Læsetid: 7 min.

Hvorfor skulle jeg dog elske min næste?

Den senmoderne kultur bliver ofte beskrevet som en kultur, hvor lysten har vundet over pligten. Men hvad hvis vi snarere lever i en kultur, hvor det er blevet vores pligt at have lyst? Og hvad hvis lysten slet ikke er nogen overskridelse af pligten, men dens ekko, skriver Lilian Munk Rösing her i sit juleessay om næstekærligheden
I Kierkegaards udlægning er kærlighedsbudet ikke vendt mod en angivelig primær egenkærlighed, som må kureres med pligtskyldig næstekærlighed. Budet er tværtimod en overskridelse af selve den logik, hvor egen- og næstekærlighed er forbundne som lyst og pligt.

I Kierkegaards udlægning er kærlighedsbudet ikke vendt mod en angivelig primær egenkærlighed, som må kureres med pligtskyldig næstekærlighed. Budet er tværtimod en overskridelse af selve den logik, hvor egen- og næstekærlighed er forbundne som lyst og pligt.

24. december 2007

I anledning af den tilstundende højtid vil jeg bede dig, kære læser, om at tænke lidt over næstekærligheden.

Og jeg vil lade dig tænke sammen med en af dem, der mest dybsindigt har gjort det, nemlig Søren Kierkegaard. Hans Kjerlighedens Gjerninger (1847) kan siges at være én lang meditation over det måske mærkværdigste bud i vor kultur: "Du skal elske din næste som dig selv".

Som Sigmund Freud skriver i Ubehaget i kulturen (1930), går dette bud imod al menneskelig intuition. For hvorfor skal jeg elske nogen, hvis ikke denne på særlig måde gør sig fortjent til det? Hvorfor skal jeg elske en fremmed, som jeg hverken kan spejle mig i eller idealisere (som jeg altså ikke kan investere min narcissisme i)? Hvorfor skal jeg elske én som i bedste fald er fuldstændig ligeglad med mig, men mere sandsynligt er ude på at udnytte mig, at få afløb i mig for sin aggression og sit begær?

Kierkegaards og psykoanalysens svar er: netop derfor!

Netop fordi næstekærligheden overskrider den narcissistiske begærslogik. Netop fordi næsten ikke er den, jeg kan spejle mig i, men en provokation, en traumatisk ting ved min side. Netop fordi næsten, som Kierkegaard siger, ikke er "det andet jeg, men det første du".

Du skal kunne!

Den senmoderne kultur vi lever i, bliver ofte beskrevet som en kultur, hvor lysten har vundet over pligten. Men hvad hvis vi snarere lever i en kultur, hvor det er blevet vores pligt at have lyst? Og hvad hvis lysten slet ikke er nogen overskridelse af pligten, men dens ekko? Den tanke finder vi allerede hos Paulus: "Begæret vidste jeg ikke af, før Loven sagde: Du må ikke begære" (Romerbrevet 7:7).

Hvad, Paulus her siger, er, at forbuddet ikke bare fortæller os, hvad vi ikke må gøre, men også hvad vi egentlig har lyst til at gøre. Forbuddet er samtidig et lystdiktat. Denne mekanisme er af filosoffen Slavoj Zizek blevet benævnt "det obskøne overjeg". Overjegets forbud: "Du må ikke hore/myrde/stjæle", har et hviskende obskønt ekko: "Hor! Myrd! Stjæl!".

Slavoj Zizek følger overjegets obskøne dialektik i en lige linje fra Kant til Viagra.

Hvis Kants etiske imperativ lyder: "Du kan, fordi du skal!" (når pligten byder dig at gøre noget, så kan du også gøre det), så har det som sit ekko senkapitalismens bud: "Du skal, fordi du kan!" (konsumsamfundet giver dig ikke alene mulighed for at realisere dine lyster, men pligt til at gøre det), eller endnu mere radikalt: "Du skal kunne!" (Viagra).

Hvis den autoritære mester insisterer på, at du skal gøre din pligt, selv om du ikke har lyst, så insisterer reklamens bud på, at det er din pligt at realisere din lyst. I den grad at vi i senmoderniteten kan tynges af skyld over ikke at have et lystfyldt liv (over ikke at se ud, bo, feste og elske som reklamens fuldt selvrealiserede skabninger).

Hvordan nydelsestvangen kan blive et jernhårdt bud, der ikke fører til lykke, men snarere til depression, har vi her i landet for nylig fået et tydeligt litterært vidnesbyrd om i Jørgen Leths selvbiografi Det uperfekte menneske (2005).

Leth fremstiller her et liv, der drives af jagten efter (seksuel og æstetisk) nydelse, og derfor med jævne mellemrum fører lige lukt i depressionen.

Du fortjener det

Men hvordan forholder det sig med det mærkværdige bud, som står i centrum i den jødisk-kristne etik: "Du skal elske din næste som dig selv"?

Dette bud bliver ofte læst, som om det er et lovbud og ikke et bud, der netop overskrider lovens obskøne dialektik, eller, som Zizek formulerer det: "hugger ind i den gordiske knude, hvor Loven og dens grundlæggende overskridelse hænger sammen i en ond cirkel".

"Du skal elske din næste som dig selv", lyder som benhård pligt, og er det ikke bare endnu et lovbud, der som alle andre lovbud har sit obskøne ekko? Hører vi ikke i dette bud en stemme, der hvisker: "egentlig elsker du dig selv mere, end du elsker din næste", og er denne hviskende stemme ikke også et af de bud, forbrugersamfundet har opløftet til højtråbende opfordring: Du har lov til at give efter for din egenkærlighed, du har lov til at forkæle dig selv, du fortjener det.

Som når tv-komikerduoen i Normalerweize laver satire over det Gucci-klædte venindepar, der henkastet shopper delikatesser i Emmerys, mens de diskuterer rengøringshjælp og bestyrker hinanden i, at de ikke har råd til at bruge for mange penge på "det der rengøring", og at den ene venindes polske rengøringsdame må fyres til fordel for en billigere thailandsk, for "du kan jo ikke redde hele Polen".

Kan vi ikke også på denne måde læse kærlighedsbudets historie som en historie om, hvordan senkapitalismen skruer helt ned for overjegets "pæne" pligtside og helt op for dets obskøne nydelsesside; hvordan lovens bud forstås som en opfordring til sin egen overskridelse?

Jo, budet er blevet læst og forstået på denne måde. Og Kierkegaard er blevet læst, som om han fremfører budet i pligtens ærinde mod nydelsens.

For siger Kierkegaard ikke, at næstekærligheden er en pligt, i modsætning til den lystbetonede kærlighed man nærer til elskede og venner? Jo, han gør; vi behøver bare at kigge i indholdsfortegnelsen for at finde det ord "pligt": "Vor Pligt at elske de Mennesker vi see" (IV), "Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre" (V).

Over for denne "pligt til kærlighed" sætter Kierkegaard "tilbøjeligheden" til kærlighed, den romantiske lidenskab, som han tager afstand fra.

Men det afgørende skel hos Kierkegaard går ikke mellem tilbøjeligheden og pligten. Det afgørende skel har på sin ene side tilbøjeligheden og pligten, på sin anden side trangen. Hvis man læser Kierkegaard som pligtens fortaler og næstekærlighedsbudet som et pligtbud, så læser man både Kierkegaard og budet ud fra det obskøne overjegs logik, det vil sige ud fra den logik, som de sprænger.

Du trænger

I Kierkegaards udlægning er kærlighedsbudet ikke vendt mod en angivelig primær egenkærlighed, som må kureres med pligtskyldig næstekærlighed. Budet er tværtimod en overskridelse af selve den logik, hvor egen- og næstekærlighed er forbundne som lyst og pligt.

Kierkegaards "du skal" lyder således: "Du skal elske Dig selv saaledes, som Du elsker Næsten, naar Du elsker ham som dig Selv".

I denne udlægning betyder kærlighedsbudet ikke, at hvis vi dog bare kunne elske andre lige så meget ,som vi elsker os selv, så ville menneskeheden være godt hjulpen. Det betyder derimod, at kærligheden til næsten opstår i samme hug som kærligheden til os selv; at vi ikke kan elske os selv uden at elske næsten, og vice versa. Det betyder, at det at elske sig selv er lige så svært som det at elske næsten: "Dersom Nogen derfor ikke af Christendommen vil lære at elske sig selv paa den rette Maade, kan han heller ikke elske Næsten."

Nok antager Kierkegaard en på forhånd given 'Selvkjerlighed' i det enkelte menneske, men den har intet at gøre med den kærlighed (til sig selv og næsten) som han prædiker: "Naar Lovens 'som dig selv' har fravristet dig den Selvkjerlighed, hvilken Christendommen, sørgeligt nok, maa forudsætte i ethvert Menneske, saa har Du netop lært at elske Dig selv."

Kærlighedsbudet bliver hos Kierkegaard det lovbud, der gør det muligt at overskride Lovens dialektik mellem lysthæmning (styr din egoisme, giv en hånd til Afrika) og lystdiktat (vær nu bare egoist, du fortjener det).

Men denne overskridelse kan kun indfinde sig, hvis man holder op med at forstå budet inden for Lovens logik som et bud om lysthæmning.

Hvis Loven går under med Kristus, så er det ikke fordi han er en anarkistisk rebel, der trodser de etablerede autoriteter, men fordi han overskrider den logik, hvor man gennem loven lærer synden at kende (det vil sige det obskøne overjegs logik). Forstået som springet fra Lovens til kærlighedens etik er Kristus den, der ikke bare lader Lovens bud ("Elsk din næste som dig selv") lære ham synden at kende ("Elsk bare dig selv"), men forstår, at kærligheden transformerer forholdet mellem næstekærlighed og selvkærlighed, så de betinger hinanden i stedet for (som i Lovens logik) at stå i modsætning til hinanden.

I den udstrækning Kierkegaard prædiker kærlighedsbudet som et pligtbud, er pligten kun et middel til at nå målet. Og målet er at bevæge sig fra bydeform i ental til bydeform i flertal, fra det strenge bud til den indbyrdes opfordring, fra "Du skal elske" til "I elskelige, lader os elske hverandre" (I. Joh. 4, 7.) Således skriver Kierkegaard i bogens slutning:

"Vi vil nu slutte med at indføre Apostelen Johannes' Ord: "I elskelige lader os elske hverandre". [...] Du hører i disse Ord ikke Pligtens Strenghed, Apostlen siger ikke: 'I skulle elske hverandre', men Du hører heller ikke Digter-Lidenskabens, Tilbøjelighedens Heftighed."

Den næstekærlighed, som er målet, er altså hverken strenghed eller tilbøjelighed, hverken pligt eller nydelse. Den har overskredet den slette dialektik mellem pligt og nydelse og er blevet en trang. Trang er ikke det samme som lyst. Som det siges af den selvbevidste murermester Jessens kone (Bodil Udsen) i Matador: "Det er ikke, fordi jeg har lyst til dessert, det er, fordi jeg trænger".

Ej heller er trang et naturligt instinkt. Trang er med andre ord hverken en naturgiven eller af loven dikteret lyst, men noget mere raffineret end begge dele.

Kærlighedstrangen indfinder sig dér, hvor der ikke længere er nogen kamp mellem næstekærlighed og selvkærlighed, dér hvor det at elske falder ganske naturligt, selvom det altså ikke er nogen naturlig drift.

Dette essay er et bearbejdet uddrag af Lilian Munk Rosings bog 'Autoritetens genkomst', der udkom tidligere på året på forlaget Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu