Interview
Læsetid: 10 min.

'I min ordbog er selverkendelse en dyd'

Dette efterår udgav Niels Barfoed sine erindringer, 'Farvel så længe'. Her fortæller han om forskellene på at skrive biografi og selvbiografi, om de afgørende ting - og om selvkritik og indbildskhed
Kultur
29. december 2007

Hvad er forskellen på at skrive biografi og selvbiografi? Niels Barfoed har prøvet begge dele. Forfatteren til de roste biografier om Peter P. Rohde og Ole Lippmann har dette efterår udgivet sin selvbiografi, Farvel så længe, så han må have tænkt over forskellene?

"Hvis man skriver en biografi, må man prøve at finde frem til et eller andet reelt eksisterende og aktivt forløb, hvor sammenhængen gerne skal fremstå så plausibel, at folk, der har kendskab til den biograferede, vil sige, at der er søreme noget om det," siger Niels Barfoed.

"Det krav forelå som bekendt ikke, da evangelisterne skrev deres biografier om Jesus, men i dag må det være god moral, at det skal være noget, der ligner."

"Problemerne opstår, hvis der for eksempel er en større lakune i materialet. Så må man vove et øje og skrive det, man med høj sandsynlighed kan tillade sig at antage ud fra den øvrige livshistorie."

Niels Barfoed tænker her blandt andet på sin biografi om Ole Lippmann, hvor der netop mangler materiale i en bestemt periode.

"Man er nødt til enten at springe elegant hen over hullet eller lave en bro, som i det mindste skaber troværdig sammenhæng. Jeg mener, det er et indbygget krav i genren, at den netop skal fremstille en - oftest en kompleks - sammenhæng. Ellers må man benytte sig af andre genrer."

"Ja, jeg mener, man skylder at trække røde tråde, der er baseret på kendsgerninger - og som selvfølgelig helst ikke skal have for mange andre kendsgerninger imod sig."

Mulighed for snyd

"Mulighederne for snyd er anderledes store, mange og fristende i selvbiografien, for her er det ikke andre end én selv, der bestemmer, hvad der skal fremstå som sandhed."

- Der er dog andre, som også kan huske én!

"Det er selvfølgelig rigtigt, og mange selvbiografier er da også formet f.eks. som forklaringer eller ligefrem forsvarsskrifter. Der er principielt to typer. Den ene finder man for eksempel i den danske nazileder Fritz Clausens selvbiografi, som lige er udkommet. Den skrev han i fængslet under indtryk af en overhængende dødsdom. Her er han på den ene side nødt til at tage hensyn til kendsgerningerne - for at fremstå som troværdig, på den anden side må han prøve at spænde alle de forbindelser til det yderste, der kan tjene til hans forsvar."

"Den anden type er en slags julekalender - og den er meget udbredt - hvor man åbner det ene vindue efter det andet ind til spændende mennesker og strålende selskaber."

"Men endelig har man også mulighed for at lægge selvbiografien et halvvejs fiktivt sted, hvor fantasi, stemning og billeddannelser får spillerum, og det har været min metode. Her kan andre ikke komme og sige, at man tager fejl. Den mest mageløse af slagsen er Min Fynske Barndom. Der er der helt kapitel, der handler om en hest. Det kan jeg li'."

Alligevel er man sårbar, når man skriver selvbiografi, erkender Niels Barfoed.

"Mens man med biografien kan bruge den biograferede som et skjold, holde ham frem - Ecce Homo! - dér er man i selvbiografien uden værn. Man kan tillade sig at lyve og fordreje, så lystigt, man vil - jeg har jo ingen dødsdom hængende over hovedet - men der er alligevel tale om en stor satsning, man er i en forsvarsløs og hudløs situation, når man griber det an, som jeg har. Dvs. går derind hvor skoen trykker."

Hvilket dog ikke rokker ved, at det har været en fest "at slippe for dokumenter og arkiver og nøjes med de tre fingre på den ene hånd og to på den anden, som jeg bruger, og så se, hvad der sker."

- Men det krævede mod?

"Ind imellem har jeg haft fornemmelsen af at gå på line. Ville jeg komme levende over? Jeg begav mig ud ad et spor, tit sat i gang af en tilfældigt opdukket episode, som jeg uden tøven gav en chance, og så gjaldt det om at holde balancen, ellers var det bedre at holde op. Man må have tillid til det, man er i gang med, hele tiden vinde tillid til, at det bærer."

Der var øjeblikke, hvor Niels Barfoed måtte holde tungen lige i munden, erkender han, men tilføjer så:

"Hvilket betyder, at hvis man ikke kan holde den tone og det tempo og den kurs, man har sat, så kan man lige så godt lade være. Mine erindringer er ingen vidensbank eller et opslagsværk."

"Det starter altid med, at man skriver, ikke med at man sidder og tænker," siger han, og forklarer med sin disputats om Don Juan som eksempel, hvordan erkendelse i skriften kan indfinde sig.

"Jeg skrev længe før grundideen dukkede op. Så godt det lod sig gøre. I tilbageblik kunne jeg så se, at noget af det, jeg havde skrevet var ørkesløst, andet indeholdt gode ideer, og sine steder kunne jeg løfte hele blokke direkte over i afhandlingen. For der kommer et punkt, hvor jernfilspånerne lægger sig til rette efter magneten og finder deres mønster. Så er der fri bane."

"Det gælder i øvrigt ikke kun, når man selv skriver. Heller ikke som kritiker, som analysator, er man kun styret af fornuft. Hvis ikke intuitionen er med, den umiddelbare oplevelse af sammenhænge, duer det ikke. Lønnen for al møjen er, når alt begynder at blive meningsfuldt, selv den mindste detalje."

"Selvfølgelig er der tale om en selektion. Men udgangspunktet er ikke, at 'nu vil jeg skrive det og det med udeladelse af følgende punkter'. Drivkraften er spørgsmålet om, hvad der leder og driver én, og så prøve at skrive det frem med gefühl, lyst og hengivelse."

"Den eneste gang jeg satte mig selv direkte i arbejde var, da jeg spurgte mig selv, om jeg kunne skrive om min yngste datters mor, som jeg boede sammen med i en årrække - hun døde for mange år siden. Jeg gjorde forsøget, gik ud på linen - og kom over. Men det var den eneste gang, der er ikke andet i bogen, som ligner det."

"I øvrigt har indfaldet umådelig meget at skulle have sagt. Når motoren først er blevet varm, melder ideerne sig på stribe: 'det er min tur!', 'nej, jeg kom før!', og man står som en anden klasselærer og peger, og på en eller anden måde opstår der intuitivt en rækkefølge. Det er sådan selektionen foregår. Det selektive består ikke i at finde det gode stof, men at koncentrere sig om at skrive det, der lader sig skrive. Alt lader sig selvfølgelig skrive - i rapporter, men jeg skriver ikke rapporter. Der kan vise sig landminer og advarselstegn, men dem må man søge at klare undervejs."

De afgørende ting

Når man giver sig i kast med erindringer, føres man helt automatisk hen til de områder, der har haft betydning, mener Niels Barfoed. Den unge frihedskæmper, Kim Malthe-Bruun, der blev henrettet af tyskerne, blev således meget nærværende for ham. Igen.

"Jeg har ikke tænkt på ham i årevis, men når jeg banker på dén bestemte dør, står han lige bagved. Den forbandede varme krig er åbenbart meget mere til stede i mit hoved, end jeg vidste af. Også i kraft af min storebror, der var modstandsmand, og som jeg var for lille til at kunne slå følge med. Det var ellers min drøm. Min anden storebror - 17 år dengang - kom ud i noget lyssky noget med sortbørshandel. Det var i det hele taget en vild og anarkistisk tid, og den sidder virkelig dybt i mig. Det var en tid uden politi, med mørklægning og skyderi i gaderne, og en tid, da vi som drenge i København tid ofte var på tynd is. Dagen efter bombningen af Shellhuset, skulle Jesper (Jensen, red.) og jeg selvfølgelig ud og se, om vi kunne komme tæt på. Det kunne vi med lidt snilde, jatak, og befandt os pludselig midt i et heftigt skyderi, men havde held til at springe ind i en bank."

"Denne udsathed på den ene side og på den anden brødrene, især selvfølgelig modstandsmanden, blev tilsammen lidt af en ledefigur for mig. Jeg tror, at mine aktiviteter i Østeuropa under Den Kolde Krig var et forsinket forsøg på selv at blive 'frihedskæmper'. Livet bag jerntæppet var noget, jeg var stærkt tiltrukket af. Og jeg kunne ikke holde op med at gennemrejse både Sovjet og det sovjetdominerede Europa, selv om jeg var ved at komme galt af sted et par gange."

- Du har søgt efter det, der har determineret dig?

"Ja, hvorfor tiltrækker man, og hvorfor udløser man bestemte typer begivenheder? Det kan kun komme fra, at man på godt og ondt er den, man er. Jeg kan se, at når rebet begynder at stramme, absenterer jeg mig, inden det er for sent. Det er derfor bogen hedder Farvel så længe! Men selv synes jeg nu ikke, jeg i virkeligheden har levet så meget anderledes end andre, men jeg kan se, at jeg på et tidspunkt - for godt 30 år siden - valgte at være alene."

- Hvorfor?

"Hvorfor ikke?"

- Mennesket er et socialt og mimetisk væsen.

"Jeg er meget social. Og jeg er i bund og grund glad for mennesker og for at lære dem at kende. Men en af de ting, jeg opdagede under arbejdet på bogen var, at jeg lider af 'snæversyge' - det vidste jeg ikke så klart før. Alle har det vel i sig, dette, at det er skidt for mennesket at være alene, men hvis nu erfaringen umiskendeligt siger, at man er bedst både for sig selv og for andre ved at være det? I øvrigt synes jeg, at et liv, der ikke har kendt til et tæt og langvarigt fællesskab med et andet menneske, ikke er noget liv. Sådanne forhold hører tilværelsen til, gerne én gang og også gerne flere. En biografi må selvfølgelig berøre disse punkter, hvis den vil befatte sig med andet end profession og glorværdig karriere, men jeg har ikke som Jørgen Leth en 'kontrakt med læseren' om absolut ærlighed. Jeg synes ikke, man som forfatter skal have kontrakter med andre end sin forlægger. Jeg vil for mit vedkommende bare gerne være præcis med det, jeg vælger at gøre, og jeg vil gerne være omsorgsfuld. Også billedet af Rifbjerg har jeg ønsket at gøre så nuanceret som muligt - på godt og ondt."

- Har han reageret?

"Ikke over for mig. Det var heller ikke meningen."

- Det er rigtigt, at Rifbjerg har dyrket persiflagen, men du skriver i selvbiografien, at du muligvis har arvet en vis paranoia efter din mor. Kan den ikke også have spillet ind?

"Hvis man i 30-40 år har lagt ryg til den ene spand skidt efter den anden uden at kny, kan det vel ikke kaldes paranoia, at jeg nu i et bind barndoms- og ungdomserindringer inkluderer et vigtigt venskab frem for at ekskludere det. Giver min side af sagen. En gang for alle."

Niels Barfoed nævner igen kulturkritikeren Peter P. Rohde, der havde stærke venskabsbånd. Politisk forlod han efter svare overvejelser DKP, men nedenunder lå venskabelige konflikter uafklaret, siger han.

Selvrefleksion

- Kan du give et eksempel på, hvordan du har håndteret konfliktstof i selvbiografien?

"Jeg har i al fald ikke skjult det. Et eksempel er det, jeg fortæller om Salman Rushdie. Oprindelig sluttede kapitlet med et afsnit om, at PEN's nuværende præsident, Anders Jerichow, og jeg, dengang jeg var PEN-præsident, opfordrede Det Danske Akademi til at cosponsorere et initiativ vedrørende Rushdie-sagen. Vi havde allieret os med rektor Ove Nathan plus en norsk og en svensk universitetsrektor og udviklet planen i snævert samarbejde. Det skulle ikke koste Akademiet en øre. Der kom ingen bukser af det skind. Men jeg fjernede afsnittet. Det 'ringede' ikke rigtigt. Nu slutter historien med en mindre flatterende episode. Jeg taler over mig til en udenlandsk journalist kort efter Rushdies afrejse. Det var den rigtige slutning, den anden - mere fortjenstfulde - holdt ikke vand i disse erindringsglimt. Den slutning, jeg endte på, handler om, at jeg blev revet med - det er ærefuldt at blive ringet op af en journalist fra selveste Esquire - men jo fjollet at man ikke sørger for at tænke sig om. Så har der til gengæld været andre prøver, jeg bestod. Den anden historie - om det forgæves besøg på Akademiet - hører til i en anden bog. Den skal nok komme."

- Er du ikke meget selvkritisk i den erindringer?

"Ja, det har den jo ord for, især blandt de hellige, som burde være de første til at se skæven i deres egne øjne. Blikket for egne begrænsninger er ikke i kurs i vores selvovervurderende tid, der igen kredser om 'den stærke mand'. Men det er det blik, som gør samvær med andre mennesker udbytterigt. Det er min erfaring. Så i min ordbog er selverkendelse en dyd, skønt selv dyden selvfølgelig kan gå amok. Har du ikke lige så tit som jeg genlæst en af dine artikler, hvor du tænker, at den kunne sgu' da godt have trængt til at være skrevet lidt mere igennem? Det samme må jo enhver malermester have oplevet, eller enhver tandlæge - desværre - have sagt til sig selv i ny og næ."

"Evnen til selvkritik, skulle jeg mene, er udtryk for, at man omsider ved noget om, hvem man er. Den er ikke for de infantile, den er en del af en modningsproces, og jeg tror som sagt, den er noget meget ønskværdigt. Den gør det nemmere at leve med hinanden. Indbildskhed, derimod, er en dårlig idé. Den er imidlertid meget udbredt, og den fremmedgør."

"Men, bevares, i mit lønkammer kan jeg da godt være lidt indbildsk!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her