DALLAS - Downtown Dallas glitrer vildt, når man kigger op. I øjenhøjde er byen til gengæld lidt kedelig, uvenlig og uimødekommende. Når man ser bort fra de imponerende høje huse, ligner rigtig mange af bygningerne tro kopier af det boglager, hvor Lee Harvey Oswald placerede sig ved vinduet på 6. sal og skød præsident John F. Kennedy den 22. november 1963.
Det er i det hele taget vanskeligt at ryste den rædselsfulde begivenhed af sig, når man er i Dallas: Mindesmærket ved siden af Dealey Plaza er enkelt og smukt, som teksten insisterer på at hylde JFK's liv i stedet for at mindes hans død. Til gengæld er den vognfuld båtnakker, der kører forbi i høj hastighed og brøler ud af bilens nedrullede vindue, om det var her Kennedy blev skudt, præcis det modsatte af et kønt syn.
Mindepladen, der sidder på bygningen, der husede The Texas School Book Depository, minder også om, at præsidentmordet er et åbent sår: I hvert fald er der kradset en hidsig streg under "angiveligt" i den sætning, der forklarer, at de dræbende skud kom fra Oswald. Og på de nærmeste gadehjørner står konspirationsteoretikerne på spring og venter på endnu et sagesløst turistøre. Deres bæltetasker bugner, og de vifter med plastikchartek, der tilsyneladende indeholder afgørende dokumenter og vidnesbyrd.
Men museet om mordet, der findes på netop 6. sal i samme bygning, fremkalder faktisk meget sobre tårer, mens metaldektoren og klistermærket i døren, der erklærer, at man ikke må tage håndvåben med sig ind, vækker lysten til at råbe: "Nu styrer I jer for helvede med de våben!"
I det hele taget indbyder Dallas lidt til, at man knytter næven mod den klistrede novembervarme og skælder den første og bedste ud over, at verden er af lave.
Cocktails og videokunst
Og så pludselig: En balkon på Dallas Museum of Art med en firkant af udsigt til højhusene i varmt lys fra den sidste sol. Joy Division på grammofonen og himmelske cocktails, der både er stærke nærmest gratis takket være den svage dollar. Publikum er udgjort af sådan nogen, der ligner et museums officielle venner plus en masse ubarberede unge mennesker med hængerøv i bukserne, uglet hår og cardigans. Festen, der altså er åben, holdes i anledning af den i november nyåbnede udstilling The World Won't Listen.
Phil Collins, og det er altså ikke ham fra Genesis, er kunstneren, mens mediet er video. I 2004 påbegyndte Collins (f. 1970) en rejse, der bragte ham til Colombia, Tyrkiet og Indonesien. Målet var via tv radio og flyers at annoncere efter og siden optage unge mennesker, der sang karaoke til sangene på den klassiske plade The World Won't Listen, som det engelske band The Smiths udgav i 1987. Resultatet kan ses på tre forskellige kæmpeskærme i bugen af museet, hvor deltagerne sideløbende synger de samme sange, mens de aber sanseligt efter The Smiths' forsanger, Morrissey. Det er meget rørende, som verden pludselig virker bittelille: Alle disse unge mennesker fra hver deres hjørne af kloden har det jo tilsyneladende på helt samme måde med alle de angstfyldte og sublime sange. Nogle af de optrædende er hjerteskærende ensomme og plaget af dårlig hud, mens et tørklædeklædt indonesisk venindepar giver den gas, som havde de øvet sig på "Panic" hele deres relativt korte liv. Selv siger Collins, at karaoke afslører "den sødt pinefulde krise mellem selvets opfyldelse og begrænsning." Det giver god mening, selvom det er svært at oversætte "the sweet agony of self-fulfillment and self-limitation" til dansk. I Dallas synger de voksne gæster med, mens andre bare nøjes med et begejstret "Oh, yeah!" Dem, der ikke kender sangene, ligner i øvrigt også nogle, der er smittet af uskylden og ivrigheden, når de forlader de mørke rum med de tre lærreder. Udstillingen rundes af med et par forstørrede gengivelser af Morrisseys alvorlige læserbreve til de engelske musikmagasiner Sounds og Melody Maker. Dem forfattede han, mens han selv bare var teenager og almindelig fan.
Der er faktisk altid sent åbent torsdag aften på Dallas Museum of Art. Det er gratis at komme ind, og der er jazz i underetagen. I det hele taget er alle de smil, man savner i byens gader, brede og imødekommende her blandt skoleklasser og børnefamilier fra alle etniske grupper. Gallerierne bugner med imponerende samlinger af amerikansk kunst fra det 19. og 20. århundrede og skatte fra Asien, Afrika og Europa. Det er sikkert olien i Texas' undergrund, der løber som en frugtbar åre gennem museet. Måske har i hvert nogle af virkelighedens JR-typer ægte sans for kunsten. I hvert fald afslører Dallas Museum of Art den gode side af Dallas.
Dallas Museum of Artlinks:www.dallasmuseumofart.orgwww.jfk.org
The World Won't Listen
