Læsetid: 11 min.

Alt, hvad du laver, skal laves med ærlighed

En del mennesker måtte i årets løb stå model til mediernes ubønhørlige opmærksomhed. Et af de mest omtalte medieofre var instruktøren Nicolas Winding Refn, som i løbet af flere udsendelser blev genneminterviewet i tv-programmet 'Den 11. Time' i en atmosfære af fiasko, mindreværdsfølelser og selvbebrejdelser. Hvordan har han oplevet turen i det store rampelys?
28. december 2007

Jang græd. Jang er instruktøren Nicolas Winding Refns kælenavn. Han sad i tv-studiet og græd. I programmet Den 11. Time blev han interviewet af tv-værten Mikael Bertelsen, og da samtalen sporedes ind på Jangs problematiske barndom og opvækst i et kunstnerisk præget middelklassemiljø, var det, der opstod et af disse sjældne tv-øjeblikke. En følelse, som syntes at rumme en hel menneskeskæbne, sprang med en eksplosiv virkning frem på skærmen. Nej, ikke nok med det - den gennemborede skærmen, flintrede ud mod seeren i stuen og greb denne om struben: Se, se, se.

Og for den, der sad i stuen - med øjnene på stilke, hagen på brystet - og betragtede Jang græde, var det som om, tv-billedet var det eneste, der eksisterede i verden. Alt andet var væk. Fraværende. Men tv-billedet var til gengæld blevet skinbarlig virkelighed, og det var en fantastisk triumf. Det strålende medie havde endnu engang sejret stort over alle de fattige realiteter.

Den 11. Time er i forvejen et forunderligt program, hvor Bertelsen og hans medvært og -tilrettelægger Mads Brügger begavet og finurligt udfordrer både talk show-genren og hele tv-mediet, så seeren aldrig er helt sikker på, hvor vægten mellem alvor og (selv)ironi befinder sig. Men med den igangværende række af interviewprogrammer med Jang som den interviewede gæst i studiet, overskrider programmet nye, forbløffende grænser. Selvudleveringen er ekstrem. Ærligheden er hudløs. Og den er på samme tid lige så kulørt og patetisk som i ethvert andet underholdnings- eller reality-program, der plat og udspekuleret udelukkende er sat i verden for at servere menneskelige følelser uden hverken omsvøb eller eftertanke. Er dét en parodi?

Sikkert ikke for Jang. Han har blot valgt at stille op og være hovedperson i Den 11. Time. Begrundelsen fortaber sig en del i tågerne. Han er ikke meget for at rykke ud med sproget. Er der blot tale om almindelig travlhed, eller er der en skjult dagsorden for det hele? Han skal ringes op flere gange, før der på en eller anden måde kan vristes en interviewaftale ud af ham.

Bekræftelsen ankommer som en lidt kryptisk sms-besked om tid og sted. Selv arriverer han en halv times tid for sent. Men han kommer da. Ind ad døren og sætter sig ned. Kigger op og lægger straks ud med at melde hus forbi:

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på dine spørgsmål," meddeler han. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige".

Egentlig skal han blot sige noget om sig selv og sin rolle i det bemærkelsesværdige program. F.eks. fortælle, hvordan det i det hele taget kom i stand. Det kan han godt. Men han taler hele tiden med en lille modvillighed, en lille distanceret og sløret træghed i stemmen, som meget let kan forveksles med arrogance. Og som gør det svært at finde ind til punktet, hvor der er direkte kontakt. Der er hele tiden et lag i vejen. Og en tavshed. Og et nyt lag. Men det kan også være noget andet end arrogance, viser det sig efterhånden. Det kan være en flovhed over at tale i fraser og almindeligheder og dermed krybe udenom. Det kan være en svag væmmelse over de banaliteter, som tilsyneladende kommer dumpende ud af hans mund på det sted, hvor der i stedet skulle eksistere nerve, sandhed, klarsyn.

"Jeg snakkede med nogle mennesker om at lave en bog om, hvordan man overlever i filmbranchen," forklarer han. "Vi følte, at der manglede sådan en bog: Hvordan overlever du i dansk film? Og jeg har jo haft en meget tumultagtig karriere".

Ville ikke kende spørgsmålene

Overvejelserne mundede ud i, at journalist og tv-vært Mads Brügger skulle lave en interviewbog med Jang og hans uheldsramte karriere, og samtidig foreslog Brügger, at de skulle lave interviewene direkte i Den 11. Time. Det gik Jang med til. På to betingelser - og med dem stillede han sig selv direkte op ad muren:

"Jeg sagde, at jeg ikke på forhånd ville vide, hvad de ville spørge mig om. Det var for, at det skulle være sjovt at lave. For tv-mediet er meget blevet sådan, at enten informerer man eller også underholder man".

Og så var der den anden betingelse:

"Det kunne være sjovt at bruge en halv time hver gang på, at et menneske bare svarer på spørgsmål, og det eneste, der gælder, er, at man skal svare ærligt. Som en slags koncept. Det, jeg blev spurgt om, skulle jeg svare ærligt på. Det var det, der gjorde det spændende. Sjovt. Tv er jo i virkeligheden et meget uudforsket medie, for man kan sige, at internettet har overtaget tv's kreative muligheder, og vi ville aldrig få denne mulighed i andre programmer. Vi kunne ikke lave det her med Reimer Bo kl. 20. Men Mikael og Mads har fået bygget Den 11. Time op, så programmet er udefinerbart. Derfor kunne det fungere. Det var ikke bygget dramatisk op. Det gode ved Den 11. Time er, at det ligger i sådan et limboland".

Det var i dette mediemæssige limboland, at Jang kom så langt ud - eller ind - at han blev indhentet af sin fortid og overmandet af sin gråd. Han gik i stå i studiet. Førte hånden op til ansigtet og tørrede med fingrene tårerne bort bag brilleglassene. Også Mikael Bertelsen, som denne aften var intervieweren, gik i stå, blev mærkbart usikker, stammede en smule:

"Jeg har aldrig prøvet at sidde med nogen, der græd".

Jang havde konfronteret sig selv og seerne med sin barndom. Havde slået ned på visse uudholdelige, smertefulde episoder med selvoptagede og kunstnerisk sindede forældre, som svigtede deres egne børn. Han havde f.eks. fortalt, hvordan han med en luftpistol havde peget på sin sovende stedmor. For sådan en opvækst havde det været, og nu var han ifølge sit eget koncept tvunget til at svare ærligt på alle spørgsmålene om den. Hertil skulle lægges hans egne nedture i filmbranchen. Hele programrækken kom hermed til i voldsom grad at blive rundet af elendighed og miserable følelser - misundelse, jalousi, fiasko. Det var Jangs univers. Og det virkede, som om Brügger og Bertelsen fra begyndelsen havde været med på legen.

De havde foreslået, at interviewbogen om Jang skulle hedde Makværk og proklameret dele af undertitlen: Hvordan jeg fik fyret 80 millioner kroner af og endte som en fiasko. De havde karakteriseret interviewene som en "en nådesløst ærlig samtale, hvor ingen og intet spares", og de havde boret videre og videre i Jang ved bl.a. at nævne, at han havde et ry for at være "arrogant, usympatisk og dårlig på fjernsyn".

Der var noget lavt og nedrigt over det hele. Noget infantilt og skolegårdsagtigt. Af børn og selvfede fjernsynsfolk skal man høre sandheden. Og der var netop en ærlighed, som var så tyk og demonstrativ, at den var på nippet til at virke som aftalt spil mellem de involverede. Som om Brügger, Bertelsen og Jang alligevel i det skjulte havde rottet sig sammen, og at det derfor var seerne, der nu var til grin og sad tilbage med mediespillets sorteper. For ikke nok med at Jang sad og tudede i studiet, han udleverede også direkte sine egne pinagtige mindreværdskomplekser - overfor instruktørkollegaer som Thomas Vinterberg og Lars von Trier. I forhold til sidstnævnte gik det på det rent kunstneriske. "Jeg er mest jaloux på Lars," fik han overvundet sig selv til at erklære. "Han er bare bedre end mig. Jeg er ikke noget født geni". Mens det i forhold til Vinterberg drejede sig om udseendet. "Jeg har ingen hage," klyngede Jang i studiet i samme åndedrag, som han fremhævede Vinterbergs attraktive udseende og hans succes hos det modsatte køn.

Men her sluttede bekendelserne ikke. Der var mere end barndommen og fiaskoen og arrogancen og mindreværdsfornemmelserne. Der var to for en filminstruktør alvorlig handikap - ordblindhed og farveblindhed. Men heller ikke denne opsigtsvækkende bekendelse er ifølge Jang iscenesat eller uærlig:

"Det er rigtigt. Jeg er ordblind og farveblind. Jeg kan jo ikke give dig et svar på, hvordan du har oplevet det. Og hvad der er rigtigt eller forkert. Folk oplever det på den måde, de vælger at opleve det på".

Mange reaktioner

Og han har fået mange og mange forskellige reaktioner på sin optræden i Den 11. Time:

"Nu er jeg ikke verdens mest sociale menneske, men der er mennesker, som er kommet hen til mig i bussen og har sagt noget til mig. Alt muligt mellem himmel og jord. Folk har skrevet breve til mig om sig selv og det, de har oplevet. Det har at gøre med, at folk spejler sig i det. Det handler egentlig ikke ret meget om mig. Det handler om, hvad jeg kunne projicere. Du betragter noget udefra, og så på et tidspunkt spejler du dig i det. Men jeg går ikke i dybden med det. Fordi jeg tror, det er meget privat, hvad folk har oplevet. Der er nogle ting, som har bedst af at blive holdt som mystik".

Han holder inde. Det er, som om han glider af, lægger samtalen død. Sådan er det konstant. Det er umuligt at holde hans blik fast og finde ind til en fælles rytme, et fælles spor. Ordvekslingerne bliver springende, klumpede, uligevægtige. Han vil gerne. Og han melder pas:

"Vi behøver ikke at stoppe, men jeg kan bare ikke svare på det, du gerne vil ha'. Jeg kan ikke gi' dig den sandhed, der hedder: Ok, nu vil jeg forklare, hvordan processen var, hvad jeg fik ud af det, hvorfor jeg lavede det, hvad konsekvenserne var. Alle de ting. Svaret er, at det er op til folk selv. Jeg ved ikke hvorfor, og hvis jeg vidste det, ville jeg ikke sige det. For så ville jeg tage mystikken væk. Så var det ikke folks egen oplevelse. Så var det min. Det svar, alle søger efter i det her, kan jeg ikke gi'".

På den måde bliver der for Jang kun det simple og krævende koncept tilbage - de ubekendte spørgsmål og den kompromisløse ærlighed. Det rører ham tilsyneladende ikke:

"Alt, hvad du laver, skal jo laves med ærlighed. Jeg laver også mine film med ærlighed. Men jeg har altid været dybt fascineret af reality-tv. Det har medført, at vi har fået en ny måde at betragte livet på. Pludselig bliver vores hverdag dramatiseret på en måde, vi ikke er vant til. Det sætter en ny grænse mellem fiktion og virkelighed, for den sande virkelighed eksisterer jo ikke. Det er en fantastisk spændende udfordring, der ligger i det. Og nogle af mine film har også været en ekstrem blanding af virkelighed og fiktion. Det er også derfor, jeg somme tider søger spillere med en speciel baggrund, fordi jeg søger noget ægthed. Den 11. Time er del af samme proces. Og jeg tror, jeg er kommet frem til, at jeg aldrig kommer til at forstå det, men hvis jeg bliver ved med at gå efter det, der føles rigtigt, så skal det nok blive godt. Al kunst er jo bygget på følelser. Så når du spørger mig om alle de her ting, kan jeg kun sige: 'Det ved jeg ikke'".

Men på trods af, at han endnu engang lader samtalen sive ud i ingenting, er der alligevel meget i sin egen situation, han er bevidst om. Mediebevidst.

Han ved til fulde, at ærligheden i personlig bekendelse og blotlæggelse rummer et tveægget sværd, der truer den bekendende på selve livsnerven:

"Der er jo den der populære indstilling, at visse mennesker kan gå ud og være ærlige og fortælle om deres inderste dæmoner og lægge alt på bordet. Men mange gange, når mennesker har gjort dette, har det været en form, hvor man fremhævede sig selv. Gjorde sig selv til noget større, stærkere, bedre. Til noget specielt. Og det er enormt patetisk på en eller anden måde, fordi det nok er det længste, man kan komme fra selvindsigt. Man kommer til at overgå hinanden i, hvor ærligt man nu kan lægge tingene frem."

Ødelæg den gode smag

Men for ham har det været noget andet. Hævder han altså. Der eksisterer udelukkende den mulighed at tro ham på ordet. Men har han i givet fald selv fået noget ud af processen - i selvindsigt, i erfaring? "Sikkert," svarer han med det samme.

Så følger en tøven, og hastigheden sænkes:

"Det har jeg jo nok. Men det er lige som at spørge Gud om, hvordan det er at leve. Det er meget godt, så længe det varer".

Tavshed. Der synes ikke at være mere at komme efter. Båndoptageren ligger på bordet imellem os og arbejder. Men der er ingen ord at optage, ingen samtale at registrere. Interviewet er vel forbi. Fordampet et sted i rummet. Jang har talt. Jang har svaret. Jang har tiet. Jeg rækker ud efter båndoptageren for at slukke den. Jang liver op:

"Hvad ville du ellers spørge om?" siger han indbydende, kvikt.

Om den gode smag, selvfølgelig. I programmerne har Jang med eftertryk talt om, at det først og fremmest er den, han vil "ødelægge". Nu er han parat til at udbygge udtalelsen:

"Den bedste måde at ødelægge den gode smag, er ved at infiltrere den og inspirere den. Som alle gode terrorister ved, må kampen aldrig stoppe. På den måde har jeg noget at stå op til hver morgen. Jeg tror altid, det er vigtigt, at man vil noget med det, man laver. Hvis kunst er ligesom et våben, er det ekstremt magtfuldt og farligt. Men forskellen fra våben er, at kunst ikke ødelægger noget - den præger og inspirerer og bygger og kreerer. Kunst er en meget magtfuld energi i universet. Det er noget, vi er født med. Det er noget, Vorherre har givet os. Og man må aldrig miste ånden".

Han er lige ved at tale sig varm, at give slip. Men i hans blik er der stadig en distance, som gør det muligt for ham at måle samtalepartneren. Hertil og ikke længere. Det bliver tydeligt, da han skal forsøge at svare på, hvorfra og på hvilket grundlag han selv fører kampen mod den gode smag. Der er en lang, tung tavshed.

"Godt spørgsmål," siger han så. "Det ved jeg egentlig ikke rigtigt. Jeg tror ikke, jeg har sådan et kontroltårn, hvorfra jeg udtænker min verdensplan. Men hvis det føles rigtigt, er det godt. Det er derfor, kunst har sin egen lov".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja vel nok det mest interessante tv. Ikke bare i år, men i lange tider. Og ikke bare Refn, men de fleste af programmerne med Den 11. time; Gorbatjov, Bryan Ferry, Olaffur Eliasson, David Lynch, Betty Dodson, Per Nørgård, etc. etc.