Læsetid: 5 min.

Andenvikarens julehilsner

Gode julehilsner er noget, man skal gøre sig fortjent til. En række personer ønskes henholdsvis en saftig and, og at de må kløjs i den
29. december 2007

Man må sandelig sige, at den unge redaktør er ramt af julestemning og flinkhed, for han har netop givet mig den bedste julegave, man kan forestille sig: At få lov til at give én sidste lektion for mine små kælebasser, inden Mester Vinn atter er tilbage med fornyede kræfter i armene og kindheste, så det synger.

Dette tilbud er ikke alene flinkt, det er faktisk også rørende. For der er intet, jeg hellere vil end at se tilbage på det forgangne år sammen med mine søde dengser, og i fællesskab med dem uddele små jule- og nytårshilsner.

Normalt ville man måske uddele sine hilsner ret bredt og f.eks. sige "En glædelig jul og et godt nytår til jer alle". Men dette er ikke vores stil. Iår skal der differentieres! Jeg ønsker således kun en god jul til nogle, andre ønsker jeg faktisk en ret ringe jul og atter andre ønsker jeg en helt igennem rædsom jul og et endnu værre nytår. Der skal være orden i tingene!

Jeg tillader mig at starte i den negative ende af skalaen og ønsker hermed Jørgen Poulsen fra Ny Alliance en overordentlig skidt jul og et ganske elendigt nytår. Poulsen er ham, der vandt årets pris for den absolut værste, tarvelige spillestil, da han vha. sine advokater afpressede nødhjælpsorganisationen Røde Kors intet mindre end 750.000,- kr. i fratrædelseskompensation. Dén havde jeg sgu ikke set før.

Den er om muligt endnu tarveligere end Henning Dyremose, som scorede 30 millioner på at sælge det firma, som han ellers var ansat til at drive og bevare (en rigtig dårlig jul tror jeg også, jeg kan ønske ham, ikke mindst på vegne af de ansatte i TDC).

Dummere er den også, og her vil jeg gerne indgå et væddemål og afgive et løfte. Jeg tør nemlig vædde hvad som helst på, at dette griske lille stunt vil koste Poulsen valget næste gang, og jeg tør næsten også vædde på, at det vil koste NA livet. NA fik jo netop opbakning fra vælgere, som var oprørte over Danmarks umenneskelige flygtningepolitik og ønskede, at danskerne skulle give et større bidrag til flygtningehjælp i denne verden. De mente jo nok ikke, at nationen skulle samle ind til Poulsen - og den slags bliver husket. Og hvis det ikke bliver, lover jeg hermed at minde om sagen, hvis ellers jeg skriver i aviser ved næste valg. Ama'r!

Fy for satan

Men til gengæld må man sende de varmeste og allermest bedrøvede julehilsner til de arme stakler, der stadig sidder i flygtningelejrene her i landet. Hvor er det dog skamfuldt at leve i så småligt et land, at der ikke forlængst er udvist lidt barmhjertighed og storsind og slet og ret uddelt amnesti. Sverige kunne finde ud af det, Spanien og Italien har gjort det, kun mit fædreland er så småligt og fornæret, at en sådan gestus aldrig vil kunne komme på tale, end ikke i den hellige jul. Nåde og barmhjertighed er der sgu ikke noget af i dagens politiske klima og slet ikke med de allersværest stillede.

Man burde egentlig udråbe et tifoldigt "Fy for satan" og samtidig ønske flygtningepolitikkens Kjærsgaarder, Camrer, Krarupper, Hvilshøjer og Fogher det allermest forfærdelige, man kan komme ud for som menneske. Eller, i det mindste, at den slags mennesker får den værste jul og det mest ubehagelige nytår, man kan forestille sig. Det ville kun være retfærdigt.

Når vi nu er ved politikere, kunne det måske også være interessant at kikke lidt på Københavns overborgmester. Tilfældigvis var jeg ikke i landet, da alle optøjerne omkring Ungdomshuset løb af stablen, men jeg fik da indtryk af, at dette var Ritt Bjerregaards første egentlige prøvelse som borgmester og at hun klarede den dårligt. Hertil er der så at tilføje, at ting indimellem kan ændre sig, og at der bør være større glæde ved en omvendt synder end ved 10 farisæere. Ungdomhuset var et problem, Ritt havde arvet efter Kramer & co.s helt tåbelige beslutning om at tillade et salg til kristne fanatikere (dårlig jul også til Ruth Evensen og Faderhuset!).

I den forstand var hun jo skyldfri og da man ikke sådan uden videre kan ophæve den private ejendomsret, måtte tingene vel gå, som de gik. Og meget hjælp fik hun jo ikke fra andre politikere, det var som om den borgerlige fløj pustede til ilden og prøvede at obstruere så meget som muligt (en ret skidt jul ønskes hermed Helge Sander, der spændte ben for den udmærkede brandstationsløsning). Men alligevel ser det så her ved slutningen på året ud til, at der kommer en mindelig løsning på det hele. Finger-knips herfra til dén udgang - og iøvrigt også en anerkendelse af at Ritt, på trods af talrige obstruktioner, fortsat prøver at skaffe de 5.000 billige boliger, byen mangler så meget. Lad os ønske hende en OK jul og en udmærket nytårsaften.

Pot til Peter Øvig

Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om vores Kulturminister, idet det kunne se ud som om, den små Brian har modereret sig noget på det sidste. Men varme hilsner kommer der ikke til ham herfra - ikke sålænge vi ser det ene lokalbibliotek efter det andet blive nedlagt. Heller ikke sålænge der ikke er en litteraturpolitik, som f.eks. kunne gå ud på, at bibliotekerne skal fremme litteraturens mangfoldighed og ikke spilde sine kræfter på alt muligt andet. Jeg ved ikke, om Brian er en god sports- og underholdningsminister, nogen god kunstminister er han i hvert fald ikke. Lad os håbe, anden er lidt tør, flæskestegens svær blød og at han keder sig nytårsaften.

Til gengæld bør vi alle sende vores varmeste julehilsner til dem, som stadig skriver bøgerne, ofte til halvsløj betaling og med enormt mange private ulemper, ikke alene fordi det er et halvfarligt, stresset job med en høj dødelighed, men også fordi krtikken ofte går så meget over gevind. En fortræffelig jul og et vidunderligt nytår til jer, I helte! En ordentlig håndfuld gode hilsner også til de sprællemænd, der opfandt det mærkelige hippiebegreb 'rocker-fuckere', som i al korthed går ud på, at man planter sin pot selv og forærer det væk, man ikke har behov for. Desværre har jeg hverken have eller adgang dertil, så jeg må nøjes med at støtte moralsk op. En fremragende jul til jer, og husk nu at give noget til Peter Øvig, som ifølge rygterne fik al sin pot konfiskeret af politiet i starten af julemåneden. Og en meget stor hilsen til de unge aktivister omkring Stefans-kirken og kulturhuset på Blågårdsplads, som foranstaltede en storstilet indsamling af julegaver til de arme stakler der på gud-ved-hvilket-år sidder i flygtningelejre. Indsamlingen fik overvældende stor opbakning på Nørrebro og i NV, så det er heldigvis ikke alle, der bakker op om VKO's menneskesyn.

Lad dette være det sidste ord herfra. Jeg ønsker en rigtig glædelig jul og et godt nytår ... til nogle af jer! Og husk nu alle at tage pænt imod overlærer Vinn, når han vender tilbage efter nytår. Også selvom han kan være strid.

Bent Vinn Nielsens forfatter-kollegaer Peter Laugesen og Jan Sonnergaard har vikariet her på pladsen, men efter nytår vender Vinn tilbage

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Petersen

Det var da en dejlig forfriskende jule- og nytårshilsen. Jeg ønsker et godt nytår til alle, der har brug for dette. Det indebærer, at VC-regeringen (partiernes valg-bogstaver) væltes, at vi får en regering, som er nødt til at basere sin politik på et flertal med SF og Enhedslisten. Det er ikke sundt for den danske befolkning at have en regering, der skamrider den offentlige sektor, og som tilsyneladende kan slippe godt fra at påstå, at den lige har foræret 5 milliarder kr. til de offentlig ansattes overenskomstpulje. Det er sørgerligt, at toppen af Socialdemokraterne er hoppet med på den vogn. I den forbindelse et godt nytår til Jan Helbak fra Odense, som har turdet sige sin socialdemokratiske partitop imod.