver de sidste ord fra Pedro Rosa Mendes under dette interview, men dagen efter ringer han tilbage igen. Som lovet. For der var jo lige det dér med den genopstandne krigshelt fra Øst-Timor:

"Politiet endte med at opløse menneskemængden, og veteranerne, der havde annonceret, at Vicente dos Reis var i live, sagde, at han 'havde været der, men var flygtet op i bjergene igen'. Det er fuldstændigt crazy," siger Pedro Rosa Mendes.

Han skal foreløbig blive i Øst-Timor frem til 2009, inden han sandsynligvis forsvinder og dukker op i endnu et af verdens mange konfliktområder for at rapportere hjem. Som han selv siger: "Det er det al god reportage bør handle om: at minimere afstanden mellem her og der".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu