Læsetid: 4 min.

Pia Kjærsgaard opruster i kulturkampen

Pia Kjærsgaard vil holde kulturminster Brian Mikkelsen til ilden i kulturkampen og har placeret sig i Folketingets kulturudvalg, hvor Dansk Folkeparti i forvejen har formandsposten i skikkelse af Karin Nødgaard. DF vil sætte grænser for islam og for kultureksperimenterne og værne om danske værdier
13. december 2007

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) skal presses frem i skoene i kulturkampen. Det mener Pia Kjærsgaard (DF), der er gået ind i Folketingets kulturudvalg, hvor partifællen Karin Nødgaard er formand.

"Jeg tror, at Brian Mikkelsen mente det oprigtigt, da han begyndte kulturkampen. Til gengæld synes jeg, at han har mistet pusten. Han begyndte udmærket, men vi har ikke hørt meget til det siden hans indtræden," siger Pia Kjærsgaard og tilføjer: "men jeg skal ikke ind og spille bedrevidende, for jeg er ny i det udvalg, og nu skal jeg lige se tingene an."

I starten af ugen blæste Pia Kjærsgaards partifælle Søren Krarup også til fornyet kulturkamp fra forsiden af det luthersk-evangeliske tidsskrift Tidehverv:

"For seks år siden holdt statsminister Anders Fogh Rasmussen nytårstale til det danske folk og sagde, at der fandt en kulturkamp sted i landet, og at kulturkampens udfald var afgørende for, hvordan den danske fremtid kom til at se ud. Det havde han ret i. Og der er grund til at minde om det, også i forhold til Anders Fogh Rasmussen, for sansen for, hvad kulturkampen består i, er desværre ikke udpræget - heller ikke blandt dem, der proklamerede den."

Værdikamp

Netop kulturpolitikken er et område, hvor der er god mulighed for at fremhæve de danske værdier, mener Pia Kjærsgaard.

"Jeg ser det som en værdikamp. De sidste år har vi set en række overgreb på kunstnernes mulighed for at agere i forskellige sammenhænge," siger Pia Kjærsgaard.

"Man har øvet selvcensur omkring muhammedtegnerne, museer har været nervøse for at udstille islamkritiske værker, og Deutsche Operas opførelse af Idomeneo blev nær aflyst, fordi nogle islamister protesterede over, at guder optrådte med afhuggede hoveder. Vi er nødt til at håndhæve ytringsfrihed og mangfoldighed," siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard mener, at Dansk Folkeparti har meget at bidrage med på det kulturpolitiske område:

"I al beskedenhed har vi i DF nogle, der ved meget om kultur. Folk, der kender historien og kan være med i den tunge ende. Det tror folk måske ikke om os, men sådan forholder det sig faktisk," siger Pia Kjærgaard, der "ikke vil lægge skjul på," at hun også ønsker et opgør med det 'venstredrejede' kulturliv:

"Kulturpersoner står ofte bag protester mod regeringen og DF. Og hvad er det nu for noget? Venstrefløjen skal have lidt modspil, de har jo ikke patent på kulturen."

Politisk kunststøtte

Pia Kjærsgaard mener ikke, kultur skal være politisk styret, "men vi som politikere skal stå til ansvar for det, vi mener skal støttes og ikke skal støttes," siger hun - for ikke alt er lige meningsfuld kultur.

"Personligt har jeg svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling, at det er kultur. Det kan ikke få mig til at klappe, men det kan måske gøre nogle andre meget begejstrede," siger Pia Kjærsgaard og understreger, det er meget svært at måle, hvornår kunst er for eksperimenterende:

"Der kan være forskellige opfattelser, og så må vi stå til ansvar for vores beslutninger som politikere. Kulturen er og skal være mangfoldig, men der kan også være genrer, hvor man føler sig til grin for egne penge."

'Armslængdeprincippet' fremhæves ofte som vigtigt i forbindelse med diskussioner om kulturlivets vilkår. Men ifølge kunsthistoriker Merete Jankowski er selve den historiske årsag til, at vi har offentlig kunststøtte i Danmark "forestillingen om, at kunsten har værdi som et politisk instrument til almen dannelse af den danske arbejderstand, der kan sikre Danmark som et sundt og levedygtigt demokrati og understøtte dannelsen af en national kulturidentitet," som Merete Jankowski udtrykker det.

At regeringen og Dansk Folkeparti har værdipolitiske ambitioner i den såkaldte kulturkamp er altså ikke et nyt fænomen. I artiklen 'Er det alt sammen Brians skyld?' fra netmagasinet Turbulens.dk, understreger Merete Jankowski, at kunststøtte altid har været et led i et større politisk program:

"Således i det 19. århundrede især som led i opbyggelsen af en særegen dansk kultur, der kunne afstive den vaklende danske nationalstat, der havde fået en ordentlig én på kassen i 1864."

God dansk kunst

Pia Kjærsgaard bakker op om regeringsgrundlagets vision om, at kunsten har en vigtig rolle som "formidler af danske demokratiske værdier", og Dansk Folkeparti definerer selv kultur som "summen af det danske folks værdinormer, tro, religion, sprog, sædvaner, holdninger og traditioner."

Alene det at fremhæve danske kunstnere er en del af kulturkampen, mener Pia Kjærsgaard.

"Vi har så mange fantastisk dygtige kunstnere i Danmark. Jeg kunne fremhæve både film, teater, opera, osv. I vores land gør vi det godt inden for alle kunst-arter. Det synes jeg, vi kan være stolte af, og det skal vi støtte," siger Pia Kjærsgaard, men understreger, at det er vigtigt at vurdere baggrund og substans i kunsten, før man bevilger penge.

"Meget kultur er støttet via statens midler. Det skal det forsat være, især til folk, der har vist, at de kan. Men man skal selvfølgelig også hjælpe folk i gang, det er jo en balancegang - for hvor skal man starte," siger Pia Kjærsgaard, der "glæder sig over det engagement" som præger dansk kulturliv.

Dansk Folkeparti er et parti i udvikling og har endnu ikke markeret sig nok på det kulturpolitiske, siger Pia Kjærsgaard:

"Vi har ikke kunnet spille på alle tangenter fra første dag, men har hen ad vejen taget nye emner op. Nu synes jeg, det skal være kulturen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

kulturkampen handler om hvordan vi identificerer os selv og forstår os selv som mennesker i et samfund. de regulerende mekanismer som PK og BM opererer med handler om at vi skal identificere os selv med en selvforståelse som en slags robotter (den atbejdende masse) og kongelige undersåtter (opera og ballet) med et dannebrog i røven.

Pia K udtaler, at "Kulturen er og skal være mangfoldig, men der kan også være genrer, hvor man føler sig til grin for egne penge."

Jeg må som udøvende kunstner spørge lige præcis hvilker genrer, det drejer sig om?
Er det mon alt det som "normale" eller "almindelige" mennesker (hvad det så er?) ikke lige kender eller forstår?
Eller måske er det slet og ret politisk, kritisk (læs: venstreorienteret) kunst , der ikke bør støttes?
Hm, hvor mon jazzen f.eks. hører hjemme på den skala?

Et parti, der igen og igen fremfører den jævne og verdensskræmte tese, at netop de danske værdier skulle være særligt værdige at støtte, glemmer fuldstændig, at kunst selvfølgelig vil have en national egenart, men i bund og grund er mangfoldig.
Al dansk kunst og kultur er inspireret af såvel Europæiske som globale strømninger. Ikke engang DF's biedermeier national-nostalgi med Morten Korch og guldaldermalerne spændt for vognen, kan leve helt og holdent af at være dansk.
Særligt danske værdier? Det skulle i denne sammenhæng da lige være snæversyn og bedrevidenhed!

Den som taler ud fra visheden om at have ret, overbeviser ingen.

Citat af: Piet Hien
Fru Kjærsgård burde sin kultur, der hvor hendes kultur dyrkes. Jeg søger min egen!

Det snobbede venstreintellektuelle kulturhegemoni er brudt: Langt om længe får alle os der maler kakler til sofaborde nu chancen for at få kunststøtte fra staten.

Per Vadmand er du uenig i Pias "men"? Skal staten støtte f.eks. nynazistisk , racistisk eller pædofil kunst ? I det hele taget virker indvendingerne lidt søgte, og interviewet, hvor udtalelserne er yderst neutrale (eller tomme), passer dårligt til overskriften.
At man så måske kan forvente noget værre, er en anden sag.

Bo Klindt Poulsen

Kære P. Lauritzen.
Om staten skal støtte nynazistisk, racistisk eller pædofil kunst er bestemt et intrigant spørgsmål. Men det er lige meget hvad, ikke noget Pia Kjærsgaard eller nogen andre politiker skal bestemme. Det er det, vi har armslængde-princippet til at sikre. Et princip der i øvrigt blev indført i (det meste af) den vestlige verden efter erfaringerne med nazismen. Og det er derfor (vil jeg antage) at Per Vadmand og vi andre farer i flint - fordi hun med sit "men" er på vej ud af den glidebane, der anfægter den kunstneriske frihed og sætter politikernes personlige kunstsmag op som et parameter for tildeling af støtte. En glidebane hendes tidligere kulturordfører Louise Frevert i øvrigt var en mester i at befinde sig på.
Med venlig hilsen

Til Per og Bo, først må jeg indrømme, at jeg ikke ved særlig meget om kunst- og kulturpolitik, men selvfølgelig også går ind for en fri og uafhængig kunststøtte. Umiddelbart troede jeg, det er måske ikke tilfældet, at kulturudvalget er et politisk organ, der ikke er direkte indvolveret i støttetildelingen, men et politisk kontrolorgan. Hvorimod selve støtten tildeles af et ekspertudvalg. "Men' et":, "men vi som politikere skal stå til ansvar for det, vi mener skal støttes og ikke skal støttes," siger hun., synes jeg i denne sammenhæng ikke lyder særlig faretruende, og at der ikke er noget nyt i det. Jeg vil gerne belæres om det modsatte, hvis det er tilfældet.

Venstre-orienteret kulturpolitik er et interessant begreb! Specielt når det bruges af Pia Kjœrsgård! Sålœnge hun ikke er i stand til at yde respekt omkring den enkelte kunstners ret til at ytre sig, uanset om man er højre eller venstre-orienteret, og sålœnge der ikke er tale om samfundsnedbrydende virksomhed, kan jeg ikke se hvad hun har at gøre i det kulturpolitiske forum! Og frem for alt: en politiker bør/skal ikke ytre sin mening omkring den enkelte kunstners vœrker! Det ville da vœre starten på slutningen af demokratiet!? Eller hvad!?!?!? Og endelig det store retoriske spørgsmål: "Gad vide om Pia Kjœrsgård opfatter sig selv som samfundsnedbrydende????"

Pia K har selvfølgelig ret til at ytre sig om kunstneres værker så meget, hun vil - ligesom enhver anden har det. Men det, man kan have sine tvivlom, er, om hun - og andre politikere - er i stand til at skelne mellem "det, jeg kan lide" og "det, der fortjener støtte".

Det er derfor, man har tilstræbt at armslængdeprincip.

De lande der har forsøgt at styre kunsten, har i realiteten fodret den åndligt.....økonomi har aldrig været synonym med at udforske, der tror jeg mere vi er ovre i projektion...

Bare klem på Pia, du er oppe mod kræfter der ikke findes i dit politiske liv.