Læsetid: 8 min.

'Nej, jeg er ikke racist'

For nylig anklagede den britiske forfatter Ronan Bennett sin ansete forfatterkollega Martin Amis for racisme. Her afviser Amis beskyldningen, idet han insisterer på, at hans syn på islam alene er et spørgsmål om ideologi
For nylig anklagede den britiske forfatter Ronan Bennett sin ansete forfatterkollega Martin Amis for racisme. Her afviser Amis beskyldningen, idet han insisterer på, at hans syn på islam alene er et spørgsmål om ideologi
20. december 2007

En dag da jeg var fem eller seks år gammel, tog min far mig med sig i den hensigt, at jeg skulle møde en sort mand. Eller rettere: Min far (der var kommunist og universalist) aflagde besøg hos en udenlandsk akademiker fra Nigeria, tror jeg, og havde mig med. "Han er en sort mand," sagde min far på vej derhen. "Med et sort ansigt". Vi kørte derhen i bus, og mine sanser var allerede pirrede af den vilde glæde over at køre i rød dobbeltdækker (ovenpå, i rygerafdelingen).

"Han er sort. Han har et sort ansigt," gentog min far, og jeg husker, jeg tænkte: "Orv, far går godt nok meget op i det dér."

Budt ind blev vi, og der var han - den sorte mand med det sorte ansigt.

"Du har et sort ansigt!", sagde jeg og brast så i gråd.

"Ja, selvfølgelig! Jeg er sort," sagde han og brast i latter. Og da min far trøstede mig, følte jeg allerede, at det var for sent at gøre mig fortjent til hans trøst.

Det var i Swansea i midten af 1950'erne. Jeg havde aldrig set en sort mand før (ikke engang i tv; vi havde intet tv). I dag føler jeg, at dette var det eneste alvorlige afsavn i min barndom - det sydlige Wales' forfærdende mangel på farverigdom, disse kedsommelige toner af hvidt og gråt som en nyhedsrevy fra Pathé, som en stor etnisk depression. Som alle andre romanforfattere lever jeg for og er narkotisk afhængig af fysisk mangfoldighed, og min eneste anke imod regnbuen er, at dens spektrum ikke er bredt nok. Jeg ville ønske, at London kunne være befolket af ranke marsmænd og neptunianere, af ansete borgere med en oprindelse på Krypton og Tralfamadore. Jeg er ikke vild med at citere mig selv, men må bruge det våben andre bruger. Her er tre passager fra The Independent, januar 2007:

"Den form, islamofobien nu har antaget - chikanering og det, der er værre af muslimske kvinder på gaden - fylder mig med lede. Det føles beskæmmende at være del af et samfund, hvor bare én eneste minoritet føler sig truet."

"Vanskeligheden har at gøre med, hvad der udgør den nationale identitet. Den amerikanske model er her ... hvad vi burde tilstræbe af efterligne. En pakistansk indvandrer i Boston kan sige, 'jeg er amerikaner', og det eneste, han dermed gør, er at fastslå noget indlysende. Kan hans modstykke i Bradford sige det samme på en tilsvarende måde? Storbritannien er nødt til at blive, hvad Amerika altid har været - et immigrantsamfund. Der ligger under alle omstændigheder vor fremtid."

"Det bedste [ved at vende tilbage til Storbritannien efter 30 måneders fravær] har været at konstatere, at jeg lever i, hvad der trods sine fejl (trods millionvis af dårligdomme) er et ekstraordinært vellykket multiracialt samfund. Tanken om et sådant er smuk, og chancen for, at denne også kan blive til smuk virkelighed, er god".

Kan Mr. Bennett virkelig være så betrængt for at finde racisme, at han er nødsaget til at nedsable forfatteren til disse linjer?

Mine betragtninger blev fremsat som svar på spørgsmål stillet af The Guardians læsere, som jeg fik sendt per e-mail. Altså et eller andet sted imellem et interview og et essay. Og kan vi lige dvæle lidt længere ved denne skelnen? Hvad man ytrer om et eller andet, er aldrig ens definitive udsagn om noget som helst emne. Men hvad man skriver, bør stræbe efter at være just dette: ens sidste ord. For at parafrasere Vladimir Nabokov (i Strong Opinions), let tilpasset: "Jeg tænker som et geni, jeg skriver som en distingveret litterat, jeg taler som en idiot."

En trang til gengældelse

Ronan Bennett tænker som en idiot (og det samme gør Terry Eagleton). Et rumvæsen netop ankommet til Jorden ville, hvis han læste Bennett, uden videre antage, at der intet usædvanligt er hændt siden 10. september 2001 - bortset fra en beskæmmende vækst i, hvad han (til ingen nytte) sammenfatter som 'islamofobi'. Mine opflammende bemærkninger opflammede ingen dengang, fordi tidspunktet også var konteksten: august 2006 og dermed også afsløringen af et tredje jihadist-komplot inden for 13 måneder om at massakrere et vilkårligt udvalg af britiske borgere: i dette tilfælde 3.000 mennesker.

De kommentarer, jeg knyttede hertil, blev desuden indledt således: "Der er en klar trang til at sige ..."

Når Bennett undrer sig over, hvorfor jeg ikke 'tager det sagte tilbage', hvad er det så, han ønsker, jeg skal gøre? At jeg skal foregive, at jeg ikke oplevede denne flygtige impuls (som ikke var racistisk, men udtryk for et simpelt indfald om gengældelse)? Forlanger han - forlanger nogen - at romanforfattere skal lyde som politikere eller som de fromme posthistoriske automattænkere, som Bennett og Eagleton så gerne vil være?

"Islamofobi er racistisk" - dette er Bennetts eneste bidrag til debatten. Men før han kan redde sig op på sin Medusas Flåde, må han først give indtryk af, at jeg ikke skelner imellem islam og islamisme: "Han taler om islam, ikke islamisme, om muslimer, ikke islamister".

Godt så, men her er så et citat mere (fra mit essay fra 2006, oprindeligt og også herefter betitlet: "Terror og kedsomhed: den trælbundne tanke".)

"Vi kan begynde med at slå fast, at ikke blot respekterer vi Muhammed, men at ingen seriøs person kan lade være med at respektere Muhammed - en unik og lysende historisk skikkelse ... Bedømt efter de sammenhænge, han var i stand til at bevæge, har Muhammed stærkt belæg for at være det mest ekstraordinære menneske, der nogensinde har levet ..."

"For nu at gentage så respekterer vi islam, der har skænket menneskeheden så utallige velsignelser ... Men islamismen? Nej, man kan næppe forlange, at man skal respektere en trosbølge, der stiller krav om vores egen udryddelse ... Naturligvis respekterer vi islam, men vi respekterer ikke islamismen. Ganske på samme måde som vi respekterer Muhammed, men ikke respekterer Muhammad Atta."

Nu kommer så Bennetts dialektiske spring. Han skriver, at jeg er fjendtlig over for islam af på grundlag af race - en indlysende absurditet. Hvilket kolossalt antagonistisk projekt, han dog stiller op for mig: Racehad rettet imod over en fjerdedel af menneskeheden; racehad rettet imod snart sagt enhver slags etnicitet på Jorden (og hvad forestiller han sig, at jeg vil få ud af en person som David Myatt, neonazisten og Holocaust-benægteren, som nu kalder sig selv Abdul-Aziz ibn Myatt? Holder jeg mig tolerant for næsen, fordi denne rabiate jihadist er hvid?). Det burde være en regel for debatten, for enhver debat, at den ene romanforfatter burde tilstå den anden den fundamentale indrømmelse, at han ikke er galning.

Jeg burde have anet, hvad der var undervejs fra Bennett, da jeg i april i år anmeldte Mark Steyns alarmistiske, men generelt relevante bog, America Alone (og her citerer jeg mig selv for sidste gang):

"Enhver indrømmelse af frygt for at blive nedmajoriseret af højere fødselstal minder os uundgåeligt om eugenik, tvangssteriliseringer og deslige; og mange rettænkende moderne vesterlændinge vil ved læsning af Mr. Steyn føle den retsindighedens blussende varme, der normalt indvarsler en anklage om 'racisme'."

Men det her handler ikke om race. Det handler om ideologi. Hvis hver en indbygger i et liberalt demokrati tror på det liberale demokrati, spiller det ingen som helst rolle, hvilken tro eller hudfarve de har. Hvis på den anden side nogle af dem tror på sharia og Kalifatet (og på at nedslagtning af gæsterne ved Tiger Tiger-diskotekets dameaften er en god metode til at fremskynde disse), så begynder antallet at få relevans.

Da jeg tidligere i år interviewede Tony Blair, spurgte jeg om kontinentets demografiske udvikling var blevet "et europæisk samtaleemne". Han svarede, at det var "et underjordisk samtaleemne". Vi ved alle, hvad det betyder. For relativismens etos er det demografiske spørgsmål så gennemsyret af væmmelse, at det er umuligt at diskutere. Som multikulturalistisk ideolog er Bennett ude af stand til at forholde sig til det faktum, at a) Spaniens og Italiens indfødte befolkninger styrer mod en halvering hver 35. år og b)dette har visse konsekvenser. Som en forfjamsket folkekommissær famler han efter polemisk vold om 'hvidt overherredømme'. Han spiller med andre ord racekortet - dydsmønstrenes sølvhåndgranat.

Forvridninger og forvrængninger

Terry Eagleton indleder sit manipulerende og flossede vredesudbrud med et angreb i The Guardian, som allerede i første sætning indeholder tre usandheder. Bennett, som gør sig marginalt større omhu, dukker som ådselsæderen op til sidst. Venner og meningsfæller har gennem den sidste måned påpeget over for mig, at både Eagleton og Bennett har nye bøger på vej og kan have følt behov for omtale. Jeg styrer normalt uden om slige patetiske trivialiteter. At tillægge andre kynisme føles altid selv kynisk - og hvem vil være en kyniker, hvem vil være det hundehoved, der er dømt til at se kynisme overalt? Man har ydermere antydet for mig, at slig kynisme blot er et forbjerg på vejen til en langt højere tinde. Nutildags, således lyder påstanden, kan man kaste om sig med bagvaskende og tendentiøse beskyldninger i tryg forvisning om, at giften n0k skal gøre sin virkning - thi sådan er tilstanden i den offentlige debat.

Det er under alle omstændigheder en sørgelig øvelse at tænke sig Eagleton og Bennett i færd med indædt at tilberede deres perfiditeter, hinkende rundt, idet de håndplukker lidt fra et pressecitat der, lidt fra et tv-interview her, en passage fra et essay eller en novelle, et udkog fra alfabetsuppen i Daily Mail og dernæst forvrider og forvrænger, ser bort fra hint og sammenkobler det ene med det andet. De er ikke interesserede i argumenter og ideer, men i at markere 'positioner', sende 'signaler' og indyndende at bejle til bifald fra ligesindede. Det er ikke første gang, jeg er blevet beskyldt for racisme ('anti-semitisme' lød anklagen på i 1991, da jeg udgav romanen Tidens pil), og det er en bagtalelse som ingen anden. Det er som at få malet et kors på sin hoveddør.

Lad os slutte af, som Bennett slutter af. Med en lille åbenbaring, et helt lille digt af farisæisk selv-gratulation:

"Amis slap af sted med det. Han slap af sted med så odiøst et udbrud af racistiske holdninger, at ingen anden offentlig figur i dette land har evnet noget tilsvarende i meget lang tid. Måtte han skamme sig for sige den slags, og måtte vi skamme os for at tåle det."

Jamen, skam få mig altså, og skam få alle mulige andre - men ikke Dem, Mr. Benett. Læs engang den sidste sætning igen. For De tålte det ikke, gjorde De vel? Nej, De har klaret Dem usædvanlig fint igennem alt dette. Deres vanære er ikke social; deres vanære er moralsk, intellektuel og (ejendommeligt nok) kunstnerisk - men ingen har tænkt sig at belemre Dem med det. Jeg vil blot sige, idet jeg tager afsked med Dem, at den ideologi, De forsøger at lefle for (lad os følge Francis Fukuyamas eksempel og kalde den jihadisme) er irrationalistisk, kvindefjendsk, homofobisk, inkvisitorisk, totalitær og imperialistisk. Og den er ikke engang kun 'racistisk'. Den er folkemorderisk.

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu