Læsetid: 10 min.

Landet, der frygter sine forfattere

I takt med at Kreml strammer grebet om de basale frihedsrettigheder i Rusland, forsvinder også de åndelige åndehuller for forfattere, journalister og intellektuelle. Information har talt med filosoffen Mikhail Ryklin, journalisten Julia Latynina og digteren og oppositionspolitikeren Eduard Limonov om vilkårene for demokrati og ytringsfrihed i Putins Rusland
Digteren og oppositionspolitkeren Eduard Limonov ved en protesttale i Moskva for nylig.

Digteren og oppositionspolitkeren Eduard Limonov ved en protesttale i Moskva for nylig.

Alexander Zemlianicho

20. december 2007

Tre dage. Så længe nåede kunstudstillingen om religiøse symboler i Sakharov Museet i Moskva i 2003 at holde åbent, inden en gruppe nationalistiske ekstremister brød ind og raserede værkerne.

Men det var ikke det bemærkelsesværdige. Det var det til gengæld, at politiet valgte at lade bøllerne gå fri og i stedet anklagede kunstnerne, arrangørerne og museets leder for at have "opildnet til national og religiøs strid". Blandt de anklagede var Anna Altschuk, hustru til den anerkendte russiske filosof Mikhail Ryklin, som i fem måneder forsvarede sin kone i retten, mens dødstrusler og chikanerier blev hverdag. I dag bor parret i eksil i Berlin:

"Vi blev ikke direkte kommanderet ud af Rusland, men det var svært at misforstå hentydningerne. For eksempel modtog vi ikke post i to år og boede efterhånden i noget, der mindede om et forladt fort. Til sidst var det ikke længere muligt at arbejde under de vilkår," siger Mikhail Ryklin.

Han mener, sagen er symptomatisk for den tilstand, Rusland befinder sig i, hvor chikane af intellektuelle, forfattere, kunstnere og journalister hører til de daglige begivenheder:

"Træder man de forkerte over foden, bliver man presset ud, men på en blidere måde end under Lenin. Måske starter det med, at din forlægger siger: 'Du skriver meget vanskelige tekster, som jeg ikke længere kan udgive, for jeg sælger ikke nok af dem'. Så går du til en ny forlægger, hvor det samme gentager sig, og til sidst er der ikke længere noget forlag, noget tidsskrift eller nogen avis, der vil udgive dig. Du kan sammenligne det med en langsom kvælningsdød, hvor man lidt efter lidt mærker, at den kulturelle ilt slipper op," siger Mikhail Ryklin.

I dag er han tilknyttet det tyske forlag Suhrkamp, hvorfra han i 2006 udgav bogen Mit dem Recht des Stärkeren. Russische Kultur in Zeiten der gelenkten Demokratie ('Med den stærkeres ret. Russisk kultur i en tid med 'bøjeligt' demokrati'), der tidligere i år udløste Leipzig bogmesses pris for europæisk forståelse.

Ryklin står ikke alene med sine erfaringer som kritisk forfatter og intellektuel i Rusland. Under det netop overståede præsidentvalg måtte den markante forfatter og politiske aktivist Eduard Limonov fra oppositionskoalitionen 'Det andet Rusland' to gange finde sig i at blive tilbageholdt af politiet i forbindelse med demonstrationer mod styret i Kreml:

"Rusland er røget af det demokratiske spor, og vi bevæger os i den modsatte retning af alle andre østeuropæiske lande," siger Limonov, da Information fanger ham på en telefonlinje fra Moskva:

"Putins regime kan sammenlignes med tsar-tiden før revolutionen i 1917. Det er et paternalistisk, autoritært styre, som er en skændsel for russisk historie og for det russiske folk," siger han.

I øjeblikket slikker Limonov sårene efter sit mislykkede forsøg på at kravle over den magiske spærregrænse på 7 procent, som kræves for at blive valgt ind i Dumaen. Men han godkender stadig ikke valgresultatet:

"Putin havde vundet allerede inden valget. På mange stemmesedler kunne du ikke engang finde navnene på de største russiske oppositionspartier - og selve optællingen var også falsk," siger han.

Rusland, det bedste sted for en digter

Den nu 64-årige Eduard Venjaminovitj Savenko (Limonovs rigtige navn) er en kontroversiel figur i nyere russisk historie. Han blev tidligere betragtet som en af de væsentlige russiske dissidentforfattere, da han forlod Sovjetunionen i 1974 for at bosætte sig først i USA siden i Frankrig. Hans forfatterskab rummer flere end 20 bøger, og på dansk er udkommet Det er mig, Eddie - en selvbiografisk skildring af Limonovs første år i eksil i New York. Her skriver Limonov blandt andet om forskellen på at være digter i USA og Rusland:

"Siden Arilds tid har en digter i Rusland altid været en slags åndelig leder. Det er for eksempel en stor ære at gøre en digters bekendtskab. Her er en digter nul og nix, hvad der er grunden til, at selv Joseph Brodsky er fattig her i Deres land. (-) Det bedste sted for en digter er Rusland. Der er selv myndighederne bange for os. Det har de altid været."

Da Limonov vendte tilbage til Rusland i begyndelsen af 1990'erne, blev han først udnævnt til forsvarsminister i nationalisten Sjirinovskijs skyggekabinet, men dannede selv kort efter i 1993 Det Nationalbolsjevikiske Parti. Han startede også partiavisen Limonka, der udover at spille på Limonovs eget navn er diminutiv af limon og betyder 'lille citron' - russiske soldaters kælenavn for en håndgranat.

Limonovs forfatterskab er hyldet og hadet for dets kynisme, ligesom hans egen person også vækker stærke ambivalente følelser. Under krigen på Balkan støttede han åbent de bosniske serbere, og BBC har foreviget ham i levende billeder på en klippetop, mens han tømmer et maskingevær ud over Sarajevo - i øvrigt sammen med sin gode ven og et af symbolerne på den etniske udrensning, Radovan Karadzic. I 2002 blev Limonov fængslet efter anklager fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, om at have planlagt et væbnet angreb på det nordlige Kasakhstan for at undergrave den russiske statsmagt. FSB krævede 14 års fængsel, men Limonov slap med fire på grund af manglende beviser og blev allerede i 2003 løsladt igen.

Man kan mene, hvad man vil, om Eduard Limonov. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er han i dag en markant stemme i den skrøbelige russiske opposition, hvor han sammen med ex-verdensmesteren i skak Garri Kasparov kæmper for frie og demokratiske valg.

"Kasparov og jeg står sammen," siger Limonov selv:

"Han er dedikeret til liberale værdier, og jeg er dedikeret til socialistiske værdier. Men vi kæmper begge for politisk frihed. I øjeblikket bliver vi alle frataget vores friheder, og vores land kan ikke leve under det nuværende paternalistiske og autoritære regime uden at tage langvarig skade," siger Limonov.

Da Putin i 2000 kom til magten var det med det erklærede mål at restaurere Kremls politiske autoritet og stække de indflydelsesrige oligarkere, der under Jeltsin havde formået at omsætte økonomisk magt til politisk magt gennem opkøb af store tv-stationer og aviser. Siden har Putin i støt tempo tilbageerobret den ene medievirksomhed efter den anden, så Kreml i dag igen har fuldstændig kontrol over sendefladen. Ifølge Eduard Limonov er netop dét den største hæmsko for demokratisk udvikling i Rusland:

"For konsekvensen er, at befolkningen bliver misinformeret om, hvad der foregår i vores land. Store demonstrationer mod Det Forenede Rusland (Putins parti, red.) bliver enten ikke dækket, eller også bliver de dækket forkert. Man rapporterer måske, at der er hundrede bøller samlet, når det i realiteten drejer sig om 6.000-7.000 almindelige borgere, der fredeligt giver deres mening til kende," siger han.

Filosof og forfatter Mikhail Ryklin kalder statskontrolleret tv for en demokratisk potemkin-kulisse:

"Kan man se andre politikere end Putin på tv-kanalerne? Kan man finde andre politikere i de nationale aviser og på radiostationerne? Har andre politikere en kanal, igennem hvilken de kan kommunikere deres budskaber ud? Nej, det har de ikke, for Putins propagandamaskine har i otte år siddet tungt på de nationale medier. Hvis du bor i Moskva, abonnerer du måske på den uafhængige avis Novaja Gazeta, og måske har du endda adgang til internettet. Men er du en almindelig russer, der lever i provinsen, har du kun adgang til to tv-kanaler, kanal 1 og kanal 2, og de er begge ejet og kontrolleret af staten, der pumper Putin-propaganda ud dag og nat," siger Mikhail Ryklin.

Øer af pressefrihed

Det er denne medievirkelighed, som den 41-årige reporter, forfatter og radiovært Julia Latynina hver dag forsøger at ændre med kritisk journalistik. Hun beskriver den Kreml-venlige pseudojournalistik, der bliver bedrevet på russisk tv, således:

"Hvis et russisk missil slår ned på georgisk territorium, vil tv-stationerne ikke stille kritiske spørgsmål til myndighederne om, hvorfor missilet slog ned, hvilke skader det har forvoldt, og hvad der nu skal ske. I stedet vil de forsøge at afspore historien ved at hævde, at georgierne selv har gravet hullet og placeret missilet i det. Og når tv først har sat dagsordenen, er det næsten umuligt for os andre at ændre den igen," siger hun.

Til daglig arbejder Julia Latynina på den uafhængige radiostation Ekho Moskwy og skriver for oppositionsavisen Novaja Gazeta - den samme avis som Anna Politkovskaja frem til sin død i 2006 var tilknyttet som journalist og redaktør. Ligesom Politkovskaja er også Julia Latynina kendt som en skarp kritiker af Kreml, og hun går sjældent af vejen for at spidde det russiske politiske establishment med en syrlig kommentar:

"Putins regime er ikke et demokrati, men heller ikke et diktatur. Den store forskel fra regimet i det gamle Sovjetunionen er, at det ønskede magt og verdensherredømme. De mennesker, der sidder i Kreml i dag, minder meget mere om sydamerikanske cowboys. De er kapitalister og ude efter forbrugsgoder, unge piger, smart tøj og store biler. Men det er kun godt, for det betyder, at de aldrig vil blive rigtig fjendtlige over for Vesten af frygt for at blive ramt dér, hvor de er allermest sårbare: på deres udenlandske konti," siger hun.

Ifølge det russiske journalistforbund er flere end 260 journalister blevet dræbt siden Sovjetunionens fald, hvoraf blot 21 sager er opklaret. Mindst syv fremtrædende kritiske journalister har i Putins regeringsperiode måttet lade livet. Julia Latynina kender udmærket til de blodige statistikker:

"Men det er mit job at være journalist, og det er for sent at vende om," siger hun. Hun gør sig dog ingen falske forhåbninger om betydningen af sine daglige bestræbelser: "Jeg kan ikke rigtigt se mulighederne for demokrati i Rusland i øjeblikket. Der er ikke nogen reel opposition, for en reel opposition har brug for uafhængige medier og et uafhængigt erhvervsliv. Demokrati er som elektricitet. Det fungerer alle steder under de rette omstændigheder. Vi har bare ikke de rette omstændigheder i Rusland endnu".

Netop derfor vakte det også opsigt, da det officielle Rusland med Putin i spidsen sidste år var værter for en konference i Moskva afholdt af World Association of Newspapers (WAN). Med Putin siddende blot få meter væk, stillede præsidenten for WAN, Gavin O'Reilly, et direkte spørgsmål:

"Hvordan kan det være, at staten stadig anklages for at fremtvinge selvcensur blandt journalister, der frygter for deres velbefindende, hvis de træder over stregen?"

Putin beroligede med, at rygterne om en knægtet russisk pressefrihed var stærkt overdrevne og henviste til, at der er mere end 53.000 aviser og tidsskrifter i Rusland: "Det ville være absolut umuligt at kontrollere dem alle, selv hvis staten ønskede det".

Om Putin talte af personlig erfaring, skal være usagt, men hos Julia Latynina er der ingen tvivl: "Hvis Putin virkelig ønskede at lukke Ekho Moskwy, havde han gjort det for længst," siger hun og uddyber:

"Jeg ved ikke, hvorfor Putin lader os fortsætte, men jeg vil omvendt heller ikke kritisere ham for det. Lad os nøjes med at kritisere Putin for det, han reelt er skyldig i. Lad os kritisere ham for at have overtaget kontrollen med tv - og ikke for at lade nogle medier forblive uafhængige".

Eduard Limonov ønsker ikke at kreditere Putin for noget som helst. Alle Ruslands problemer peger i sidste ende tilbage på Kreml og "de egoistiske og brutale mennesker", som han mener, er ved at rulle Rusland tilbage til et fortidigt voldsregime:

"I sommer trykte en russisk avis et interview med Andrei Lugovoj (ultranationalisten som ifølge de britiske myndigheder står bag mordet på den tidligere KGB-agent Alexandr Litvinenko i London, red.), som klart og tydeligt sagde, at hr. Limonov og hr. Kasparov er de næste mål. Han undlod selvfølgelig at sige, det var ham selv, der ville gå efter os," siger Limonov.

Selv lader han sig dog ikke skræmme så let: "Jeg er 64 år og kan ikke svigte mine livsværdier nu - det er min værdighed, der står på spil".

Den samme russiske stolthed kommer fra Mikhail Ryklin:

"Hvis du spørger, om jeg er bange for at hæve min stemme og lade mine holdninger blive hørt, så er svaret nej, det er jeg ikke bange for. Men det er ikke det samme, som at der ikke er nogen risiko," siger Mikhail Ryklin, der personligt ser det som sin pligt at blande sig:

"Mange mennesker ville gerne sige noget, men har ikke mulighed for det, fordi de ikke har råd til at lægge sig ud med magthaverne. Men som kulturel dissident og intellektuel har jeg omvendt ikke råd til at lade være. For jeg kan ikke skrive mine historiske værker om for eksempel Stalins diktatur, hvis jeg samtidig forsømmer at tage stilling til Ruslands aktuelle situation," siger han.

Ifølge Limonov døde den oprindelige dissidentkultur imidlertid for år tilbage i kølvandet på perestrojka og andre sociale forandringer: "Men den vil formentlig genopstå blandt de intellektuelle nu, hvor der kun er en ynkelig reminiscens tilbage af alle de basale frihedsrettigheder," siger han.

Ekstra

Under krigen på Balkan støttede Eduard Limonov åbent de bosniske serbere. BBC offentligjorde optagelser af ham på en klippetop, mens han tømmer et maskingevær ud over Sarajevo – i øvrigt sammen med sin gode ven og et af symbolerne på den etniske udrensning, Radovan Karadzic. Se klippet her:

Lydklip

1. Mikhail Ryklin

2. Eduard Limonov om forfatternes rolle

3. Eduard Limonov om oppositionen

4. Julia Latynina om demokrati

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulrik har jo fuldstændig ret. Dee er utroligt hvordan det er lykkedes at få danskerne til at glemme eller fortrænge, at Danamark siden det blodige overfald på Irak i 2003, bliver ledet af en af de største nulevende krigsforbrydere.

Derved bliver statsministerens og den regeringstro presses, kritik af andre statslederes omgang med menneskerettigheder til hyklri af et ganske monstrøst omfang.

Der er aldelse ikke noget i vejen med Ulriks proportionssans.

Jeg er enig i din vurdering af statsministeren osv., men det ER altså mangel på proportionssans at sammenligne det med et land, hvor journalister, der kritiserer regeringen bliver skudt, og forfattere bliver truet til at emigrere. Helt ærligt!

Hånden på hjertet, Per Vadmand, hvor stor betydning synes du vi skal tillæge flere hundretusinde dræbte irakere? Hvor mange journalister og dissidenter er der lige der er blevet dræbt i Rusland? Hvem er det der ikke har styr på proportionerne?

Putin er en ren søndagsskoledreng i sammenligning med Fogh, Blair og Bush!

Jakob Schmidt-Rasmussen:

"Thomsen lever som sædvanligt i sin egen politisk korrekte "virkelighed", der kun har løselig forbindelse til livet på planeten Jorden ..."

Når det kommer til forbindelser med livet uden for planeten Jorden vil jeg tro at du og din Guru L. Ron Hubbard besidder en langt større kompetence end lille jeg...

Der er vil den sandhed i Ulriks udsagn at USA, Europa og Danmark bevæger sig i samme retning som Rusland, med hver sin historiske ballast for at gøre tingene.
Med resultatet er altså begrænsninger i frihedrettigheder, centralisering og topstyring, mindre demokrati, større forskelle mellem rig og fattig, overvågning og kontrol, mindsket retssikkerhed, indgreb mod ytringsfrihed, begrænsninger i informationsfriheden, mindre fri presse, flere politiske løgne og mere krig.

Det kan du have ganske ret i. Men det er vigtigt at holde fast i, at der er en voldsom gradsforskel - som samtidig også betyder, at vi stadig kan nå at lægge kursen om i Danmark, hvad jeg efterhånden tvivler på, de kan i Rusland uden en form for omvæltning.

Det var faktisk ikke så mange tusind stemmer, der havde skullet til, for at Fogh var blevet væltet. Og jeg tvivler på, at han ville have fundet på fiksfakserier è la Putin for at holde på magten.