Læsetid: 10 min.

Algerisk mosaik

Algeriet har været overset, mørkelagt og uden stemme i 15 år. Landet har ikke været glemt, men desværre kun husket for borgerkrig og overskårne struber. Alt er roligere nu, sikkerheden er høj, og livet går videre som ethvert andet sted. Alle algierere har deres historier. Information mødte bl.a. en gynækolog, en bøsse, en frihedskæmper og en driftige forretningsmand
Mohammed og Keriah serverer algeriske lækkerier i hjemmet. Hun er gynækolog med klinik i et arbejderkvarter. Han er geolog og arbejder i et ministerium.

Mohammed og Keriah serverer algeriske lækkerier i hjemmet. Hun er gynækolog med klinik i et arbejderkvarter. Han er geolog og arbejder i et ministerium.

Jens-Arne Sørensen

8. december 2007

ALGIER - Alle de blodige historier om halshugninger, voldtægter, 400 landsbybeboere meldt slagtet, moderen på World Press Photo 1997, hvis åbne mund forvrænges i sorg over, at hendes børn er blevet dræbt i en massakre. Alle disse brutale hændelser sad i både baghoved og krop de første 36 timer, når jeg bevægede mig rundt i Algeriets hovedstad, Algiers, gader

Men man føler sig hurtigt hjemme og rolig; byens gader er rent arkitektonisk en hvidmalet udgave af Paris med de kendte smedejernsbalkoner og franske altaners skodder her malet i græsk blå, med store boulevarder, trappegader, parkanlæg med palmer og fontæner, mærkevarebutikker, Audi-cabrioleter med creme-hårede fyre i og fortovscafeer.

Hovedstaden Algier omfavner en 40 km buet bugt ligesom Napoli og har skyggefulde søjlegange over fortovene som i f.eks. andalusiske byer.

Men trods fransk påvirkning og kolonisering er det et muslimsk land: Cafebordene på gaderne er kun besat af mænd, kvinderne sidder indenfor. Cirka halvdelen af kvinderne bærer tørklæde, men går oftest arm i arm med veninder med udslået hår, push up-udskæring og Chanel-solbriller. Enkelte kvinder er i niqab - sort heldragt, og kun øjnene er synlige.

Mænds mode er også eksotisk: Flere går i lange hvide kjortler eller i brun kameluldskutte med spids hue, kachabia, som luner i de kolde bjergegne.

En aften kom en dreng trækkende med en vædder på en af hovedavenuerne - til stor moro for de forbipasserende.

Muhammed ikke glemt

Jeg bliver beskæmmet over de forbehold og den mistænkelighed, jeg havde, om, hvor galt og farligt det kunne være. For jeg mødte kun en rørende omsorgsfuldhed, nysgerrighed, åbenhed og hjælpsomhed.

Flere sagde helt konkret, at min tilstedeværelse var et bevis på, at deres land er ved at vende tilbage til normaliteten.

Dog får ordet Danemark chokerende mange algeriere til at sige:

"Åh, profet-tegningerne.

En ældre, distingveret herre ved nabobordet på fortovscafeen på Algiers summende hovedgade, Avenue Didouche, betalte min espressokaffe som en selvfølgelig værtsgestus, men da han introducerer mig til sit barnebarn som dansker, siger den unge mand først i 20'erne: "Så kan han jo ikke lide muslimer", og fortsætter uforståeligt på arabisk, men foragten i tonefaldet og i blikket er ikke til at tage fejl af.

Den unge mand lukker helt af, mens bedstefaderen forsøger at glatte ud, men stemningen er ødelagt.

Det handler om Muhammed-tegningerne. Og i løbet af min uges ophold i Algeriet dukker de op mere end hver anden gang, min nationalitet præsenteres.

At rejse på dansk pas giver reaktioner - for hån af muslimernes hellige profet er ikke glemt på denne side af Middelhavet efter to et halvt år.

Uden at hovere kan det oplyses, at Jyllands-Postens udmærkede Explorer-odysée med firehjulstrækker gennem Algeriet, Tunesien og til Libyen er aflyst. Rejsen var planlagt til at foregå i denne måned, men JP fik afslag på indrejsevisum. Afslaget skyldes de førnævnte 'ytringsfriheden-er-ukrænkelig-tegninger', oplyste algeriske diplomatiske kilder til Information.

Synd for deres læsere, der burde have været beriget af de tre meget interessante og kulturelt rige lande fra december.

Kvinderollen ændret

En af berigelserne var at blive inviteret hjem til privat middag hos parret Mohammed og Keriah. Hun er gynækolog i slutningen af 40'erne af meget urban og emanciperet type. Her kommer tegningerne også på bordet, men emnet er høfligt skubbet til kaffen efter maden i hjørnesofaen.

Hun bor i Algiers frodige villa-agtige ambassadekvarter med sin mand, der er geolog og arbejder for et ministerium, og en søn på 16, mens den anden søn på 17 er sendt til Paris for at studere og forhåbentlig opnår at komme ind på ENA, den prestigefyldte eliteskole Ecole Nationale d'Administration.

"Jamen, det er jo ikke nemt at være kvinde her i landet. Det er mænd, der bestemmer. Det er gået meget tilbage, siden dengang jeg studerede medicin i slutningen af 70'erne, for da var der en tro på fremtiden og på, at Algeriet ville blive moderne i en fart. I dag kan mine kvindelige lægekolleger jo ikke arbejde uden for de store byer - enten får ugifte kvindelige læger simpelthen ikke lov af deres fædre, eller også vil deres mand ikke flytte med ud i provinsen," siger Kheira ved spisebordet, hvor der i en lind strøm kommer algeriske specialiteter ind fra køkkenet.

Alt fremtryllet i det velduftende køkken af en landligt udseende kvinde i plastic-sandaler, tørklæde og en spraglet særk.

Mens værtinden i bluse, kort frisure med to hårfarver og slacks serverer krydret suppe, dybtstegte ruller med krydret kødfyld, sjældne ørkentrøfler (svampe fra Saharas oaser), artiskokbunde med ris og krydret fars osv. Alt skylles ned med citronlimonade og postevand - vin og alkohol er noget, man skal gå en omvej for at få uden for hotellerne i Algeriet.

Da jeg nævner islamisternes opbakning i landet, deres valgsejr i 1992, og spørger, hvorvidt islamismen appellerede til mere traditionelle algeriere, stopper Keriah mig høfligt.

"Traditionel er nok ikke det dækkende ord. Jeg opfatter altså mig selv som tradtionel algerier! Du kan rettere tale om, at man har urbane værdier eller landlige, bondske værdier. Det er i mødet mellem de to kulturer i alle lande, at værdibruddet og konflikter sker. Også hos jeres indvandrere i Nordeuropa, som ikke formår at integrere sig. Mange lever mentalt stadig i en landlig, gammeldags kultur. Det har heller ikke noget med religion og islam at gøre. Jeg er også muslim," påpeger hun med et varmt, bredt smil.

"Men jo, 1990'erne var grufulde. Jeg har måttet skærme drengenes øjne med hånden, når jeg fulgte dem til skole, hvor der en morgen lå liget af en mand med overskåren strube i rendestenen, og meget andet brutalt. Ingen turde gøre noget i de år," siger hun og ryster på hovedet, som om hun i dag næsten ikke kan tro det skete.

Blikkenslager og bøsse

36-årige Nacim er blikkenslager og bor hjemme hos sin mor til sin egen store fortrydelse. Men sådan er det. Når han ikke er gift, kan han ikke få lovning på en lejlighed - trods et accelererende byggeboom står 1,5 mio. algiere uden egen bolig.

Og gift bliver han aldrig, han er homoseksuel (hvilket er hemmeligt for de fleste).

"Men lur mig, min mor har regnet det ud," som han siger. "Det er jo meget svært at være homo åbentlyst her, for i den arabiske kultur er det nok det værste, en mand kan være. Det er en stor skam - man betagtes som en, der er frataget al manddom, også selv om man ikke er den passive. Vi har heldigvis fået internettet, så man kan mødes på gaden eller på en café, men vi kan jo ikke gå hjem til forældrene eller leje et hotelværelse, hvis vi vil have sex. Det må ske i en bil eller hos venner, hvis familie er rejst bort et par dage. Sådan er det," siger han med en resignerende armbevægelse.

Som blikkenslager vil hans kolleger nærmest slå hans kranium ind med et vandrør, mener han, hvis de vidste, at han er til mænd, men de tror heldigivs, at han er en skørtejæger, der går stille med sine erobringer.

Min faste chauffør, Belkacem, der er 69, er stolt over at have været med til at kæmpe mod franskmændenes overherredømme, der sluttede den 1. juli 1962, da 99,7 pct. af de arabiske algeriere stemte for uafhængighed efter en blodig krig med 450.000 franske soldater og elitetropper i den franske koloni flere år op til bruddet.

"Ja, jeg har set dræbte franske soldater. Men det er os, der har betalt prisen. Tænk, vi lærte ikke at læse og skrive vores eget sprog, arabisk, i skolen før efter 1947. Indtil da skulle vi være franske, men dog ikke af gavn eller med de samme rettigheder som franskmændene. Vidste De, at mange algeriere kæmpede på tyskernes side under Anden Verdenskrig i ørkenkrigen her i Nordafrika? Det var, fordi de var så meget imod franskmændene, at de mente, nazisteren næsten var bedre. Det var de så godt nok ikke," siger Belkacem og bider sit nye, larmende gebis sammen.

Hammam og bodyguard

I et traditionelt badehus, en hammam, hvor kvinder kommer fra kl. 12-17, og mænd har entré fra kl. 17 til 21, bliver Deres skummetmælkshvide udsendte bedt om at lægge sig på den brandhede, hvide marmorplade, der er på størrelse med et større konferencebord og som står under hammamens kakkelbeklædte kuppel. Ved siden af mig på pladen lægger sig en behåret algerisk mand i 30'erne, som har uddannet sig i Frankrig. Han er vendt tilbage for at satse på ejendomsmarkedet.

"Vi har enorm boligmangel, men investeringer og regeringens oliefond på 100 mia. dollar gør, at der bygges mange boliger, op mod 80.000 nye her i Algier. Fast ejendom er billigt nu, men priserne vil stige. Og jeg tror, mange algeriere, franskmænd og andre udlændinge vil investere i ejendom her, for vores land er jo middelhavskultur - smukt, vanvittigt varieret, og så er her billigt."

Min sidemand sveder mest og hurtigst, så han hives først ned på gulvet og æltes, rykkes, trampes på, skrabes og slibes og sæbes ind af en stor lændeklædeklædt arabisk massør. Jeg kigger lidt vantro ned på den barske behandling, som venter mig bagefter.

Efter 20 minutter er jeg æltet blød, og mindst 200 gram døde hudceller er høvlet af, så jeg er blød som en fersken, lyserød som en gris, dufter af rosensæbe og er mør og tung som en gammel hanelefant. Hele molevitten for 16 kr.

Beretta i bukselinningen

Under mit to dages ophold i Algeriets tredjestørste by, Constantine, blev jeg af byens handelskammer, som jeg skulle besøge pga. dets samarbejde med Dansk Industri og ambassaden, udstyret med en 'eskorte' - en ægte livvagt med en Beretta 9 mm - det vil sige 1,2 kg tung, sort metal - stukket i buskelinningen.

"Jeg skal passe på dig, ikke kontrollere hvad du laver og skriver. Du kan gå og lade som om, du ikke kender mig, hvis du vil, men jeg er der hele tiden. Og hvis nogen vil stjæle dit kamera eller din taske, trækker jeg pistolen. Jeg skyder dem i benene. Hvis ikke så bliver jeg fyret og får skyld for at være medsammesvoren med banditterne. Vous comprenez?" spørger min 40-årige meget ligefremme betjent, Malik, med et smil, som mangler seks tænder.

Vi var uadskillelige i to dage - og ikke af frygt, for det var også her overdrevet. Under frokosten på min invitation blev det klart for mig, at han ikke var en spion, sådan som han kritiserede dette og hint.

De store spiser de små

Han skældte ud over bystyrets råddenskab, pegede over på borgmesteren to borde væk og sagde, at han var korrupt og havde tre store Peugeot 607'ere - så både konen og sønnen også kunne køre en luksusbil.

"Vi siger her: De store spiser de små, og sådan har det altid været i Algeriet. Bureaukratiet er enormt, men det har vi vel lært af franskmændene. Jeg har f.eks. ventet 12 år på at få min egen lejlighed. Jeg bor på 60 kvadratmeter med tre børn på et, to og tre år, min kone og min mor på 82, der forøvrigt blev gift, da hun var 14 år, du. Forklar mig lige, hvordan borgmesterens søn, der er en døgenigt og blot studerer, kan bo i en pragtvilla i det dyre kvarter oppe over byen? For mine penge!," siger han.

Men det er optimismen, som brænder igennem de fleste stemmer, efter det meningsløst brutale 'sorte årti' i 1990'erne - værst fra 1994-98.

Som chefen for handelskammeret i Constantine, Larbi Sonice, siger i sit iskolde kontor i den spektakulære by, der ligger på randen af en slags 200 meter dyb Grand Canyon inde i bjergene:

"De sidste fem år er det gået fremad for væksten i Algeriet. Selv her 400 km fra hovedstaden har vi masser af investeringer, og her er både spaniere, tyskere, italienere, japanere og amerikanere som arbejder - igen. Vi har dygtige driftige lokale folk i mange brancher. Og vi får besøg af præsident Nicolas Sarkozy i denne måned. Det er da et tegn på, at selv franskmændene er interesseret i os igen. Hvis jeg ikke var optimist, så havde jeg sagt jobbet op," siger Larbi Sonice med en klukkende latter.

Uden for i vinterkuldens seks grader står et 11-12-etagers business-hotel i nøgent beton og gaber uden vinduer. Der er bygget udelukkende af kinesere og skal åbne sine 120 værelser til marts. Det første nye hotel i Constantine i over 30 år.

Algeriet synes optimistisk på vej ud af mørket og tror trods alt igen på fremtiden og på bedre tider.

Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer