Læsetid: 4 min.

Øjeblikke på højkant

Kærlighedens fest. Når vi taler om moderne kærlighed, er Gud for længst ude af billedet, mens forventningerne til kærligheden i parforholdet i dag er spændt til bristepunktet
Kærligheden. Der indlæses så mange forventninger og drømme i parforholdet i dag, at skuffelsen og frustrationen ligger lige om hjørnet.

Kærligheden. Der indlæses så mange forventninger og drømme i parforholdet i dag, at skuffelsen og frustrationen ligger lige om hjørnet.

Ondrea Barbe

21. december 2007

Oh girl that feeling of safety you prize
Well it comes at a hard hard price
You can't shut off the risk and the pain
Without losin' the love that remains
We're all riders on this train
Bruce Springsteen: Human Touch

Måske var det hævn for at tabe Paradoks-redaktricen på dansegulvet til julefesten. Det var selvfølgelig heller ikke særlig elegant. I hvert fald var mandagen dårligt kommet i gang, før hun stod på kontoret.

"Vi har et kæmpetema om kærligheden, og jeg har besluttet, at du skal skrive klummen," sagde hun.

"Er det kærlighed til landet, nationen og sådan noget?" forsøgte jeg.

"Mellem mennesker. Parforhold, du ved. Og den slags. Det er jo jul. Kærlighedens fest. Så vi kigger på, hvordan det går med danskerne og den moderne kærlighed. Og der mangler én, der kan samle op, skrive lidt om Gud og Jesus, og hvad de har med kærlighed at gøre. Det er dig. Du har jo engang arbejdet på Kristeligt Dagblad," sagde hun og var ude af døren.

Den var værre. For hvordan overhovedet sige noget nyt om det, som forfattere og digtere har brugt hele liv på at skrive om - endda ofte temmelig godt. Hvorfor ikke bare spørge Kristen Bjørnkjær? Han sidder på etagen lige over, og han har engang skrevet en digtsamling, godt nok om kærestesorg, men det er jo også en slags kærlighed, og han solgte næsten lige så godt som Vita Andersen.

Eller filosofferne. Folk, der ved noget om den slags, fortæller, at Søren Kierkegaard har beskæftiget sig indgående med kærligheden, selv om han ikke selv var nogen stor succes ud i branchen. Eller måske netop derfor.

Eksistentiel uro

Ifølge Kierkegaard er der i mennesket en nedlagt værdi, nemlig kærligheden. Mennesket er skabt med 'kjerligheden i grunden', og det er denne kærlighed, det drejer sig om i livet. Kærligheden kommer ifølge filosoffen fra Gud og bærer i den forstand evigheden i sig. Kærligheden er dermed forbundet med troen, med den religiøse erfaring og har en højere dimension, der rækker langt ud over den enkelte kærlighedsoplevelse, om det er mellem to voksne mennesker, forældre og børn eller noget helt tredje. Det er øjeblikke af fælles ånd og lykke, og det er disse øjeblikke, det hele går ud på at genfinde. Når det sker, alt smelter sammen, og tiden holder op med at eksistere, er det - som Kierkegaard temmelig smukt formulerer det - at øjeblikket rejses på højkant.

Som i troen fordrer det en del af det enkelte menneske, og som i troen er kærligheden forbundet med eksistentiel uro. Frygten og ængstelsen hænger tæt sammen med kærligheden, og som det fremgår af citatet af Bruce Springsteen i starten af denne klumme, er kærligheden - frygten, når kærligheden er der, og frygten, når den ikke er der - forbundet med både risiko, smerte og til tider grænseløs bekymring. Men også med ansvar, fordi kærligheden netop fordrer, at man stilles ansvarlig over for hiin enkelte, hvis liv man holder i sine hænder under beskyttelse af Guds kærlighed.

Kærlighed bærer ikke nag

Og hvad har det så med moderne kærlighed at gøre? Ikke meget, kunne man mene. Gud er for længst ude af billedet, og kigger man sig omkring, får man nemt det indtryk, at forventningerne til kærligheden i parforholdet i dag er spændt til bristepunktet. Ganske vist citeres Paulus til hver eneste romantisk kirkebryllup for, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, men der indlæses også så mange forventninger og drømme i parforholdet i dag, at skuffelsen og frustrationen ligger lige om hjørnet. I en terapeutisk fix it-kultur accepteres det ikke, når lykken eller den kosmiske følelse af velvære ikke er der, og når fordringerne samtidig har byttet plads, så forventningerne nu er rettet mod den anden, hvad er så mere oplagt end at skifte partner, når øjeblikket ikke konstant står på højkant.

Samme Paulus siger også, at den sande kærlighed aldrig søger sit eget, den bærer ikke nag. Når tv-serien Klovn om Franks trængsler og Mias benhårde betingelser er kult, skyldes det måske, ud over at det er morsomt, at serien rammer tidens tendens til at projicerer egne længsler, drømme og frustrationer over på den anden og dermed forsøge at skabe den anden i sit eget billede. Man har simpelthen for svært ved at lade den anden være i fred, blot på den forkerte måde. Som Finn Korsaa er inde på andetsteds i avisen, arbejdes der i de små hjem hårdt på at få det til at lykkes, men der arbejdes også hårdt på det modsatte.

Henrik Nordbrandt har i et digt skrevet: Jeg kan ikke bruge dig mere/ som rose i mine digte/ du er alt for stor/ og alt for smuk/ og alt, alt for meget dig selv.

Det lyder som en afsked, men er det ikke. Det er en besværgelse af, at man ikke kan gøre hinanden til installationer i hinandens liv, og at kærlighedens fortjenstmedaljer ikke er forbundet med særlig god opførsel.

Det udsulter kærligheden og æder langsomt det nærvær, den tillid, gensidighed, lidenskab og respekt for hinandens individualitet, som gør, at kærligheden også er der, når hverdagen er mest sur og bureaukratisk. Den andens kærlighed kan ikke konstrueres eller formes i ens eget billede; den kan man kun håbe på. Tør man det, er der til gengæld stor chance for, at de brusende øjeblikke på højkant, som det hele begyndte med, og som sparker benene væk under en, hele tiden kan genfindes og giver et strejf af noget, der er større end en selv og den anden tilsammen.

Serie

Seneste artikler

  • Fluebensforelskelse

    21. december 2007
    Prototypen på den nye kærlighed foregår på nettet, hvor det individualiserede menneske jagter den evige forelskelse. Kæresten er blevet et forbrugsgode, som man bytter ud, når man finder en, der bedre matcher ens behov, viser undersøgelse af danskernes netdating
  • Når man er kommet i 'skønne på-alderen'

    21. december 2007
    Ægteskabet er som et skyggetræ, siger nygifte Gunvor Auken, 66 år. Man danner et beskyttende tag i forhold til hinanden, så de små fine skud ikke bliver brændt af solen. Men kvinder har et 'brokke-gen' og mænd har et 'flegma-gen', alligevel kan man godt få tingene sagt uden at tage selvfølelsen fra hinanden
  • Jul i den hellige kernefamilies skød

    21. december 2007
    Fra kopulerende guder i mytologien til kristendommens aseksuelle kærlighedsideal. Fra seksuel frigørelse til nye kernefamilier med samtalekøkkener og truende skilsmisser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu