Læsetid: 5 min.

Forfatterne er nødt til at brænde

Fy. Det går altså ikke med intellektuelle, der skammer sig
20. december 2007

Når man som jeg kun kommer hjem til Danmark på juleferie og til Skt. Hans, er det altid det store spørgsmål, når man åbner aviserne, hvad sker så i andedammen? Ja, det er jo ikke alle aviserne, man bladrer igennem. Weekendavisen er drejet så meget til højre, at selv bogtillægget er røget helt uden for min monitor. Jyllands-Posten har jeg opgivet for længst, og efter Berlingske ansatte en chefredaktør, der havde været medlem af Den Danske Forening, var bunden nået for mit vedkommende.

En kulturkamp, som handler om, at muslimer kommer fra middelalderen, og at Klaus Rifbjerg skulle være Idi Amin i det danske åndsliv, er infantil. Mine venner i Genève tror mig ikke, når jeg til soiréer fortæller, at i Søren Kierkegaards og H.C. Andersens hjemland fører regeringen en tåbelig og umoden kamp imod kulturlivet. Jeg forstår ikke, at vi tror, det er så svært med muslimer i Danmark. Jeg har arbejdet fire år i en international organisation, og jeg havde aldrig problemer med mine muslimske kolleger. Jeg voksede op i 80'erne med No future, nå-generationen, Schlüterregeringen og atomkapløbet.

Dengang var de kulturradikale altså ikke i regering, skulle jeg hilse og sige. Det var den sorteste reaktion, der var ved magten. Bertel Haarder førte undervisningspolitik imod skolelærerne, og Erik Ninn-Hansen gjorde alt for at forhindre, at en stakkels gruppe flygtninge fra Sri Lanka kunne komme ind i Danmark. Det har alle i Danmark bare glemt.

Tøger er den største

Heldigvis er der stadigvæk Information (på gode dage) og Politiken, som ikke er blevet hjernevaskede af propagandamaskinerne fra Dansk Folkeparti og Cepos. Det føles lidt ligesom at tage en islandsk sweater på at læse Information igen. Men Nørgaard på Strøget relancerer for tiden de islandske sweatre som en rustik mode, har jeg set. Så måske Information er retro-kitsch, men alligevel kan jeg godt lide det moderne format og det globale udsyn i avisen. At læse Information minder mig om at holde en god gammel ven i hånden, som lugter af pibetobak og forsamlingshus. Men man får jo ikke Information i flyveren fra Genève. Dér læser jeg Politiken. Den slår alt. Tøger Seidenfaden er den største og sidste stemme imod xenofobien, velstandsegoismen og kulturhadet.

Men jeg kommer hjem til et chok! Information har fået et bogtillæg. Endelig, tænker jeg, er der nogen, der sætter ild til litteraturen igen. Jeg har altid sagt, at de store digtere stryger tændstikker, når de skriver og sætter ild i bevidstheden. Men i Danmark tør aviserne ikke hælde benzin på bålet. De slukker ilden. Hvor er passionen henne i Danmark?, spørger jeg ofte mig selv. Hvor er troen på, at et godt digt kan brænde alle broer og sætte ild i horisonten? Men så læser jeg Informations bogtillæg, og det første nummer handler om, at det er et udtryk for åndelig stagnation, at de danske forfattere ikke har sluttet op om regeringens xenofobi! Den gamle islandske sweater kritiserer gudhjælpemig forfatterne for, at de ikke er blevet højreorienterede. De skulle måske skrive oder til Abu Ghraib og smædesange om muslimer. Det er der mig bekendt kun en dansk forfatter, der har gjort. Og det var Bertel Haarder, mens han var integrationsminister. Information vil bruge bogtillægget til at dræbe den sidste kritiske bastion i Danmark.

Det seneste nummer handlede om, at der er forfattere, som ryger hash! Det er vel nok en sensation. Old hat, siger jeg bare, som om Klaus Rifbjerg ikke for længst har demonstreret, at hash ikke bare er en provokation på kulturministeriets fortrappe, men en helt helt nødvendig ingrediens i det danske frisind, der ligesom Christiania og ungehus og nøgenstrande må lade livet for regeringens normaliseringskampagne.

Og sørme om ikke kampagnen er slået helt igennem allerede! I hvert fald var flere forfattere så bange for at stå frem med navns nævnelse, når det handlede om hashen, at den eneste forfatter, der ville stå ved det, var Peter Adolphsen, der angiveligt har skrevet en række mindre og skæve historier , der altså - det må jeg sige -ikke var store nok til at få hverken min eller andres opmærksomhed i Genève!

Herlige cafeer

Der er der til gengæld andre, der var. Min mand har gode forbindelser i den danske bogverden, og når ikke han får bøgerne med hjem fra venner i Danmark, køber han det nyeste nye i den glimrende bogbutik i Københavns Lufthavn. Men jeg må nu sige, at de danske boghandlere slet slet ikke kan måle sig med de herlige 'bogcafeer', man finder i udlandet og også i Genève, hvor man kan nyde en cappuccino, mens man skuer hunden på hårene - om man så må sige - så man ikke render hjem med alt for depressive bøger. For nok er det da fint, at de indstiller en dansker til den norske litteraturpris, men altså: Jeg skulle ikke læse meget mere end et par sider af Naja Marie Aidts seneste skriv, før det stod lysende klart for mig, at det danske vintermørke havde fået et alt for fast greb om den kønne piges lyse sind. Kritik er fint, det siger sig selv. Men der er jo ingen grund til at sprede en dårlig stemning, og derfor kan det da også undre en, at Information har indstillet en nordmands triste fortællinger fra Grønland til en litteraturpris. Det er muligt, at de inde på Information ved, hvad Kalak betyder, men for mig lyder det som et skadedyr.

Sådan er det desværre tit i Danmark. Vi tør ikke løfte hovedet og stå ved det, vi kan. Vi har ingen grund til at skamme os - dansk design har eksempelvis et utroligt godt navn i udlandet, og selv holder jeg meget af Jens Christian Grøndahls bøger, der jo også sælger pænt i Frankrig, og det helt fortjent. Men i hans essays får piben en anden lyd. Han 'skammer sig'. Jeg vil ikke have intellektuelle, der skammer sig. Jeg vil have intellektuelle, der brænder - også gerne sig selv. De må gerne gå ned, tage fejl og skyde forbi, så det hele går i smadder. Men hvorfor skal de krybe ned i en tændstikæske og skamme sig? Det er så dansk, så dansk og lige så dansk, som da jeg forleden hørte Dansk Folkepartis Jesper Langballe blive interviewet på P1 af en ung og uerfaren studievært, der end ikke forsøgte at tale ham imod. Jeg blev så ilde til mode: at sådan noget nu kan siges uimodsagt i Danmark - gudskelov forstår min zimbabwiske au pair knap nok fransk og da slet ikke dansk, for ellers var jeg blevet så pinligt berørt og havde forklaret hende, så godt jeg nu kunne, hvordan jeg har det helt som Karen Blixen. Hun måtte jo også forlade landet for igen at kunne være sig selv og sin historie bekendt.

Serie

Seneste artikler

  • Skoen er fuld af blod - og han er ikke en ægte prinsesse

    28. februar 2008
    Kunstfonden. Det må være det mindste beløb i verdenshistorien, som har vakt politisk anskrig. 15.000 kroner til Lars von Trier...
  • Ned med himlen

    21. februar 2008
    Danskerne er så pissebange for at blive sat af, at de er med på hvad som helst
  • Peter Øvig viser vejen

    17. januar 2008
    Blev det hele ikke lidt delikat anrettet i hans artikler i 80'erne? Var hans pen ikke lidt for let? Skøjtede den hen over realiteterne for bare at skabe skønne øjeblikke på papiret?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

KÆRE VICKY BACH DEVANTIERS

Du har vist også været borte fra Danmark for længe. Du ved ikke, at offentlig kritik af Dansk Folkeparti og dets medlemmer efterhånden bliver betragtet som kontroversielt. Når Jesper Langballe ikke bliver forsøgt talt imod, er det ikke nødvendigvis fordi journalisten er ung og uerfaren. Men det er lykkedes dem at brede det synspunkt, at kritiserer man Dansk Folkeparti eller dets medlemmer, er man enten venstreorienteret, smagsdommer eller kulturradikal, men sikkert lidt af det hele. Derfor bliver enhver kritik af Dansk Folkeparti i dag gerne fulgt op af et program hvor man diskuterer hvor venstreorienteret medierne er. Ralf Pittelkov er f.eks. blot den seneste der kritiserede DR for at have været venstreorienteret under den seneste valgkamp. Igennem hans kritik skinner det igennem, at problemet er det at der er/ findes venstreorienterede overhovedet. F.eks. når der nævnes meningsmålinger der har vist at en stor del af de studerende på journalisthøjskolen stemmer til venstre for midten. Og for hver gang Georg Metz i Information har kritiseret eller måske ligefrem gjort grin med Dansk Folkeparti, må han stå skoleret i Deadline på DR2 og forklare sig over for ledelsen i DF.

Jo, sådan er det blevet her i Danmark. Men kom bare hjem, det er en som dig vi har brug for. Men vær forberedt på de mest absurde beskyldninger, blot du mener noget ud over den snævre dagsorden der bliver diskuteret.

Peter pot.

Jeg tror, at de eneste der ikke kan grine af Jesper Langballe, er Dansk Folkeparti´s egne vælgere. I stedet vil de opfatte enhver der gør grin med Langballe og Dansk Folkeparti som venstreorienterede propagandister.
Det kunne da være hylende morsomt hvis der optrådte en Jesper Langballe-dukke i Yallahrup Færgeby - karikeret eller ej! - manden er jo en levende karikatur, der bedst ligner Arthur Schopenhauer på en god dag! Men det ville nok ikke gå, med en Langballe i Yallahrup Færgeby skulle ethvert afsnit efterfølges af en alenlang debat hvor DR´s røde lejesvende skulle stå skoleret. Men det er nok også derfor Yallahrup Færgeby (ifølge min overbevisning) er lidt halvkedelig.

Peter Pot.

ret sjov og giftigt parodi i Jean de France stilen - måske lige et steder hvor den er ved at kamme over (soirerne i Geneve, min mands gode forbindelser..), men ellers balancerer den elegant (og så elegant at de to ovenstående indlæg antyder at nogle har læst den bogstaveligt)

vh

ab

Jeg er ikke enig i ovenstående debatørs pointe - jeg finder netop, at soiréerne og de gode forbindelse giver artiklen, det krydderi der gør den til gedigen, god underholdning!