Interview
Læsetid: 6 min.

En kriminalfilm, hvor personerne er mysteriet

Med sin instruktørdebut, krimidramaet 'Gone, Baby, Gone', har Ben Affleck ønsket at stille publikum spørgsmål uden nødvendigvis at give dem svar
Debut. Ben Affecks filmkarriere har været noget svingende, men nu springer den 35-årige skuespiller ud som instruktør af et intenst krimidrama, -Gone, Baby, Gone-.

Debut. Ben Affecks filmkarriere har været noget svingende, men nu springer den 35-årige skuespiller ud som instruktør af et intenst krimidrama, -Gone, Baby, Gone-.

Miramax Film Corp.

Kultur
21. december 2007

Det er 10 år siden, at Ben Affleck og Matt Damon vandt en Oscar for deres manuskript til Good Will Hunting, som de også begge spillede med i. Siden har man ventet på, at parret skulle skrive en ny film, men i stedet har de plejet vidt forskellige skuespilkarrierer med Matt Damon som den, der umiddelbart har foretaget de bedste valg og leveret de bedste præstationer.

Affleck har været mere svingende. Nogle mener, lidt uretfærdigt, at han ikke kan spille skuespil; forrige års rolle som tv-Superman-skuespilleren George Reeves i Hollywoodland var et højdepunkt. Men nu springer den 35-årige skuespiller ud som instruktør af et intenst krimidrama, Gone, Baby, Gone, der foregår i Afflecks hjemby Boston og har lillebror Casey Affleck i hovedrollen som en privatdetektiv, som forsøger at opklare bortførelsen af en lille pige.

Filmen er baseret på en bog af Dennis Lehane, og Ben Affleck har sammen med vennen Aaron Stockard selv skrevet et manuskript, der udforsker menneskets mørke sider og begreber som moral, etik, godt og ondt.

En følelse af Boston

- Var din bror det oplagte valg til hovedrollen?

"For mig var han det oplagte valg, ja. Han fik ikke rollen, fordi jeg ville gøre ham en tjeneste. Hvis det handler om at gøre folk tjenester, står der mange andre i kø foran min bror. Jeg prøvede at finde en skuespiller, der ville være den bedste for filmen. Det var vigtigt for mig. For vigtigt til at gøre nogen tjenester. Det handlede om at lave en god film som min første film som instruktør. Når man begynder en karriere, enhver karriere, men især en karriere som instruktør, er den første film 10 gange så vigtig som den anden, tredje eller fjerde i forhold til det indtryk, man gør. Jeg vidste med sikkerhed, at selv om det endte med, at vi slog hinanden ihjel under optagelserne, så var Casey den rigtige til rollen. Han kendte byen, han kunne klare accenten, han forstod mig og det, jeg gerne ville lave. Jeg vidste, at vi ville blive uenige, og at vi så forskelligt på mange ting. Det har vi gjort, siden vi var børn. Men jeg vidste også, at han var en god skuespiller, og at han ville levere en fremragende præstation, der kun ville gøre min film bedre."

- Hvor vigtig er Boston for historien?

"Meget vigtig, fordi den har en meget speciel fornemmelse, og den gør filmen mere unik. Byen har noget meget bestemt, isoleret, klan-agtigt, arbejderklasse-agtigt over sig. Den katolske kirke er meget synlig, og der er nogle religiøse undertoner, som også skulle være en del af filmen. Der er en stærk fornemmelse af det sted, hvor den foregår, i filmen. De lokales følelse af stolthed på trods af det hårde liv er meget stærk. Med billederne ville jeg i begyndelsen af filmen vise folk, der skubber til en verden, der skubber til dem, og at de gør det med en følelse af ære. I Amerika optræder arbejderne og de fattige i byerne ikke ret meget på film. Film handler ikke om fattigdom, misbrug, overgreb, forsømmelse, og jeg vidste, hvor det fandtes i Boston. Det eksisterer sikkert også i andre amerikanske og europæiske byer, men jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle finde det."

Moralske absolutter

- Er der en balance, man må holde, når man fortæller en historie, der foregår blandt de mennesker - så det ikke bliver spekulation?

"Bestemt. Det er en hårfin grænse. Man er ikke interesseret i at nedgøre folk, og man vil ikke tale ned til eller udnytte dem. Man er ikke ude på at sige, 'se på de her mennesker, de er fattige, deres møbler er slidte. Er det ikke interessant, er det ikke farverigt!?' Bare for at pege fingre eller åbne en dør og se på dem udefra. Det ville være ligesom at bruge special effects. Man er nødt til at have noget at sige, fortælle en historie."

"På den ene side er Gone, Baby, Gone en traditionel kriminalfilm, men under det rummer historien nogle vigtige temaer omkring denne fattigdoms-spiral, f.eks. Amanda og hende mor, Helene, en stofmisbruger, der forekommer så grotesk og ondsindet, at man hurtigt dømmer hende. Man bliver så bedt om at genoverveje sin dom, fordi hendes bror forklarer, at de som børn ikke havde nogle andre rollemodeller. 'Vores forældre var ligesådan.' Man begynder så at tænke, 'skal vi dømme hende eller ej?' Det er første gang, at man bliver stillet det spørgsmål. Jeg ville ikke fortælle publikum, hvad de skulle svare, blot stille dem spørgsmålet. Det næste spørgsmål, man bliver stillet i filmen, er, om denne lille pige, Amanda, bliver ligesom sin mor. Jeg siger ikke, at det gør hun, eller det gør hun ikke. Jeg rejser bare spørgsmålet. Det er ikke handlingsspecifikke dele af historien, de ligger neden under alt det, der sker."

- Var det gråtonerne, som tiltrak dig ved Lehanes bog?

"Jeg var tiltrukket af, at det var en kompleks bog. Personerne var virkelige og ikke bare det; de gjorde hele tiden noget andet, end jeg forventede, og de gjorde det på måder, som man aldrig ville se i en film. Som regel opfører personer i film sig ganske forudsigeligt for at servicere plottet. Gone, Baby, Gone er en krimihistorie, hvor personerne er mysteriet. Der er så mange nuancer, det er virkelig kompliceret, og for at få det til at virke kræver det en vidunderlig, symfonisk elegance med hver person, og det tiltalte mig."

- I en tid, hvor så mange autoriteter taler om moralske absolutter, må det også være interessant at lave en film, der gør noget andet.

"Allerede inden 2001, hvor den moralske absolutisme og ideen om god og ond for alvor gjorde sit indtog, nærede jeg en dyb modvilje mod tanken om, at der kun findes sort og hvidt. At dette er et godt menneske, og dette et ondt. Jeg finder det falsk og reduktivt og meningsløst. Gone, Baby, Gone er en udforskning og en afvisning af de tanker."

Egen filmskole

- Hvordan var det at instruere i stedet for at spille skuespil?

"Fordi det er min første film, var det ikke noget, jeg gik til med kæmpestor selvtillid. Når det er sagt, havde jeg nok nemmest ved at instruere skuespillere, fordi jeg har stået på den anden side og kunne gøre det ud fra, hvordan jeg selv gerne ville arbejde. Jeg har talt med mange manuskriptforfattere og filmfotografer, der er blevet instruktører, og som har haft svært ved at tale med skuespillerne, fordi faget er omgærdet af en slags mystik. Det problem havde jeg ikke. Jeg tænkte på, hvordan jeg selv gerne ville instrueres, og jeg brugte mange af filmens ressourcer på skuespillerne. For mig handlede det om præstationerne, og jeg gav dem plads og tid til at prøve forskellige ting af, eksperimentere og diskutere, hvad vi hver især mente, filmen handlede om, og hvor den skulle bevæge sig hen."

- Hvor meget har du talt med andre instruktører for at få hjælp?

"Jeg har talt med mange mennesker, og jeg har længe været bevidst om, at jeg ville være instruktør. I det stille har jeg gået på min egen filmskole, mens jeg har forfulgt min skuespilkarriere. Jeg har altid tænkt, at hvis ikke der er andre fordele ved at medvirke i en film, så kan jeg i det mindste få lidt filmskoling. Der er intet som praktisk erfaring og samværet med folk, der selv laver film, og hvis man viser interesse for folks arbejde, er de mere end glade for at dele deres erfaringer med én. Den form for interaktion med professionelle, arbejdende fagfolk oplever man ellers ikke."

"Da jeg kom tættere på faktisk at skulle instruere filmen, blev jeg nervøs og begyndte at spørge, 'okay, jeg skal instruere en film, hvad skal jeg gøre?' Men det er alt for generelt et spørgsmål, og jeg fik ikke nogle gode svar ud af det. 'Hvad gør man?' 'Lav den god!' Det er bedre at få specifikke, anekdotiske råd, fordi hvis man får nok af dem, kunne jeg, når jeg så befandt mig i en bestemt situation, huske, at nogen havde fortalt mig, hvad de gjorde, da de havnede i en lignende situation."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her