Forskning dømmer en af skolens helligste køer til slagtebænken

"Har du lavet dine lektier?" Det spørger jeg mine to ældste børn på 9 og 11 om hver eneste dag, mandag-fredag omkring spisetid. Og det har de af og til. Men ofte har de ikke. De kommer hjem fra den lange franske skoledag fra 9-17 og er trætte. Det sidste, de gider, er at fortsætte skolen. Men der er ingen vej uden om.

Udenadslære er dagens ret i alle franske skoler. De heldige, der lærer det hele første gang, kan minimere lektierne til måske 15 minutter.

De andre - dem, hvor det at lære et digt udenad kan tage en halv time, mindst; og dem, der så bagefter skal lære floder, bjerge og tabeller udenad, må bruge timer. For slet ikke at tale om weekenden, hvor der skal repeteres.

Mine børns mange engelske venner døjer med det samme. De engelske lidt ældre skolebørn er nogle af verdens mest testede og stressede, har talrige undersøgelser vist.

Men også danske børn og forældre er gennem møllen. For uanset, hvor meget der eksperimenteres i de danske skoler, synes meget få lærere at være indstillet på at droppe lektierne.

Hvorfor er det sådan? Fire amerikanske forfattere, alle med udgangspunkt i ny forskning om emnet og en lidt ældre britisk forskningsrapport fra det britiske Institute of Education har alle taget fat på det, de kalder 'myten om lektierne.' Resultaterne er stort set enslydende: Lektier fører mestendels til stress, konflikter i hjemmet, frustrationer og udmattede børn. Effekten - som de fleste forældre trøster sig med trods alt må indfinde sig - kan til gengæld overhovedet ikke måles, når det gælder mindre skolebørn.

Kan det virkeligt være rigtigt? Giver lektielæsning slet ikke børnene gode vaner, lærer dem om nødvendigheden af disciplin og en god arbejdsrytme - for slet ikke at tale om at det kan være praktisk at lære den lille tabel for overhovedet at kunne starte på matematik?

Lektier er en urimelig byrde

Professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet tror på de amerikanske undersøgelser, som han kender.

"Det er helt rigtigt, at der absolut ingen dokumentation eksisterer for, at lektier overhovedet har en positiv virkning. Eleverne lærer ikke direkte noget af lektielæsning. Og i betragtning af, hvor stor en byrde, det er for mange børn, er det jo slet ikke rimeligt," iger han til Information.

Laursen efterlyser først og fremmest noget ny dansk forskning om emnet:

"Vi har brug for undersøgelser af det her. Det er jo helt urimeligt blot bevidstløst at fortsætte med lektielæsningen, når effekten ikke kan dokumenteres."

Men han har også et bud på, hvorfor stort set alle skoler fortsat giver lektier for alligevel: "Det er egentlig underligt, men jeg tror, forklaringen ligger i, at det er en ældgammel del af skolen - som i øvrigt ikke engang er nævnt i Folkeskolens formålsparagraf - som bunder i Industrisamfundets krav om indlæring. Men skolen i vidensamfundet har mindre brug for udenadslære. Og det er jo helt absurd, at når nu langt de fleste børn går i skolefritidsordning efter skole, at lektielæsning ikke er en helt fast integreret del der, så arbejdet i det mindste er overstået, når børnene kommer hjem om eftermiddagen. Hvis der var en lærer tilknyttet i SFO'en til at hjælpe, kunne det også bryde med den sociale arv, som ses så tydeligt, når det gælder lektielæsning. Nogle kan få masser af hjælp derhjemme; andre ingen overhovedet."

Pligt og dårlig samvittighed

Den eneste, der har undersøgt lektiers virkning i Danmark, er Flemming B. Olsen. Han er tidligere gymnasielærer og ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet.

Han siger til Information, at hans forskning, som kun retter sig mod gymnasieelever, også tyder på, at, at lektier "mestendels er båret af pligt og dårlig samvittighed, og den bygger på en læringstankegang og en kollektiv industri-forestilling om, at alle skal læse det samme fra første til sidste side. Der er i høj grad brug for at gentænke hele ideen om lektielæsning hen imod nye arbejdsformer, der lægger mere vægt på det kreative og det individuelle."

Også han efterlyser langt mere dansk forskning om emnet, der i højere grad medtænker de unges kompetente brug af nye medier, og han undrer sig over, hvorfor uddannelsesfolk og politikere ikke er mere interesserede i emnet, "når det nu fænger i den grad i befolkningen. Når jeg er ude at tale om det emne, er brugerne af skolen, både forældrene og børnene, utroligt interesserede."

Men hvad siger eleverne selv? Gry Möger Poulsen, der lige er blevet student og er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) siger til Information:

"Jeg tror, det er helt afgørende at reformere de nuværende undervisningsformer. Terperi og lektiebyrder, som den ideelle vej til høj faglighed for alle er en gammeldags ide, som lugter lidt af, at eleverne helst skal sidde i et skummelt rum og læse alene. Der er da klart brug for lektier forstået som øvelse, træning og selvstændigt arbejde. Men pointen er, at dette arbejde simpelt hen skal integreres direkte i undervisningen og i de pædagogiske overvejelser og ikke køre sideløbende eller isoleret. Der skal være lektiemoduler i undervisningen med hjælp og vejledning til eleverne."

Også DGS-formanden peger på den sociale slagside ved hjemmearbejde:

"Den sociale arv slår massivt igennem i den måde, lektielæsning foregår på i dag. Elever fra ikke-boglige hjem er helt overladt til sig selv uden støtte fra forældrene, mens f.eks. børn af akademikere får 1,5 karakter højere i gennemsnit til folkeskolens afgangsprøve end børn af ufaglærte arbejdere."

Fordomme om lektier

Ikke alle klapper entydigt i hænderne over de amerikanske budskaber. Lars Qvortrup, som tiltræder stillingen som rektor for DPU 1. januar, siger:

"Der eksisterer nogle fordomme om lektier lidt lige som, nogen har det med gruppearbejde. Det skal jo ikke bruges uden overvejelser, men lektielæsning har nogle andre effekter end bare, om man nu kan lære stærke verber udenad. Selvkontrol, disciplin og det at tilegne sig nogle arbejdsredskaber som evnen til at sætte sig ned og koncentrere sig om en opgave, selv om der er andre fristelser i farvandet. Jeg er helt sikker på, at der er positive sideeffekter forbundet med lektier, så længe det ikke bare er en bevidstløs besked om at 'i morgen skal alle læse side 18-64.' Man skal som lærer naturligvis overveje den pædagogiske ide bag lektielæsningen som integreret i forskellige og differentierede arbejdsformer i skolen."

"Eksempelvis er det en udmærket måde at tilegne sig noget baggrundsmateriale på. Hvis man f.eks. skal diskutere et eventyr af H.C. Andersen i timen, ja så er det da fint, at alle har læst eventyret derhjemme, så man ved, hvad man taler om. Fortolkningen og hjælpen til at forstå eventyret foregår så i klassen. Det har ikke noget at gøre med terperi."

Qvortrup peger på, hvad han kalder "lektielæsningens didaktik":

"Det handler ikke bare om at måle et output. Men også om at tilegne sig gode vaner. Og om at inddrage hjemmet. Læringen sker jo i en trekant mellem skolen, hjemmet og barnet. Forskellige børn lever under meget forskellige vilkår og sociale forhold. Nogle får det hele, andre får ingenting eller meget lidt. Og her er lektielæsning faktisk et af de steder, hvor skolen inddrager hjemmet i skoleprojektet."

John Ingerslev Jensen er folkeskolelærer fra Allerød nord for København, uddannet i 1984 med dansk som liniefag og idræt ved siden af. Senere har han taget videreuddannelse i drama, og i dag underviser han en 10. og en 7. klasse i dansk på Engholm Skolen i Allerød. Han fungerer også som klasselærer og er med på, at lektielæsningen skal nytænkes, men ikke på et budskab om, at lektier generelt er af det onde. Det budskab kan hurtigt blive en sovepude for elever og forældre, hvis ikke man kvalificerer diskussionen, påpeger han:

Man svigter, hvis man ikke stiller krav

"For det første må man skelne mellem forskellige klasser. I min 10. klasse bruger vi kun lektier i den traditionelle forstand til 1-2 større opgaver hvert semester, f.eks. i dansk stil. Og selv her arbejder vi af og til med hver enkelt elevs kladde i klassen, inden den bliver skrevet ind derhjemme. Arbejdet med at forstå teksten er vigtigt, og det er generelt vigtigt, at lektier ses i en sammenhæng med, hvad der ellers sker i klassen. At oplevelsen med skolearbejdet siver ind i timen, at man har småopgaver som digte og mindre tekster i gruppearbejde eller individuelt enten i klassen, på biblioteket, eller hvor eleven nu arbejder bedst. De er ikke tvunget til at sidde i klassen, for nogle arbejder måske bedst et andet sted."

John Ingerslev Jensen siger, at der generelt er mere hjemmearbejde i hans 7. klasse, men at arbejdet ikke nødvendigvis foregår på samme niveau for alle.

"Man svigter eleven, hvis man ikke stiller krav. Hvis budskabet bare bliver, at 'lektier, det laver vi ikke', så er det de svageste, der svigtes, dem, som har brug for, at der holdes fast i dem og stilles nogle krav. Hvis der f.eks. går snak i det en time en dag - og det kan jo ske, der sker meget med børn i den alder, og nogen gange har man brug for at tale om noget andet - ja, så er det vigtigt, at eleven forstår, at 'o.k., nu brugte jeg ikke tiden til arbejdet i skolen. Så bliver jeg nødt til at gøre det derhjemme.' Det vigtige er, at børnene kender planen, og kan sætte sig nogle mål. Vi har f.eks. en årsplan, og børnene ved et helt år frem, hvornår der skal afleveres stile, og hvad kravene er. Og jeg vil sige, at hvis man gi'r den en skalle, så kan langt de fleste nå deres lektier i timen. Men ikke alle er jo lige dygtige eller læser lige hurtigt. Og så er det en hjælp, at man også kan sidde derhjemme og læse færdigt. På den måde kan lektierne også støtte de svagere elever."

John Ingerslev Jensen kommer lige fra en aften med skole-hjem samtaler i sin 7. klasse, og det er ikke frustrerede, stressede og trætte børn eller forældre, han har mødt, fortæller han - lektier eller ej:

"Det er simpelt hen så opmuntrende. Børnene er glade, positive og optagede af at lære noget. Og de har det også godt. Det er en fornøjelse at være med til."