Læsetid: 5 min.

Hvis nu Google var onde?

Du søger efter ting, du næppe vil dele med din psykolog. Om en dystopisk novelle af science fiction forfatteren Cory Doctorow
5. december 2007

"Giv mig seks linier skrevet af den mest ærværdige mand, og i dem skal jeg finde en undskyldning for at hænge ham." Cory Doctorows novelle om en ikke så fjern fremtid lægger dystert ud med Kardinal Richelieus pragmatisk tilgang til skyldsspørgsmålet. Novellen heder Scroogled og begynder da en mand vender hjem fra en måneds ferie i Mexico:

"'Den forunderlige moderne teknologi,' sagde en dame og trak på skulderen af et skilt i nærheden: Immigration - powered by Google"

Hovedpersonen Greg er tidligere medarbejder ved Google og i en fire timer lang kø til den omstændige paskontrol - nu drevet Google - går det op for ham:

"Han burde have forudsagt det, selvfølgelig måtte det blive sådan. Den amerikanske regering havde ødslet 15 milliarder dollar på et program, hvor udlændinge blev fotograferet og fik taget fingeraftryk ved indrejse. Og de havde ikke fanget en eneste terrorist. Det siger sig selv, den offentlige sektor var ikke i stand til at søge ordentligt."

I Scroogled har den amerikanske kongres godkendt, at op til 80 procent af alt efterretningsarbejde kan udliciteres til private. Ideen er ikke vild: I Amsterdam er det såmænd Falck-medarbejdere fra G4S, der har vundet retten til at spørge til hvad som helst når rejsen går til USA.

Medarbejderen fra Department of Homeland Security kigger sin skærm, kigger på Greg og spørger:

"Vil du fortælle mig om juni 1998?"

Greg kigger undrende tilbage.

"Du skrev en besked på nyhedsgruppen alt.burningman den 17. juni 1998 om, at du planlagde at deltage på en festival. Du spurgte: Er svampe virkeligt sådan en dårlig idé?"

Greg kigger forvirret til seancen. Han bliver ført til et baglokale og forhørt.

GoogleWorld

Google har sat sig massivt på vores digitale tilværelse. Før en arbejdsgiver skriver under på din ansættelseskontakt, før din date tropper op i din lejlighed og før jeg gider at læse dit blogindlæg, er du højst sandsynligt blev Googlet.

Google kender dine underholdningsvaner - i hvert fald hvis du er under 20 (YouTube), dine korrespondancer (Gmail), de ved hvor dine venner bor og hvordan du kommer derhen (Google Maps), de ved hvordan vennerne bor (Google Street View), hvordan der ser ud i din baghave (Google Earth). De ved at du hellere vil læse nyheder om Angelinas forhold til Brad end om Pervez' forhold til de demokratiske spilleregler (Google News), de ved hvor du surfer (Wifi) og hvor du snakker i mobiltelefon mens du søger efter en 'kaffe' (mobilplatformen Android).

Senest har de europæiske og amerikanske konkurrencemyndighederne indgået samarbejde om at undersøge Googles køb af annoncefirmaet Doubleclick, der vil give dem en endnu mere dominerende rolle på hele den annoncefinansierede del af internettet - det vil sige det meste.

Google blev som bekendt til som et studieprojekt med det nuttede motto: Don't be evil. Men hvad nu hvis de faktisk var onde?

GoogleProfit

Journalisten John Batelle har gjort det til sin metier at følge Google på sin blog, Searchblog. Og i sin bog om Google, The Search, erindrer han en samtale med Google-stifter Sergey Brin om bekymringen for, at amerikanske myndigheder vil afkræve informationer om konkrete individer. Direkte adspurgt svarer Brin:

"'Der har aldrig været et tilfælde, som jeg er bekendt med, hvor et søgefirma eller Google for den sags skyld, har afsløret information om en søger.' Jeg minder ham om," siger Batelle, "at havde det været tilfældet, ville han juridisk set skulle svare præcis på den måde. Det stopper ham i et øjeblik, mens han indser at netop dette svar, som jeg tror han mente ærligt, kunne opfattes undvigende."

The Guardians lederskribent langede i forgårs ud efter Google. Anledningen var opkøbet af DoubleClick, men sigtet var bredere. Lederen slutter der, hvor Sergey Brin væver:

"Der skal være åbenhed om præcis hvilke data Google huser, hvor sikkert det er og hvad det bliver brugt til. Forbrugerne skal have samme ret til at finde af ud, hvilke information Google har adgang til, som britiske statsborgere allerede i dag har til at få oplyst, hvilke informationer et firma gemmer om dem på en disk. Men først og fremmest skal Google forholde sig til sin egen brovtende og rasende profitjagy, der modsiger deres eget postulat om, at de ikke bekymrer sig om Wall Street. Det er er muligt at de ikke er 'onde', men Google har mistet meget af den idealisme, der gjorde det til en ny slags virksomhed."

Google er længe blevet betragtet som en ny (og bedre) slags virksomhed, og har derfor fået en ny (og lempeligere) slags medfart. Da Google introducerede Gmail var der kortvarigt opstandelse over, at folks private korrespondance skannes for at udstyre den med relevante annoncer. Men opstandelsen forsvandt og Gmail vandt frem. Uden den store bekymring har mange internetbrugere takket ja til Googles tilbud om at gemme deres søgeresultater. Ligesom man i sin browser kan se, hvilke sider man besøgte i går, kan man på Google se hvad man har søgt efter. Men først og fremmest kan Google se mønstre og rytmer i dine søgninger. Cory Doctorow har ikke behøvet at anstrenge sin fantasi for at komme frem til dystopien.

GoogleRenseriet

Ude af lufthavnen opsøges Greg af sin tidligere kollega Maya, der fortæller at han i lufthavnen er blevet til en 'person of interest' - en person som myndighederne nu vil følge i tykt og tyndt via Google.

"Du er blevet en 'person of interest' og nu vil de aldrig, aldrig slippe dig. De vil skanne webcams for dit ansigt og din gangart. De vil læse din mail. Overvåge dine søgninger."

Det giver ikke længere mening at skelne mellem den virtuelle og den virkelige eksistens. Google er så at sige mere virkelige end virtuelle. Maya fortsætter:

"Når de først begynder at Google dig, vil de altid finde noget. Alle dine data bliver hældt ned i den samme muddermaskine, hvor de søger efter mistænkelige mønstre og bruger afvigelserne fra den statistiske norm til at nagle dig."

Novellen tager fart, da en redningsaktion sættes i værk. Maya har i al hemmeligheder (i de 20 procent af sin arbejdstid, hvor Google beder sine ansatte om at lave 'skulkeprojekter') udviklet en GoogleCleaner. Scenen er kendt fra enhver paranoid science fiction-fortælling: en teknisk dims plantet i hovedpersonens krop fjernes, hvorved personen sættes fri. I Scroogled bliver Greg sat fri med en tom adressebog og en tom mailboks.

Jeg har små 35.000 mails i Gmail. Jeg bruger flittigt Google Maps på min telefon. Google gemmer min søgehistorik. Hvad ved de om dig?

Radar er en duo-blog skrevet af Nikolai Thyssen og Henrik Føhns. Læs med på http://luftskibet.information.dk/radar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu