Læsetid: 5 min.

'Gode forfattere skriver gode bøger'

Og de må gerne være helt enkle. Digteren og oversætteren Pia Juul kan godt lide bøger, der får det til at se ud, som om det er let at skrive en roman, siger hun
Ingen kender en bog så godt - ud over forfatteren selv - som oversætteren. Og det er yderst sjældent, en bog rigtig kan holde til den nærlæsning, oversætteren må foretage. -Jeg bliver træt af de fleste undervejs - eller kan i al fald tydeligt se en bogs spinkle steder ... Som forfatter lærer jeg dog uhyre meget - naturligvis også af de gode steder! Jeg ser hele tiden på, hvordan noget opfører sig,- siger forfatteren Pia Juul.

Ingen kender en bog så godt - ud over forfatteren selv - som oversætteren. Og det er yderst sjældent, en bog rigtig kan holde til den nærlæsning, oversætteren må foretage. -Jeg bliver træt af de fleste undervejs - eller kan i al fald tydeligt se en bogs spinkle steder ... Som forfatter lærer jeg dog uhyre meget - naturligvis også af de gode steder! Jeg ser hele tiden på, hvordan noget opfører sig,- siger forfatteren Pia Juul.

Klaus Holsting

27. december 2007

Pia Juul "læser altid og hele tiden," siger hun. Af gammel vane læser hun krimier, men hun er træt af det - og hun læser ikke så hurtigt som før. Noget særligt indtryk gør de heller ikke.

"Når jeg finder en krimi på biblioteket, må jeg ofte stå og læse længe, før jeg finder ud af, om jeg har læst den før."

Men en bog, som Pia Juul har været meget glad for at opdage, er John Franzens Ubekvemmelighedszonen, siger hun.

"Det er en essayistisk erindringsbog, der giver lyst til at læse mere. Han har blandt andet skrevet morsomt og dybsindigt om Radiserne."

"Så er jeg ved at læse Phi Phi Island om den østrigske forfatter Joseph Haslingers oplevelse af jule-tsunamien i 2004. Tsunamien interesserer mig überhaupt nicht og heller ikke specielt den måde at skrive på, som er blevet moderne, nemlig på forskellig vis at skrive om sig selv i fiktiv form, at oprette det Poul Behrendt kalder en 'dobbeltkontrakt' med læseren. Det er blevet en populær indfaldsvinkel blandt læserne, men Haslinger skriver ikke drillende fiktion, han forsøger nøgternt at finde ud af, hvad der virkelig skete i forhold til, hvordan han husker katastrofen, og når udgangspunktet er en selv og en søgen i erindringen, er det tit meget interessant at læse."

Slået en mand ihjel

Det korte af det lange er dog, at gode forfattere skriver gode bøger, fastslår Pia Juul. Norske Per Pettersons I kølvandet bygger også på selvbiografisk materiale, nemlig Oslofærgen Scandinavian Stars brand i 1990, hvor Pettersons bror og far omkom.

Bogen er efter Pia Juuls mening en af Per Petterssons bedste, hvilket får hende til at udbryde:

"Man kan blive helt bekymret! Er det sådan, at folk skriver bedst, når de overgiver sig til sig selv? Det hænder i al fald. Agnes Henningsen gjorde det. Coetzees to erindringsromaner er strålende."

"Henning Mortensen skete der også noget spændende med, da han tog udgangspunkt i sit selvbiografiske materiale med Ib-bøgerne, og for ham skete der det, at 'hovedstolen' - Per Højholts betegnelse for en forfatters selvbiografiske stof - begyndte at vokse, da han tog af den," konstaterer hun.

"Han er helt forrygende sin egen, næsten fjoget i Sondrup-trilogien, men jeg elsker det. En tiltrængt anderledes måde at skrive krimi på. Det er så blæret det, han laver, han viser, at han har magt over det. Her stiller det modsatte spørgsmål sig til gengæld: Hvor han gemmer sig selv? For han er der!"

"Naturligvis kan man ikke skrive om noget, man ikke har erfaring med," fortsætter Pia Juul.

"Men netop derfor gælder det om at finde ud af, hvad man vil sige om sin måde at skrive litteratur på. Man finder jo også på meget af det, der kommer til at stå, så på en måde er det lidt farligt at sige, at man kun skriver på erfaringen. 'Nå, har du virkelig slået en mand ihjel'," citerer hun eksemplificerede en fiktiv læser. "Det har man jo sjældent. En forfatter må også have en livlig fantasi, ellers bliver teksten for tynd."

Uafrystelig

Pia Juul arbejder ved siden af sit forfatterskab som oversætter, og det betyder, at man kommer til at læse på en helt speciel måde, siger hun.

"Ingen kender en bog så godt - ud over forfatteren selv - som oversætteren. Og det er yderst sjældent en bog rigtig kan holde til den nærlæsning oversætteren må foretage. Jeg bliver træt af de fleste undervejs - eller kan i al fald tydeligt se en bogs spinkle steder. Men det er dog ikke noget, man som almindelig læser kan bruge til så meget - han vil ikke se det. Som forfatter lærer jeg dog uhyre meget - naturligvis også af de gode steder! Jeg ser hele tiden på, hvordan noget opfører sig."

"Jeg læser mange krimiforfattere, og jeg har også læst Stieg Larssons bøger, ja jeg slugte dem, men jeg glemte dem lige så hurtigt igen. For Stieg Larsson har det imidlertid været et bevidst valg at vælge en populær genre, og han kan skrue en historie sammen, men kønt ser det altså ikke ud. Han ville heller ikke skrive litteratur, han ville bare ud til mange, han har jo et politisk budskab, intet mindre."

"Men hvis vi taler om, hvordan jeg gerne selv vil skrive, vil jeg nævne Cormac McCarthys The Road. Jeg fik nærmest et chok! Det er en enkel, lille roman om en far og en søn, der drager rundt i verden i kølvandet på en ubestemt katastrofe. Der er sket et eller andet, men hvad henstår i det uvisse. De søger efter mad, og de skal prøve at undgå at blive slået ihjel. Det lyder helt forfærdeligt, men romanen er skrevet så lysende klart og enkelt, så man får fornemmelsen af, at det da er nemt at skrive en roman. Hvad det jo ikke er. Men han får det til at se så enkelt ud. Den er uafrystelig."

"Cormac McCarthy er en forfatter, der altid har afvist at give interview eller at læse op af sine værker. Han bliver alligevel læst meget, men nu har han ladet sig overtale til at være inde hos Ophrah Winfrey, så nu kan bogen ikke undgå at blive en bestseller!"

En anden bog, Pia Juul gerne vil fremhæve er Paula Foxs Desperate personer.

"Paula Fox er en forfatter, man åbenbart har læst meget i 1960'erne og '70'erne, og hun er virkelig god. Romanen handler om et ungt ægtepar i Brooklyn i 1930'erne, og der sker næsten ingenting. Kvinden bliver bidt af en kat og går omkring i natten. Det er en form for realisme, jeg godt kan lide, endnu en forfatter, der får det til at se enkelt ud."

Iréne Némirowsky, som døde i koncentrationslejr allerede i 1942, blev kendt, da man fandt manuskriptet til Storm i juni om den tyske invasion af Frankrig. Med Feber i blodet har hun skrevet en tematisk traditionel og gammeldags historie, men den er fortalt på en moderne måde, forklarer Pia Juul.

"Selv om der er tale om endnu et efterladt manuskript, virker den ikke ufærdig, den er fortælleteknisk interessant, og det er selvfølgelig noget, jeg tænker over. Hvert kapitel er fortalt i nutid, samtidig med at fortælleren vender tilbage til fortiden."

Pia Juul vil gerne selv opdage tingene, siger hun, og hun bliver aldrig træt af det. Hun synes, det er og bliver skønt at læse, siger hun.

"Jeg har aldrig følt, at der er for mange bøger i verden, sådan som der ofte tales som. Selv bogmesser kan ikke skræmme mig, jeg vil gerne læse det hele, og bidrager gerne selv med flere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu