Jul i den hellige kernefamilies skød

Det er helt sikkert, at det er noget værre rod fra starten. Tag nu bare Eros. Det er overhovedet ikke til at finde ud af, hvem han egentlig er i familie med, tænker jeg i menneskemyldret i et indkøbscenter, mens alle møver videre med deres lister over gaver til mere eller mindre sammenbragte familiemedlemmer.

Der er stress på. Om det nu skyldes juleræsglobalisering eller oprigtige kærlighedsbeviser, hvor gaverne er symboler på, at vi giver kærlighed til hinanden. Helt i overensstemmelse med den kristne historie, der trods alle kommercielle tiltag stadig er den gavmilde anledning til, at vi okser rundt i voldsom trængsel og alarm.

'Agape' hed det i den græske filosofi, der blev overtaget af evangelisten Paulus. Agape er, når kærligheden går gavens vej, et forsøg på at efterligne Guds kærlighed til os.

Mens 'Eros' gik fra mennesket op mod Gud og dermed for grækerne starter i passionen og kødet, går Agape den anden vej. Guds eller Jesu uselviske, broderlige kærlighed burde være model for den menneskelige, tænker jeg og finder en velduftende fodcreme til en meget irriterende svigerinde, jeg virkelig burde elske.

Men vi har altså også arvet en del fra de græske guder.

Som nu lille Eros med sine rodede familieforhold. Hos Hesiod, syv til otte århundreder før Kristus, var Eros en af de tre grundlæggende guder, samtidig med Kaos og Gaia. Eros fik ikke selv børn, men var et granvok-sent væsen, der fik de andre til at få børn. Eros, der helt klart er alt for farlig, fik ikke lov til at forblive på så fremtrædende en plads i historien. I den græske mytologi optræder han senere som den søn, kærlighedsgudinden Afrodite får med krigsguden Ares. Det var i al fald ikke med ægtemanden Hermes.

Til gengæld var det måske med en af hendes mange andre elskere? Så blev de da også skilt - utroskab er stadig i vore dage, en af de hyppigste skilsmisseårsager. Afrodite blev i historiens løb til romernes kærlighedsgudinde Venus, mens Eros omstillingsparat blev definitivt konverteret til et utilregneligt, bevinget drengebarn, Cupidon, der skyder amorpile af sted, så man forelsker sig stik mod al fornuft.

Det starter med kærlighed

Og det gør vi så stadigvæk. Forelsker os stik mod al fornuft, en forelskelse, vi i vor del af verden har det historisk enestående privilegium, at kunne lade være grundlaget for vore parforhold. Det er oftest med en rigtig dejlig forelskelse, de starter, alle disse familier, forklarer psykolog og parterapeut Finn Korsaa, da jeg udspørger ham om jul, kærlighed og familier. Men lige her ved jul er det kærligheden i familien, der står helt centralt, og det er måske noget helt andet ?

"Det er helt sikkert, at det, vi fejrer her ved jul, har med familien at gøre. Vi fejrer tilblivelsen af en familie, hvor to unge mennesker bliver til tre, det øjeblik, hvor to ikke længere blot ser hinanden i øjnene, men der kommer et tredje væsen ind i billedet."

Og snarere end Eros, er der derfor tale om den lille kernefamilie, som Maria og Josef bøjet over det lille barn i julekrybben kan ses som symbol på.

"Det repræsenterer jo det nye liv, en ny generation, en ny tid, og det er jo herligt at fejre samtidig med solhverv, når det hele vender igen. På den måde er det jo en succeshistorie, der har overlevet, selv om kristendommen til en vis grad er ekspederet ud. Alt det med gå i kirke og gå om juletræet handler om familiens tilblivelse og lysets genkomst, og alt det ser jo godt nok ud på overfladen."

Barnet i centrum

Korsaa er selv glad for jul, forsikrer han. Han kan godt lide julepynt, han synes, det er dejligt med den generøsitet, der vises ved at give gaver, og han synes også, at det er skønt både at skrive og modtage julekort. Problemet er bare, hvordan det hele foregår, dér, i familiens skød.

"Når man graver lidt i det, i billedet af den lille hellige familie, så ser man jo også noget andet. Man ser at moderen er jomfru, og at barnet er blevet til ved mirakel og ikke ved en besvangring. Josef står der og ser lidt fåret ud, og de er begge bøjet over barnet, som er blevet centrum."

At barnet eller børnene er blevet centrum, er for Korsaa et af den moderne families allerstørste problemer. Det er et problem, vi har arvet fra en meget lang historie, hvor sidste version ifølge Korsaa, er det victorianske familiebillede.

Det beundrer vi stadig her op mod jul, for eksempel, når vi læser Peters jul. Forventningerne ses ud fra barnets synsvinkel. I billedet har far sin helt sikre rolle som fraværende skaffedyr. Moderen hører vi ikke så meget om, men vi kan forestille os, at hun er det hysteriske kvindemenneske, der omtrent på samme tid, ved slutningen af det nittende århundrede er nødt til at konsultere Freud.

"Der er ikke noget mærkeligt i, at man idealiserer den victorianske tid", forklarer Korsaa, "for den var i sig selv en idealisering af familien. Det var derfor, det blev så utåleligt, ikke mindst for kvinden. Kvinden har en bestemt rolle, manden har en bestemt rolle, og der var slet ikke plads til virkeligheden i det glansbillede".

Erotik og porno

Glansbilleder har der været mange af i historiens løb. Jeg elskede rent faktisk dem med glimmer på, tænker jeg skamfuldt, mens Korsaa taler. Som at se sin elskede familie spejle sig i glaskuglers, stearinlys' og julesalmernes skær. Fornemmelsen af, at det hele hænger sammen.

Og det gjorde det jo også engang, i den græske mytologi, som vi kender den fra Platons Symposium, hvor man netop diskuterer kærlighed. En af myterne er, at kvinden og manden fra starten hang sammen, for derefter at blive adskilt, så vi nu går og leder efter vor bedre halvdel. I vore dage glemmer vi gladelig, at der i myten faktisk var tre køn, manden, kvinden og blandingen. Så homoseksuelle går også og leder efter deres halvdel, faktisk burde der vel være langt flere af dem?

De festende gæster hos Sokrates var i al fald ikke særlig interesserede i kærligheden mellem mand og kvinde. Det var ikke i ægteskabet, med dens sociale rolle som reproduktionens centrum, det var interessant at diskutere hverken Eros, Philia eller Agape. Kærligheden under alle dens former havde med mænd og deres indbyrdes forhold at gøre. Den platoniske kærlighed kunne som bekendt være aldeles kødelig, den kunne også være af en langt mere ophøjet natur, men den havde ikke meget med kvinder at gøre.

Heller ikke hos romerne var det i det parforhold, vi nu synes er så vigtigt, kærligheden blomstrede. Ikke engang erotikken blomstrede, trods de forestillinger vi kan gøre os om orgier i det gamle Rom. I følge den franske historiker Paul Veyne foregik en stor del af seksualiteten simpelthen med slaver, og orgiefortællingerne svarer til vore dages pornografi. Slaverne kunne man gøre med, som man ville.

Af grunde, der stadig ikke er fuldt afklarede, men som kunne ligne en slags cyklus mellem Eros og Agape, var det efter flere hundrede år romerne selv, der opfandt den puritanske seksualmoral omkring år 200.

De tidlige kristne kunne blot overtage den, fiks og færdig. Utroskab fordømtes - dog blev mænd stadig dømt mildere end kvinder. Ægteskabet blev derefter ikke alene det fornuftsforetagende, det hele tiden havde været - med udveksling af kvinder, som antropologen Levi-Strauss meget uromantisk har påvist som centralt for langt størstedelen af historiens samfund.

Eros blev i det hele taget hjemløs med fordømmelse af kødets lyst.

Noget, der blot lignede den fornemmelse, man har, når man rammes af Amors pil, måtte vente på middelalderens troubadourer - der rent faktisk var på jagt efter andre mænds kvinder - og opfindelsen af den romantiske kærlighed. Men altså endnu engang uden for de ægteskaber, der oftest var arrangerede.

Måske er det derfor ikke så mærkeligt, at vi stadig har lidt svært ved at få kærligheden og erotikken til at fungere inden for hjemmet fire vægge?

Engang forventedes det ikke engang. Ægteskabet 'til døden jer skiller' varede i øvrigt netop på grund af dødeligheden betydeligt kortere tid end de over 40 år, et par nu kan forvente sig sammen.

I den forstand er vi ret modige, når vi vil have det hele til at fungere, tænker jeg, mens jeg sætter brunkager i ovnen. Og oven i købet, hvilket også er historisk enestående, elske vore børn også?

Finn Korsaa er vant til at tage imod, når problemerne er vokset det moderne, fuldkommen frit valgte par, over hovedet. Men problemet er, kan vi nu konstatere, en klassiker. For problemet er, ifølge Korsaas daglige erfaring, meget ofte, at det erotiske begær, der er så vigtigt i starten, har forladt parret igen og på Cupidons vinger er fløjet alle andre steder hen.

Ud på nettet, der er fyldt med nøgne babser og muskuløse mænd eller ud på arbejdspladsen, hvor der flirtes ivrigt. I juletiden danser Eros disko til julefrokosterne.

Alligevel er Korsaa slet ikke pessimistisk på kærlighedens vegne, snarere tværtimod. I modsætning til den britiske sociolog Anthony Giddens eller danske Henning Bech, der tegner billeder af et nyt opkommende individ, der udelukkende bruger sex og kærlighed som udskiftelige forbrugsgoder, mener Korsaa, at der foregår nogle meget alvorlige bestræbelser ude i de små hjem.

"De der postmodernistiske sociologer er så utrolig overfladiske, at det eneste, man kan sammenligne dem med, nærmest er det victorianske billede på en familie", hævder han irriteret. "Det er at se folk som klicheer. Jeg kan selvfølgelig ikke lave statistik på de folk, der kommer hos mig, men jeg tror heller ikke på, at statistikkerne rigtig kan fortælle os noget om hvad, der foregår ude i de små hjem."

Korsaa tror på, hvad de par, der opsøger ham, har at fortælle. Og det er denne fortælling, der har fået ham til at konstatere, at den victorianske eller 'borgerlige' familiemodel stadig er fremherskende, en model hvor erotikken er fraværende, og manden og kvinden først og fremmest far og mor.

"Men jeg synes alligevel, det går fremad", forklarer Korsaa, "for parrene accepterer ikke længere et forhold, hvor der ikke er nogen intimitet. I den victorianske tid affandt man sig bare med det, i dag bliver man skilt. Men mange par tager også kampen op. De vil gerne arbejde med det. De ved, at der er andre veje, end den de er slået ind på".

Et af de helt store problemer forklarer Korssa i sine bøger, er, at kvinden ikke alene er blevet sine børns mor, men også mandens.

"Du mener, at kvinden har taget magten i hjemmet, og det er det som er galt," spørger jeg ængsteligt, ved tanken om den plan, jeg har for, hvad min mand skal nå at udføre inden juleaften.

Men Korsaa mener slet ikke, at det bare er kvindens skyld. Han betragter det som en ond cirkel.

"Jeg tror nok, der er kommet turbo på den udvikling siden 60'erne med, at der er kommet flere af dem, jeg kalder 'naturens muntre sønner'. Kvinderne får større magt i hjemmene, og så ved mændene ikke hvilket ben de skal stå på. Så knytter kvinderne sig stærkt til deres drengebørn, og det er det, som skaber endnu flere af naturens muntre sønner."

På den måde kan det blive ved i lang tid fremover.

"Den ene generation leverer simpelthen problemet videre til den næste. Josef han stiller sig dér og ser fåret ud og ved ikke rigtig, hvad han skal gøre med det dér barn, Hans rolle er jo meget meget perifer også i mytologien, vi aner ikke, hvad Josef foretager sig, det er sønnen det drejer sig om, og det er også barnet, det drejer sig om i den moderne familie".

Og det er faktisk katastrofalt for barnet.

"Når vi voksne taler om miljø, så taler vi om opvarmningen og iskalotten der smelter og den slags. Men det miljø, som børn lever i, det er det, som foregår mellem mor og far. Det er deres miljø, og hvis det er koldt, så er det ikke godt, for så kan barnet ikke nå frem til en voksen identitet. Mor og far er blevet kønsneutrale over for hinanden. Det er barokt. Set i det lys er julen en farce".

Korsaa forklarer, at han ikke er meget for at bruge psykoanalysens eller Freuds terminologi, for han ved, at det skræmmer folk langt væk.

"Det er jo ligesom, hvis en håndværker står og fortæller mig alt muligt teknisk om HFI-relæer og jeg bare vil have, at det skal virke". Men her har vi jo haft fat i myterne og kan derfor berette, at det, som børn dermed ikke kommer igennem er Ødipuskomplekset. Hvis vore forældre ikke har 'afvist' os med deres seksualitet, så bliver vi bare ved med at elske mor. Også selvom det er i form af en elsker, en kone eller en mand. Omkring århundredskiftet midt i den victorianske families hysteriske blomstringstid, var det psykoanalysen, man gik til." Hvad kan man gøre nu?

Korsaa mener, at det er livsvigtigt at få Eros hjem i familien igen.

"En lille dreng, der ser, at far klemmer mor lidt, kan jo godt mærke, at der foregår noget meget spændende dér. Jeg kan huske, hvor interesseret jeg selv var i et par i vennekredsen, hvor man virkelig kunne mærke, at der foregik noget. Jeg sugede det simpelthen til mig. "

I Agapes forstand, er den allerbedste gave vi kan give vore børn, måske derfor, at invitere Eros med til festen?

Korsaa griner og giver os i al fald følgende råd:

"Den julesang, som måske nu er den allervigtigste, det er den med 'Jeg så julemanden kysse mor'.

Og så blev det, med parterapeutens hjælp, endelig jul i den lille historisk set enestående, fritvalgte kernefamilie.