1. Død, død og meget død. Holland House
Howard Barkers blændende replikspiraler spiddede sig endnu en gang ned i både død og sex. Og Thomas Mørk løj behændigt over for Caroline Hendersons elskerinde. Døden kom selvfølgelig med en endnu vaccineløs virus.
2. Passion. Dansk Danseteater
Det smukkeste og grimmeste sortsyn nogensinde skabt i dansk dans. Hos Rushton og Kvium blev passion til mere lidelseshistorie end lidenskab. Stina Mårtensson kravlede i hvert fald på bandager mod sin egen begravelse – mystisk og ekstremt.
3. Fucking Alene. Teatret Graense-Loes
Gråt i gråt, digitalt i digitalt. Sådan skildrede Katrine Karlsen teenagelivet i en ensom etværelses med pizzabudet og guldfisken og chatvennerne som eneste bekræftelse på, at hun ikke er død forlængst. Grænseoverskridende.
4. Herr Schreber. Livingstones Kabinet
Pete Livingstone begavede teatret med en letflydende cabaret om hele den vestlige civilisations jeg-forstyrrelser og psykoforvridninger – queer-grotesk og sørøversygelig. Udlandet stjæler Schrebers harmonika i morgen.
5. Silk & Knife. Den Kgl. Ballet
Drømmen om næstekærlighedens overbærenhed blussede her op i en perlerække af danse for kroppe, der kan næsten alt. Jirí Kyliáns superhurtige og brutale bevægelser viste kærlighedens nænsomhed og grusomhed. Og fællesskabets styrke.
6. Hjem kære Hjem. Teater Grob
Forestillingen, der fik soldaterne i teatret. For hvad koster det for hver enkelt soldat at skulle forsvare Danmark? Thomas Levin var selvlysende af angst som soldaten, der ikke magtede krigen, men heller ikke hjemkomsten.
7. Hvordan vi slipper af med de andre. Århus Teater
Er du overhovedet noget værd for samfundet, spurgte Madeleine Røn Juul i sin samfundssatire. Sjovest var taberholdet med Anne-Vibeke Mogensens silikoneoperede bordelmutter. Og spindoktoren, selvfølgelig.
8. PIS. Det Kgl. Teater
Bragende teatermanifest af og om mænd med hormonerne i den charmerende uorden, som er dette køns særkende. Banaliteter blev løftet op af performernes stærke nærvær, så PIS-skæbnerne blev autentiske mandebilleder 2007.
9. Kong Ubu. Corona la Balance
Lokumsrullerne fik selv de ældste børn til at væmmes – indtil de altså kom til at overvære det ene meningsløse magtmord efter det andet, muntert og taktfast i Lotte Faarups aflivning af myten om den ansvarlige voksne.
10. Et Drømmespil. Betty Nansen Teatret
Svimlende smukt blev dette drømmespil om livets meningsløshed. Sofie Gråbøls gudedatter forærede generøst tilskuerne sin krop, så oplevelsen af kærlighedsløgnen gjorde akkurat så ondt, som den skulle.
