Læsetid: 3 min.

Vi finder det almene i det konkrete

Lige nu læser hun Stieg Larsson - den nyudnævnte direktør for programproduktionen i DR, Mette Bock. Normalt læser hun mange udviklingshistorier, da de gode af dem rummer de væsentlige spørgsmål i livet
Kultur
15. december 2007

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

"Skal jeg tænke tilbage, må jeg sige Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset. En udviklingshistorie, der foregår omkring år 1300. Den kan man vende flere gange og få noget forskelligt ud af afhængigt af, hvor man selv er i sit liv."

- Hvad er styrken ved udviklingshistorier?

"Vi laver som læser en form for identifikation, hvor vi kan lære af andres udvikling. Samtidig er Undsets bog også en kvindehistorie, som rummer de væsentlige spørgsmål, vi støder på som mennesker. Det er et eksempel på, at vi kan finde det almene i det konkrete. Bogen er for mig en klassiker."

"Ellers vil jeg nævne Jette Drewsens Lisbets søster, som jeg for nyligt fik af Johannes Riis. Den gjorde stort indtryk på mig. Her var der også noget identifikation, men for mig var det på et meget personligt plan. Den handler om, at hun har mistet en søster, hvilket jeg også har prøvet."

"Identifikation er vigtig. Og det betyder ikke kun, at man kan se sig selv. Man lærer noget af sig selv ved at spejle sig i andre. Dermed er identifikation ikke kun at kunne se sig selv, men også ikke se sig selv."

- Hvilken bog vil du ønske, at alle ville læse?

"Jeg vil godt holde fast i, at vi er forskellige. Jeg bryder mig ikke om at ensrette, så det må folk selv finde ud af."

"Jeg fik netop noget personligt ud af Jette Drewsens bog. Det er ikke det samme som, at den taler til andre."

Ferielæser

- Hvad er den værste bog, du nogensinde har læst?

"Jeg lægger det hurtigt fra mig, hvis det er slemt. Generelt savner jeg det levende sprog i den gode fortælling. At sproget er i fokus. Der skal være en god historie, men den måde, man anvender sproget på, er vigtigt for oplevelsen."

- Hvilken type læser er du?

"Jeg læser selvfølgelig meget avis. Ellers er jeg mest ferielæser, når det gælder skønlitteratur. Her sluger jeg næsten alt, hvad jeg får serveret."

"Meget af det, jeg læser til daglig, relaterer sig til mit arbejde."

"Jeg kan godt lide politiske biografier: Det er også en udviklingshistorie, som er spændende, og som siger noget om den politiske historie."

- Hvad er du i gang med at læse lige nu?

"Som alle andre, så er jeg også i gang med Stieg Larsson. Jeg er startet ved nummer tre, selv om min mand skælder mig ud for det. Stieg Larsson formår at holde et nærvær og en intensitet i fortællingen, og så er det jo god underholdning."

Lære af historien

- Hvad er det næste, du skal i gang med at læse?

"Der er lige udkommet en biografi om den tidligere kirkeminister Bodil Koch. (Uden Omsvøb - Et portræt af Bodil Koch, red.) Hun var kirkeminister på et vigtigt tidspunkt. Hun forsøgte at sætte en ny organisering af kirken på dagsordenen i 1950'erne. Det er også relevant læsning i dag, hvor folkekirken er under forandring og til debat."

"Det kan lyde tørt og kedeligt, men det er spændende, fordi der er mange ting, hvor vi kan lære af historien. Historien kan give os en forståelse af historiske forløb, og så kan vi bruge erfaringerne i nutiden."

"Bodil Koch var en kontant og usædvanlig kvinde, men det er også en udviklingshistorie, som man kan læse og bruge personligt som inspiration, Så er det en politisk historie, der kan være med til at give indsigt i samfundet."

Mette Bock (f. 1957) er netop udnævnt som direktør for programproduktionen i DR. Hun er prorektor ved Aarhus Universitet og har været ansvarshavende chefredaktør og direktør på Syddanske Medier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her