Læsetid: 6 min.

Gratisme og glemsel

Radiohead og Prince. Kongres-medlemmer og remixere. Pladeselskabsbosser og menigmand. Alle satte de deres fingeraftryk på et internationalt 2007, der handlede mindre om musikken, end om hvordan man anskaffede sig den. Og til hvor lav en pris, hvis overhovedet nogen
Radioheads seneste plade var i første omgang et rent internetalbum, som man selv prissatte (også til f.eks. 0 kroner). Det genererede masser af presseomtale og millionomsætning.

Radioheads seneste plade var i første omgang et rent internetalbum, som man selv prissatte (også til f.eks. 0 kroner). Det genererede masser af presseomtale og millionomsætning.

29. december 2007

Liv og død. Hvert år evig og altid det samme. Noget kommer, andet går. Den storindustrielle pladebranches dominans er døende, den lange hale af uafhængige, mere eller mindre hjemmelavede selskaber er blevet født og har allerede vokset sig stor og levedygtig. Giganter og grand old men & women opgav ævred. Og nye sangskrivere og musikere blev født. Vi kender dem endnu ikke, men vi glæder os til at lære dem at kende.

Hvad vil de mon stille opi fremtidens musikalske klima? Hvordan vil de se tilbage på den nutid, der om lidt er blevet et år ældre? Vil de ryste på hovedet af de multinationale selskabers krumspring? Deres analt kontrolmaniske forsøg på at vende styrtdykkende salg og slippe for at udgive deres musik som Digital Rights Management-fri mp3-filer?

I maj launchede iTunes deres Plus-udgave, hvor man kunne downloade DRM-fri musik for første gang hos dem. Først var det kun den ene af de fire giganter, EMI, der var med på spøgen. Men i september søsatte Amazon deres DRM-fri musikbutik med stor succes, og snart begyndte de slæbende fødder hos de sidste multinationale giganter at glide fra luntetrav og over i sprint: Universal, Warner og Sony BMG har i dag alle initiativer i gang for at sælge deres mp3-musik fri af restriktioner. Er det for sent? Vil kommende generationer se med undren på den dominans, disse kolosser engang havde på verdensmarkedet? Og vil de undre sig over, at de tøvede så længe i lyset af den omsiggribende gratisme og først nu for alvor er begyndt at se sig om efter nye indtægtskilder end selve sangen og albummet? Det er sandsynligt.

Og vil fremtidens musikere være helt vant til at navigere i det hav af forretnings-modeller, som begynder af åbne sig for musikere? Vil de vælge den strammeste model, den såkaldte 360-model, som Madonna valgte i år, da hun solgte rettighederne til tre studiealbums, til koncerter, til merchandise og til at licensere hendes musik til alt fra yoghurt til Hollywood? En 10-årig pagt til omkring 120 millioner dollar, som gav koncertgiganten Live Nation maksimal kontrol med madamen.

Eller vil fremtidens musikere i stedet nikke anerkendende til Prince, der i juli i år gav sit nye album, Planet Earth, gratis væk med den britiske tabloidavis Mail on Sunday og dermed skabte perfekt guerilla-pr for sine koncerter i landet - resultat: 21 udsolgte koncerter på stribe. For det kunne jo sagtens være i koncertvirksomheden, at pengene lå begravet ikke kun nu, men også et sted ude i fremtiden.

Eller måske vil man især sende respekt tilbage til Radiohead, der som det første store navn tog deres frihed alvorligt i den ny verden? Med udgivelsen af In Rainbows som foreløbig et rent internetalbum, man selv prissatte (også til 0 kroner) skabte de storm i pressen og branchen - og tjente i processen ca. tre millioner dollar på to måneder. Hvilket ville have krævet et salg på flere millioner plader, og det endda inden at albummet er blevet udgivet som cd.

Forlader selskaberne

Og hvad med alle de musikere, der forlader de traditionelle selskaber i disse dage, og også i nogle tilfælde hælder galde ud over dem i pressen? Nine Inch Nails, The Eagles, Paul McCartney. Hør bare sidstnævnte i The Times:

"Everybody at EMI had become a part of the furniture. I'd be a couch; Coldplay are an armchair. And Robbie Williams, I dread to think what he was ... But the most important thing was, I'd felt [the people at EMI] had become really very boring, y'know? And I dreaded going to see them."

Vil fremtidens musikere (og brugere) også undre sig over, at det kun var ungdommen, der sad med ørerne klistrede til mp3-blogs? Og vil de til den tid finde pt. fyrige mp3-blogs som Fat Planet, Benn Loxo du Tacu, Puritan Blister, Home Taping, Good Weather For Airstrikes, Fluxblog og Discobelle.net håbløst forældede, ude af sync - totalt pinlige steder, som forældrene besøger på nettet? Vil den populære bloggers magt have udmanøvreret de store musikselskabers reklamestrategier? Eller vil de to ting have fundet deres egen uhellige alliance?

Eller vil fremtidens unge overhovedet kende til nettet, som vi gør det? Vil de stærke kræfter, der kæmper mod et frit net, vinde. Guderne skal vide, at der har været stærke tiltag i år, ikke mindst i EU, hvor bl.a. musikselskabernes interesseorganisation IFPI har presset på for at kunne kriminalisere illegal down-loading (det hører pt. under civilret). Ligesom de også opfordrer EU-politikerne til overvågning og filtrering. Skrækscenarierne er ifølge modstanderne kriminalisering af almindelige borgere, tab af frihed og overvågningssamfund.

Ikke kun den galoperende illegale download-kultur, men også remixkunsten har været under angreb - men også til forsvar: Amerikanske Dj Drama, der er vidt anerkendt for sine mix-cd'er/mixtapes/bootlegs Gangsta Grillz, blev fængslet, fik ryddet sine kontorer og beslaglagt 81.000 cd'er samt harddiske, indspilningsudstyr og fire biler. Og det på trods af at den etablerede pladebranche selv bruger hans Gangsta Grillz-serie som promotion for deres rappere. Dramas sag nåede helt op i Kongressen i Washington, hvor demokraten Mike Doyle forsvarede ham og koblede ham til mash-up-musikeren og landsmanden Girl Talk:

"I hope that everyone involved will take a step back and ask themselves if mash-ups and mixtapes are really different, or if it's the same as Paul McCartney admitting that he nicked the Chuck Berry bass-riff and used it on The Beatles' hit 'I Saw Her Standing There'."

Imens galoperer verden videre uden for de vestlige hegn: I Kina og Rusland er der på ingen måde styr på den illegale kopiering og downloading, og især i Brasilien lever nye former for samplingmusik uden smålig skelen til rettigheder og hvem der ejer hvad. Klippe-klistre-kunsten er kommet for at blive. Det vil fremtidens musikere anse for selvindlysende. Og ophavsretten synes at være godt gammeldags i vejen for dens opblomstring i vores del af verden. Så måske vil fremtidens musikere ganske naturligt namechecke brasilianske, kinesiske, sydkoreanske og sågar angolanske inspirationskilder.

Skønhed og vildskab

De vil i hvert fald med sikkerhed finde inspiration i fortiden, ja, måske også i nogle af år 2007's plader, som har inspireret mig, ramt mig, ja, af og til dolket mig med deres skønhed, vildskab, smerte, lyst, leg, lethed, frækhed, tyngde und so weiter (se også min top 5). Vil de for eksempel genopdage naturalismo/ freak folk fra svenske Wildhearts & Peacedrums eller amerikanske Beirut, Coco Rosie, Yeasayer og Om? Eller vil de danse til labre, højteknologiske udgydelser fra tyske Apparat og Gudrun Gut, svenske The Field, chilenske Ricardo Villalobos og amerikanske Matthew Dear? Eller uregerlig gør-det-selv-fest fra amerikanske Dan Deacon? Eller måske heavy metal-tung, men stadig luksuriøs house fra franske Justice eller moden rock-house fra amerikanske LCD Sound-system? Eller elegant coverpop fra britiske Mark Ronson? Eller vil de hellere groove til moderne hiphop fra amerikanske Kanye West og Lil Wayne samt britiske Dizzee Rascal?

Og vil de flyde væk, som jeg gør, i amerikanske Stars Of The Lids seneste ambiencer? Eller vil de benoves over malinesiske Tinariwens brug af elguitarer i deres nyfortolkninger af nordafrikansk tradition? Og vil de finde frem til uregerligheder i omegnen af rock fra så forskellige navne som amerikanske Battles, Panda Bear, Dirty Projectors og Deerhunter samt britisk-nigerianske The Good, The Bad & The Queen? Eller hvad med britisk patinerede lydbilleder fra Pram og The Focus Group?

Vil Björks seneste album blive gravet frem? Vil amerikanske Lows ditto? Eller vil samlingen af moderne jamaicansk reggae/dancehall på antologien Serious Times? Det håber jeg.

Eller vil alle disse kunstnere og guldklumper gå i glemslen som de fleste af os? Jeg tvivler. Blandt dem, som glemslen i hvert fald vil spare for en stund, er nogle af årets afdøde giganter: Karlheinz Stockhausen, Alice Coltrane, Lee Hazlewood og Oscar Peterson. Jeg takker dem og ønsker dem god overfart. Hvor de nu end skal hen. Vi andre skal ind i et nyt år. Uden bremsepedal eller bakspejl i sigte.

For blog-links og pladetitler se http://luftskibet.information.dk/larm

Serie

Seneste artikler

  • Frisæt musikken

    24. august 2009
    To hjemmevideoer - af et bryllup og af et akvarium - har skabt uventede hits på YouTube. Begge videoer gør ulovlig brug af musik, men de har samtidig betydet forøget salg af de involverede sange og dermed indtjening til rettighedshaverne. Er det begyndelsen på en ny, friere kultur?
  • Kritik af TDC's nye musikordning

    2. april 2008
    Kunder hos TDC kan downloade alle de hits, de har lyst til, men musikken er låst til computeren, og skifter kunden abonnement, så ryger musiksamlingen
  • MyMusic lancerer digitalt musiksalg

    26. marts 2008
    Mens pladesalget fortsætter sin nedadgående kurs, stiger det digitale musiksalg jævnt, oplyser den danske hjemmeside MyMusic
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu