Den halve sandhed

Når jeg fortæller om det, siger jeg, at det jeg fortryder, er de ting, jeg ikke fik sagt, og at jeg ikke sagde fra. Men dette er min fornuft, der taler. I virkeligheden er det, jeg fortryder, de ting han aldrig fik sagt, de ting jeg så inderligt har trængt til at høre.

Jeg siger, at det er overstået og fortæller meget firkantet, at vi et eller andet sted stadig elsker hinanden, men at tidspunktet ikke er det rette. Jeg siger, at han skal finde sig selv og blive klar til at takle sine følelser, og når den dag kommer, kan vi måske finde tilbage til det, det var engang, for det er jo i virkeligheden, hvad vi begge ønsker. Jeg siger, at jeg ved, at han stadig tænker på mig, og at hans ligegyldighed over for mig ikke bunder i, at han er ovre mig, men skyldes, at han skammer sig over det, der er sket, og ikke er klar til at se det i øjnene.

Men dybt indeni tror jeg ikke helt på det selv. Et eller andet sted ved jeg, at han på et tidspunkt længe før mig blev klar til at give slip.

Jeg fortæller, hvor vred jeg var over de svigt der kom i forbindelse med, at den fælles verden langsomt blev til to adskilte universer, og om hvor dårligt og fejt, han handlede. Jeg siger, at jeg er er glad for, at jeg kom ud af dårlige rutiner og dårlig behandling.

Dette var egentlig ikke løgn, men kun den halve sandhed. For indeni blev al den vrede, jeg bar rundt på, stort overgået af en enorm sorg og fortrydelse. Og jo, det var da en lettelse at vinke farvel til ubehagelige rutiner, trykket stemning og dårlig behandling, men sorgen over, at det også betød farvel til et mennesket bag det, var altoverskyggende.

Ovre mig

I perioden lige efter var det hele et stort nederlag, jeg følte, at jeg havde tabt, og at jeg hadede mig selv for igen og igen at ringe op, bare for at blive mindet om, hvor langt væk den person, jeg kendte så godt, var. Men så begyndte opturene ligeså langsomt at dukke op.

Den dag jeg besluttede, at nu, nu ville jeg ikke ringe mere, for bolden lå hos ham, følte jeg min første oprigtige optur. Den er dog blevet hamret til jorden med meget større kraft end den opstod, idet dagen, hvor han ringede, aldrig kom. Siden har mine små opture været, hver gang der er gået en måned, når jeg har sendt de sidste af hans ting retur, og når jeg ikke har ringet til ham, også selv om jeg havde lyst.

Problemet med disse små opture er, at de ikke gør mig det mindste glad, i virkeligheden er hver af dem et lille nederlag, fordi hver af dem egentlig ikke viser, hvor meget jeg er ovre ham, men hvor meget han er ovre mig.

Jeg har besluttet, at jeg er ved at være færdig med at tale om det - både nedture og opture. For der er vel egentlig ikke mere at tale om.

Jeg har jo ikke set ham længe, og det er mindst hundrede år siden, jeg sidst hørte hans stemme i telefonen. Så der er jo heller ikke noget nyt at tale om. Og når jeg ikke taler om ham og ikke oplever nye ting med ham, må det da betyde, at jeg ikke bliver mindet om ham længere. Det er i hvert fald, hvad jeg siger til mig selv og til alle andre. Men der er masser, der kan minde mig om ham.

Mit evindelige brok

Min musik minder mig om ham, alle mine feriebilleder fra de sidste par år minder mig om ham. Juledagene og nytårsaften, får mig til at tænke på ham. Min seng, sommerhuset, når jeg tænder en cigaret, navnet på hans skole, fælles venner og det evige spørgsmål fra gamle bekendte, der vil vide, om vi stadig snakker, alle disse små ting, der er en temmelig væsentlig del af min hverdag, minder mig om ham. Og så er det altså svært ikke at komme til at tænke på ham.

Jeg sagde tidligere, at jeg følte størst fortrydelse over alt det, han aldrig fik sagt - alle de følelser, han holder for sig selv. Så i stedet for, at han siger det til mig, fortæller jeg det til alle andre.

Men det spøjse er, at alt, hvad jeg siger om, hvordan han har det med mig, i virkeligheden handler om, hvordan jeg har det med ham.

Jeg vil ikke sige, at jeg lyver for ikke at tabe ansigt og vise verden, at jeg har tabt, jeg vil snarere sige, at jeg benægter sandheden for at kunne leve med den. Jeg tror dog stadig lidt på noget af det, jeg siger. Jeg tror på, at han savner mig en gang imellem, og jeg tror på, at vi begge så det, vi havde, som unikt.

Mange af mine påstande og teorier ved jeg ligeså godt som alle andre ikke holder, men de er nødvendige for mig, for hvis ikke jeg havde dem, ville jeg slet ikke kunne give slip - ikke engang i fornuftens verden. Det ville kvæle både ham, mig selv og resten af min omgangskreds, der nok alle sammen er dybt belastede over at høre på mit evindelige brok. Så selv om der er mange ting, jeg ikke forstår, indrømmer og sætter ord på, kan en ting slås fast; Leonard Cohen har ret, når han siger: There ain't no cure for love.