Nu er det sådan, at der i denne klumme bliver skrevet en del om sex og politik - som regel rimeligt elegant flettet ind i hinanden. Asmaa Abdol-Hamid og lesbisk SM er f.eks. blevet diskuteret heftigt, internt og lummert her i spalten, og så sent som i sidste uge skrev Baltasar Castor om de rene bøsse-sex fester i Berlin, hvor han savnede lidt kvindeligt selskab i smatten, for ligesom at rykke lidt rundt på hvad - forstod jeg ikke, men det skal ikke afholde mig fra at være vældig fascineret både af ham og de andre klummeskribenters erfaringer både med den nuværende venstrefløj og rum, hvor man glad går ind og er seksuelt på kanten. Med hinanden.
Provinsen flytter med
Jeg har aldrig prøvet det, og jeg har altid været bange for at blive afsløret. Jeg er ikke en wild thing. Jeg er ikke i kontakt med mine dæmoner, måske har jeg ikke engang nogen, der er knyttet til min krop. Jeg er således denne klummes guilty pleasure. Jeg er Dido optrædende til en Dunstfest, Moby på sharwamabar eller Bono til en torsdagsdemo. Politisk pleasende, monogam og i det hele taget sært passivt observerende og lidt for light. Og hvad der er værre: Jeg har personligt en fire fem fredage i træk fravalgt et utal af receptioner, ferniseringer, middage med internationale dj-personligheder og glade bundne aftaler med gamle seje venner, fordi jeg hellere ville se Vild med dans. Det er rent faktisk et krav fra kæresten, at dette bliver offentliggjort. Hun er træt af at rende rundt alene og i skjul og bære på skampletten: Hun er kæreste med den vildeste småborger. Det kan godt være, man som teenager tror, man kan flygte fra provinsen, men provinsen flytter med. Helt ind - og til benet hvor ligusterhækken snor sig sundt rundt om enhver nakkehvirvel. Hvor fjernsynsprogrammet bliver tjekket nøje. Hvor der sladres om dem fra bladene og dem inde ved siden af. Hvor der er købt kage til kaffen. Hvor vinden hviner derude, og de fremmede banker uuuhh på. Hvor dommedag er nær. Hvor de stjæler med arme og ben og vores damer og vores arbejde. Hvor frygten holder os tæt sammen, og vi skutter os ved tv-ilden, Lotto-håbet og en enkelt ferie om året - i de helt varme lande. Lige præcis her i denne kvalmende ultra-danske stue har jeg - med min indgående viden om f.eks. deltagerne fra Vild med dans - den søde kildrende fornemmelse af ikke at have gjort noget galt. Jeg passer fantastisk ind - samtidig med, at jeg kun skal afvige meget lidt for at være speciel på den der måde, som er ok og til min fordel.
Pop så det slasker
Og jeg er åbenbart ikke den eneste. Min gode unge ven f.eks., der ved alt om bøssekulturens afarter og sidegader. Han har Keith Haring tatovering, BruceLa Bruce Film, Michael Alig biografi og Genesis P. Otridge plader. Han har arbejdet som bartender på Amigo Sauna og Dunkel bar og kender alt til miljøer, hvor alle stoffer er taget, kønnet og de fleste grænser totalt overskredet. Her i næste weeekend bliver han borgerligt viet med sin veninde, for at holde årets fest ja, men også for at flirte med normaliteten. "Der er ikke nogen, der skal putte mig i en kasse," siger han, hvilket jo er sødt nok, men han er jo ligesom allerede godt begravet dernede i bøssekassen. Men fint at han som en anden trold fra en ordinary æske hopper op og leger hetero-fyr og Rasmus Modsat, så er vi to - hvis man altså skulle være angst for at blive alene - når man joiner majoriteten.
Undgår berøring
Nogle steder bliver man altså opfattet som både radikal og 'spændende' - og i andre sammenhænge som så meget pop, at det slasker. En gang om dagen er man Hr. og Fru Danmark og en gang om dagen: Bjørk og Matthew Barney - og ind i mellem må man se at få ordnet sine ting.
Jeg har engang haft lidt petting i en taxa med op til flere, på lidt champagne og lidt coke. Nu tager jeg så bussen og sidder pænt på det yderste af neglene sådan, så jeg ikke opnår berøring med de andre. Jeg kører ud af byen med øjnene dvælende ved tilbud og frisør-piger i flok. Jeg går dovent ind for både demokrati, gud og fædreland. Og tv og provinsens tryllestøv, der holder mig behageligt nede.
Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo!had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent
