Partiet Ny Alliance havde en berettigelse og en vigtig platform, da det blev dannet i foråret. Som en borgerlig modvægt til Dansk Folkeparti og et hjemsted for de politisk hjemløse Fogh-støtter fik Naser Khader og hans nye parti god vind i sejlene fra start.
Men i dag er det politiske billede et helt andet og spørgsmålet er, om Ny Alliance overhovedet har en fremtid. Bliver alliancen den døgnflue, som nogen har spået, eller vil det lykkes de tre stiftere at etablere sig som et regulært parti, der repræsenterer en politisk strømning, som ikke er optaget af andre.
Som valgkampen og ugerne er gået, og som det politiske landskab har udviklet sig, er døgnflue-scenariet nok det mest sandsynlige for Ny Alliance. Og det er der to grunde til. Den ene er de indre spændinger og manglende evne til at håndtere kriser og uenigheder, som præger partiet. Den andet er den nye parlamentariske virkelighed efter valget.
Svaghed udstillet
Sagen omkring MF'er og tidligere generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, har været et hårdt slag mod Ny Alliance, og et godt gæt vil være, at partiet i en længere periode vil blive sendt ned under spærregrænsen i meningsmålingerne.
Men sagen udstillede også partiets svaghed. Under sin tilblivelse var den tilbagevendende påstand, at der er højt til loftet i Ny Alliance. Her kan man diskutere alt, og man kan endog rumme enkelte medlemmers særstandpunkter.
Partiets program blev udarbejdet efter en meget åben proces, hvor ledelsen henover sommeren havde bedt sine mange nye medlemmer om at indsende gode forslag til ny politik. For et nyt parti med en ledelse, der har rødder i hvert sit holdningsmæssige udgangspunkt, er den strategi livsfarlig.
Hvis man et øjeblik drager en parallel til Dansk Folkeparti, som er det eneste nyere parti, som har vist sig levedygtigt, så skyldes succesen ikke mindst en jernhård partidisciplin.
Måske var det den, Gitte Seeberg forsøgte at indføre i Ny Alliance, da hun i denne uge offentligt bad partifællen Lars Kolind overveje sit medlemskab af partiet, efter at han havde udtrykt støtte til Jørgen Poulsen og hans famøse gyldne håndtryk. I hvert fald virkede det bizart at slå så hårdt ned på Kolind i en sag, som intet politisk indeholder.
At partiet på den anden side gjorde rigtigt i hurtigst muligt at forsøge at få lukket Jørgen Poulsen-sagen, inden skaden blev for stor, er en anden sag.
Hverken sag eller leder
Et nyt parti som Ny Alliance kan leve længe på en folkelig opbakning til en stærk karismatisk leder - som eksempelvis Erhard Jakobsen eller Mogens Glistrup - eller på en stærk sag med tag i et bestemt befolkningssegment - som Kristeligt Folkeparti.
Men Ny Alliance har ingen af delene, og partiet kom helt til kort i valgkampen, hvor man oven i købet uforvarende kom til at begå en stribe taktiske fejl.
Men kan Ny Alliance så etablere en platform som VK-regeringens støtte med de afgørende stemmer, som trækker Anders Fogh Rasmussen i en bestemt globalt orienteret retning. Næppe.
Situationen efter valget i sidste måned er, at Anders Fogh Rasmussen er tvunget til at søge brede flertal. Både de radikale og Socialdemokraterne er sultne efter at få indflydelse på den daglige politik, og det er svært at se, hvad Ny Alliance har på hylderne, som de to andre ikke har. Regeringen vil i alle væsentlige sager søge forlig, der rækker hen over midten, og når regeringens liv står på spil, hvis oppositionen beslutter sig for at gå på jagt efter en minister eller hele regeringen i en bestemt sag, vil statsministeren samle sit smalle flertal omkring sig med Dansk Folkeparti, færingen Edmund Joensen og afhopperen Pia Christmas-Møller.
Kun hvis det mislykkes, vil Fogh Rasmussen have brug for at appellere til Ny Alliance. Men det er ikke en rolle, man som parti kan overleve på i længere tid.
