Læsetid: 5 min.

Har du en moder?

En stor tak til alle de forfattere, der bare skriver fiktion
Hvorfor er det lige, at det ikke er fint nok at skrive en værre røverhistorie - og så lade det blive ved dét. Knud Romer Jørgensen kunne vel bare have skrevet en frygtelig historie om en dreng med en frygtelig barndom på Falster. Arkiv

Hvorfor er det lige, at det ikke er fint nok at skrive en værre røverhistorie - og så lade det blive ved dét. Knud Romer Jørgensen kunne vel bare have skrevet en frygtelig historie om en dreng med en frygtelig barndom på Falster. Arkiv

Finn Frandsen

13. december 2007

Reklamemanden Knud Romer Jørgensen kom i stik modvind nogle måneder efter udgivelsen af sin bestseller samt tåreperser Den som blinker er bange for døden. Bogen hænger ivrigt Gud og hvermand ud i hans barndoms Nykøbing-Falster, både gamle skolekammerater og lærere og nogle gange sågar ved navns nævnelse. Forskellige falstringe startede så en debat om Knud Romer Jørgensens troværdighed, idet de argumenterede for, at lange passager i bogen var pure opspind, og at billedet af Lolland-Falster ikke havde noget hold i virkelighedens verden. Forlaget og forfatteren forsvarede sig med, at bogen var ren fiktion, men dét slap de nu ikke så godt afsted med, for det er et faktum, at både forfatter og forlag i høj grad har lanceret bogen som 'sand' og 'baseret på en virkelig historie'.

Romer fik alt betalt

Spørgsmålet om, hvorvidt Romer Jørgensens opvækst nu også var, som hans gamle klassekammerater påstod i debatten (dvs. meget god) eller som han selv beskriver den (dvs. skrækkeligt søøøøørgeli') ved jeg ikke, og jeg er egentlig også ganske ligeglad. Men fast står det, at han lancerede bogen som dokumentarisk, og så er det, at man må sige at der bare lige er et par ting, han glemte at få med i skyndingen.

Bogen beskriver, hvilken skrækkelig familie, lille Knud voksede op i, og hvor bevidst eller ubevidst onde hans forældre var imod ham. Hvad han dog glemmer at fortælle i denne forbindelse er, hvor meget han blev støttet af selv samme forældre, mens han læste Litteraturhistorie ovre i København: Disse angiveligt helt forfærdelige forældre betalte simpelt hen alt for ham, helt frem til han blev 33 år gammel. Jeg har tjekket det, og hvor usandsynligt det end lyder, er den god nok: Fra han var 18 og en femten-seksten år (!) frem boede han i sin fars lejlighed på Østerbro uden at skulle betale så meget som én krone i husleje, og forældrene betalte derudover alle hans udgifter og forsynede ham hver måned med lommepenge, der oversteg en fuld SU. Der er vist ikke mange, der har så søde forældre, så dén del af historien er i hvert fald helt sikkert løwn, for med dé vilkår er det i hvert fald ikke sine forældre, Knud Romer har været offer for.

Forkert er det iøvrigt også, når han stiller op i medierne og udgiver sig for at være magister i litteraturhistorie, for på trods af de ekstremt gunstige vilkår blev han nemlig aldrig færdig (dét har jeg også tjekket flere forskellige steder). Så der er vist ikke megen grund til at tro på noget som helst af, hvad Romer siger i det hele taget. Men hvorfor skulle man også det, når det nu er fiktion, han skriver, kunne man spørge.

Og det er så også lige præcis min pointe i dag: For øjeblikket er der en meget kedelig tendens til, at helt almindelig fiktion ikke må være det, det er, men skal maskeres som noget 'finere', nemlig biografi og dokumentarisme. Og hvorfor er det lige, at det ikke er fint nok at skrive en værre røverhistorie og så lade det blive ved dét?

Knud Romer Jørgensen kunne vel bare have skrevet en frygtelig historie om en dreng med en frygtelig barndom på Falster, og det var så det. Synnøve Søe har gjort det for nylig og med stort held, så det kan sagtens lade sig gøre (hun er så også en rigtig forfatter og ikke sådan et reklame-blålys og dis-count-Sandemose som Romer). Men forlagene mener åbenbart, at helt almindelig skønlitteratur ikke er interessant nok, og at man skal kalde det noget mere, f.eks. at dette er sandheden om Knud Romer Jørgensens opvækst og en nådesløst ærlig fortælling om hans mor.

Men hvad rager hans mor egentlig mig? Jeg er da ligeglad, ligesom jeg også er det med hans far og hans søster (hvis han har sådan en) og hans kone og hans baby! De har da ikke lavet noget, der gør dem interessante. Jeg kunne forstå det, hvis der lige pludseligt kom en bog om Helle Thorning-Schmidt som mor, eller om Birthe Rønn-Hornbech eller andre kvinder, der er markante personligheder og berømte for det gode eller det dårige. Men at en eller anden forfattersnude skal udlevere sin totalt ukendte mor for os, det kan jeg da slet ikke se meningen med.

Næsten en bølge

Men der er noget, der tyder på, at det er ved at blive en bølge. Morten Sabroe har også lige lavet dét nummer i sin voldsomt patetiske og helt irriterende vildt skrevne Du som er i himlen, hvor han fortæller om sin ligeledes helt uinteressante mor... 'baseret på en sand historie'. Men hvad rager Morten Sabroes mor mig? Det er selvfølgelig meget sjovt, at han nu lægger sig lige i kølvandet på Knud Romer Jørgensen, ligesom han før i tiden lagde sig lige i kølvandet på pseudoeksistentialismen (prøv at sammenligne hans Hoffmans med Camus' Faldet), og ligesom han i årevis nærmest var discipel af Hunter S. Thompson, selv langt tid efter at Thompson var blevet en parodi på sig selv (og så en rum tid endnu). Nu er han så elev hos Knud Romer Jørgensen, så det kan altså gå tilbage for enhver.

Og det er iøvrigt ikke en gang første gang, han skriver om denne mor, det er anden gang! Nogen kunstnerisk nødvendighed er der altså ikke tale om, for vi har forlængst hørt alt om morens død, og hvordan Morten var der til det sidste, og vi har hørt om Mortens bror og Mortens skilsmisser og Mortens far og i det hele taget om Mortens syn på Morten både før, nu og efter. Men lortet sælger, så det lille nummer virker åbenbart lige som det skal.

Men som sagt synes jeg, det er træls. Jeg gider ikke at høre mere om nogensomhelsts mor, ikke med mindre hun er en helt ekstraordinært interessant kvinde. Jeg synes ligesom H.C. Andersen, at "hvis du har en moder, så skøn derpå". Derfor har jeg en kommentar til alle jer forfattere, der 'kun' skriver fiktion og ikke kunne drømme om at indvie os andre om jeres forældre:

Tusind tak skal I have! Det er pænt af jer! Bliv ved med det ...

Serie

Seneste artikler

  • Skoen er fuld af blod - og han er ikke en ægte prinsesse

    28. februar 2008
    Kunstfonden. Det må være det mindste beløb i verdenshistorien, som har vakt politisk anskrig. 15.000 kroner til Lars von Trier...
  • Ned med himlen

    21. februar 2008
    Danskerne er så pissebange for at blive sat af, at de er med på hvad som helst
  • Peter Øvig viser vejen

    17. januar 2008
    Blev det hele ikke lidt delikat anrettet i hans artikler i 80'erne? Var hans pen ikke lidt for let? Skøjtede den hen over realiteterne for bare at skabe skønne øjeblikke på papiret?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"hvis du har en moder, så skøn derpå". ...
Nå, var det nu HCA der mente det?
---
Dette ævl gir kun mening hvis det er Knud Romer selv der har skrevet det

Forfatterens private forhold er ligesom lærerens for både læserne og eleverne aldeles & ganske u-interessant. Ligeledes er forfatterreflektioner over dette & hint aldeles uegnede til fiktionsformen. Alligevel er Jette A. Kaarsbøll's bog 'den lukkede bog' blevet rost til skyerne, fordi hun giver Georg Brandes kvindesyn det glatte lag i sin bog. Det er aldeles U-interessant hvad hun personligt mener om Georg Brandes i en fiktionsbog - eller hvad Peter Høeg mener om stilhed og alternativ opfattelse af verden og virkelighed.

Her må jeg virkelig spørge: Hvor er editorerne henne i danske forlag. I USA ville den slags tåbeligheder forlægst været pillet ud af en dygtig 'editor'. Måske ville han eller hun ligefrem have forslået at der udkom en essay-samling med de forfatterens personlige betragtninger over f.eks. 1870'ernes København, og måske ligefrem en historisk gennemgang af f.eks. debatten om 'handske-moralen' i 1880erne, så læserne bedre kunne forstå forudsætninger for bogens handling.

Desuden kan Knud Romers beskrivelse af virkeligheden på Lolland/Falster godt være 'sand' - i hans hoved, da vi jo alle opfatter virkeligheden forskelligt, ligesom vi tolker hændelser forskelligt, alt efter opvækst, temperament og sind.