Læsetid: 11 min.

Endnu en dans med den likviderede Jane Horney

Hele mit liv har jeg elsket kvinder, der var forud for deres tid, siger journalist og forfatter Erik Nørgaard. Som 78-årig har han for nylig udsendt sin 67. bog med nye oplysninger om den frigjorte svenske kvinde Jane Horney, der blev likvideret af den danske modstandsbevægelse en januarnat i 1945
Kultur
14. december 2007

Der bor en flittig skribent i Møllegården i Longelse på Langeland: Over alt på borde, stole, i vindueskarme, på gulvet, kakkelovne og i reoler ligger bøger i stabler og bunker, foruden manuskripter, gamle fotografier, optegnelser, noter, postkort, skitser, projekter, breve, fotokopier...

På dagligstuebordet ved siden af askebægeret med de mange piber står Erik Nørgaards gamle Brother de luxe-skrivemaskine, fast indstillet på dobbelt linjeafstand. I valsen sidder en af de sidste manussider til en kommende bog med beretninger om glædespiger fra forrige århundrede på basis af gamle politiprotokoller fra Københavns Politi.

Midt i det hele tripper Nørgaard forsigtigt rundt i en tyk trøje og peger, mens han med en anelse ironisk distance beretter om sine fascinationer.

"Jeg har hele mit liv elsket kvinder, der var forud for deres tid. Jeg er også i gang med at skrive en bog om den kongelige danske skuespillerinde Ruth Berlau, der forlod sin strålende karriere for at rejse med Bertolt Brecht til USA, hvor Brecht blev overvåget af FBI fra 1942-47. Tænk, hun var fuldstændig betaget af den usoignerede mand med cerutaske på vesten... Jeg har også skrevet en bog om den danske stumfilmstjerne Emilie Sannom, der på grund af sit vovemod og sine stunts blev kaldt 'mændenes overmand'," forklarer Nørgaard.

Stjerneskribent på Information

Bedst som vi snakker om Nørgaards nye bog fra september om den likviderede Jane Horney, kommer landposten anstigende med en vældig papkasse. Nørgaard lyser op og flår plasticsnoren af. Op hiver han endnu flere bøger, frisk fra trykkeriet om den gamle rebel og formand for søfyrbøderne, Richard Jensen.

"Det er ikke for at lyde krukket, men jeg er faktisk nødt til at slå op i Kraks Blå Bog for at se, hvor mange bøger jeg har skrevet," smiler Erik Nørgaard.

"For mig er den største følelse altid at holde en ny bog i hånden første gang og kigge den igennem. Der går en varm følelse igennem mig," siger han og bladrer næsten ydmygt i sin søfyrbøderbog.

Som ung journalist begyndte Nørgaard at skrive til Information i 1952, selv om ingen af avisens to redaktører havde ansat ham.

"Jeg insisterede på at være netop på den avis, så da jeg hørte, at avisens grønlandsmedarbejder var på ferie, gik jeg bare ind og satte mig på ved hans skrivebord," husker Nørgaard.

Artiklerne blev skrevet på linjebetaling, og flittig som Nørgaard var, endte han hurtigt med at tjene mere end flere af avisens stjerneskribenter. Men det var ikke altid nemt at være yngstemand på Information.

"Avisens grundlægger og redaktør, Børge Outze, havde et hidsigt temperement, og han kunne være meget nedladende over for folk, der var nederst i hierarkiet. Han har engang afskediget mig, fordi jeg, efter hans mening, havde stavet fornavnet på en forfatter forkert," husker Nørgaard - og tilføjer: "Men, jeg blev da gensansat med det samme, da avisens bulderbasse, den mytologiske redaktionschef Ove Martin sagde, at vi ikke kunne klare os uden ham den tynde rødhårede!"

Efter 11 stormomsuste år som retsreporter på Information, dernæst en halv snes år som leder af Politikens retsredaktion og endelig en årrække som omkringrejsende redaktør af P 1's kulturafdeling, trak han sig tilbage til bøgernes verden. Vel at mærke sine egne bøger, der regelmæssigt som et urværk siden 1960 er sprøjtet ud af Brother-maskinen. Bøger i stride strømme om spioner og agenter på arbejderbevægelsens militante venstrefløj, om erotiske postkort, tegneserier, jazzmusik, glædespiger og dameben foruden erindringsbøger... Også en enkelt kriminalroman er det blevet til, den anmelderroste Manden der var mere end nysgerrig.

Et tomt checkhæfte

"Bøger er det eneste medie, der ikke har den overfladiskhed, som præger nyhedsudsendelser i tv," siger Nørgaard og langer ud efter "den totale mangel på historisk bagage, som præger journalister på alle aviserne. Næh, bøger er og bliver det største kulturgode, og jeg kan kun beklage, at biblioteksvæsenet sættes på skrump."

Drivkraften bag Nørgaards energi har, som han selv formulerer det, altid været "et overtrukket checkhæfte." Men aldrig én bog er blevet en rigtig kassesucces. "På den måde kan jeg godt misunde Peter Øvig Knudsen. Men han fortjener fuldt ud sin succes. Det er klassisk dokumentaristisk arbejde, han har præsteret."

Nørgaard skrev sine første bøger, mens han var reporter på Information. Emnet var den da kendte 'Hjalf-sag' om en ung dansk løjtnant, der under besættelsen blev beordret skudt af ledende danske militærfolk. Løjtnanten havde modsat sig den skæve våbenfordeling, hvor nedkastede våben fra England først og fremmest gik til borgerlige militære grupper, mens sabotageorganisationerne BOPA og Holger Danske manglede våben, og det kostede ham livet. Oplysninger til artiklerne fik Nørgaard fra den kreds af tidligere modstandsfolk, der var ansat eller kom på bladet.

Bøgerne - og de tilhørende artikler, som Nørgaard skrev til Information - førte til, at general Hjalf måtte træde tilbage fra sin post som chef for hæren.

"Hjalf-sagen var jo mit livs triumf! Tænk at en journalist i begyndelsen af 20'erne kan have så stor magt og indflydelse bare ved at skrive en serie artikler," siger Nørgaard og lægger ansigtet i alvorlige folder:

"Siden har jeg haft blandede følelser, fordi jeg ikke dengang tænkte over, at jeg kunne gøre nogen ondt med mine artikler. Egentlig var det også for meget, at jeg, ved at kradse en lille mule i overfladen, kunne få så stor magt, men dengang var der ingen tradition for kritisk journalistik, slet ikke inden for retsstoffet."

Et liv uden omsvøb

Helt anderledes var det med en kvindeskæbne, som i årevis har fascineret Nørgaard: Jane Horney, den billedskønne svenske kvinde, der allerede i samtiden blev karakteriseret som lesbisk og 'erotoman'.

Jane Horney-sagen har fascineret et stort publikum både i Danmark og Sverige. Allerede i befrielsessommeren 1945 kom de første artikler om hendes utrolige levned, og siden er det blevet til adskillige bøger, film, tv-serier, museumsudstilllinger og ikke mindst endeløse spalter af avisartikler. Og altså hele to bøger fra Nørgaards hånd. Hvorfor kan en enkelt skæbne blive ved med at interessere?

"Hvordan kan du som mand overhovedet spørge om det," smiler Nørgaard. Han stopper piben omhyggeligt, tænder og puster blå røg ud.

"Det er jo kun drømmerier. Jeg lever i fortiden, jeg bruger kun min gamle Brother-maskine, jeg foragter mobiltelefoner og computere, som jeg holder mig fra, bortset fra skakspil. Fremtiden interesserer mig ikke så meget længere, nu er jeg blevet et fortidens vidne. Det passer mig utrolig godt," filosoferer han og smiler: "Jeg drømmer også om at få en Mercedes Sølvpil fra 1939. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig!"

Nu kommer hans svigerdatter på besøg med friskbagte boller og smør. Hun har sin hund med sig, og den logrer straks hen til Nørgaard. Han bøjer sig længe ned og klapper.

"Er du så fin? Er du sådan en fin hund, hva... Min egen hund døde for få uger siden. Og hvor jeg dog savner den," forklarer han.

Men Jane Horney?

"Jamen, jeg har altid været voldsomt tiltrukket af kvinder og ikke mindst kvinder, der levede livet uden omsvøb. Og det gjorde Jane Horney. Hendes liv var fyldt med indre spænding af forløsning og uforløsning. Her skal man efter min mening finde en del af forklaringen på hendes bitre endeligt," forklarer Nørgaaard.

Historien om den seksuelt frigjorte kvinde, der via sit ægteskab med en noget alkoholiseret svensk journalist udstationeret i Berlin kom i kontakt med adskillige nazi-spidser i Det Tredje Rige, men senere blev håbløst forelsket i en dansk modstandsmand, der sad fængslet i Horserød, lyder som et kulørt drama hentet fra Mit livs novelle.

Nørgaard har med en moppedreng af en bog i 1987 med 700 sider om Jane Horney-mysteriet vist, hvordan hun blev lokket i en fælde og udsat for et nedrigt trick fra ledende skikkelser fra dele af modstandsbevægelsen, der havde søgt tilflugt i Sverige. Blandt flere mulige forsmåede tilbedere af Jane Horney i kredsen af danskere i Stockholm finder Nørgaard bl.a. den navnkundige Arne Sejr fra Studenternes Efterretningstjeneste.

"Jane Horney rejste under verdenskrigen frem og tilbage mellem Berlin, Stockholm og København, og over alt blev hun involveret med unge mænd, uanset om de var tyskere eller fra den danske modstandsbevægelse. Unge mænd, der, som alle andre, var liderlige. Nogen gik hun i seng med, andre fik ikke adgang. Og de, der ikke kom så langt, fik snart en stor uvilje mod hende. Jane Horney kom til at leve i en atmosfære af jalousi og forsmået kærlighed."

Kort fortalt indvilligede Jane Horney, der efter adskillige erotiske eskapader var blevet separeret fra sin tørstige journalistmand, i at 'besøge' en ledende Gestapo-mand ved navn Thorner i Stockholm. Jane Horney mente, at hun derved kunne få sin elskede løsladt fra Horserød-lejren og måske i tilgift få Sejrs bror, der også var fængslet af tyskerne.

Drab eller mord

Da Jane Horney ankom til Gestapo-manden Thorners dæklejlighed, blev hun i hemmelighed overvåget og fotograferet af modstandsbevægelsen, også da gardinerne blev trukket for i Gestapo-mandens soveværelse.

Ifølge Nørgaard var det Sejr, der fik arrangeret fotograferingen af Jane Horney, og billederne blev derefter brugt som bevis for, at Horney måtte være tysk spion. "Disse fotos fik en enorm rolle, selv om de var udtryk for grusom maskepi bag ryggen på Jane Horney," påpeger Nørgaard.

På den ene side mente tyskerne, at Horney var britisk spion, mens briterne på basis af bl.a. Sejrs fotos blev overbevist om, at hun i virkeligheden måtte være tysk spion. Og da Bjarke Schou fra den danske militære efterretningstjenste i Stockholm efterfølgende hørte om likvideringen af hende natten til den 20. januar 1945, udbrød han efter sigende forbitret: Hun var jo vores agent!

Flere af modstandsbevægelsens berygtede stikkerlikvidatorer ankom i nogle hektiske uger til Stockholm for at kigge Jane Horney ud, bl.a. 'Flammen', 'Store Bjørn' og 'Lille Bjørn'. Men det var en helt anden, der endte med at skyde.

Jane Horney blev lokket til Malmø og ombord i fiskerbåden Tärnan, som en mørk januarnat i 1945 stævnede ud fra en fiskerihavn med kurs mod Sjælland. En række omstændigheder omkring hendes sidste rejse fra Stockholm til Malmø er stadig uoplyste, heriblandt den rolle, som flygtede danske kriminalbetjente i Stockholm spillede. Med i det spegede forløb hører bl.a., at Sejr for at sløre likvideringen fik arrangeret, at en anden kvinde forklædt som Jane Horney rejste tilbage til Stockholm.

Imens var Tärnan på sin nattesejlads nået ud midt på Øresund, og her blev Jane Horney kaldt op på dækket. Hun blev bildt ind, at hun nu skulle ombord i en dansk båd på resten af turen til Sjælland. I stedet blev hun skudt to gange i nakken og lempet overbord. Drabsmanden var Hjalmar Ravnbo, næstkommanderende i Studenternes Efterretningstjeneste med station i Malmø. For at kunne udføre den ubehagelige opgave at skyde en våbenløs kvinde, var han blevet bildt ind, at Jane Horney måtte likvideres, fordi hun var stikker for tyskerne. En advarsel mod Jane Horney, bragt nogle måneder tidligere i det illegale Information, havde bidraget til Ravnsbos opfattelse.

Nørgaard omtaler konsekvent Ravnbo som "et fint og virkelig fremragende menneske", der "til det sidste mente, at han havde gjort det rigtige." Dramaets skurke skal findes andre steder end hos den, der trykkede på aftrækkeren, mener Nørgaard.

Undskyld, Sverige!

I sin nyeste bog om Horney fra september 2007 refererer Nørgaard til to erklæringer, som indtil 2006 har ligget forseglet i Rigsarkivet. Længe har der været set frem til, at de to erklæringer kunne offentliggøres som 'den endelige sandhed om Jane Horney'.

Sådan forholdet det sig ikke, vurderer Nørgaard. Men for feinschmeckere rummer de to kuverter interessante detaljer - og mere mystik: De to erklæringer er dels en fælles fra dramaets hovedpersoner, dvs. Sejr, Schou og Ravnbo skrevet i 1986, dels en solo-erklæring fra Schou. Og solo-erklæringen lægger betydelig afstand til indholdet af fælleserklæringen, som Schou underskrev "mod bedre vidende", som han ifølge Nørgaard vedstår i sin solo-erklæring.

Uenigheden går på, hvem der havde ansvaret for likvideringen. Kunne den retfærdiggøres, eller var der i stedet tale om drab? Det mente det svenske politi.

Den indbyrdes uenighed i de nu offentlige erklæringer sætter ifølge Nørgaard fokus på et officielt dansk forsøg på at føre svenskerne bag lyset kort efter besættelsen.

"Det mest interessante i dag i de to erklæringer er, at de på hver deres måde bidrager til at understrege det bedrageri, som Frode Jakobsen som tidligere medlem af befrielsesregeringen i 1946 gennemførte over for den svenske stat efter krigen," forklarer Nørgaard.

Stockholms kriminalpolitichef besøgte i foråret 1946 København for at efterforske drabet på Jane Horney, der jo var svensk statsborger. Den svenske politimand mødtes med Frode Jakobsen, der ikke ønskede at lade sig afhøre, men dog - og på vegne af den danske regering - "under hånden" kunne oplyse svenskerne om, at likvideringen var sket på, som han sagde, "allieret opfordring".

To måneder senere bragte det populære svenske billedblad SE (og senere det danske Billed Bladet) fotografierne af Jane Horney på besøg hos Gestapo-manden Thorner, mens Frode Jakobsen var til møde i Kancellihuset i Stockholm med den svenske statsminister Tage Erlander. Her gav Jakobsen igen under hånden udtryk for, at der havde foreligget en "allieret opfordring" til at likvidere Jane Horney.

Med de fortrolige, men ifølge Nørgaard ukorrekte, oplysninger stillede svenskerne sig tilfreds og opgav - i hvert fald i en halv snes år - at efterforske Jane Horney-sagen som mord.

"Med de informationer, jeg nu kan dokumentere bl.a. fra de to erklæringer fra Rigsarkivet, så burde den danske regering i det mindste undskylde overfor svenskerne, at en højtstående dansk politiker og tidligere minister har fuppet dem," mener Nørgaard.

"Frode Jakobsen har løgnagtigt påstået, at Jane Horney tilstod at være spion, før hun blev likvideret. Men det højeste, som Jane Hornery har sagt, er, at hun med sine mange og ofte erotiske kontakter i alle lejre 'handlede uklogt'," fortsætter Nørgaard, der - med endnu et ironisk smil - opfordrer "vores særdeles historieinteresserede statsminister til omsider at råde bod på Frode Jakobsens løgne og forsøg på at føre den svenske regering bag lyset."

Det har han så skrevet en bog om.

Erik Nørgaard: Jane Horney, 244 s., 299 kr. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her