Læsetid: 6 min.

Næstekærlighed som kunstnerisk strategi

Hvad får en kunstner til at producere at fixerum, indrette et herberg eller tage til Niger for at lave et projekt for fængselsindsatte? Kærlighed, siger kunstneren Kenneth A. Balfelt, der er i julestemning og det nærmeste, vi kommer en frelsende engel på den danske samtidskunstscene
Kenneth A. Balfelt i lyserød skjorte nederst til venstre med de indsatte i fængslet i Agadez i Niger. Her har Balfelt opstartet et rehabiliteringsprojekt, hvor de indsatte underviser hinanden i blandt andet tegning, smykkekunst og tøjvask og tilbydes uddannelse som tømrer og skrædder. Sultanens søn Prince Lacombe underviser i fodbold.

Kenneth A. Balfelt i lyserød skjorte nederst til venstre med de indsatte i fængslet i Agadez i Niger. Her har Balfelt opstartet et rehabiliteringsprojekt, hvor de indsatte underviser hinanden i blandt andet tegning, smykkekunst og tøjvask og tilbydes uddannelse som tømrer og skrædder. Sultanens søn Prince Lacombe underviser i fodbold.

Alhassane Halido

Kultur
24. december 2007

Han er kendt som en kunstner med et stort socialt engagement og et særegent blik for sociale problematikker omkring nogle af de samfundsmæssigt udstødte grupper. En kunstneruddannelse på Goldsmith College i London endte i et socialt kunstprojekt hos den lokale grønthandler, og pludselig havde Kenneth A. Balfelt ramt en tangent i sit kunstneriske virke, som siden har drevet ham rundt i hele verden og herhjemme især blandt narkomanerne på Vesterbro.

Her lavede han i 2002 projektet Beskyttelsesrum - fixerum til narkomaner. Et projekt, som satte hans navn på landkortet, og som i dag har resulteret i lovforslag og en mere nuanceret politisk diskussion af de grundlæggende livsvilkår for narkomanerne på Vesterbro. For tiden er kunstnerens sociale engagement rettet mod Niger i Afrika, hvor han laver et projekt for fængselsindsatte.

"Som person har jeg altid haft en social interesse, har arbejdet med fattige i en favela i Rio, med narkomani på Vesterbro og har lige nu gang i to forskellige fængselsprojekter, og selv da jeg gik på HH, endte jeg også altid med at sidde og høre på en eller anden grædende kvinde. På en eller anden måde ligger mine interesser bare i det sociale spændingsfelt," forklarer Kenneth A. Balfelt.

Kunsten ud i livet

For ham handler det om at bidrage til samfundet, og det føler han, at han kan på et mikroplan.

"Fixerum endte jo et sted, jeg slet ikke havde forestillet mig. Jeg fandt ud af, at jeg kan bruge kunsten helt konkret til at deltage i en samfundsdebat på en seriøs måde og påvirke nogle reelle strukturer i samfundet. Her handlede det om at få skabt en nuanceret debat om narkomani. Det projekt har givet mig en stor tro på, at ting kan føres ud i livet."

-Hvorfor føler du, at lige netop du kan gøre en forskel i en social problematik?

"Nu er det jo problematisk overhovedet at sige, at man vil hjælpe folk, men det mener jeg, at jeg kan. Men det er fordi, jeg er naiv. Nu sidder jeg her på café Pussy Galore på Nørrebro med åbenstående skjorte, håret tilbage og mener, at jeg kan gøre en forskel i en hvilken som helst problematik, samtidig mener jeg, at det kan du også. Det handler basalt om, at jeg mener, jeg kan gøre meget mere sammen med andre, og vi kan lave noget særligt, fordi jeg tager dem med ind i det her særlige kunstrum, hvor der så kan ske noget nyt. Det gør også, at jeg er nødt til at være sansende, åben og møde nogen, som jeg kan arbejde sammen med. Jeg er dybt afhængig af andres input og tanker. Det er blevet en bevidst strategi med tiden."

- Sådanne projekter skaber vel også et meget stort ansvar for dig?

"Når man bevæger sig ud i det offentlige rum, er det super interessant at påtage sig et ansvar for noget konkret. Jeg må altid stå til ansvar for det, jeg laver. Projekterne peger tilbage på mig som kunstner. Derfor prøver jeg altid at opretholde den position. Når jeg har siddet til møder f.eks. med Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Fixerum, så kan jeg sige nogle andre ting via min integritet, hvor jeg ikke behøver at tænke på satspuljemidler, nomeringer, budgetter til næste år og politiske standpunkt."

Kærlighed som strategi

Kunsten er for Kenneth A. Balfelt et alternativ - et andet sprog end det talte. Her operere kunsten på et andet plan, med en ikke-logik, som ikke bygger på de vante forestillinger. Derfor kan der i hans øjne også opstå nogle helt særlige følelser, når inklusion, dialog og empati er det bærende for kunsten.

"Der opstår fællesskab og en eller anden form for kærlighed. Vi lærer, at de store historier er døde, og at der ikke er nogen store sandheder, men det er der for mig. For mig er fællesskab og kærlighed to begreber, som jeg har oplevet som eksisterende og gældende. Min motivation ligger i at tænde dette blus og skrue op for det."

- Hvorfor kan lige netop kunsten det i dine øjne?

"Det, at jeg bruger kærligheden som kunstnerisk strategi, hænger sammen med, at jeg via mine projekter har oplevet, at der opstår fælleskaber, kærlighed og varme følelser. Jeg går ind i et projekt og begynder at arbejde sammen med nogle mennesker, og så bliver vi bare glade for hinanden, og det er jo helt fantastisk for mig, at det sker. Jeg havde ikke regnet med, at det skulle være det, jeg fik ud af at lave kunst. Jeg vil ikke sige, at det er på grund af kærlighed, jeg påtager mig en byrde. Men der opstår måske kærlighed, fordi jeg påtager mig en byrde. Kærlighed er ikke noget, jeg kommer med. Det er noget, der opstår i kraft af, at jeg påtager mig en byrde."

Elitære misforståelser

-Hvad kræver det af en kunstner at bevæge sig i en social og offentlig kontekst?

"Man skal øve sig. Kristian von Hornsleth står jo normalt og maler, og når han så tager til Afrika med et skræddersyet projekt, hvor alt er defineret på forhånd, så skal han nok lave fire-fem projekter mere for at forstå, hvad det er, han egentlig laver, og indoptage den kritik, der måtte være. Det har jeg været igennem. For fem år siden kunne folk hele tiden fange mig med bukserne nede. Kunstinstitutionens rum er et ansvarsløst rum. Men i det offentlige rum kan man ikke instrumentalisere, latterliggøre, udnytte folk for at opnå noget. Der er ikke noget værre, end hvis folk forholder sig udelukkende æstetisk til et socialt problem. Som for eksempel når Marco Evaristti står nede foran Maria Kirken og får stofbrugere til at male med heroinopblandet maling, så føler jeg, at kunsten går ind og æsteticerer noget, der er dybt problematisk. Det bidrager ikke med noget og er formgivning på et elitært niveau. Jeg kan blive helt ..."

- Hvad vil være den værste kritik for dig?

"At dem, jeg arbejdede sammen med, syntes, jeg misbrugte deres tillid, udnyttede dem. Lad os nu sige, at Fixerum gjorde endnu flere afhængige af stoffer og trak dem endnu længere ned i dybet. Det ville jeg jo ikke have det godt med. Jeg bliver nødt til at være meget, meget bevidst i mit arbejde for at være sikker på, at det er etisk forsvarligt og peger mod noget bedre," forklarer Balfelt, der allerhelst vil gøre en reel forskel og bidrage til en samfundsmæssig nuancering af de sociale problematikker.

"Som når Sofie Hæstorp Andersen (S) i forbindelse med Fixerum sagde, at nu tænker hun ikke kun på, at vi skal have fixerum, men også at det skal se ud på en bestemt måde for at skabe bedre vilkår for stofbrugerne."

Det handler med andre ord om at have fat i noget problematisk, der rører sig, og når Kenneth A. Balfelt har oplevet komplikationer og krisesituationer under sine projekter, så er det ofte netop, fordi han har fat i noget problematisk.

Julens budskab

Men nu er det jo jul og hjerternes fest og ønskernes tid..

"Det jeg kunne ønske mig, er, at jeg og alle mennesker oftere oplever den her form for kærlighed, fordi jeg mener, at vi har et meget begrænset syn og fokus på kærligheden. Det er et meget snævert begreb hos os, hvor den i andre kulturer og hos Gandhi for eksempel er en social kraft i samfundet, der kan ændre grundlæggende livsvilkår til det bedre. Vi oplever snarere kærligheden og det at blotte sig som en svaghed, men det er jo en styrke, som man må opleve for at forstå den. Det kræver mod, fordi det handler om at være til stede og stå inde for sig selv. Man blotter sig, når man viser sin kærlighed, men samtidig er der ingen, der kan tage den fra dig," nærmest messer Balfelt.

Kærligheden er virkelig undervurderet i hans øjne, men vi indeholder alle potentialet til at give, få og skabe kærlighed, understreger han.

"Det er sammenhængskraften - den sociale lim. Jeg har oplevet det som en sandhed, og for en religiøs, som tror på en gud, kan det nok godt sammenlignes. Kærligheden kan ikke alt, men kan ikke bortforklares. Det burde sgu' være et fag i skolen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennard Grahn

Det er jo stadig ikke kommet det fixerum...