Læsetid: 5 min.

Kunsten som kilde til guddommelighedserfaring

Kunsten har altid været kilde til en helt unik erfaring. Kirken har brugt denne erfaring som et svar på noget hinsides, men egentlig peger kunsten endnu længere. Derud hvor vores forstand og begreber ikke længere kan følge med, forklarer idéhistoriker Dorthe Jørgensen
Glasmaleri i Grinderslev Kirke ved Viborg udført af Maja Lisa Engelhardt: -Vejen til Emmaus-.

Glasmaleri i Grinderslev Kirke ved Viborg udført af Maja Lisa Engelhardt: -Vejen til Emmaus-.

John Jedbo

24. december 2007

Godt. Slå benene op, hvis du har tid på denne højhellige dag, hvor vi fejrer det hinsides, kærligheden og mørkets forføjelse. Når du senere sidder i kirken, så tag et kig på udsmykningen. Det kan være udsmykning af buldrende dogmatisk art eller måske er du så heldig at sidde i Gjellerup Kirke, der for nylig blev redekoreret af billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt.

I begge tilfælde er der tale om religiøs kunst, der forsøger at bruge kunstens uhåndgribelige væsen til at henvise til noget religiøst. Tidligere med tydelig symbolik og dogmatik. I Maja Lisa Engelhardts tilfælde et meget abstrakt og mere åbent formsprog, som lader det være op til betragteren at udfylde formerne. To tider, to typer kunst, men det er iøvrigt ikke tilfældigt, at kunsten altid har haft denne status - eller funktion - inden for religionen. Den franske forfatter og kulturminister, André Malraux, postulerede engang: "Al religiøs kunst er ikke god kunst, men al god kunst er religiøs kunst".

Hvad gør denne 'gode kunst' religiøs?

Ifølge Dorthe Jørgensen, som har et korpus af æstetiske teorier om den kunstneriske erfaring bag sig, kan det være vældig meningsfyldt at betragte kunsten som et rum for religiøs erfaring. Men egentlig skal vi altså et spadestik dybere for at finde selve kilden til denne erfaring. Her er der tale om noget så ubegribeligt og abstrakt som en transcendenserfaring. Et begreb som lektoren ved Århus Universitet også har kaldt guddommelighedserfaring. Men det skal stadig forstås helt abstrakt, da den ikke retter sig mod nogen specifik guddom eller inkluderer religiøs lære, og derfor er noget andet end religiøs erfaring.

Guddommeligt nærvær

Lad os dykke dybere ned:

"Transcendens-erfaring er simpelthen selve erfaringen af en åbning af vor verden, men uden at der dermed viser sig noget andet, noget bestemt, noget vi kan identificere. Man bliver med andre ord ikke givet nogen bestemt sandhed, men erfarer en åbning, som i sig selv udgør en andethed i forhold til den verden, man kender i forvejen," forklarer Dorthe Jørgensen, som udfoldede disse tanker i sit første store æstetikteoretiske værk Skønhedens Metamorfose fra 2001.

"Den religiøse erfaring kommer ind i billedet, når den, der gør erfaringen, tolker sin transcendens-erfaring som en erfaring af en guddoms tilstedeværelse. Derved lægges en bekendelse til en religiøs lære ned over transcendens-erfaringen, til trods for at den ikke i sig selv er religiøs af væsen. De religiøse kulturer er trådt til med en mulig udlægning af noget man egentlig ikke forstår. Det er et grundvilkår ved denne transcendens-erfaring, at den ikke lader sig forklare og er svær at forstå. Den rækker ud over forstanden og udfordrer tilmed også fornuften. Her har man så brugt religionernes mytologiske billedsprog, som kan sætte billeder på, samtidig med at religionen også udstikker nogle leveregler, som jo kan virke støttende for mange mennesker i deres forvaltning af tilværelsen. Bibelen er for eksempel en billedmættet bog - et stykke litteratur, som kan appellere til fantasien, men samtidig leverer en ramme i kraft af nogle leveregler som de ti bud for eksempel, som kan virke vejledende eller indsnævrende afhængigt af hvordan man forvalter dem."

Og religionen har altid bragt kunsten ind og gjort brug af den, men selvom kunsten kan virke rammedannende i sit formsprog, så mener Dorthe Jørgensen dog at den også sætter fantasien i frit løb i kraft af sin åbenhed.

"Der er selvfølgelig stor forskel på, om vi kigger på den dogmatiske religiøse kunst og så for eksempel den moderne mere abstrakte form for religiøs kunst, som er langt mere åben. Maja-Lisa Engelhardts billeder kunne være et eksempel på det sidstnævnte, hvor motiverne er abstrakte, men absolut stadig religiøse. Man bliver givet en flig af et religiøst budskab, men skal også selv lægge noget til."

En privat erfaring

Men den her transcendenserfaring bruger vi i dag med Dorthe Jørgensens optik på en meget individuel facon, sammenlignet med tidligere, hvor transcendens-erfaringen i Antikken og Middelalderen var sat i scene i et religiøst rum via udsmykningen i kirkerne og skulpturerne i de antikke templer for eksempel. Sådan er det ikke i dag. I dag hænger disse moderne værker på museerne, vi ser dem i biograferne, hører dem på anlægget derhjemme og læser dem i bøgerne. Vor tids kunst er i højere grad frakoblet det religiøse rum.

"I højere grad end tidligere er mødet med kunsten, og transcendenserfaringen noget, man søger og oplever alene, samtidig med at der ikke er nogen religiøs fortolkning, der lægger sig ned over denne erfaring. Derfor bliver det et meget individuelt og abstrakt foretagende. Men i al sin abstrakthed kan det sætte tanker i gang."

"Den frihed følger med, når der ikke er nogen fortolkning i forvejen, og det kan jo for nogle resultere i, at man begynder at læse, tager efteruddannelse på universitetet eller tager på højskole. Mange mennesker gør rigtig mange ting for at forfølge den her transcendens-erfaring og få tilført nogle seriøse betragtninger og begreber, og der ligger der i mine øjne en stor udfordring for blandt andet filosofien. Men det skal jo så være i et sprog, som folk kan forstå. Der er nemlig ikke noget fælles sprog for de her oplevelser i samfundet."

Filosofien som nøgle

I Antikken og Middelalderen skulle kunsten skildre den eksisterende orden og gøre den tilgængelig for erkendelsen for at sikre og hylde den. Her gav religionen et sprog, som man var fælles om, og den gav en fortolkning af de retningslinjer, hvorefter man skulle leve sit liv, men det fungerer bare ikke for mange moderne mennesker. Derfor er man i følge Dorthe Jørgensen gjort sprogløs i forhold til sine erfaringer og bliver derved søgende og rækker ud i forskellige retninger.

"Den vej kan man så godt vende tilbage til religionen og måske på en ny måde. Samtidig med at filosofien imidlertid også her har en oplagt mulighed for at gøre sig gældende, som nøgle," siger Dorthe Jørgensen.

Men kravene til kunsten og den kunstneriske selvforståelse har nok altid inkluderet en idé om at pege hen på noget større, nogle grundlæggende strukturer eller ideer, pointerer hun.

"I Antikkens ideer om det sande, det gode og det skønne - herunder ideen om det skønne-og-gode menneske. I Middelalderen havde man en idé om en guddommelig orden af kristen karakter forstået som den underlæggende, bærende struktur for samfundet og menneskelivet. Og kunsten har i sådanne sammenhænge givet et billede af, hvad vi har at orientere os mod som mennesker."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu