Læsetid: 2 min.

Bølger

Det lykkelige menneske tænker på havets bølger som en evig ankomst. Digtningen er fuld af bølger, i sit sprog, sin musik, sine billeder
Kultur
7. december 2007

Man kan have en dårlig dag. Uden særlig anledning sniger en initiativløs mathed sig ind over en som et mentalt gråvejr, en ubalance.

Jeg registrerer, at pulsen giver sig til at marchere, at sætte kadencen op, så det næsten kan høres. Opmærksomheden forøger kun takten i dette indhug i livsfølelsen med sin påmindelse om, at mekanikken også går i stå en dag, at bølgen tager land.

Sagt med en metafor, der sætter en mindelse i gang: læsningen af Christina Hesselholdts lille skildring af det pludselige syn af brændingen i "Kattegat", der slutter prosastykkerne i En have uden ende: "Bølgerne, den ene efter den anden, en stadig ankomst".

Sådan tænker det lykkelige menneske.

Digtningen er fuld af bølger, i sit sprog, sin musik, sine billeder. En modforestilling finder jeg i Shakespeares sonet LX, som den lyder i Østerbergs gamle oversættelse:

Som bølger ruller ind mod stenet bred,

Må livets stunder mod dets slutning ile

Afløsende hinanden fjed for fjed

I slidsom rækkefølge uden hvile.

Tiden øder livets gave. Intet står som ikke dødens le skal hugge. Og dog, slutter han, "mit vers skal stå til sildig tid". Det fik han ret i. Men det hjælper så ikke en anden en, der nok ved, at livet er kort, men kunsten lang. Og dog, vil også jeg sige.

Skønhed og Shakespeare

Musik kan afhjælpe, stabilisere hjertebanken, hvis den ikke omvendt sætter den i gang. Jeg kom i tanker om, at der var annonceret en korkoncert i Garnisonskirken til samme eftermiddag, hvor Ars Nova skulle opføre værker af 75-års fødselaren Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Jeg besluttede at søge kantonnement på kultstedet. Ud over uropførelse af 'Tre korsatser til tekster fra Prædikerens bog' - ja, ja, sol går op og sol går ned, det var lige i øjet og øret - fremførtes hans seks danske sange og så "Three Stages" bygget over bl.a. lyde fra byen, lyde fra skoven, der så mødes i tredje sats.

Der var gamle københavnske gaderåb, og der var fuglekvidder af gøg, skovdue, solsort, nattergal og natugle, videre ifølge komponistens programerklæring de første fire linjer af Shakespeares sonet, sunget som cantus firmus. Og det hele sluttede i skønhed og særpræg som en bølgen:

like as the wawes make towards the peppled shore

so do our minutes hasten to their end.

Jeg glemte da at registrere det indre bølgeslag, som må have fundet sin rytme, men blev forsynet med en tro på kunstens dybde- og længdevirkning i tiden, et sted, hvor jeg har kunnet stjæle en idé om Shakespeares bølger og en påmindelse om at se deres skønhed - og at tage imod dem i taknemmelighed som en stadig ankomst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lone Wienberg Hansen

det hele er værd ser du bare aura. Ved du ikke den er skjult. Tig stille man, jeg lytter til de høje toner. Der slags i mit kranie. Det er bare den indre hungersnød. Hvilken ståsted. Jeg har vist en kæmpe bulle, lige i nakken. Men det er jeg vandt til. Ren ernæring er ikke at fordærve.