Læsetid: 9 min.

Dokumentationen af en død

Gennem et halvt år insisterede radiomanden Peter Kristiansen på at være iført mikrofon og båndoptager, når han skulle møde de læger, der til sidst afsagde dødsdommen over den kræftsyge journalist. Han prøvede at oversætte døden for sine lyttere, men det var svært for lægerne at acceptere den aktive syge beskuer, beretter en af hans nære kolleger
Radiomanden. Peter Kristiansen optog sin egen fars død - og også sin egen. Han døde af en uhelbredelig, galoperende kræft, og forløbet blev optaget til en radiomontage, der bliver sendt på DR-s P1.

Radiomanden. Peter Kristiansen optog sin egen fars død - og også sin egen. Han døde af en uhelbredelig, galoperende kræft, og forløbet blev optaget til en radiomontage, der bliver sendt på DR-s P1.

21. december 2007

"Mand, 65 år, civilstand: gift."

Lægen beskriver sin patient til sin diktafon.

"Profession: journalist. Nåh ja, det kan jeg jo se," griner hun.

Patienten, der skal gøres klar til sin første omgang kemoterapi mod bindevævskræften, der hærger hans organer, sidder på sengekanten, har hovedtelefoner på og holder en mikrofon op mod lægen.

"Hvad er det egentlig, du gør, når du trykker på den knap der," spørger han.

Cyklende anarkist

Jeg har arvet Peter Kristiansens cykel.

Den er fin, let og blå, og man sidder helt ret op og ned på den - værdigt og elegant.

Jeg fik den af hans enke, Kirsten Maegaard, der huskede, hvordan Peter var at cykle ture med.

"Han var anarkist. Helt ind i sjælen. Også når han cyklede. Når han skulle holde for rødt, stod han op i pedalerne og forsøgte at holde balancen, mens han ålede sig ud i trafikken. Rødt lys var et stort irritationsmoment", husker Kirsten.

Første gang jeg mødte radiomontage-mesteren, Peter Kristiansen, sad han omgivet af båndoptagere og bånd og så godt slidt og træt ud.

Det var i 1991, Peters radiomontage om Anders Bodelsen skulle sendes tre timer senere, og han sad stadig og pillede og klippede til produktionslederens store irritation. Jeg havde lige lavet min første radiomontage, og var blevet taget med på besøg i Peters verden i Julius Thomsensgade i København.

Butikken, blev studiet kaldt, og her sad han, dengang fortrinsvis for sig selv, dag og nat, få meter fra Radiohuset. Udenfor var hans bil parkeret.

Det var en gul, noget affældig Bedford kassevogn, der støjede infernalsk, når den skulle starte.

I den havde Peter en seng og en masse båndoptagere og bånd og mikrofoner. Man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske, når man var væk hjemmefra. Hvis nu der var en lyd, der skulle optages, eller et menneske, man skulle snakke med?

Og lige så slidt han så ud den dag, jeg så ham første gange, lige så agil, drillesyg og legende kunne han være, når han fik sovet ud.

Instisterende dokumentarist

Peter Kristiansen er død. Han døde den 28. maj 2007 af uhelbredelig, galoperende kræft.

Den sidste kamp mod det røde lys blev lige så balancerende som måden, han cyklede på. Gennem et halvt år insisterede han på at være iført hovedtelefoner, båndoptager og mikrofon, når han skulle tale med læger og sygeplejersker.

Resultatet er nu endt som to radiomontager, der sendes på DR's P1.

Læge: Jeg synes, der er to ting i det, du skal overveje kraftigt, om du vil udstille, eksponere dig selv der. Jeg siger det ud fra et meget venligt synspunkt på dig, for min skyld må du gerne gøre det.

Jeg siger bare, det kunne blive hårdt for dig. Det at bringe dig selv så meget i fokus ved egen sygdom, det er altså ikke sikkert, altså hvis det går skidt, så ... det kunne blive hårdt for dig.

Peter: Det er sådan set mere Deres arbejdsfelt ...

Læge: Det er så specifikt, det er sikkert et meget begrænset publikum, det vil kunne interessere ...

Peter: Det er klart, men det må da kunne oversættes? Det er altså en gren, som du er specialist i?

Peter Kristiansen registrerede virkeligheden gennem hele sit liv. Og han ville ikke risikere at overleve sin sygdom uden at have registreret den.

Og som det blev mere og mere alvorligt, holdt han sin mikrofon mellem sig og døden som et skjold, som et rum han kunne være i, et rum der var mere lytternes end hans.

Som radiomontage-mand vidste han godt, at når han havde hovedtelefoner på, var han ikke kun sig selv.

Han var et medium, som virkeligheden flød igennem, og ved at gøre sig selv til en del af denne flod, blev sejladsen til dødsriget nemmere at bære.

Han vidste, han ikke rejste alene.

Spændetrøje af uvidenhed

Kære Overlæge.

Det, jeg synes, er den interessante synsvinkel for et radioprogram er, at I jo som hospitalsvæsen og læger på en måde er immunsystemets forlængede arm i kæmpestørrelse! (...)

Dette sammenstød/sammenspil mellem en mikro- og en makroverden må kunne udformes radiofonisk, tænker jeg.

Jeg ved endnu ikke helt hvordan, men ved dog, at det kræver, at jeg får lejlighed til at kigge ud over patientrollen, som for mig er at blive holdt i en ulidelig spændetrøje af uvidenhed ...

Brev fra Peter Kristiansen til Urologisk afdeling

Det er ikke nemt at få lov til at optage detaljerne i sin egen sygdom. Peter Kristiansen forsøgte f.eks. at få lov at være tilstede, da patologerne skulle studere hans celleprøver, og han ville med til de møder, hvor lægerne talte om ham, men selv om han skrev lange breve og bad om tilladelse, fik han ikke lov.

Mikrofonen var til gengæld med, da han opsøgte en naturlæge for at undersøge alle muligheder.

Læge: ... Som jeg sagde, det er jo en sygdom, der medfører en anden tankegang.

Peter: Ja, men det tror jeg også. Det bliver vel i højere grad det væsentligste, der kommer i fokus?

Læge: Simpelthen. Men også noget med dine daglige vaner. Du må lægge noget om i livsstilen. Tænke over arbejdslivet - om dit arbejde tager for meget af din tid?

Peter: Men der ligger det sådan med mig og mit arbejde, at det ligger så tæt på hinanden, at jeg synes, det er vigtigt.

Læge: Det flyder lidt ind i din dagligdag?

Peter: Ja, det har det i allerhøjeste grad gjort altid. Så det er mere med at få det afviklet, alt det jeg har. Der er så mange projekter ...

Optagede sin fars sidste suk

Peters programmer roterede livet igennem om de samme store emmer - liv og død, universets skabelse og kærlighedens mysterier. Han var ubændigt, næsten uanstændigt nysgerrig. Tilfældige møder udviklede sig til lange samtaler, der blev optaget på bånd og brugt i radioen senere.

Hans kusine husker stadig, da han kom to timer for sent til en konfirmation i familien, han havde mødt en mand, han var nødt til at tale med først.

Sin elskede moster i Skanderborg besøgte han sidst midt i sit sygdomsforløb, og hun lagde mærke til, at han sådan gik lidt stille rundt for sig selv i huset og kiggede på tingene.

"Det var, som om han gik og sagde farvel til det hele. Og det gjorde han jo også," husker hun. (...) Hvis bare man holder mikrofonen hen de rigtige steder, så skriver den selv de mest fantastiske historier fra den virkelige verden og får folks ord til at flyde, som om det var blæk på papir. (...) Tænk på båndet og grammofonen og nu harddisken, disse forunderlige opfindelser, der tilsvarende fotografiet kan fastholde stemmens klang i over 100 år (...) Du kan få din mor til at stå i køkkenet og skrælle kartofler i årevis, hvis bare du husker at optage hende i tide," som Peter Kristiansen selv udtrykte sin måde at arbejde på, da han modtog Krygerprisen, en kollegial hæderspris i DR.

Men en ting er at optage sin mor skrælle kartofler, noget andet ens egen forestående død, sit forfald. For Peter var døden ikke noget at være bange for, den var en plage, fordi den standsede ham i arbejdet og det, der bekymrende ham mest, var, om han kunne nå at systematisere og ordne alle sine bånd.

Og så var det i øvrigt bare endnu en del af det store mysterium, man kunne rette sin mikrofon imod.

Helt derind, hvor vi ikke vil gå

Faktisk havde han tidligere optaget sin egen fars død på bånd. Hans sidste suk.

Jeg ved ikke, om det nogensinde ramte æteren. Jeg tror det ikke.

Men et møde med en sygeplejerske, der gennem længere tid havde observeret de døende, kom i hvert fald ud som radio i montagen Line og Lufthavet.

"Når det sidste suk er taget, optræder der en særlig stilhed, en venten i rummet," sagde hun. Peter selv var ikke meget for at vente. Sidste gang jeg så ham - en uge før han døde - var han stadig fuld af energi. Jeg så på ham og tænkte, at hans ben så stærke ud, og så skulle han nok klare den.

Vi havde lange samtaler om radioens fremtid, nu hvor DR havde besluttet at nedlægge radiomontagen, og han var proppet med planer og gåpåmod.

Og så syntes han i øvrigt, vi skulle en tur op på øverste etage af Herlev Sygehus. Den hemmelige øverste etage. Iført badekåbe og tøfler travende han op af brandtrappen foran os alle sammen, og vi fortsatte opefter, til vi til sidst rendte ind i en byggeplads, der var lukket af med hængelås. Da kunne vi ikke komme højere op, og det ærgrede ham, og han tog i låsen og forsøgte senere at besnakke personalet til at lukke den op.

Desværre havde de ikke nøglen.

"Jeg har tænkt en del på, hvordan man forener rollerne som passiv patient og aktiv radiomand i samme person - ikke at forveksle med den afslørende dokumentarist (...) Jeg ved, at disse ting kan beskrives på radio, om ikke andet så iklædt en lettere dramatisk lyd-båren form."

Uddrag af brev fra Peter Kristiansen til sin behandlingsansvarlige læge

Mit liv som radio, som montagerne om ham hedder, er ikke nogen rar historie. Vi følger en mand, hvis mikrofon inviterer os derind, hvor vi ikke har lyst til at gå.

Men det er også en historie om et menneske, som søgte svar på egne og lytternes vegne, som så verden gennem et forfinet og mangefarvet spejlkabinet af et temperament, og som aldrig gav op, selv ikke da han var få timer fra døden, skulle båndoptageren slukkes, den skulle køre, der skulle optages, udsendelsen var ikke slut.

"Peters situation er alvorlig. Kan du ikke tage de hovedtelefoner af og lægge den mikrofon væk," siger overlægen.

"Nej," siger Peter Kristiansen, næsten uhørligt.

"Peter kig lige på mig, det er ikke særligt afgørende det her ... kig lige på mig," siger lægen og fortsætter med at bede Peter om at lægge mikrofonen væk: "Man må vel sige at din behandling og din sygdom, de er hårde ved dig. De lungeforandringer er så udtalte, og jeg kan ikke sige dig, om du også har en blodprop i lungen, det er muligt. Men situationen er kritisk svær for dig. Vi gjorde et forsøg, og det er muligt, du retter dig, jeg synes bare, jeg skal sige, det er ikke sikkert, du gør det. Så vi håber, du klarer det, og vi vil gøre det bedste, vi kan for dig, inden for de rammer ...," sagde lægen i nogle af de sidste optagelser fra Peters båndoptager.

Det handler om livet, selv i døden

Det var Peters dødsdom. Systemet havde opgivet.

Et fejlslagent forsøg på ny kemoterapi havde gennembrudt blod-hjernebarrieren, og han var kraftigt medicineret. Han kunne næsten ikke tale. Og endelig lagde han mikrofonen fra sig, eller rettere han gav den til kollegaen Martin Jacobsen med besked om at optage hvert ord.

På sin sidste dag var han omgivet af venner fra radioprogrammet Ultralyd, som han var med til at grundlægge, og sin kone.

Mens båndoptageren kørte, forsøgte han at forklare sine egne teorier om livet. Om big bang, der minder om sædcellens møde med ægget. Og til sidst konkluderer han bare: "Det handler om livet. Hvad er det for noget? Det er jo dét, der altid har interesseret mig."

Samme nat holdt han op med at trække vejret, og den sære stilhed og venten indtrådte.

Nogle gange kører jeg ned til havnen, nær ved hvor jeg bor, på Peters blå cykel. Sidst han besøgte mig her, talte han om lyden af vinden, der ringlede fra toppen af masterne på lystbådene.

"Du har da optaget den lyd? Det skal du da," sagde han forarget, da jeg fortalte, at jeg tit gik tur der.

Det har jeg ikke gjort endnu. Men det skal snart være. Noget venter.

Anders Kjærulff Christensen er journalist og har arbejdet sammen med Peter Kristiansen på Ultralyd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg træf Peter først i 1980érne. Radiojournalister af hans format kan man tælle på en hånd. Jeg hørte hans sidste udsendelse i dag, den 30.12.2007 og blev dybt rørt, men når en cirkushest lugter savsmuld skal man i manegen. Det er for tidlige at stå af, men det er ikke noget man selv bestemmer. I øvrige er vi jævnaldrende, så det nærmer sig. Jeg vil altid tænke positivt på dig og dine udsendelser, og kommer til at savne dig og ikke mindst radiodokumentar, som har set sin ende det dette årsskifte 2007.