Interview
Læsetid: 6 min.

De døre, døden åbner, er vigtige

Kærlighed, død og ondskab - mennesket rummer alle tre elementer, siger den tyrkisk-tyske filminstruktør Fatih Akin, som er aktuel med dramaet 'På himlens kant', den anden film i en trilogi, der udforsker de tre begreber
Kultur
14. december 2007

Da Fatih Akin var yngre, var han socialist. Det er han ikke længere, fortæller han, da Information møder ham under et besøg i København. Den 34-årige tyrkisk-tyske filminstruktør har som så mange andre erkendt, at socialismens idealer er svære at få til at fungere i praksis. Men det forhindrer ham ikke i at lege, at han stadig er socialist i sine menneskeligt og samfundsmæssigt engagerede film, senest dramaet På himlens kant, der ikke blot afspejler hans dobbelte identitet som tyrker og tysker, men også tager livtag med filosofiske, spirituelle og politiske spørgsmål.

- Der er to scener i 'På himlens kant', hvor en kiste flyves fra Tyskland til Tyrkiet og omvendt. Er det en kommentar til det, man kan kalde interkulturel udveksling?

"Det handler om at visualisere filmens metamorfose. Alle må bringe et offer, alle må betale en pris. Selv døden er i bevægelse. Man dør ikke bare. Ens døde krop rejser stadigvæk. Selv hvis efterlivet ikke eksisterer, og det hele er forbi, når man dør, så er det hvide lig stadig i bevægelse i begge retninger. Der findes ikke et helligt land, hvor man kan få fred. Nej, nej, nej."

- Folk dør, ender i fængsel og bliver forfulgt i dine film. Er det sådan, du ser verden, det samfund, du lever i?

"Jeg ved ikke, om mine karakterer repræsenterer hele samfundet. Måske. De befinder sig i udkanten af samfundet, prostituerede, politiske aktivister, selv som tysk litteraturprofessor befinder man sig i udkanten af samfundet. Man er på kanten, ikke i mainstream eller i midten. Jeg interesserer mig ikke for mainstream, mere for karakterer på kanten. De er mere visuelle, når man skal fortælle historier. Afspejler outsiderne hele samfundet? Det tror jeg ikke, men måske fortæller outsiderne en mere om samfundet. Hvorfor de er outsidere. Jeg har altid følt mig tiltrukket af eller nysgerrighed for outsiderne. Hvis man er opvokset som et tyrkisk barn i Tyskland, er man måske selv en outsider."

Globalisering

- Du er netop vokset op i Tyskland, men har tyrkisk baggrund.

"Jeg har baggrund i den tyrkiske middelklasse, ikke på venstrefløjen eller en etnisk minoritet i Tyrkiet, hvor jeg tilhørte mainstream. Men denne tyrkiske mainstream kommer til Tyskland og befinder sig i udkanten dér, hvilket får en til at tænke. Man bytter rolle. Man er en outsider i Tyskland, men tilhører middelklassen i Tyrkiet, hvor outsiderne slås med mainstream. Det er så forvirrende og ud af det, prøver jeg at fange det, jeg kan fange."

- Er det derfor, dine film handler om identitet? Forsøget på, som moderne, globaliseret, rodløst menneske, at finde noget at holde fast i i en foranderlig verden?

"Globalisering er noget, man bør tænke over. Man plejer at sige, at når man rejser, har ens sjæl brug for nogle timer eller dage for at indhente én. Jeg rejser meget, men aldrig har jeg rejst så meget som nu. Tre kontinenter på en uge. Jeg prøver at se skønheden i det, men efter et stykke tid ligner alting hinanden, især i Europa. Der er H&M over det hele, Starbucks og McDonald's, den samme arkitektur, de samme indkøbsgader. Og pludselig får man behov for at finde sin identitet. Man ved ikke, hvor ens sjæl er, fordi man rejser så meget. Man er sjælløs, og det er farligt. Hvis hele verden er ved at blive sådan, vil den være fuld af sjælløse mennesker. Som kunstner arbejder man ud fra sine interesser, ikke for at bevare sin identitet. Det kan ikke lade sig gøre, men for at se hvor ens identitet bevæger sig hen, hvordan den ændrer sig. Det handler filmen også om."

- Har du fundet din identitet?

"Nej, det er ikke ligesom en skattekiste, man har resten af livet. Den ændrer sig."

Myter og intuition

- Du har delt 'På himlens kant' ind i tre kapitler, som i en bog, mens du i 'Mod muren' brugte musikalske indslag, næsten som et græsk kor.

"Mod muren var i sin struktur baseret på græske tragedier. Hvordan kan vi fortælle en barsk punk-historie med hjælp fra den klassiske mytologi? Og omvendt, hvordan kan vi bruge den klassiske mytologi i en moderne, punk-agtig verden? Det var tanken, og det passede perfekt. Selv i Nirvanas sange kan man fornemme de græske myter. Det får én til at slappe af. Den unge generation er ikke helt fortabt."

"Med den nye film var det mere eksperimenterende, mere intuitivt, mindre en strategi end i Mod muren. På himlens kant havde en anden struktur, en anden arkitektur, da jeg skrev den, men da vi lavede et råklip af filmen, opdagede vi, at det ikke fungerede, det var forvirrende. Arkitekturen var ligesom i Babel, hvor man skifter mellem de forskellige historier, men jeg var nødt til at lave det om. Nu fortælles de tre historier én for én, og når man ser filmen, vil man opdage, at der er huller i historien - noget sker, som vi ikke ser, og det skyldes, at jeg i den oprindelige struktur klippede til en anden historie dér. Men publikum er begavet, så skidt med, at der er huller."

Film er en illusion

"Der er tid til at tænke over, hvad man ser, og så gav jeg hver historie en kapiteloverskrift: Yeter er død, Lotte er død - filmen handler om død og er anden del af min Kærligheden, Døden, Ondskaben-trilogi, og alle dør på et tidspunkt, dig, mig, alle, det ved vi godt. Det vigtige er ikke, at personerne dør, eller hvordan de dør. Det er vigtigere, hvad der sker bagefter. Hvilken kraft, hvilken energi frigives, hvilke døre, hvilke vinduer bliver åbnet, når en person dør? Det er derfor, at Nejat tager til Istanbul og køber en boghandel, hvor Lotte finder ham. Det er ligesom billard, ligesom pool. Det er vigtigere, at Lottes mor kommer til Istanbul og bliver en ny mor for det barn, der har mistet en mor, end at Lotte dør. Døden er en ramme, en dør."

- Kan du fortælle mig lidt om din trilogi?

"Da jeg arbejdede på Mod muren, gik det op for mig, at det, jeg ville fortælle eller udtrykke, ikke kunne udtrykkes i én film. Jeg måtte lave tre film for at forstå mennesket, så det er på en måde et antropologisk eksperiment. Kærlighed, død og ondskab - alle tre ting findes i alle mennesker og forbinder alle mennesker i hele verden med hinanden."

"Kærlighed står ikke kun for dreng-møder-pige som i Mod muren, kærlighed dækker også over de positive sider af et menneske, moral, ansvarlighed, villighed til at dele. Alle de ting, man er nødt til at have for at kunne eksistere som menneske. Det er lidt ligesom Erich Fromm plejede at bruge kærlighed - kærlighed er samfund, kærlighed er dig. Modsat har man ondskaben, neoliberalismen, det frie marked, glem alt om de svage, lad os bare være individualister, egoisme, uvidenhed, racismen, viljen til at dræbe andre mennesker. Døden skal ikke forstås som noget, hvor alt bare stopper. Det er mere en dør mellem de to andre begreber, hvilket betyder, at alt, der er godt, kan forvandle sig til noget ondt og omvendt."

- Det vil også sige, at alle tre film rummer alle tre elementer.

"Ja, men i hver film er ét af elementerne i forgrunden. Det er spirituelle, filosofiske udforskninger. Jeg håber, at én verden er nok, og jeg er overbevist om, at vi alle må betale en pris for at have det godt. Det går ikke, at der er nogle mennesker, som er rige og trygge, men ikke har noget arbejde, bare fordi de er så heldige at være født, hvor de er født, og er ligeglade med andre mennesker, der ingenting har. Fyren med det store fjernsyn skal dele. Kommunismens og socialismens enkle idealer er gode nok - okay, det virkede ikke i virkeligheden, men film er ikke virkelighed. Det er en illusion."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her