Læsetid: 6 min.

En pagt med djævelen

I hemmelig tjeneste. CIA's historie gennem 60 år er nu veldokumenteret i en række nye bøger. De afviser, at organisationen var ude af kontrol, men bekræfter inkompetence og sympatiske folks forbrydelser
Inkompetent, naiv og en fare for Amerikas interesser. CIA's historie gennem 60 år er nu veldokumenteret i en række nye bøger. De afviser, at organisationen var ude af kontrol, men bekræfter inkompetence og sympatiske folks forbrydelser
15. december 2007

Spioner og journalister har meget til fælles. Eksempelvis skal vi i begge professioner helst være mestre udi forførelsens kunst. Så når vi mødes, sædvanligvis nær slagmarker eller over en udsøgt frokost, er det ofte et træf, som ligner to turtelduers kurmageri.

Underligt er det således ikke, hvis sympati for modparten kan anes. En af veteranerne i dansk presse, udenrigsjournalisten Frank Esmann, har for nyligt kaldt folk fra CIA, som han har mødt, 'nogle af de mest klarsynede, modige og dybt sympatiske personligheder i denne verden'. Ud fra mine erfaringer giver jeg ham ret. Personligt og professionelt er jeg i dyb taknemmelighedsgæld til især veteraner fra CIA, som jeg fra midten af 70'erne og frem til i dag har haft nærkontakt med.

Helt uden dilemmaer er samværet naturligvis ikke. Grundholdningen i begge professioner er, at vi for en god historie vil sælge vores gamle mor, så den gensidige mistillid er sjældent fjern, når vi udveksler informationer. Set med journalistens øjne er det største problem vel, at vi dyrker kilder, som ofte er forbrydere - endog krigsforbrydere. Selv fandt jeg mit første møde med William Colby, tidligere direktør i CIA, ret svært. Jeg vidste, at han i Vietnam var ansvarlig for Operation Phoenix - delvist et snigmordsprogram rettet imod Den Nationale Befrielsesfronts infrastruktur. Men Colby var også et meget rart menneske, venstreliberal politisk og med stor viden, som han yderst generøst øste af. Som mange andre i CIA-miljøet værdsatte han tilmed uenighed, hvis den var velinformeret og kunne inspirere til frugtbar debat.

Spejlbilledet

Dilemmaet blusser op, når man læser en række af de bøger, som, i de seneste år med nyvunden arkivadgang, belyser CIA's historie. Mulighederne for konkret viden er mildt sagt eksploderet, siden CIA-veteranen Viktor Marchetti og John Marks i 1974 fik udgivet den første store afsløring, som blev kraftigt censureret inden udgivelsen. Udviklingen fremgår også af, at den amerikanske ekspert John Prados har 'genudgivet' en bog fra 1986 om CIA's hemmelige krige, men den er vokset med 200 sider og mængden af bogstaver på hver side er vokset markant. Det er ikke mange mistanker, som i dag er ubekræftede, og derfor melder spørgsmålet sig med fornyet kraft: Hvorfor begik ofte dybt sympatiske og intelligente personer så meget dumt og umoralsk?

Som John Prados påpeger har CIA's folk traditionelt forsvaret sig med henvisning til den antagelse, at 'en pagt med djævlen er god, hvis den måske kan hjælpe med at redde himlen'. Man hævdede, at fordi hovedfjenden, KGB, anvendte onde metoder, måtte man gå på kompromis med egne værdier, ja endog overgå kommunisterne i ondskab.

Samarbejde med nazister

Prisen var imidlertid, at man, som senere efterkritik har fremhævet, dermed i det mindste blev en slags spejlbillede af fjenden.

Mellem de værste eksempler er en række operationer, hvor CIA fra slutningen af 40'erne og mange år frem gik i alliance med nazister mod Sovjetunionen og europæiske kommunister. Denne alliance banede vej for senere samarbejde med gangstere, diktatorer og terrorister.

Siden 1999 har en arbejdsgruppe, som blev udnævnt af præsident Clinton efter opfordring fra Kongressen, fået afklassificeret mange dokumenter, som yderligere dokumenterer dette samarbejde - en endelig rapport udkom i september. Gestapo-officeren Klaus Barbie, slagteren fra Lyon, var en af dem, som nød godt af amerikanernes behov. Han blev hyret af en deling i hærens efterretningstjeneste, hvis arbejde blev videreført af CIA. I 1951 hjalp amerikanerne ham med en flugt til Argentina, og han slog sig derefter ned i Bolivia, hvorfra han først i 1983 blev udvist til Frankrig og straffet dér.

Ud fra en moralsk synsvinkel kan samarbejdet vel diskuteres en del, men den hårdeste kritik er, at det i mange henseender var ineffektivt. Det var en belastning, når USA skulle hævde, at man selv stod for demokratiske værdier. Mere konkret bidrog alliancen formentlig til, at partisankrig mod den sovjetiske besættelse af Østeuropa blev en blodig fiasko. Til langt op i 50'erne stod CIA bag hemmelige krige i bl.a. de baltiske republikker, Albanien og Ukraine. Partnerne, især for Ukraines vedkommende, var ofte pronazistiske krigsforbrydere. Fordi disse folk havde et dårligt ry i deres hjemlande, blev mobilisering af et folkeligt oprør ikke netop fremmet.

Mange af CIA's ledende folk havde en baggrund i OSS, som under Anden Verdenskrig bistod partisaner i de tyskog japanskbesatte områder. Det var disse folks grundlæggende erfaring, men den havde begrænset værdi mod kommunisternes totalitære regimer. Faktisk overvældede den CIA's virksomhed, så man kun i meget begrænset omfang udviklede en effektiv organisation, der kunne udspionere fjenden. Analyser af Sovjetunionen byggede i årtier mere på politiske behov og gætteri end på efterretninger fra velplacerede agenter. CIA specialiserede sig i kup og hemmelige krige - sædvanligvis med katastrofale følger for både lokale befolkninger og USA's langsigtede interesser.

Amerikanismen

Undtagelsen er politiske aktioner, hvor CIA med agenter og finanser blandede sig i demokratiske, europæiske landes udvikling.

Hovedværket på dette felt er fortsat den britiske forsker Frances Stoner Saunders veldokumenterede gennemgang af tjenestens indsats i den kulturelle krig. Med store beløb, bogforlag, magasiner, udstillinger, koncerter og avisartikler sørgede man for, at europæiske kommunister og deres frontorganisationer fik et modspil. Især socialdemokrater og liberale nød godt af den indsats.

Resultatet var, mener Saunders, at den traditionelle venstreintellektuelle kritik af statsmagten blev dæmpet ned; en ofte uforbeholden hyldest til alt amerikansk trådte i stedet. Denne 'amerikanisme', som i vidt omfang ignorerede USA's skyggesider, blev først tvunget i defensiven, da amerikanere gjorde op med racisme og Vietnamkrigen, men den har sat varige spor - og er en del i strid med USA's egne samfundskritiske traditioner.

KGB fraværende

Mange bøger, som fokuserer på CIA, har kun nødtørftig omtale af KGB's rolle. Det virker umiddelbart underligt, fordi CIA's aktiviteter ofte begrundes med, at man skulle forsvare den Frie Verden mod Kreml-anførte kommunisters undergravende virksomheder.

Der er klart behov for, at historikere ser på CIA og KGB i sammenhæng. Med to bøger, som bygger på materiale fra KGB's arkiver, har den britiske forsker Christopher Andrew sammen med KGB-afhopperen Vasili Mitrokhin givet et bidrag, som kan anvendes. De påviser eksempelvis, at den chilenske leder Salvador Allende havde nærkontakt med KGB og fik finansiel støtte, men de får ikke afvejet den relative betydning af CIA's og KGB's indsats.

Noget af årsagen til dette 'hul' i historieskrivningen kan være, at CIA og KGB kun i ringe omfang var direkte modspillere. Andrew og Mitrokhin har et fascinerende citat af KGB-lederen Andropov, som i 1972 advarer imod, at man provokerer Nixon-regeringen, idet han går ud fra, at Latinamerika ligger i USA's indflydelsessfære. "USA har tilladt, at vi handler i Polen og Tjekkslovakiet," skrev han angiveligt. "Vi må huske det. Vores politik i Latinamerika bør være forsigtig."

Imperiets tjener

CIA har gennem 60 år primært været en tjeneste, som i u-lande skulle skabe eller opretholde en orden, der gavnede USA's imperiale politiske og økonomiske interesser. Organisationen var altid et hemmeligt redskab for USA's præsidenter; næsten aldrig handlede man på egen hånd.

Man støttede oprørere med en værdig sag i f.eks. Tibet og Kurdistan, men man svigtede dem også, når USA's nationale interesser skiftede. Nogle kup og krige var vellykkede, men på længere sigt var følgerne katastrofale. Irans folkevalgte og nationalistiske leder Mossadegh blev væltet i 1953, men med tiden medførte 'sejren', at ekstremistiske islamister vandt.

Ud fra bl.a. CIA's egen historieskrivning og talrige fortrolige analyser af tjenesten, begge dele afklassificeret i de seneste par år, konkluderer New York Times journalisten Tim Weiner i sin ganske fremragende bog, at CIA gennem 60 år "har været inkompetent, naiv og en fare for Amerikas interesser". Det bedste, som kan siges om CIA, er, at tjenestens egne folk ofte har været fremme med en lignende vurdering.

Tim Weiner: Legacy of Ashes: The History of the CIA". Doubleday, New York 2007. Pris 16,77 dollar

John Prados: Safe for Democracy - The Secret Wars of the CIA. Ivan R. Dee, Chicago 2006. Pris 23,10 dollar

Christopher Andrew og Vasili Mitrokhin: The Mitrokhin Archive II - The KGB and the World. Penguin, London 2005. 30,00 pund

Frances Stoner Saunders:Who paid the Piper? - The CIA and the Cultural Cold War.Granta Books, London 1999. 20.00 pund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu