Læsetid: 7 min.

Døden, det digitale rum og de æterbårne musikhadere

Vor mand på rocken reflekterer over dem, vi mistede i 2007, den sejrende digitale teknologi og MySpaces betydning for musikopfattelsen samt de æterbårne mediers svigt af den nye musik
Otto Brandenburg, der døde i marts, satte sit uforlignelige præg på dansk showbiz i over 50 år. Først som medlem af Four Jacks og fra 1959 som megapopulær solist.

Otto Brandenburg, der døde i marts, satte sit uforlignelige præg på dansk showbiz i over 50 år. Først som medlem af Four Jacks og fra 1959 som megapopulær solist.

Jan Persson

22. december 2007

"Der er intet sørgeligt ved, at en gammel mand dør," siger englen (i Virgina Madsens ikke frastødende skikkelse) i Robert Altmans fortryllende lille spillefilmsbagatel, Prairie Home Companion. Det er måske rigtigt nok, men alligevel var der noget dybt vemodigt over i år at tage afsked med Otto Brandenburg, der satte sit uforlignelige præg på dansk showbiz i over 50 år. Først som medlem af Four Jacks og fra 1959 som megapopulær solist - selvom Brandenburg måske ikke var rocksanger som sådan (det foregik i givet fald på en bund, der bedst kan betegnes som en blanding af swing og schlager), er han stadig det tætteste, vi herhjemme kom på en Elvis og de i datiden så voldsomt ombejlede briter Cliff Richard og Tommy Steele.

Efter årene som popidol prøvede Brandenburg sig af i mange genrer, og denne signatur vil gerne pege på det grotesk oversete samarbejde med Anders Koppel, der i 1975 udmøntede sig i miniaturemesterværket Valmuevejen, der skandaløst nok aldrig er blevet genudsendt. Men han var også en fremragende fortolker af både Evert Taube og Halfdan Rasmussen - og lad os ikke glemme "Søren Banjomus". Bran-denburg levede notorisk hårdt, og det var på mange måder en nåde, at han nåede en alder af 72, før han uigenkaldeligt blev kaldt op til de andre giganter i Valhalla.

Med ham cuttes i hvert fald en af sidste forbindelser tilbage til de pionerår, hvor dansk showbiz fandt sin moderne form. En anden sej veteran, vi måtte byde farvel i året der gik, var den bluesbaserede guitarist og sanger Peter Thorup, som udover et frugtbart samarbejde med Povl Dissing både alene og sammen med gruppen Beef-eaters (med hvem han stod fadder til den fremragende Meet You There-lp fra 1969) nok især vil blive husket for de fine melodier, han satte til en stribe Tom Kristensen-digte på lp'en Rejsen til Kina (1978). Ligesom Brandenburg havde Thorup sine dæmoner at kæmpe med, og han blev kun 59.

Allermest chokerende var dog nyheden om dancehallkunstneren Natasjas død i en meningsløs bilulykke på Jamaica. Både fordi Nastasja var så forholdsvist ung - hun blev kun 32 - og fordi hun først for alvor var ved at finde sine fødder, rent kunstnerisk. Hvilket det posthumt udsendte I Danmark er jeg født til overmål beviste - på mange måder årets danske plade og én af den slags skiver, både børn, voksne og gamle kan have glæde af at mødes til. Hun fremstod skiftevis fræk, øm, sød, sexet, bramfri, blufærdig, provokerende, eftertænksom, impulsiv og solidarisk med klodens udsatte på pladens velsiddende numre, ja på enkelte markante skæringer fik hun såmænd sagt mere om både det ene og det andet, end mange kunstnere får gjort i løbet af en hel karriere.

Et stort tab i en tid, hvor der er brug for nogle opbyggelige forbilleder, der tør tage bladet fra munden og kalde Anders Fogh for en spade - eller hvordan det nu er. Med Natasjas bortgang mistede vi i hvert fald et livstykke, både mænd og kvinder ikke kunne undgå at forelske sig lidt i - men heldigvis nåede hun da med I Danmark er jeg født at riste sig en markant rune, der nok skal blive stående i mange, mange år.

Fagre ny digitale tider

2007 blev på mange måder et år, hvor de af internettet muliggjorte muligheder for musikspredning for alvor tog fart og seriøst ændrede såvel afsender- som modtagerforhold. MySpace begyndte at fylde godt i musikelskerens univers, og så godt som hver gang nogen i forbifarten nævnte selv det mest perifære navn, kunne man med en hurtig indtastning i stort set samme øjeblik lige høre et par numre fra vedkommende kunstner ved hjælp af en simpel opkobling.

Et nyt parameter for popularitet var således, hvor mange afspilninger en kunstner kunne opvise på MySpace - hvilket på mange måder var (flere) dårlige nyheder for den traditionelle pladebranche, hvis sendrægtighed i forhold til at omstille sig til de fagre ny digitale tider ramte den som en boomerang i nakken. Hårdest ramt synes de multinationale foretagender, hvis evner til omstilling og fleksibilitet aldrig har matchet de små uafhængige pladeselskabers, hvor der ofte er mere på spil for de involverede, lige så vel som at man der ofte finder en anderledes dybfølt kærlighed til det rent musikalske. Man kunne derfor fra sidelinjen med undren betragte nogle af kolossernes bizarre krumspring i forhold til hele den ny brugerdefinerede økonomi, der er ved at opstå uden for deres aktionærers rækkevidde. Et på mange måder tragikomisk syn.

I det hele taget må den tanke om albummet som helstøbt kunstværk, der lanceredes af Dylan og Beatles i midttresserne, tages op til revision i en tid, hvor musikforbrugerne i højere og højere grad udvælger sig det ene nummer - eller tops en to-tre stykker - de ligefrem ønsker at downloade mod betaling, hvis ikke vi ligefrem taler absolutte favoritkunstnere, hvor hver en tone vel stadig tæller for the die hard fan. I hvert fald er der blevet langt kortere vej mellem kunstner og publikum, og det skal blive spændende at se, om det på sigt vil betyde pladebranchens endelige undergang - allerede nu er det i hvert fald tydeligt at se, at dens traditionelle metoder kommer til kort over for tidens grundlæggende dybt demokratiske produktions- og distributionsmuligheder. Og heldigvis er der stadig penge at hente for (nogle af) kunstnerne ude på landets scener, for der er rigtig meget grøde i livemusikken, der fortsætter sin successpiral. Årets superstjerne blev således noget overraskende electronica-kunstneren Trentemøller, der via sine forrykt veloplagte liveoptrædender erobrede nationens hjerte.

Det æterbårne helvede

Nå, måske heller ikke musikerne - som i sidste ende er dem, det hele drejer sig om - helt har fanget tendensen, thi det væltede med lødige "værker" inden for rocken og dens mange subgenrer i år. Man kunne fodre en stor flok svin med det betragtelige antal cd'er, der blev udgivet i Danmark i år - heraf rigtig mange fuldstændig ligegyldige. Der er ingen tvivl om, at den store samlende udgivelse blev der - måske fraset Natasja - ikke tale om. Veteraner som TV-2 og Raveonettes trådte vande, Anne Linnet og Michael Falchs respektive renæssancer fortsatte ufortrødent, Saybia lavede samme plade for tredje gang, og både Kim Larsen og Nephew havde lige en live-cd klar til julemarkedet, mens folk som Sebastian, Martin Hall, Nikolaj Nørlund, Poul Krebs og Lis Sørensen gjorde status med opsamlingsværker. De allermest spændende udgivelser lå som oftest langt fra Radioland og almindelig selvbekræftelse - selvom hverken Juncker, Allan Olsen, Savage Rose, Kenneth Thordal, Lise Westzynthius, Jens Unmack eller Tina Dickow skuffede. Men de navne, der seriøst rykkede, hed sådan noget som Efterklang, Speaker Bite Me, Peder, The Kissaway Trail, Suspekt, Mouritz/Hørslev Projektet, Marvel Hill, Figurines, Källing, Setting Sun og Slaraffenland.

Leder man derimod efter en tendens blandt de bogstaveligt talt mange hundrede danske udgivelser i år, kan det godt knibe med at få øje på en tydelig sådan. Tendensen går måske i virkeligheden i retning af en yderligere fragmentering, og man ville i dén grad ønske, at denne variation og det enorme udbud reflekteredes i vores æterbårne medier. Paradoksalt nok lyder det i disse ører, som om liberaliseringen af radiomarkedet har betydet en næsten bedøvende ensretning og indsnævring af det musikalske udbud; det er for det første stort set umuligt at komme i nærkontakt med noget musik, der er indspillet før 1980, det lyder for det andet som om alle kanalerne har proppet de samme 100 sange i den computer, der styrer udbuddet, og for det tredje er det uhyre sjældent at støde på andet end vokalbåret musik, i hvis ophavsland hovedsproget er engelsk. Radioland lyder mere og mere som et grumt æterbårent helvede for musik-hadere.

Når man som jeg sidder og hører, hvor meget forskellig musik, der udsendes på bare et enkelt år, er det nemlig uhyre forstemmende at åbne for radioen og høre den samme forpulede Kylie eller Thomas Helmig-sang i "heftig rotation" - jeg skal give jer rotation, skal jeg! Tak Gud for P1 - det er verdensklasse! Og få mig endelig ikke i gang med hverken musikradioværternes niveau eller det, der foregår på det såkaldte musik-tv. Her tør man tale om seriøs åndelig forhuds-forsnævring for ikke at tale om en til himlen skrigende infantilisme. Tænd i stedet din computer og gå på opdagelse efter 2008's hotte navne blandt internettets mange tilbud - på radioen får du dem stensikkert ikke at høre. Og husk at tage ud på spillestederne og oplev musikerne der - intet holder fluerne fra røvhullet som en god koncert. Med disse bevingede ord er kun tilbage at ønske dig, kære læser, en god jul og et godt rockår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Klaus Lynggaard

Når du nu reflekterer over dem, vi mistede i 2007, undrer det mig, at du ikke nævner Holger Laumann, som spiller så smukt på "Solen og månen" på Anne Linnets nye plade.

Venlig hilsen Åse Lindau

Tja -og så mistede vi også Oscar Peterson. Det er efterhånden et fedt band, de har deroppe.

Trist, man ikke tror på den slags, ellers var der noget at glæde sig til.

Uanset om man tror på reinkarnations jazz eller ikke så er her en lille vandrehistorie:

En dansk allroundmusiker havde forladt denne jord og var kommet i himlen. Ved indgangsdøren spurgte han dørmanden om der var noget god musik han kunne sidde ind i. Det var der. I følge dørmanden sad bl. a. Count Basie, NHØP, Lionel Hampton, Ben Webster og mange andre klar med verdens fedeste combo - gruppe.

Vor danske musikerven trådte ind og fik at vide at han bare skulle tælle til 4, så kørte det deruda'

Og han talte: 1 - 2 - 3 - 4 Kære lille mormor/kære lille mormor/ til lykke med din fødselsdag.............

ak ja, så dansk så dansk