Læsetid: 4 min.

Lapsesludder?

Eller hvad skete der, da den store spydryster gik i lag med tidens skarpeste poetiske modefænomen ?
22. december 2007

Skal vi absolut have en oversættelse af alle Shakespeares 154 sonetter, og skal de være med rim og det hele? Det er jo unægtelig til debat og har i visse kredse været det længe, hvad digteren egentlig siger i dem, og er selve formen ikke for så vidt noget vidtløftigt italiensk turistkram, som vi godt kan undvære ?

Er sonetterne ikke dybest set ulæselige, og kunne vi derfor ikke nøjes med Valdemar Østerbergs version fra 1944, der allerede var gammeldags for sin tid? Det mener instruktøren Line Krogh ikke. Hun har oversat og arbejdet med dramatikerens store sceneværker, og på opfordring har hun nu også givet os sonetterne. I dansk sprogdragt under hensyntagen til den engelske original, syngende og dansende, skønt måske ikke helt så brutal og bidsk, som Shakespeare også var, selv når han legede med et hot modefænomen som sonetten.

Den var kommet til England netop der i begyndelsen af 159'erne, og samfundets øvre lapselag muntrede sig i den tids 'swinging London' med dette nymodens, flygtige pjat, hvor digteren fremstillede den erotiske leg i et sindrigt konstrueret sprogligt spejlsystem.

Rimskemaet var vanskeligt, især når man skulle arbejde i sprog, der er mindre rimrige end italiensk, og det er næsten alle, bortset fra finsk, som ikke på det tidspunkt var et litteratursprog. Men Shakespeare var en trofast 'follower of fashion', og sonetten var guf for en som ham - sidst i 20'erne som han var - der lige skulle bevise, at han kunne noget, ingen andre kunne.

Guld

De år først i 1590'erne, hvor Shakespeare efter al sandsynlighed skrev sonetterne, var London hærget af pesten. Det medførte, at teatrene var lukkede, da man ville undgå smittefarlige sammenstimlinger. For Shakespeare drejede det sig derfor om at finde pengene et andet sted, og hvis man antager, at den unge mand, de synes skrevet til, var Jarlen af Southampton, Sir Henry Wriothesley, hvilket alle ganske vist ikke gør, idet han kun er en af flere kandidater, hvad Line Krogh gør udmærket og overskueligt rede for i sit efterord, må man vel sige, at digteren havde fundet den rette. Jarlen var ni år yngre end digteren og tilbageholdende med at gifte sig. Det kan sagtens, i hvert fald ifølge forfatteren og shakespeareforskeren Anthony Burgess, have været jarlens mor, der betalte Shakespeare i guld for at forfatte i hvert fald en del af de 126 sonetter, der helt tydeligt, eller så tydeligt som den flyvske sonetform i Shakespeares voldsomme udformning nu tillader det, går ud på at opfordre en vrangvillig ung mand af det bedste selskab til at lade sig binde i hymens lænker og derved sørge for slægtens videreførelse. Hvis det er rigtigt, som man også antager, at digteren og den unge jarl i forvejen var svire- og på anden måde brødre i ånd og 'swinging gerning' i datidens London, kan de have moret sig kosteligt over digtene.

Hvis man da ikke skal tage dem alvorligt som en ældre mands ulykkelige kærlighedsudbrud i et forhold, der i så fald måtte være homo-seksuelt. Det var forbudt dengang, men det fandtes, og hvad fanden, som Burroughs siger, Shakespeare var jo en mand af den teatralske profession.

"Be not self-willed, for thou art much too fair / To be death's conquest and make worms thine air," siger digteren til den unge mand i sjette sonets omkvæd, og Line Krogh fordansker barskt til:

"Vær ikke selvisk, du er alt for skøn ! / Giv ikke orme arv og døden løn."

Så det kan siges

I det hele taget søger Line Krogh ord og linjer, der kan tales. Hun ser og hører dramatisk og opfatter sonetsekvensen som et stykke dramatik. Først er den aldrende digter, det var man dengang, når man nærmede sig de 30, ulykkeligt optaget af sit sødt ulovlige forehavende med den yngre ven, hvorefter han løber ind i den 'mørke dame', der er hovedperson i resten af sonetterne, og om hvis identitet der er gisnet meget.

Bogen er tosproget, så man kan se originalerne, og som en dansk indføring i disse er den formidabel på den helt rigtigt 'swingende pædagogiske' måde. At lære ved at gøre, ved at læse, ved at tale. Sig dem bare på dansk og så se de engelske originaler som vilde undertekster. Det fungerer. Et eksempel fra den allerede nævnte sjette sonets begyndelse: "Lad ikke vinters rakkerhånd bortsnige / din sommer, førend du har brugt din saft. / Gør snapsen sød for nogen at berige / med din essens, før den har mistet kraft." Og den engelske undertekst: "Then let not winter's ragged hand deface / In thee thy summer ere thou be distilled: / Make sweet some vial; treasure thou some place / With beauty's treasure ere it be self-killed."

"Vinters rakkerhånd" for "winter's ragged hand", det er langt mere end 'lapsesludder', som for øvrigt var Blichers ord for den succes, der blev Heibergs vaudeviller til del. Sonetterne på dansk er udkommet på forlaget Attika, der kan nås på attika@attika.dk, såfremt nærmeste velassorterede boglade ikke skulle indehave produktet.

Den koster 285 kroner. Hæng den på grenen i stedet for trommen. Den larmer flottere.

Bent Vinn Nielsens forfatterkollega Peter Laugesen vikarierer her på pladsen, da Bent Vinn Nielsen fortsat har brækket armen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu