Læsetid 4 min.

Den lyriske terrorist

Kontroversiel dom. Hun skrev digte om Osama bin Laden og om at halshugge vantro. Men Samina Malik var aldrig medlem af et terrornetværk viste aldrig tegn på rent faktisk at ville udføre terror. Alligevel er hun blevet dømt, og det har pludselig skabt tvivl om principperne i et hæderskronet britisk retssystem
Terror. Det er ikke en god ide at arbejde i Heathrow lufthavn og samtidig skrive hyldestdigte til Osama bin Laden og søge efter bombeopskrifter på nettet. Men om det også bør være nok til at blive dømt, som Samina Malik blev, er mere omdiskuteret.

Terror. Det er ikke en god ide at arbejde i Heathrow lufthavn og samtidig skrive hyldestdigte til Osama bin Laden og søge efter bombeopskrifter på nettet. Men om det også bør være nok til at blive dømt, som Samina Malik blev, er mere omdiskuteret.

28. december 2007

Hun er englænder og født i en forstad til London. Hun taler med en lidt påtaget accent, der dækker over, at hun i bund og grund er en 'cockney'. Hun får én til at tænke på Eliza Doolittle fra My Fair Lady; for ligesom hovedpersonen i George Bernard Shaws skuespil er hun også en arbejderklassepige, der har lært at 'tale fint'.

Men Samina Malik - som hun hedder - sælger ikke blomster i Covent Garden, men arbejdede i en nyhedskiosk i lufthavnen Heathrow uden for London. Også er hun muslim.

Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt i. Der findes omkring to millioner mennesker i Storbritanien, der tror på at "Allah er den eneste Gud og Muhammed er Hans profet". Og skal man dømme efter hovedbeklædningen blandt andre ansatte i Europas største lufthavn er Malik ikke det eneste medlem af dette trossamfund, der arbejder der.

Men Samina er ikke helt almindelig. For lidt over en måned siden blev hun - som den første kvinde - dømt efter britisk terrorlovgivning.

Hvad havde hun gjort? Havde hun dræbt nogen? Var hun medskyldig i en terroraktion? Havde hun røvet en bank? Havde hun afsløret statshemmeligheder?

Indrømmet, den 23-årige kvinde havde ikke været smart. I sine ledige stunder kiosken i Terminal 3 havde hun skrevet hyldestdigte til Osama bin Laden og forfattet digte med titler som "Martyriet" og "Hvordan man halshugger en vantro".

Men hvad værre var, hun havde også downloaded en manual til, hvordan man laver bomber og sprængstof. Dette faktum samt det forhold at hun havde adgang til afgangszonen i lufthavnen anså The Crown Court - der svarer til Landsretten - for en skærpende omstændighed. Samina matte være terrorist. En måned efter domsafsigelsen i november blev hun dømt til ni måneders betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste. Det var anklagemyndigheden ikke tilfreds med. De havde krævet 10 års fængsel. De overvejer nu at anke.

Selvom Samina undgår ti år i Wormwood Scrups - det britiske svar på Vridsløselille - rejser sagen principielle problemer og spørgsmål.

Hun indrømmede det hele; at hun beundrede Osama bin Laden, at hun havde surfet på islamistiske hjemmesider, og at hun havde lavet en blog under navnet 'Den lyriske terrorist'.

Ytringsfrihed?

'Pennen er et mægtigt sværd' lyder en sentens, som ofte bruges i skåltaler i forfatterforeningen. Alle ved, at ord kan have politisk betydning - og at digtekunst kan være noget af det mest revolutionære og politisk markante der eksisterer. Den Amerikanske Borgerkrig var næppe brudt ud, hvis det ikke havde været for bogen Onkel Toms Hytte.

At ord har magt til at skabe omvendinger var årsagen til, at Vaclav Havel og andre in-telektuelle til stor - berettiget - forargelse blev fængslet i den hedengangne sovjetblok.

Ingen vil hævde, at Saminas skolepige-poesi når i nærheden af de sokkeholdere, som hverken Havel eller Bosis Pastanak gik med. Men hvis der er lighed for Loke og liberale, må der vel også være det for Thor og terrorromantikere, ihvertfald så længe deres skrifter ikke direkte fører til vold.

Det har i alt fald traditionelt været opfattelsen i Storbritanien hvor de - med en vis ret - hævder at have opfundet menneskerettighederne og idealet om ytringsfriheden.

Briterne nedskrev Magna Carta - verdens første forfatning i det 13. århundrede, og det var i England, der i 1690 - for første gang - indførte det princip, at man er uskyldig, indtil andet er bevist.

Le pays de la liberté - 'frihedens land, kaldte den franske filosof Voltaire England. Det var i det 18 århundrede. Dengang var England det eneste land, hvor der var yttringsret. Sådan var det også i det 19. århundrede. Karl Marx og Friedrich Engels kunne ikke skrive kritisk om den britiske kapitalisme i Tyskland og Frankrig, men de havde opholdstilladelse i England.

Labour og ytringsfriheden

Selvom sagen om den 'lyriske terrorist' er enestående, er den en del af en overordnet tendens. Trods folkelig og parlamentarisk modstand har Labour regeringen kraftigt indskrænket ytrings- og frihedsrettighederne i de seneste år.

Umiddelbart efter 11 september 2001 ophævede man sågar dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - en international aftale, der paradoksalt var skrevet af britiske jurister i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Selvom Labour blev nedstemt i forslaget om, at terrormistænkte skal kunne tilbageholdes i 90 dage, inden de stilles for en dommer, har indenrigsminister Jacqui Smith bebudet, at regeringen vil genfremstille forslaget. Dette er sket til trods for, at politiforeningen - The Police Federation og Politimesterforeningen -Association of Chief Police Officers - er imod.

Måske overraskende nok har Malik fået sympati selv fra konservative politikere. De konservatives retspolitiske ordfører, Nick Herbert, mener, at regeringen nu er gået for vidt.

"Det er uklogt og uansvarligt at skrive, det hun har skrevet. Men i et land, der fremhæver frihedsrettighederne som vores kæreste arv, kan vi ikke sætte dem ud af kraft. Man frelser ikke friheden ved at suspendere dem," siger han i en kort telefonsamtale til Information.

"Selvfølgelig skal politiet og sikkerhedstjenesten - altså MI5 - være årvågne. Men det er vigtigt, at de bruger deres kræfter fornuftigt. Det er ikke et ansvarlig brug af offentlige midler at retsforfølge dem, der skriver digte - og slet ikke når de er naive, og når forfatteren ikke er i forbindelse med terrornetværk. Terrorismen skal bekæmpes der, hvor den er farlig," siger Nick Herbert.

Han peger endvidere på, at sager som denne yderligere kan biddrage til at nedbryde tilliden til myndighederne blandt muslimer.

"Der er i forvejen en anseelig grad af mistillid. Det skyldes ikke mindst, at politiet i særlig grad fokuserer på muslimer i deres overvågning. Det er måske forståeligt nok, men det er vigtigt, at vi gør alt for at genopbygge tilliden. Hvis det ikke sker, får vi virkelige problemer," siger den konservative retsordfører. Tilbage sidder Samina Malik. Hun har mistet sit job, kan ikke få socialhjælp og skal 1. januar møde til samfundstjeneste. Hun hævder stadig at være uskyldig. Men i følge loven er hun skyldig.

Få dage efter strafudmålingen blev originalmanuskriptet for Magna Carta solgt på en auktion. Det blev solgt meget billigere, end mange havde forventet; for 'kun' 100 millioner kroner. Måske er det et tegn på, at værdien af de oprindelige frihedsrettigheder er faldende i det, der engang var 'frihedens land'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu