Læsetid: 10 min.

Hvad husker du fra 2007?

Året i overskrifter. Hvad var det sjoveste, væsentligste, mest overraskende, mest skuffende i 2007? Information spurgte løs, og Ny Alliance scorede naturligvis højt. Men svarene berørte også en anusblegning og et rullende sindssygehospital
29. december 2007

Jens Rohde, fhv. direktør for TV 2 Radio og tidligere politisk ordfører for Venstre:

"Jeg husker 2007 for TV 2 Radio og for folketingsvalget - to begivenheder, som har tre ting tilfælles: Der var masser af stjerner, der var intet indhold, og så kom jeg til at spille skurkerollen i begge dele til sidst. Og ud fra en samfundsmæssig betragtning var jeg meget overrasket over, at det lykkedes regeringen at fastholde et VKO-flertal med baggrund i Ny Alliances tilkomme på den danske scene og den medvind, de fik op til valget.

- Var det så Ny Alliances indledende medvind eller den efterfølgende modvind, som overraskede dig mest?

"Ingen af de dele kom bag på mig. Dem kunne man næsten have skrevet drejebogen efter. Hvis man bare kender lidt til mekanismerne i den danske dagspresse, kunne det kun gå den vej, det gik."

- Hvad var det mest skuffende, der skete i 2007?

"Jeg synes, det er skuffende, at vi ikke på TV 2 formåede at manifestere en radiokanal på det danske marked, og at man på den baggrund nok må sige, at løbet er kørt for TV 2 Radio. Jeg har jo i høj grad min del af ansvaret for det, men der var dels det med stjernerne og indholdet, hvor indholdet ikke var veldefineret nok, og så ville jeg sådan ønske for radioen, at TV 2 ville lave radio på radioens præmisser og ikke på fjernsynets.Men der blev insisteret på, at han var så vigtig for radioen, at jeg skulle tage ham ind i fladen. Radio handler om kontinuitet, hvis man vil ændre folks vaner. Når man laver radio på fjernsynets præmisser, er det dømt til at mislykkes."

- Hvad var det sjoveste i 2007?

"Jeg elsker Yallahrup Færgeby. Det er næsten det bedste integrationsfjernsyn, der er blevet lavet til dato. Man tager et miljø, som alle folk har en masse ideer om, og så laver man karikaturen. Men fordi man laver karikaturen på den måde, man gør, kommer sympatien til at ligge hos Hassan og Ali. Man har lavet satiren med en helt åbenlys kærlighed. Og det er den stærkeste og bedste satire, man kan lave.

"Erik Clausen har også altid gjort rigtigt tykt grin med arbejderklassen, selvom han har defineret sig selv som arbejder. Jeg har altid sagt, at man først er rigtig politiker, når nogen har gidet at lave satiretegninger over én. Og sådan er det også her - du er først betragtet som en fuldgyldig og ligeværdig del af det danske samfund, når nogen tør og vil satirisere over dig. Og så synes jeg, det er fantastisk, at man har opfundet et udtryk, som hedder 'din dansker'."

Klimaet erobrede scenen

Kurt Strand, journalist ved DR 2's Deadline:

"Den væsentligste begivenhed i 2007 var, at klimadiskussionen for alvor kom på dagsordenen, ikke bare i Danmark, men især ude i den store verden. Det er væsentligt, fordi - så vidt jeg forstår det - rækker klimadiskussionen ind i næsten alle andre store, globale diskussioner: fattigdomsbekæmpelse, vækst og velstandsstigninger overalt i verden."

- Hvad var så den største overraskelse i 2007?

"Det var, at danske medier, og måske især tv, endnu en gang lagde hovedet fuldstændig under armen ved en prinsessefødsel i det danske kongehus. Jeg havde naivt troet, at vi var blevet klogere af nogle af de foregående, lignende begivenheder, og at vi ville være i stand til at dække begivenheder i kongehuset sådan nogenlunde ud fra de væsentlighedskriterier, der gælder for almindelig nyhedsjournalistik."

- Hvad var årets største skuffelse?

"Trods de mange ord om, hvad der her i Danmark skal gøres ved klimatruslen, er der meget langt fra ord til handling. Vi taler uendelig meget her i Danmark, og vi gør uendeligt lidt."

- Hvad var så den sjoveste begivenhed?

"Må man sige, hvad der var den sjoveste idé?"

- Man kan da prøve ...

"Okay. Det, jeg troede, ville være det sjoveste, var julekalenderen Yallahrup Færgeby på DR 2. Det var en rigtig sjov idé, og en godt tænkt idé, men det var ikke nogen særligt god udførelse. Den var ikke sjov nok. Men ideen med at tage et godt stykke folkeeje som Jullerup Færgeby og gøre det til en nutidshistorie om unge indvandrerrødder i et forstadsmiljø, synes jeg, var rigtig, rigtig god. Det er godt set, men jeg synes desværre næsten, at resultatet blev så umorsomt, som det kunne blive."

- Og hvis du så skulle nævne en begivenhed, som rent faktisk var sjov?

"Jeg synes faktisk, det var sjovt at følge Ny Alliance under valgkampen. Partiet bidrog til at gøre en valgkamp, der ellers kunne være blevet vældig kedelig og vældig forudsigelig, ret underholdende og ret sjov at følge både som tilskuer og som journalist. Der skete hele tiden ting og blev hele tiden sagt ting, som man normalt ikke ville forvente i en valgkamp."

"Noget så banalt som en partileder, der ikke rigtigt har styr på sit partis program, det synes jeg da på en måde er lidt sjovt. Det er i hvert fald meget anderledes og meget alternativt i en valgkamp."

- Og den mest positive begivenhed i 2007?

" ... "

- Ja, de baner er man jo ikke vant til at tænke i som journalist.

"Nej det er det, der er så forfærdeligt ... den mest positive begivenhed er, at der ikke siden starten af året er fremkommet nye, trecifrede millionunderskud på DR's byggeri i Ørestaden."

- Havde du da regnet med det?

"Det ved jeg ikke, men jeg havde frygtet det værste."

Der er koldt og trist i DR Byen

Vicki Berlin, komiker, Tjenesten på P3 og DR 2:

"Årets sjoveste begivenhed var, da Line Baun Danielsen sagde 'er det en abe'. Det var jo, da hun i et morgenprogram skulle se nogle postkort fra udlandet på en skærm. På det ene postkort sidder en neger i en kano og snakker i mobiltelefon ude i vandet - og så kommer hun til at spørge 'er det en abe?'"

"Hun kunne jo ikke se skærmen derfra, hvor hun sad - men den der fuldstændigt maniske back-paddling, hun og Ole Stephensen gik i gang med, var simpelthen, så komisk. At det er så stift, at de ikke bare kan sige 'hovsa, jeg kan ikke se skærmen' og så fortsætte - den måde, ingen af dem turde kigge ind i kameraet på, synes jeg simpelthen var så komisk. Det har jeg grint meget af. Det er enormt synd og enormt kejtet. De må jo ikke sige noget, som er politisk ukorrekt."

- Hvad var den største skuffelse i 2007?

"DR-Byen. Jeg synes det er ærgerligt, at så mange programmer kommer til at lide under den lorteby. Nu arbejder jeg jo selv i den, og jeg synes, den er trist og kold. Og når den så samtidig har kostet så mange penge, synes jeg bare, det er så ærgerligt. Det er så synd, at det går ud over alle de gode programmer."

- Hvad var så omvendt det mest positive?

"At tjenesten kom på tv. Vi sendte første sæson i februar, og det, synes jeg, var en rigtig positiv ting. Vi manglede noget dagsaktuel satire over, hvad der sker i Danmark."

"Jeg synes selvfølgelig, det er et sjovt program, fordi jeg selv er med til at lave det. Men jeg synes også, det har manglet i fladen."

"Satire letter trykket lidt på den sortseerverden, man naturligt kommer ind i, når der sker så mange hårde ting ude i verden. Og så kan man ofte tage tabuer op gennem satire - måske kan man få åbnet lidt op for nogle fordomme. Tit åbner folk mere op for budskabet, når de griner."

Uforudsigelige katastrofeområder

Ole Rasmussen, satireskribent på Politiken:

"Det væsentligste, der er sket, er vel, at de danske tropper blev trukket ud af Irak med en begrundelse, der var lige så syg som begrundelsen for at sende dem derind. Nemlig at 'nu kan de vist godt klare sig selv, og så er vi dem, der er smuttet - pas lige på den granat'."

"Det mest overraskende må være, at Ny Alliance på så relativt kort tid kunne sætte så stor en føring i meningsmålingerne over styr. Det kunne kun lade sig gøre ved teamwork, ved at alle joggede i spinaten på samme tid."

"Vi har i ATS kaldt dem 'partiet der ville være tungen på vægtskålen, men endte med at blive tungen ud af vinduet'. Sådan tror jeg, der er mange, der har det med dem."

"Jeg synes især, at Jørgen Poulsen er sjov. At blive rodet ud i et slagsmål om en fratrædelsesgodtgørelse på et tidspunkt, hvor han er blevet valgt til Folketinget, og så slutte med at beskylde Røde Kors for at beskylde ham for at ville 'tage negrenes penge'. Det synes jeg var en meget morsom udtalelse. Men det synes han nok ikke selv."

"Det er jo en pointe, at Jørgen Poulsen virkelig er kommet fra asken i ilden med det jobskifte. I Røde Kors var han i det mindste vant til, at katastrofeområderne lå stille - men i Ny Alliance bevæger de sig jo frit rundt. Man ved aldrig, hvad de finder på."

- Hvad var så årets største skuffelse?

"Årets største skuffelse var, at når nu Søren Gade var taget helt til Hollywood for at få fjernet hår på ryggen hos ham der Ole Henriksen, at han så ikke også fik lavet en anusblegning, så vi også kunne se det i fjernsynet. Det er jeg personligt lidt skuffet over."

"Omvendt er det mest positive ved 2007 for mig personligt, at AaB ligger nummer ét i SAS-ligaen. Og det næstmest positive er, at FCK kun ligger nummer to."

Banal valgkamp

Anders Samuelsen, partistifter, Ny Alliance:

"Den sjoveste begivenhed i 2007 var samtidig den mest forfærdelige. Det var de tre ugers valgkamp. Det var en tour de force i det mest ekstreme - jeg tror slet ikke, man begriber, hvor sindssygt det var i de tre uger. Det var både det sjoveste, det mest absurde og det mest deprimerende - fordi det blev så fuldstændig banalt, som man kunne have frygtet."

"Jeg kørte rundt i en lille Fiat Punto sammen med min storebror i den valgkamp, han var chauffør for mig. Vi omdøbte bilen til 'Det rullende sindssygehospital'."

"I Ny Alliance havde vi jo håbet at kunne forny politikken, men valgkampen gik op i det sædvanlige. Man fik det fremstillet som om, at vi havde en flok amatører som kandidater på trods af, at vi havde 100 folketingskandidater."

"Der var to gode eksempler på det: Lars Kolind havde et forslag om 40 procent i skat på Fyn og et om en nytænkning af den danske folkeskole. Men pressen magter slet ikke at give plads til, at man kan tænke anderledes. Man gør det kun op på den gamle skala: Hvis man ikke holder sig til nøjagtigt den dagsorden, som vi normalt kender, er man til grin og latterlig."

"Det er jo grænseløst morsomt at være vidne til, at pressen igen og igen efterlyser originalitet i politik og skælder politikere ud for at være forfærdeligt traditionelle i deres tankegang, og når der så kommer nogen, som tør tænke en ny tanke, så fører det til offentlig slagtning. Men samtidigt er det til at græde over."

- Hvad var den væsentligste begivenhed i 2007?

"Jeg tror, at det væsentligste for verden i 2007 var, at Angela Merkel trådte i karakter som leder af Tyskland. Det åbner nogle helt nye perspektiver for Europas rolle som en med- og modspiller til USA. Og dermed åbner det nogle helt nye muligheder for verden, så det ikke bare bliver et spørgsmål om USA mod resten."

"For Danmark var valget utrolig vigtigt. Det faldt desværre sådan ud, at der lige nøjagtigt var VKO-flertal igen - vælgerne ønskede åbenbart, at VKO skulle fortsætte. Der var en helt unik mulighed for at træffe et andet valg, selvfølgelig symboliseret ved Ny Alliance, men det blev så ikke til noget i den forstand, at vi kom ind, men vi manglede et halvt mandat."

Krig for kvinderne

Lone Kühlmann, debattør og journalist:

"Det, jeg husker tydeligst, var, at et folketingsflertal besluttede at fastholde Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan. Forleden hørte jeg Venstres nye udenrigsordfører, Søren Pind, sige, at vi var der for at hjælpe de afghanske kvinder. Det kom meget bag på mig, og det tror jeg også, det gjorde på de fleste andre. Vi invaderede jo ikke, dengang Taleban var der - ogdet gjorde vi heller ikke tidligere. Desuden har de afghanske kvinder har været undertrykt altid."

- Hvorfor er det dét, du husker tydeligst?

"Fordi i min levetid har vi ikke været i sådan nogle offensive krige før. Vi har faktisk ikke haft så stort et engagement siden 1864. Jeg synes, befolkningen bliver trukket rundt ved næsen. Man vader rundt i forklaringerne. Der er lige så mange løgnehistorier om Afghanistan, som der var om Irak."

- Hvad er så den rigtige?

Det ved jeg da ikke, jeg kan jo ikke sidde her i Humlebæk og vide, hvad der er den rigtige historie. Men jeg kan høre, at dem, jeg får, er forkerte.

- Hvad kom mest bag på dig i løbet af året?

"At det kan blive ved med at sejle sådan i Danmarks Radio. Jeg troede faktisk, at der ville blive gjort et eller andet. Det er interessant, at de skifter TV 2's bestyrelsesformand ud, men ikke Danmarks Radios. Jeg synes, de begge to har vist sig enestående inkompetente. Der er konstante nedskæringer, og folk flygter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu