
Det begyndte alt sammen med en smilende sur agurk i en nøglering. Den ligger stadig i lommen på deres udsendte i selv samme jakke, der blev båret hin sommerdag i Århus 1998. Det var en præmie fra tombolaen uden tabere.
Thomas FOS Poulsen havde sammen med kunstnerkollegerne Kasper Bonnén og Tal R oprettet en tombola som del af udstillingen Hvis det var mig der kom til et fremmed sted arrangeret af Jacob Fabricius og Nicolai Wallner. Man kunne vinde en pose mel, en rulle tape og andet godt. Der var frit valg fra alle hylder, og det var gratis at spille.
Det oplever man ikke så tit.
Projektet er typisk for kunstnere som FOS, der arbejder med virkeligheden, samtidig med de skaber den. Han har nu samlet en bog over det seneste årtis arbejde under titlen Liquid Chain into the Vapour Wall: the Fall.
Det er en kryptisk bog, man skal blive fortabt i. Fortabelsen kan sammenlignes med det lille jordskred man oplever ved at bevæge sig ind på visse hjemmesider. Der er tre gode grunde til at bogen er kryptisk: 1) kunstneren er kryptisk, 2) kunstnerens kunst er kryptisk, 3) verden er kryptisk.
En camoufleret jæger
Begrebet 'kryptisk' bruges i zoologien til at beskrive dyr og planter, der kan camouflere sig ved at skifte farve eller duft for at tilpasse sig omgivelserne. Camouflagen bruges både af jaget bytte, der vil skjule sig, og af jægere, der vil snige sig ind på et bytte. FOS er som kunstner både jaget og jæger. Han kan, nogle gange ganske ubemærket, snige sig ind i samfundets sprækker. Når man sidder i en sprække kan det være lettere at tænke.
"Hvad sker der med samlingen når alt er samlet - hvad sker der med centrum når alt er centreret? Ender det med en løs orden i en stram frihed, hvor det ene opløser det andet? Æstetik og det sociale hænger mere og mere sammen i vores samfund. Det er det, jeg kigger på som kunstner, når jeg arbejder med social design," som han siger.
Fornemmelsen for samfund og systemer udmønter sig i Social Design, som FOS har navngivet en række projekter, suppleret af kondenserede titler som Inhaling Human Suffering Exhaling Wellbeing (Art-Box Århus og Galerie Mikael Andersen 2001), Sociality as the Shell, the Person as Liquid (VTO Gallery London 2001), Liquid Chain Into the Vapour Wall: the Fall (Galleri Christina Wilson 2003, i samarbejde med Jesper N. Jørgensen) og You Refer to Yourself to Reduce the Message to Me (2005).
Socialt design
Som det ses i den nyudgivne bog, så laver FOS objekter (møbler og skulpturer) og udstillinger. Det sker indenfor kunstinstitutionelle rammer. Men han skaber også permanente rumdesign og udsmykninger så forskellige steder som Ideal Bar på Vega, Mændenes Hjem på Vesterbro, Lydeking Advertising, Vejle-å Parken i Ishøj og Statens Teaterskole. Signaturprojektet OSLO - One Social Layer for Difference fra 1999, bør fremhæves. Her byggede han af lyst træ et midlertidigt barmiljø med rum for aktiviteter på Israels Plads på Nørrebro i København. Det var i høj grad et samarbejdsprojekt med deltagelse fra lokale netværk og mere eller mindre etablerede organisationer.
Der var blandt andet loppemarked, foredrag om Ørestaden og socialitet, workshop med flamencodans, aktivitet for skolebørn, der lavede fuglekasser til en nærliggende park, teaterforestilling ved kunstneren Christian Schmidt-Rasmussen og koncert af den tyske komponist Carsten Nicolai Goodiepal, og Stig Møller fra det gamle band Steppeulvene .
Projektet OSLO lykkedes med at mikse sociale grupper og undersøge deres territorier. Det er det, Social Design handler om: arbejdet med socialt materiale, hvor kunstneren - i samarbejde med repræsentanter fra forskellige miljøer - simulerer specifikke sociale situationer og billeder. Metoden gentages konsekvent, mens indholdet formes i processen, og rammen defineres af den platform, hvorfra aktiviteten finder sted.
Herved skaber FOS et værdifuldt, socialt rum parallelt med en undersøgelse af værdier, systemer og deres ophav.
Systemet set indefra
Et andet godt eksempel er isboder af genbrugsmaterialer på Charlottenborg Udstillingsbygning til Efterårsudstillingen 2003 og til skulpturparken under Frieze Art Fair i 2004. På kunstmessen i London brugte FOS alt det bygningsmateriale og emballage, som gallerierne smed ud, da de byggede deres stande op inde på selve messearealet. For kunstneren var der tale om et mildt politisk statement om kunstmarkedets læskende sødme. Isboden af genbrugsmateriale på kunstmarkedet er både en anvendelig platform (man kan få is), og et klart argument om kunstmarkedet som en salgsbod.
FOS ser systemer. Han reagerer på dem, undres over dem og kommenterer dem. FOS åbner systemerne og han genskaber dem, så vi andre også kan gå ind i dem. FOS finder inspiration hos den tyske kompleksitetsteoretiker, Niklas Luhmann, der beskrev, hvordan lukning er strukturel nødvendig for at skabe identitet, betydning og værdi.
Lukningen af et mindre socialt system - såvel som et professionelt territorium eller et givent samfund - skal blot ikke være statisk. Et dynamisk system er et lukket system, der dog er påvirkeligt af omverdenen og herved er i stand til at redefinere sig. Herved er systemet selvgenererende eller autopoietisk, et begreb fra biologien (der betyder systemer, som kan eksemplificeres ud fra celler, red.). Dette system er stærkt og modstandsdygtigt og er en succes.
Bogen bevidner at FOS forstår - og forstår at arbejde med - systemer. Han skaber succeser af Social Design og hans kunst er kryptisk.
På den gode måde.
FOS Liquid Chain into the Vapour Wall: The Fall. Med tekster af evolutionsbiolog Claus Heiberg, zoolog Bjarne Vestergaard, økonom Nicolai Peitersen, biologteoretiker Claus Emmeche, teolog Eva Schepelern, økolog og semiotiker Luis Emilio Bruni, idehistoriker Mihail Larsen og kunstner Jason Dodge. Samt brudstykker om kunstinstitutionens samfundsansvar fra paneldebat med Charles Esche, Vibeke Petersen, Poul Erik Tøjner og Dorthe Abildgaard. Artikel ved magister i litteratur og moderne kultur, Cecilie Høgsbro Østergaard, og interview med kunstneren ved kunsthistoriker Pernille Albrethsen, der også har redigeret bogen. 250 sider, 260 kr. A&R Press/Turner book.
studentikost!
Studentikost betyder at det er for studenter agtigt at det ikke har noget med virkeligt at gøre, noget opfundet indenfor muren og bør ikke lyttes på udenfor er det det du mener Mc2 ?
Fornemmelsen for samfund og systemer udmønter sig i Social Design, som FOS har navngivet en række projekter, suppleret af kondenserede titler som Inhaling Human Suffering Exhaling Wellbeing (Art-Box Århus og Galerie Mikael Andersen 2001), Sociality as the Shell, the Person as Liquid (VTO Gallery London 2001), Liquid Chain Into the Vapour Wall: the Fall (Galleri Christina Wilson 2003, i samarbejde med Jesper N. Jørgensen) og You Refer to Yourself to Reduce the Message to Me (2005).
studentikost!