Læsetid: 7 min.

Algier - Nordafrikas hvide Paris

Algeriets hovedstad står ikke på nogen liste over storbyrejsemål. Men prøv noget nyt: Byen med over fire millioner indbyggere er smuk, levende, sikker, ren og en betagende blanding af fransk og maurisk kultur og arkitektur
Udsigt ned over havnen fra den centrale plads ved postkontoret, den hvide bygning med kupler på.

Udsigt ned over havnen fra den centrale plads ved postkontoret, den hvide bygning med kupler på.

Jens-Arne Sørensen

15. december 2007

Med sit virvar af hvide bygninger ligger Algier som en slags kubistisk maleri af et lysende amfiteater, der skråner ned omkring en blå 40 kilometer stor bugt. Alle avenuer og boulevarder parallelt med Middelhavet er lyse, brede med cafeer og har træ-alleer, de fleste af kæmpe stuebirk!, mens mange gader, der går fra havnen og opad, er stejle eller oftest smalle trappegader, som man kender det fra Montmartre i Paris.

I det hele taget fornægter Algeriets franske fortid sig ikke i gadebilledet. Når man kører eller slentrer rundt i Algiers majestætiske gader med lutter hvide bygninger i fransk belle epoque-stil, minder det om et hvidt Paris - deraf Algiers kælenavn Alger blanche. Forskellen fra Paris er her, at smedejernsbalkonerne er azurblå med matchende skodder på de franske altaner, og balkonerne danner som i Paris en lang linje bygning efter bygning ned ad gaderne.

Siger man Algeriet, tænker alle død og terror. Senest tirsdag oplevede hovedstaden to brutale selvmordsbombeangreb. Men det sker også i London og Madrid, og jeg har ved selvsyn oplevet, at den ufatteligt blodige borgerkrig i 1990'erne har man lagt bag sig. Her kæmpede islamister mod sikkerhedsstyrker i alle afarter - politi, gendarmer, militæret, elitesoldater - en kamp om magt over landet og privilegierne, der kostede mindst 150.000 algeriere livet fra 1992 til 2001.

Perlerække af bygninger

Hvad angår sikkerhed i dag, så er der uniformerede gendarmer for hver 150 meter over hele byen. Livet leves meget på gaden, hvor kørebanerne er stødende fulde af biler, og fortovene og pladserne vrimler med mennesker; unge piger med tørklæde sidder og holder i hånd med deres mandlige udkårne under palmerne på en af de store grønne parkanlæg, der skærer sig gennem den hvide by og åbner et vue ned mod havet. Mændene - og kun mænd - sidder ude og drikker mynte-te eller ekstrem stærk espresso på fortovscafeerne på det trafikerede hovedstrøg Avenue Didouche. Kvinderne sidder indenfor. Sådan er rollefordelingen i dette muslimske land. Men kvinderne er 50-50 delt mellem hovedbeklædning eller udslået hår - og ofte ses en af hver arm i arm som leende veninder på osetur. Dog ses også kvinder med et blondelommetørklæde hen over næseryggen, som skjuler resten af ansigtet. Det er en regional skik fra byen Constantine - herom senere.

Ingen krimskrams-salg

Algiers centrum ligger rundt om hovedpostkontoret, som er en gigantisk maurisk bygning med kupler og forsiringer i stil med Tivolis Nimb og minder om en moské uden minareter. Postkontorets indre lader ikke en moské eller Alhambras sale noget tilbage i udsmykning. Den brede grønne lunge af en plads foran breder sig op ad det skrånende terræn. Naboen er et andet maurisk mesterværk, som oprindelig var avisen Alger Republicain, hvor forfatteren Albert Camus fik sin debut som journalist før Anden Verdenskrig. I dag er det et partihovedkvarter. De store avenuer i dette område er også samling for butikslivet og har flere arkader. Visse butikker er helt med på noderne, men mange med et kvalitetsudbud, der svarer til landets gennemsnitsløn på 8-900 kr. Sidegaderne i centrum kan virke lidt afskrækkende forarmede, men om dagen er det uden fare at gå der og f.eks. opdage et eksotisk fødevaremarked, som minder om Sydeuropas. Men man overfaldes ikke af en mindre hær, der faldbyder tingeltangel. Overhovedet ikke, som det kendes i Marokko og Tunesien.

Hele havnefronten neden for posthuset og en kilometer frem mod Place des Martyrs er en perlekæde af officielle bygninger vævet ind mellem hvide beboelsesejendomme i den typiske balkonstil. Fremhæves skal det mauriske mesterværk, rådhuset, og nationalteatret på den lille grønne plads med fontæne foran kunne ligge i en fransk provinsby, hvis det ikke var for udsigten til Algiers havn. Ude på havnesbassinets moler ligger fine kolonistilsbygninger som Admiralitetet og fiskemarkedet. På den store åbne Place de Martyrs ligger en blændende hvidkalket moské, og bagved vokser den labyrintiske gamle kasbah op ad det 120 meter stejle højdedrag.

Kasbahens labyrint

Alle rejsevejledninger og selv hotellets personale fraråder, at man går ind i kasbahen. Det er fattigt, trangt, og kun indfødte kan finde vej - så man kan både blive rullet og fare vild. Men allierer man sig med en lokal kendt, så er det en oplevelse af de store, for det udgør, hvad der i 600 år oprindeligt var Algier by - med fyrstepaladser, moskeer og fattigfolks rønner, der visse steder er ved at synke i knæ trods FN's fredning. Det er ikke Marrakeshs mylder, men der er små metalværksteder, skomagere og tæppeknyttere i de skulderbrede trappegader. Husene er flere steder sunket ind mod hinanden og har den typiske ottomanske stil med en første etage, der rager lidt ud over grundplanet. Førstesalen understøttes af granrafter malet brune eller sorte. Børn sidder i sandaler og snotnæse på jorden, mødre vinker og smiler tandløst fra tredje sal og råber "Bonjour!", mens kutteklædte mænd og damer med tildækket underansigt bærer deres indkøb og grøntsager hjem. Kasbahen har to rigmandspaladser, som er museer. De har begge smukke indre patioer med fontæner, søjlegange og overdådigt kakkelbeklædte vægge. Pashaens palads fra 1570 er i dag Musee National des Arts et Traditions Populaires, hvor man får indblik i typiske dragter, møbler, husgeråd og skikke. Det koster 1,50 kr. i entré. Algiers kasbah blev i 1992 erklæret for bevaringsværdig kulturarv af UNESCO. Lige bag kasbahen ligger en skøn strand midt i byen, La Sablette, som er proppet om sommeren, og oppe på højen 125 m over stranden troner den kristne kirke i byzantinsk stil Notre Dame d'Afrique, som har indskrevet følgende i koret som en formaning til de daværende herskere, franskmændene: "Nôtre Dame d'Afrique - priez pour nous et les Musulmans" (Bed for os og for muslimerne, red.). Kirken er tvillingesøster med Notre Dame de la Garde, som ligger højt over Marseilles gamle havn.

Kager et kapitel for sig

Algieriet er en ung nation, som først den 5. juli 1962 opnåede uafhængighed fra Frankrig. Den begivenhed - og prisen for det på omkring en million ofre - har fået en mastodont af et monument, Martyrernes Mindesmærke, som er tre mindst 75 meter sammenvoksede høje betonpaneler, der stræber mod himlen på et af byens højeste punkter. Det kan ses fra de fleste steder i byen, og her brænder en evig flamme for ofrene.

Det algeriske køkken er uendeligt, det er velsmagende simreretter, men ikke for krydret: Det er couscous med lam og kylling, lækre såkaldte bourek, der er en slags forårsruller med alskens fyld af kød, fisk, grøntsager. Den lokale shawarma med marineret krydret kød, som man spiser ved at rive en tynd pandekage i stykker og samle kød, salat og hummus i mundrette bidder. Ingen pita her. De søde sager er en kunst i arabiske lande: Alverdens kunstnerisk udførte kager med pistache-, mandel- og nøddemasse, dryppende af honning eller syltet frugt, revet squash i sukkerlage. Selv mænd smutter inden om konditorerne og får et sukkerkick - eller to.

Vildt bjerglandskab

Hvis man vil væk fra byens mylder, er den gamle by Constantine 400 kilometer sydøst for Algier i bjergene en oplagt idé. En flybillet koster 490 kroner tur/retur, og man får en enestående oplevelse. Byen blev grundlagt af romerne - kejser Constantin - og fem buer af deres akvadukt står stadig. Byens gamle del ligger som en ørnerede på et klippemassiv, der tårner sig op 175 meter over floden Rhumel. Det virker, som om byen er anlagt på kanten af Grand Canyon, da flodens vand har eroderet et U rundt om klippen med byen på siden tidernes morgen. Byen er derfor forbundet med hårrejsende spinkle hængebroer til både biler og fodgængere, og flere store veje er hugget ind gennem tunneler og som hylder (corniche, red.) i flere niveauer på klippevæggen over floden. Byen har en gammel kasbah, som er anlagt om emirens palads. Det har fem storslåede indre gårde med haver og vandbassiner. Det er et skatkammer, og der ville være en kilometer kø af turister, hvis det lå i Europa. Ellers har byen sine officielle bygninger i fransk imposant stil som teatret, museet, gymnasiet, rådhuset, der vender ud mod pladser og store gader, mens resten af byen er meget arabisk med små butikker og spisehuse, hvor der grilles f.eks. fårehoveder. Landskabet rundt om Constantine er et udstrakt, vildt bjerglandskab som i Provence.

Algeriet har meget at tilbyde, men som ethvert andet sted, der er lider under et renommé som kriminelt, voldsplaget og farligt, skal det nok kæmpe hårdnakket mod sit dårlige rygte i mindst et årti. Spørg f.eks. New York, Rio de Janerio og Kroatien. Disse har oplevet at vente, før turiststrømmen vendte tilbage. Måske er det nu Algeriets tur.

Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu