Læsetid: 6 min.

'Kunsten giver arkitekturen en større social værdi'

Kunstner Pipilotti Rist og arkitekt Carlos Martinez har vist, at deres symbiose af kunst og arkitektur kan løfte sociale problematikker i det offentlige rum i Schweiz. Duoen tilbyder københavnerne at gentage successen. Nu afhænger det af politikernes velvilje
Kultur
10. december 2007
Som kunstner forventes det altid, at du er fri og tør tænke ud af boksen. Resultatet blev en stor skulptur, hvor kunst og arkitektur ikke er adskilt, forklarer Pipilotti Rist om duoens succesprojekt Stadtlounge i St. Gallen i Schweiz (her til venstre). Her er det typiske hårde, kantede, kolde og grå underlag udskiftet med organiske former og rød, blød gummibelægning, som har karakter af at være et indendørs gulvtæppe.

Som kunstner forventes det altid, at du er fri og tør tænke ud af boksen. Resultatet blev en stor skulptur, hvor kunst og arkitektur ikke er adskilt, forklarer Pipilotti Rist om duoens succesprojekt Stadtlounge i St. Gallen i Schweiz (her til venstre). Her er det typiske hårde, kantede, kolde og grå underlag udskiftet med organiske former og rød, blød gummibelægning, som har karakter af at være et indendørs gulvtæppe.

Carlos Martinez

Den verdenskendte lyd- og videokunstner Pipilotti Rist og arkitekten Carlos Martinez er ikke hverdagsgæster i København, og de er måske heller ikke en oplagt kreativ symbiose.

Om ikke andet så har parret fundet en måde at arbejde sammen på, som unægtelig har vist et vigtigt potentiale, når vi taler om kunstneriske og arkitektoniske indgreb i det offentlige rum. Her smelter deres kompetencer sammen i en fri kunstnerisk leg og empatisk social landskabsarkitektur. Det er deres tidligere projekt Stadtlounge i St. Gallen i Schweiz et eksempel på: Et rødt gummibelagt landskab - eller city scape - har vendt en trist og negligeret del af den schweiziske by til et rekreativt og socialt sprudlende sted med aktivitet, dialog, leg og ikke mindst en fælles stolthed. Passivitet vendt til aktivitet og distance til engagement.

Med initiativ fra U-Turn Kvadriennale for Samtidskunst - arrangørerne bag Danmarks første festival for samtidskunst i 2008 - har duoen i den forgangne uge præsenteret deres projekt på rådhuset i København og dernæst været på tur rundt i det københavnske med de politisk ansvarlige for at se på mulige lokationer. Information mødte duoen til en snak om potentialet i og i symbiosen af kunst og arkitektur i det offentlige rum.

Kunsthistorisk set har kunst i det offentlige rum været præget af to tilgange: Kunstneriske interventioner - et kunstnerisk bidrag til forskønnelse, og så kunst, der integrerer sig i det offentlige rum, hvor kunsten låner sit frie, umiddelbare og sociale engagement til for eksempel arkitekter, hvilket resulterer i en hybrid form for arkitektur, som overskrider de vante grænser. Med Pipilotti Rist og Carlos Martinez er der tale om den sidste form.

Symbiose potentiale

"Udgangspunktet var, at man ville parre arkitekter med kunstnere for at få input fra en anden front. Vi var i forvejen gode venner og havde gjort det klart for hinanden, at ingen af os ønskede at adskille arkitektur og kunst. For mit vedkommende var jeg allerede i udgangspunktet adskilt fra mine vante medier, og var tvunget til at tænke nyt. Vi tænkte begge over, hvad vi ville gøre, hvis det var vores landskab. Og det tror jeg, er typisk for kunsten, at du forsøger at være så uafhængig som muligt, imens man som arkitekt sjældent er opportunistisk, fordi det ofte drejer sig som store beløb og en stærk relation til brugeren. Som kunstner forventes det altid, at du er fri og tør tænke ud af boksen. Resultatet blev en stor skulptur, hvor kunst og arkitektur ikke er adskilt," forklarer Pipilotti Rist om duoens succesprojekt i St. Gallen.

De udstødtes område

Hende og Carlos Martinez har arbejdet sammen mange gange.

"Vi har et meget fint samarbejde, hvor vi begge spiller ind både i den arkitektoniske og kunstneriske del. Så har man som arktiekt to muligheder: Enten siger man: Nej det går ikke, fordi arkitekturen typisk gør sådan og sådan. Eller også siger man: Ok, lad os prøve at skubbe lidt til det hele og ændre arkitekturen. Vi gjorde det sidste. Stadtlounge er i mine øjne en ny måde at forholde sig til det offentlige rum på," siger Martinez og påpeger kunstens positive påvirkning.

Området for Stadtlounge var tidligere præget af alkoholikere og en kold atmosfære. Det var et meget centralt, men ignoreret og udstødt område. I dag bruger alle stedet: Studerende, gamle mennesker, folk, der kommer fra stationen, spiller musik, spiser sandwich.

"Ja, det er virkelig en lounge. Og det er virkelig lækkert for os at se, fordi alle funktionerne bliver indoptaget og udnyttet. Det, der gør det indbydende, er farven og det, at det er en anden verden, som man aldrig har oplevet før. Normalt er offentlige pladser grå, kolde og hårde," pointerer Martinez.

Distance til engagement

"Du skal tilbyde noget, som giver offentligheden en merværdi. I St. Gallen var behovet langt større, end vi havde forudset. Når folk træder ind på det røde underlag, er det vigtigt, at de føler sig velkomne. Og det har virket bedre, end vi forventede," siger Rist og Martinez understreger behovet for sådanne rum i byen:

"I en hektisk by har man brug for et sted med et mere afslappet tempo, hvor man heller ikke bombarderes af indtryk og reklamer. Hvis man skaber et rum med mere flydende former og fri fortolkning, bliver den sociale form også anderledes fri og afslappet."

For en arkitekt som Carlos Martinez er engagementet med produktet meget interessant.

eller mit rum, og unge laver derfor ofte hærværk. Med Stadtlounge har vi opdaget, at folk passer på stedet og bekymrer sig om det."

"Normalt er det offentlige rum hverken dit

"For mig er det helt centralt, at man som arkitekt ser omhyggeligt efter, og laver områder til offentligheden. Det er for mig kriteriet for en god konstruktiv social skulptur. Og jeg mener, at kunsten kan åbne det spørgsmål og give arkitekturen denne merværdi. Kunsten giver arkitekturen en større værdi og dermed også større social værdi," forklarer han.

Samme dag havde duoen været på tur med U-Turn og de politiske beslutningstagere for at se på mulige områder for deres projekt.

"Vi har set pladser, som fungerede, men også flere som var socialt negligerede. Og det er selvfølgelig dem, der er de interessante for os. Dem vil vi gerne genoplive. Vi vil selvfølgelig gøre det anderledes, fordi vi tager udgangspunkt i selve området, men så vil vi nok også tage projektet nogle skridt videre. Nu ved vi, hvad der virker, og hvor der kunne være flere muligheder. Og dem vil vi gerne afprøve," lyder det fra en tændt Pipilotti Rist.

Politisk velvilje

Bolden er nu spillet over til politikerne, og rundturen i København havde gjort indtryk på teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R).

"De havde rigtigt godt øjne for byens uopdagede potentialer. Evnen til at opdage det særlige ved det oversete, og det, synes jeg, er enormt interessant," siger Klaus Bondam ovenpå rundturen med Rist, Martinez og U-Turn, der i følge Bondam alle ved, hvad de har med at gøre og arbejder ud fra et højt kvalitativt udgangspunkt.

"Nu har vi kigget på 11 områder, som også kunne indgå som en del af vores metropolzone-projekt. Pointen med det projekt er at skabe fobindelse mellem by, vand og især søerne, og der var da flere steder, som kunne være interessante for os at fokusere på. Staunings Plads bag Vesterport Station (op mod H.C. Andersens Bld., red.), og det meget underlige og negligerede område i Nyropsgade mellem Vesterport og Søerne er nogle af dem," forklarer Bondam, som understreger at kunst i det offentlige rum hører sig til i København.

"Her er det interessante det sociale element - det brugbare i det. Altså, det at kunsten ikke bare skal bidrage med et æstetisk indtryk, men også skal formå at skabe rammerne for et folkeligt møde i byrummet, hvor der også kan opstå noget uventet. Generelt oplever vi i disse år en øget lyst til at opholde sig ude i byrummet, og det er altså ikke bare på grund af rygeloven. Det stiller nogle nye udfordringer og spørgsmål til, hvordan vi så skal indrette byrummet."

Men Bondam erkender, at vi har at gøre med en meget høj kunstnerisk kvalitet, og derfor stiller det selvfølgelig også høje krav til modtagerne.

"Deres kompromisløse tilgang gør, at hvis du vil gøre sådan noget her, så skal man vitterligt også vise den politiske vilje for at få det gennemført. Dermed ikke sagt, at kommunen behøver at stå for hele beløbet. Vi ser jo i disse år flere og flere private medspillere i sådanne spørgsmål, hvor man gerne vil støtte en sådan udvikling," lyder fra miljø- og teknikborgmesteren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Endelig nogen der vil gøre op med de social stigmatiserende grå-beton klodser, der var topmålet for 70'ernes kubitiske fladpander, og resulteret i arkitektoniske nedturer som gellerupparken, bispehaven, rosenhøj, søndervang, for at bare nævne de mest nederen sociale lossepladser i Århus området. Den evige beregning af bygeforholdet imellem byggearealet og boligarealet, har med anders fjoghsk minimalstatlisme forvandlet boliger til containerlignende ligeygldigheder, med ligegyldige mennesker. (hvis de altså bare ikke koste så meget i sociale ydelser)

Gør det lækkert at bo i boligblokke, og du vil få nogle lækre mennesker igen.

Ordentli´syg..

ja lounge kunst/design i det offentlige rum er også en måde at tjene penge på. jeg synes vi skulle starte med billige (gratis) boliger før vi bliver cafelækre.