Læsetid: 9 min.

Derfor vandt Putin

Kredsen omkring Putin har sat sig på magten i Rusland og gjort det af med enhver opposition, konstaterer en tidligere Sovjet-dissident og politiker, der her giver sit svar på, hvorfor putinismen har sejret
Regimet. Ruslands præsident Putin holder tale ved mandagens partikongres i Moskva.

Regimet. Ruslands præsident Putin holder tale ved mandagens partikongres i Moskva.

IVAN SEKRETAREV

20. december 2007

Lad mig begynde med at slå fast, at jeg anser den nuværende russiske præsident og hans politik for ekstremt skadelig. Vladimir Putin er for mig at se den mest skumle figur i russisk samtidshistorie. Fra begyndelsen af sit styre har han anført - og nu næsten fuldført - en omfattende antidemokratisk kontrarevolution. Han har tilintetgjort adskillige af de civile rettigheder i landet, deriblandt så afgørende friheder som ytrings- og informationsfriheden. Han har betydeligt indskrænket forsamlings- og foreningsfriheden såvel som retten til fredelige protester og demonstrationer.

Putins regering har konsekvent søgt at gøre det af med politisk opposition og har målrettet stræbt efter at bringe uafhængige, upolitiske civilsamfundsaktiviteter ind under sin kontrol. Med Putins viden og opbakning - eller mere sandsynligt: efter hans direkte anvisninger - er snesevis af mine medborgere idømt uretfærdige, drakoniske og politisk motiverede fængselsstraffe. Han bærer derfor det direkte ansvar for, at der er opstået en ny generation af politiske fanger i Rusland.

Den russiske præsident siges at være 'forfatningens værner'. Men den mand, som har svoret at værne om de civile rettigheder og menneskelige friheder i vort land, har gjort sig skyld i adskillige tilfælde af graverende embedsmisbrug og har groft krænket ånd som bogstav i den forfatning, over for hvilken han har aflagt troskabsed tre gange. For blot at nævne et eksempel har han erstattet Ruslands forbundsstatslige struktur med en strengt ensrettet regeringsmodel, hvor al magt er koncentreret i Kreml. Putin bærer ansvaret for massemord på fredelige civile borgere i Tjetjenien og har genoplivet ondartede forestillingsmønstre fra Sovjet om et Rusland 'omringet af fjender', imod hvilket er rettet 'en verdenskonspiration'.

Hvad er hemmeligheden bag Vladimir Putins popularitet? I Vesten - og fra ligesindede i Rusland - hører jeg ofte følgende synspunkt:

Det er muligt, at Ruslands præsident er en nedrig hersker, og at vi kan se klare autoritære, hvis ikke totalitære træk i hans politiske linje. Men hvad kan vi stille op? Han har vundet to valg med imponerende resultater: 53 procents tilslutning i 2000 og 71 procent i 2004. Det må betyde, at hans politik imødekommer det russiske folks forhåbninger og aspirationer, og at han selv - om man så kan lide det eller ej - er legitim repræsentant for Rusland. Men hvad stemte flertallet af russiske borgere i realiteten for ved disse to valg? Var det virkelig Putin og hans politik eller noget andet?

I min besvarelse af det spørgsmål bør jeg præcisere, at jeg ikke kender det nøjagtige omfang af Vladimir Putins personlige ansvar for den politik, der bærer hans navn. Når jeg skriver 'Putin' sigter jeg primært til den politik og det væv af sammenhænge, der er vokset frem af det tidligere KGB's og det nuværende FSB's infrastrukturer. Hvad angår den tidligere KGB-oberstløjtnant Vladimir Putin som person, er han en mand, jeg ikke kender og intet ønske har om at kende.

Spørgsmålet er nu: Hvorfor kom putinismen til at triumfere over andre mulige politiske udviklingsveje for Rusland?

For at få svar på det, må vi gå længere tilbage end til august 1999, da præsident Jeltsin uventet udpegede en lidet kendt officer fra de hemmelige tjenester, der kortvarigt havde stået i spidsen for FSB, til premierminister. I stedet må vi gå tilbage til de begivenheder, der fandt sted præcis otte år før. Det fejlslagne kup, der fandt sted i august 1991, blev mødt med ægte folkelig jubel. Resultatet blev nøjagtig det modsatte af, hvad de kommunistiske kupledere ønskede: Det regime, der kontrollerede en tredjedel af planeten og forekom så evigt som de egyptiske pyramider, blev forvist til historiens mødding - for altid så det ud til.

Da Boris Jeltsin, den daværende præsident for Den Russiske Republik, selvsikkert erklærede, at Ruslands demokratiske fremtid og velstand nu var sikret, indså mange mennesker nok, at demokratiet ikke ville triumfere øjeblikkelig, og at levestandarden ikke med det samme ville nå vestligt niveau. Det var åbenlyst, at opløsningen af en stor stat ville blive en ekstremt vanskelig og smertefuld proces. Ingen forudså dog den enorme inflation blot et år senere og ej heller, at kampvogne på Jeltsins befaling ville beskyde parlamentet to år senere, eller at Grosnij, Tjetjeniens hovedstad, ville blive forvandlet til en ruin i 1995.

Vi forudså heller ikke den ekstreme korruption i Jeltsins regering fra top til bund eller sammensmeltningen af organiseret kriminalitet og erhvervsliv i såvel de statslige som de private sektorer.

Hvem kunne i august 1991 have forudset, at en nedbrudt Jeltsin på nytårsaften 1999 ville frafalde sit præsidenthverv og bede sine landsmænd om tilgivelse, eller at hans embede snart ville blive overtaget af et produkt af de selv samme hemmelige tjenester, som Jeltsin og de øvrige 'sejrherrer' fra august '91 opfattede som symbolet på og kernen af den absolutte ondskab. Og at hele landet, med undtagelse af nogle få intellektuelle og demokratiske politikere, ville bifalde denne udvikling?

Det stabile Rusland

Russiske og udenlandske analytikere har flere forklaringer på fænomenet Putin. Den første er, at Putin gav russerne, hvad de længtes efter oven på 1990'ernes fortsatte katastrofer: en følelse af relativ stabilitet og relativ sikkerhed. Sandt er det, at den økonomiske nedtur er stoppet, en vis vækst er indtrådt, og lønninger udbetales nu næsten hele tiden punktligt. Antallet af borgere under fattigdomsgrænsen er faldet. Tjetjenernes væbnede modstand er næsten fuldstændig slået ned. Der har ikke været større terrorangreb i nogen tid.

Men hvor stabil er Rusland i grunden? Jeg er overbevist om, at den blodige undertrykkelse af den tjetjenske separatisme har skabt en langsomt brændende lunte i Ruslands sydflanke, og at bomben for enden af denne vil eksplodere før eller siden. Samtidig hævder mange økonomer, at den nuværende fremgang skyldes en kombination af en række faktorer, der ikke kan vare ved. Andre siger, at vores økonomiske stabilitet i realiteten er stagnation, og at den tilsyneladende gunstige sociale og økonomiske situation næsten udelukkende er baseret på eksport af olie og gas, og at Rusland uden disse indtægter snart ville synke ned til tredjeverdensniveau.

Uanset hvad, kan disse 'resultater' ikke forklare Putins valgsejre. Uanset hvad Putin lovede befolkningen i 2000 - stabilitet, velstand, hævn over terroristerne, hurtig sejr over separatisterne - så lovede hans rivaler nøjagtig det samme. Blandt disse var Gennadij Sjuganov (som også lovede social retfærdighed), Grigorij Javlinskij og Vladimir Zhirinovskij. Hvorfor foretrak vælgerne en diminutiv oberst med kolde fiskeøjne?

Analytikere forklarer undertiden Putins succes ved, at russerne ikke så meget stemte 'for' ham som de stemte 'imod' det kaotiske kludder i den sene Jeltsin-periode, imod 'demokraterne' kort sagt. Når russerne bruger ordet 'demokrater' med klar afsky i stemmen, tænker de ikke på princippet om folkets suverænitet. Putins rådgivere anvender jo selv demokratisk retorik. Putin, siger de, er en ægte 'folkets leder', han støttes af 'flertallet', han personificerer en ægte russisk udgave af demokratiet. Putin betegner selv sin model som 'styret demokrati' eller 'suverænt demokrati'. 'Demokraterne' var derimod dem, som 'bragte landet på afgrundens rand' i 1990'erne og overlod det til at blive udplyndret af tyve og amerikanere.

Min egen opfattelse er den modsatte: at katastroferne i 1990'erne var resultatet af et fravær af ægte frihed i landet. Problemet med Jeltsins hold af politikere og administratorer var ikke, at de var ineffektive som demokrater, men at de slet ikke var demokrater.

En tredje forklaring på Putins popularitet er længslen efter Sovjet-fortiden og alt, hvad denne stod for. Og hvad var indbegrebet af Sovjetregimet? KGB, disse tapre tjekister, der beskyttede staten imod ydre som indre fjender. Drevet af nostalgi valgte de følgelig en KGB-oberst til deres leder. Han genoplivede så til gengæld de myter, der blev udbredt af Sovjets hemmelige politi: At landet er 'omgivet af fjender', infiltreret af en 'femte kolonne' - en rolle, der aktuelt er tildelt ngo'erne, navnlig dem, der er engageret i medie- og menneskerettigheder, idet de formodes at handle på ordre fra subversive kredse i udlandet. Putin genoplivede også de gamle sovjetiske symboler: Den stalinistiske fædrelandshymne, Den Røde Hærs flag osv. Til mange menneskers glæde.

Genbrug af sovjetiske myter

Svaret på spørgsmålet 'hvem er vi russere' lød i Bresjnev-æraen: "Vi er det folk, som har tålt umenneskelige lidelser i det 20. århundrede, men som tappert er gået fra sejr til sejr. Vi led umådelige tab under Anden Verdenskrig, men under kommunistpartiets ledelse reddede vi verden fra nazisme. Vi samlede derpå styrke til at opbygge en supermagt, sendte det første menneske i rummet og opnåede nuklear jævnbyrdighed med den anden supermagt - USA. Dette er vor nationale identitet."

Denne identitet byggede selvsagt på en ren løgn, hvis centrale elementer var udeladelse og fortielse. Vor frelse af verden fra nazismen blev til slaveri for Østeuropa, og forbudt var det at nævne sovjetborgernes uhyrlige lidelser, statsterroren, forfølgelse af dissidenter, kollektiviseringen af landbruget og de efterfølgende bølger af hungersnød og hele den måde, hvorpå Partiet betalte for sine sejre med millioner af andre menneskers liv og skæbner.

Denne myte brød sammen med USSR. Ruslands borgere blev efterladt med en obskur nationalidentitet. Ulykkeligvis forstod demokraterne ikke, hvor vigtigt det var at tage et ærligt og selvgranskende opgør med Sovjettiden for at definere en ny nationalidentitet, der kunne samle det russiske samfund.

Putin derimod har til fuldkommenhed forstået betydningen af historisk retorik i politik. Lige siden sin magtovertagelse har han bevidst søgt at fremme sin egen historiske mytologi ved en særegen genbrug af de gamle sovjetiske myter blot renset for hele den kommunistiske fraseologi og de tragiske undertoner i Bresjnevs erklæringer. Putin har skabt en ny myte om en imperiestat - en myte, der genbruger elementer fra det prærevolutionære Ruslands historie og Sovjet-fortiden, og som tjener som substitut for historisk hukommelse. Der var et behov for en surrogatmyte, og han opfyldte dette behov, hvorved han forbandt sit regime med de langstrakte russiske traditioner for autoritære herskere.

En fjerde forklaring på Putins popularitet påberåber sig mandens 'karisma'. Ingen synes dog at kunne give nogen sammenhængende forklaring på, hvad denne karisma består af. Kun står det klart, at den ikke kan reduceres til maskulin charme eller offentlig fremtræden. Når Putin bruger udtryk som "lad os drukne dem i latriner" (om tjetjenske separatister) eller foreslår en udenlandsk journalist at blive "omskåret" forekommer han næppe karismatisk.

Er de 71 procent af stemmerne, han fik i 2004 et overbevisende udsagn om hans personlige popularitet? Jeg har aldrig mødt nogen, som synes om Putin som person. Et svar på gåden om hans valgsucceser er lige så enkelt, som det er sørgeligt. For noget nær første gang i deres historie fik russerne mulighed for at gøre brug af det politiske demokratis væsentligste instrument: direkte og konkurrerende valg. Men de ved ikke, hvorfor de behøver dette instrument og forstår sig ikke på at bruge det. 1.100 års historie har kun lært os to mulige relationer til autoritet: underkastelse eller oprør. Tanken om fredeligt at erstatte vores hersker igennem en lovbunden proces er stadig fremmedartet for os. De magter, der råder, står over loven, og kan ikke forandres ad lovens vej. At vælte dem er noget, vi forstår, men for øjeblikket ønsker vi det ikke. Vi har fået revolution nok.

Med sorg i sinde konstaterer jeg selv, at det byzantinske magtsystem har triumferet i al overskuelig fremtid i Rusland. Det er for sent at fjerne det fra magten igennem en normal demokratisk proces, for de demokratiske mekanismer er likvideret og transformeret til ren simulation. Jeg er bange for, at kun få af os vil leve længe nok til at se frihed og demokrati genoprettet i Rusland. Ikke desto mindre bør vi have i baghovedet, at 'historiens muldvarp graver i ubemærkethed'.

Sergej Kovalev (f. 1930) er russisk menneskeretsaktivist og politiker

© The New York Review of Books og Information

Oversat og forkortet af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu