Læsetid: 7 min.

De demokratiske torturbødler

Den moderne demokratiske torturbøddel ved, hvordan man tæver forstanden ud af folk uden at efterlade sig spor, skriver professor Darius Rejali i sit murstensværk 'Torture and Democracy'
De sidste 40 års demokratiseringsproces i store dele af verden har ikke fået efterspørgslen på tortur til at dale. Her udsætter Maboud Ebrahim Zadeh sig frivilligt for -Waterboarding- under en demonstration imod tortur foran Justitsministeriet i Washington.

De sidste 40 års demokratiseringsproces i store dele af verden har ikke fået efterspørgslen på tortur til at dale. Her udsætter Maboud Ebrahim Zadeh sig frivilligt for -Waterboarding- under en demonstration imod tortur foran Justitsministeriet i Washington.

Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix

12. december 2007

Demokratiske stater har været aldeles opfindsomme, når det gælder udviklingen af usynlige torturmetoder, siger den anerkendte amerikanske professor, Darius Rejali, der er leder af Institut for Politisk Videnskab på Reed Universitet. Igennem analyser af over 2.000 kilder på 12 forskellige sprog forkaster Rejali al naivt håb om, at menneskerettighedsgrupper og demokrati, som vi kender det i dag, i sig selv udgør garantier mod tortur.

Uanset hvilken definition af tortur, man vælger, så trives tortur i det 21. århundrede, skriver Rejali i introduktionen til sin nye bog Torture and Democracy, hvor han gennemgår metoder, som f.eks. elektrisk stød, 'waterboarding', stresspositioner, søvnfrarøvelse, støj, slag og meget andet.

For blot en måned siden var der stor blæst om udnævnelsen af den nye amerikanske justitsminister, Michael Mukasey, fordi han ikke entydigt ville kalde 'waterboarding' tortur, og dermed ulovligt - selvom 'waterboarding' ifølge jurister og menneskeretseksperter formelt har været betragtet som tortur i over 100 år. 'Waterboarding' er en forhørsteknik brugt af blandt andet CIA og går ud på at fremkalde druknefølelse hos den mistænkte ved at presse vand ned i lungerne.

Rejali sagde i tirsdags til den amerikanske ugeavis Willamette Week:

"Udnævnelsen af Mukasey bekræftede, hvad alle frygtede. Hidtil var de fleste villige til at tro, at waterboarding er 'noget som fyrene på natholdet gjorde'. Hvad han bekræftede var, at der er memoer og dokumenter, og at det er politisk besluttet."

Rejali er vokset op i Iran og kender tortur fra 'mørke familiefortællinger'. Men tortur er ikke begrænset til diktaturer og totalitære stater: tværtimod har de største vestlige demokratier, Frankrig, Storbritannien og USA, været blandt pionererne i udviklingen af de såkaldt 'rene teknikker' - torturmetoder, der ikke efterlader umiddelbart synlige spor på offeret.

I efterdønningerne af 11. september vil ingen være overraskede over, at tortur har sine støtter - selv i demokratier, konstaterer Rejali. Men gennem torturteknikkernes historie punkterer han endegyldigt myten om, at demokratier primært griber til tortur i krisetider - samt myten om, at tortur kan være nødvendigt, endsige nyttigt for at forebygge terror og andre forbrydelser.

"Den vestlige verden har ikke ligefrem haft stor succes i vores efterretningsstrategi ved at give køb på menneskerettigheder. Hvis vi havde det, ville vi se horder af skyldige terrorister bag lås og slå," sagde Rejali, da Information mødte ham i København i september, en måned før Torture and Democracy udkom.

"Når man én gang har tilladt tortur, har man sat gang i forfærdelige ting, som vil forplante sig hele vejen igennem systemet. Desværre. Det er nemt at starte, men svært at stoppe. Det ser vi i USA nu. De personer, der har en professionel tilgang til efterretningsvirksomhed, er på vej ud af CIA. Og dem der bliver tilbage, er dem, der er korrumperet af de nye standarder," siger Rejali.

Usynlig vold

Ved at bruge 'rene teknikker' fratager torturbødlen bevidst offeret troværdighed over for det samfund, der burde skride ind imod overgrebet. Uden synlige spor bliver tortur-offeret ude af stand til at kommunikere smerten, og det skaber en kynisk kalkuleret afstand mellem ofrene og det omgivende samfund; "en afstand, der giver ly til statens legitimitet", skriver Rejali i introduktionen til Torture and Democracy.

Udbredelsen af 'rene teknikker' er netop sket i takt med den stigende sociale kontrol med statens magtmidler og den internationa-le 'menneskerettighedsæra', som gør tortur til et illegitimt voldsudtryk. Men de sidste 40 års demokratiseringsproces i store dele af verden har ikke fået efterspørgslen på tortur til at dale, hævder Rejali - og sandheden er, at "vi er mindre tilbøjelige til at klage over vold, som er usynlig."

Spørgsmålet er altså ikke om tortur er foreneligt med demokrati, men snarere hvordan demokrati og tortur kan sameksistere.

For at finde svaret - uden at forfalde til mytedannelser - må man ifølge Rejali supplere 'hvorfor' med 'hvordan':

"At forklare hvordan tortur sker, er et rimelig pålideligt check af vildledende og forfejlede fortællinger om, hvorfor tortur sker," skriver Rejali og lægger dermed op til en omfattende og detaljeret gennemgang af de såkaldt 'rene teknikker'.

Mytepunktering

Undervejs i Torture and Democracy dementerer Rejali herskende forestillinger, som f.eks. at Frankrig vandt over 'terroristerne' i Algier-krigen ved hjælp af tortur, at staters brug af tortur 'ved fronten' kan afgrænses fra staters magtudøvelse 'herhjemme' - samt at moderne tortur-metoder, som bliver brugt i vestlige demokratier, er opfundet af regimer som Stalins Sovjet eller Hitlers Tyskland.

Ingen af delene er tilfældet, hævder Rejali, der analyserer teknikkernes historie i stedet for nationernes, "fordi det virker som modgift mod vildledende national hukommelse". Specialister, der analyserer tortur med udgangspunkt i nationer, er i overhængende fare for at begå fejl, fordi de vil være tilbøjelige til at bruge nationale, nedarvede fortællinger som basis for deres teser.

Rejali taler af erfaring, fordi hans første bog om emnet, Torture and Modernity: State, Society and Self in Iran netop tog udgangspunkt i nationalstaten. Da Rejali senere skiftede metode, måtte han sande, at han i sine tidlige studier havde accepteret teser om torturens oprindelse, som var fejlagtige: "Det var en smertelig erkendelse, ikke blot fra et akademisk synspunkt, men fordi den talte imod nedarvet folklore født af et nationalt traume, som jeg som yngre optog som et faktum," skriver Rejali.

Stalin og Gestapo

Mange husker med forfærdelse den degenerede retssikkerhed i Stalins Sovjet, hvor tortur blev brugt systematisk til at få formodede forrædere til at underskrive fabrikerede tilståelser. Men de teknikker, som Stalins torturbødler brugte, var ikke opfundet i Sovjet.

"Teknikkerne var velkendte før 1928 og blev praktiseret primært i de store vestlige demokratier (USA, Storbritannien, og i mindre udstrækning Frankrig og Weimars Tyskland). Det er ikke noget, som generelt bliver husket," skriver Rejali. Han dokumenterer det blandt andet via den forskning i sovjetisk afhøringspraksis, som CIA-chef Allen Dulles satte specialisterne i neurologi og medicin, Harold Wolff og Lawrence Hinkle, til at udføre i 1956.

Den mest nærliggende konklusion på, hvordan de 'rene' tortur-metoder havde fundet vej til Sovjet, er ifølge Rejali, at de sovjetiske forhørsledere i NKVD (det senere KGB, red.) "simpelthen havde adopteret de teknikker, de selv havde været udsat for andre steder," eftersom mange socialister forinden havde været fanger i USA og Europa.

"Æren for opfindelsen af moderne tortur burde gå til politiet i de dominerende demokratiske stater. De havde praktiseret usynlig tortur ved hjælp af de samme teknikker til at fremtvinge falske tilståelser mindst et årti før NKVD gjorde brug af dem. NKVD's opfindelse var at bruge disse teknikker til iøjnefaldende ideologiske formål," skriver Rejali.

Også Hitlers Gestapo var inspireret af demokratiske staters politimetoder. Tortur-metoderne i Nazi-Tyskland var alsidige og mange af dem ikke spor usynlige. Men i 1937 blev det tyske justitsministerium utilpas ved synet af fanger med sår og mærker, og i samarbejde med Gestapo udviklede justitsministeriets advokater retningslinjer for afhøringer, så tævene ikke efterlod synlige spor. Forhørsreglerne blev udvidet i 1942 til også at omfatte søvnfrarøvelse, sult, udmattende øvelser og isolation i mørke celler, "praksisser, som Gestapo vidste var almindelige i USA og Storbrittanien," skriver Rejali.

Werner Best, nazisternes guvernør i Danmark, protesterede under Nürnberg-processen mod de allieredes hykleriske anklage mod Gestapos tortur: "Lignende metoder blev brugt i andre lande," sagde Werner Best. Et udsagn, der både er rigtigt og forkert, skriver Rejali, fordi Gestapos tortur ofte strakte langt ud over, hvad der var beskrevet i de officielle retningslinjer.

Frygt og fejltagelser

Under Algier-krigen, hvor den franske kolonimagt og den algierske oprørshær, FLN, i 1956 kæmpede om hovedstaden i Algeriet, udgør "det forbløffende øjeblik, hvor moderne demokratier begyndte en offentlig retfærdiggørelse af tortur," skriver Rejali i kapitlet 'What the Apologists Say'. Men, skriver Rejali:

"I virkeligheden viser krigen torturens ødelæggende konsekvenser for ethvert demokrati, der er tåbeligt nok til at institutionalisere den."

Den franske hær nedkæmpede FLN på trods af tortur og ikke på grund af tortur, hvilket de nyligt åbnede arkiver om krigen samt flere franske forhørslederes biografier fra 1990'erne viser.

Over halvdelen af de algierere der 'forsvandt' i løbet af krigen var uskyldige, og for hver FLN-soldat, der blev tortureret, var der 15 civile tortur-ofre. Og uskyldige vil ofte sige hvad som helst under tortur, hvilket giver enorme mængder falske efterretninger.

"Når man introducerer tortur-informationer i sit efterretningssystem, kan man kun være helt sikker på én ting: at man underminerer sit retssystem. Man kan ikke skelne sandt fra falsk, og til sidst er hele systemet baseret på rygter og skygger. Der er ikke noget hokus-pokus ved god efterretning, men det kræver investeringer i menneskelige kompetencer," siger Rejali.

Brugen af tortur fjerner fokus fra almindeligt gedigent politiarbejde. Rejali nævner i bogen et eksempel, hvor en algierer blev tortureret i tre dage uden at sige noget. I hans lomme lå en oversigt over en af FLN's bombefabrikker.

"Hvis franskmændene havde kunnet læse arabisk, ville de have fundet fabrikken flere dage tidligere. Men de havde travlt med at torturere," skriver Rejali.

Selv den franske general Massu, der var ansvarlig for operationen i Algier, har siden afvist, at tortur var nødvendigt, skriver Rejali:

"Adspurgt om tortur er uundværligt i krigstid, svarede General Massu i 2000: 'Nej, når jeg tænker tilbage på Algier, smerter det mig. Vi kunne have gjort tingene anderledes'."

50 år efter Algier fortsætter jurister, militærfolk, statsledere og lægmænd glidebanen mod brug af tortur. Det er ikke bare amoralsk - det er dumt, mener Rejali:

"En af de største fejltagelser er, at vi tror, demokratiet gør os svage. Det gør det ikke. Når vi har befolkningens tillid og samarbejdsvilje, kompentent efterretningspraksis, velfungerende juridiske systemer, så er vi stærke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu